Vi er kommet langt med ligestillingen mellem køn i Danmark. Jeg har boet og rejst en del i Sydeuropa og har blandt andet oplevet at få ret meget medlidenhed af mine venner, da jeg fortalte dem, at kvinder ikke får blomster 8. marts i Danmark. Jeg kom til at snerre lidt da jeg sagde at vi i stedet generelt får respekt hele året.

Der er stadig meget at kæmpe og takket være kvinder og mænd før mig, er der skabt en tryghed, der gør det muligt for nutidens feminister at tale om emner som tvungen barsel, kønskvoter i bestyrelser og naturligvis ligeløn, som vi på trods af at de færreste er uenige i den målsætning, er langt fra i hus med. Der er også mulighed for at tale om alvorligere ting som sexisme på arbejdspladser, på gaden og i bylivet og der var heldigvis bred opbakning til at ændre en beslutning om at fjerne den økonomiske støtte, der gav Dannerhuset mulighed for at tilbyde de voldsramte kvinder, de tager imod, akut psykologhjælp.

Og selv om jeg ved at det ene ikke udelukker det andet og synes at det er positivt forskellige områder indenfor ligestilling, om det er twerking, der er en sexet dans, der efter sigende skulle gøre kvinden til et stærkt seksuelt subjekt eller om det er behovet for at fjerne tabuer omkring menstruation eller om man vil fokusere på et brud med de sociale strukturer, der stadig hersker og hæmmer kvinden fordi det fastholder os i en position hvor der er en masse forventninger til hvordan vi skal opføre os og se ud.

Jeg synes ikke at de kampe er uvigtige som sådan og jeg er sikker på at der ikke er nogen af de fremtrædende, moderne eller elitære feminister, som ikke drømmer om en verden, hvor kvinder frit kan vælge om de vil have abort. En verden hvor ingen kvinder bliver omskåret og hvor alle må køre bil og har ret til at gå i skole.

Jeg tror på at det er en styrke at man specialisere sig inden for alle de her forskellige aspekter af kvindekampen, og at vi kan nå langt, hvis vi står sammen i stedet for at slå hinanden i hovedet med at noget er vigtigere end noget andet.

Men når det så er sagt, kan jeg også blive forvirret. Min tilgang til feminisme handler ikke særlig meget om mit køn og jeg synes at debatten om hvorvidt jeg må eller skal have hår under armene, fjerner fokus fra det jeg opfatter som essensen af kvindekamp. Nemlig kampen for lighed. Kampen for respekten og for anerkendelsen af ethvert menneskes værdi. Kampen imod undertrykkelse og diskrimination er en del af den kamp.

Hele det her fokus på individets frihed klinger enormt hult, hvis det får lov til at overdøve debatten om vores kollektive ansvar. Man kan ikke tale om kvindekamp uden at tale om økonomi. Jeg er barn af en ung alenemor til tre. Hun var takket være velfærdstaten i stand til at forlade min alkoholiske far. Takket være bistandshjælp/SU, børnepenge, friplads, boligstøtte osv.

Dem der bliver hårdest ramt af kontanthjælpsloftet er enlige forsørgere og 78 % af dem er kvinder. Nedskæringer i velfærd rammer altså skævt.

De liberale vil mener at vi har ligestilling fordi vi har lige muligheder og jeg er da glad for lige muligheder og lige rettigheder, men mennesker har forskellige udgangspunkter og forskellige forudsætninger og hvis man tager det med i ligestillingsdebatten, kommer vi ingen vegne.

Når man skærer ned på uddannelse, sygehusvæsen og generel velfærd, har det konsekvenser og det rammer især kvinder.

I dag så jeg en video, hvor en teamleder fra Institut for menneskerettigheder sagde at et stærkere EU var løsningen, når det kommer til ligestillingen, fordi nogen i EU, har sagt noget abstrakt om ligeløn. Men vi har for det første at gøre med et EU, der ikke giver kvindelige (eller mandlige) parlamentsmedlemmer ret til barsel og for det andet dikterer nedskæringer på velfærden i medlemslandene. Kommissionen skal godkende vores finanslov hvert år, så uanset hvad danskerne vil, har vi meget snævre rammer for at udvikle os i retning af lighed mellem kønnene.

Nogle kalder EU for et solidarisk projekt. Vi skal deles om alt det gode. Og det lyder smukt med fri bevægelighed. Men dem som kommer til Danmark for at tage en gratis uddannelse og få SU, er oftest dem som i forvejen har ressourcer. Dem der er allermest udsat kan ikke bare flytte til et andet land. Og hvis de gør det, er de så desperate at de tager imod hvilket som helst job, uanset arbejdsforholdene og lønnen. Det presser naturligvis danskere ud i ledighed, men når store dele af arbejdsstyrken i forlader et land, hvilket er tendensen i de fattigere EU-lande, har det også konsekvenser for dem der bliver tilbage.

I Rumænien er 1 million indbyggere flyttet ud af landet siden 2010 (de blev en del af EU i 2008) og i de baltiske lande er der også tilsammen knap en million færre indbyggere siden 2005 (medlemsland siden 2004).

Det efterlader de allermest udsatte og de ældre og børnene. Hvordan man kan få sig selv til at kalde det solidarisk, er for mig et under.

EU taler om harmonisering af løn- og arbejdsforhold. Så når en dansk håndværker i gennemsnit tjener 11 gange så meget som en håndværker i Bulgarien, så hvad? Skal vi mødes på halvvejen?

Det synes jeg ikke vil skal og det handler ikke om at jeg ikke vil dele, men om processen og vilkårene. De folkevalgte medlemmer af parlamentet kan ikke stille lovforslag.

De må stemme om de forslag kommissionen kommer med og det er et håbløst udemokratisk system, der giver vælgere i EU meget begrænsede muligheder for indflydelse.

Og jeg har svært ved at se hvordan begrænset indflydelse skal gavne kvinderne eller nogen andre.

Et uigennemskueligt system og den nedladende retorik vi fx lagde øre til efter vores nej til afskaffelse af retsforbeholdet, hvor Uffe Elleman dagen efter, lige pludselig mente at demokrati måske ikke er så smart, gavner kun de højrenationalistiske og populistiske bevægelser. Og jeg skal ikke kunne sige hvad de mener om kvindekamp, men i min optik er kampen for lighed mellem kønnene og kampen for lighed mellem mennesker af forskellig etnicitet den samme. Det handler om menneskeværd og det har racister næppe i fokus.

Så lad os få magten tilbage til folket og Danmark ud af EU!

Af Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

EU vil lave en aftale med Libyen om at sende mennesker på flugt tilbage til lejre i det borgerkrigsplagede land. Men Libyen er i opløsning, og kystvagt og militær består af militsgrupper, som er kendte for overtrædelser af menneskerettighederne. Derfor er det fuldt forståeligt, at menneskerettighedsgrupper og FN-organisationer er bekymrede for, at EU atter svigter flygtningekonventionen.

Flygtningekrisen i Middelhavet har bragt EU i en dyb krise. Den har udstillet Unionens manglende enhed og evne til at opnå holdbare løsninger. EU’s håndtering af de tusindvis af flygtninge har endnu en gang vist EU’s kyniske forhold til mennesker i nød og deres menneskerettigheder.

Det seneste eksempel på EU’s humanitære svigt kom under topmødet i Malta den 3. februar. Her besluttede EU-lederne, at EU skal samarbejde med Libyens premierminister Fayez al-Sarraj for at bremse flygtninge og migranter på vej til Europa.

Human Rights Watch, Amnesty International, UNHCR, Læger Uden Grænser og andre organisationer har udtrykt bekymring over beslutningen, fordi Libyen er i borgerkrig og på ingen måde lever op til de mest basale krav i FN’s flygtningekonvention for at kunne fungere som sikkert modtageland.

EU støtter den al-Sarraj-ledede regering i Tripoli. Regeringen er dog yderst svækket, og landet styres reelt af hundredvis af militser, krigsherrer og etniske grupper samt ISIS og andre ekstreme grupperinger. Disse grupper finansieres hovedsagelig af menneskesmugling, trafficking, våbenhandel og narkosmugling.

Kystvagter bliver ifølge Human Rights Watch også ledt af militser, der opererer uden nogen reel flådemæssig ledelse. Al-Sarrajs regering har hverken kontrol over militær eller kystvagt, og uden en officiel kommandovej fra regering til militær og kystvagt kan ingen holdes ansvarlig for overgreb mod flygtninge.

Libyen er det største afrikanske transitland for flygtninge og migranter, der forsøger at komme til Europa. Men Libyen benyttes ikke kun af afrikanere. EU’s dybt problematiske aftale med Tyrkiet om at begrænse flygtninges adgang til Europa betyder ifølge Human Rights Watch, at flygtninge fra Irak og Syrien ender i Libyen, hvorfra rejsen til Europa er langt farligere.

UNICEF oplyser, at i alt 1.354 migranter og flygtninge – heraf 190 børn – er druknet i Middelhavet mellem Libyen og Italien de seneste tre måneder. Det anslås, at op imod 1 million migranter og flygtninge opholder sig i Libyen.

EU-ledere har givet udtryk for, at beslutningen om at bekæmpe menneskesmuglere og stoppe flygtninge i Libyen også blev taget af humanitære hensyn for at undgå drukneulykker. Men denne moralske retfærdiggørelse forekommer hyklerisk, når EU ikke samtidig vil skabe sikre ruter for flygtninge for at stoppe de tragiske dødsfald.

Under et møde i EU-parlamentet den 6. februar oplyste repræsentanter fra Human Rights Watch, at en EU-aftale med Libyen vil være i modstrid med FN’s flygtningekonvention og EU’s egne regler og værdier om at respektere konventioner og menneskerettigheder.

Ifølge Human Rights Watch ledes Libyens flygtningelejre og detentionscentre af militser og menneskesmuglere, som bl.a. tjener penge på at kræve løsesummer. Både Amnesty International og Human Rights Watch har informeret om omfattende krænkelser af menneskerettighederne i disse lejre, herunder vold, seksuelle overgreb og mord.

Flygtninge og migranter tilbageholdes i lejrene på ubestemt tid uden rettergang og adgang til juridisk assistance. De er prisgivet militserne og retsløse tilstande, for der er reelt set ikke noget libysk retsvæsen.

Eftersom det er militserne, der styrer kystvagten og lejrene, risikerer man en situation, hvor disse personer vil kunne få ansvaret for at opbringe flygtningebåde og føre opsyn med flygtningelejre. Dette scenarie mener EU-lederne åbenbart godt, at man kan sende familier med børn tilbage til.

EU vil som udgangspunkt bruge 200 millioner euro på at træne kyst- og grænsevagter, så de kan opbringe både med flygtninge og migranter og derefter tilbageholde dem i lejre i Libyen. Målet er at sende dem retur til deres oprindelsesland. Det står klart, at EU ikke tager humanitære hensyn, og EU’s flygtningepolitik har tvunget nødstedte i armene på menneskesmuglere, som ikke har den fjerneste respekt for menneskeliv. Det samme kan siges om EU’s politik.

For hvordan kan man garantere et minimum af sikkerhedsstandarder i libyske flygtningelejre? Hvordan kan et splittet land i borgerkrig varetage denne enorme opgave? Skal EU selv have patruljebåde i libysk farvand? Skal EU selv lede flygtningelejre i Libyen? Kan EU sikre dem mod angreb? Hvordan forhindrer man korruption? Hvordan sikrer man, at voldtægtsmænd og krigsforbrydere ikke passer på kvinder og børn? Der findes ingen gode svar på disse spørgsmål.

EU-lederne må også gøre sig klart, at ingen risikerer livet, medmindre det er absolut nødvendigt. Folk flygter og migrerer af en årsag. Og EU har kraftigt bidraget til disse årsager, f.eks. gennem Unionens handels-, fiskeri- og udenrigspolitik. For eksempel har EU’s fiskeriaftaler med afrikanske lande undergravet det lokale fiskeri, og EU’s salg af subsidierede europæiske landbrugsprodukter dumper priserne og ødelægger livsgrundlaget for lokale producenter i Afrika. Dertil ødelægges livsgrundlaget i de afrikanske lande af klimaændringer, der hovedsagelig skyldes udledning af drivhusgasser i industrinationer. EU’s udenrigspolitik og terrorliste har desuden forhindret EU-lande i at støtte Norges forsøg på fredsmægling i flere af verdens konflikter. EU-landene er også samlet set en af verdens største våbenproducenter og har længe tilladt salg af våben til lande, der vedvarende krænker menneskerettighederne. Så længe EU fortsætter sin politiske linje og samtidig laver denne type aftaler med Tyrkiet og Libyen, vil det koste mange flere liv.

Hvis EU virkelig vil stoppe flygtningekrisen, må man først og fremmest stoppe den skadelige politik, som EU fører, og så er man nødt til at ophøre med at lave aftaler med lande, der vedvarende krænker menneskerettigheder, f.eks. Tyrkiet. EU har dog en tradition for samarbejde med lande, uden at der ses på forholdene for flygtninge. EU samarbejdede også med Libyen, da landet blev styret af Muammar Gaddafi, selv om Libyen heller ikke dengang levede op til FN’s flygtningekonvention. Det er på tide, at den slags samarbejde ophører. Og så må man stoppe de bagvedliggende strukturelle årsager, samtidig med at man lever op til sine internationale forpligtelser og sikrer akut hjælp til flygtninge i nød.

Danmark og andre rige lande er simpelthen nødt til at gøre en langt større indsats for at bakke op om FN’s flygtningeorganisation UNHCR. Danmark bør bidrage til at skabe fred og bedre livsvilkår i Afrika, og vi og andre rige lande bør øge hjælpen til udvikling, uddannelse og investeringer og fredsmægling i fattige og konfliktplagede lande. Kun på den måde kan man sikre den velstand og stabilitet, som kan løse flygtningesituationen på langt sigt. Jeg ser meget gerne en fælles nordisk indsats for en bæredygtig freds- og udviklingspolitik.

I stedet lader EU-lederne kortsigtede politiske hensyn gå forud for menneskerettigheder og konventioner. EU står på kanten af et historisk svigt, som vil føre til endnu mere menneskelig lidelse. Det kan og skal vi ikke acceptere. Det er på tide, at Danmark igen bliver et land, der bidrager til en bæredygtig udvikling i verden.

Ja til verden – nej til EU-staten!

————————————————————————————————-

Denne debatartikel blev bragt som kronik i bl.a. Jyske Vestkysten, Århus Stiftstidende, Fyens Stiftstidende og Fyns Amtsavis den 9. marts 2017 (evt. kan udgaven i aviserne være lidt forskellig ift. denne udgave). Her er link til Fyens Stiftstidende og Fyns Amtsavis: http://www.fyens.dk/debat/Flygtninge-EU-vil-svigte-menneskerettigheder/artikel/3130070

Af Rina Ronja Kari og Lave K Broch

Se hele debatindlægget på Information.

Skotlands regering misbruger brexit til at vildlede sin befolkning.

Af Morten Dam

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, har gentagne gange siden brexit agiteret for en ny skotsk folkeafstemning om uafhængighed. Først advarede hun om, at det ikke var bluff, når hun havde til hensigt at forlange en ny folkeafstemning, i tilfælde af at Storbritannien stemte for at forlade EU’s indre marked.

Efterfølgende har hun udelukket at holde en sådan afstemning i 2017 for at kunne fastholde truslen mod den britiske regering, mens processen for brexit skrider frem.

Der er ikke noget galt i, at mange i Skotland ønsker uafhængighed – det ser vi også i andre europæiske regioner som f.eks. Catalonien. Ønsket om suverænitet, identitet og mere repræsentativt demokrati var netop et af hovedargumenterne i den britiske folkeafstemning om at forlade Den Europæiske Union. Men når sådanne bevægelser insisterer på at forblive i EU, modsiger man sine egne argumenter.

Falsk uafhængighed

Mange, mange love, der vedrører Storbritanniens anliggender, herunder Skotlands, er vedtaget i Bruxelles.

Selvom den nøjagtige andel af britiske love, som stammer fra EU, stadig er til diskussion, er det højst sandsynligt temmelig store andele. Nogle skøn går fra 62 pct. og helt op til 75 pct. Hvad der er mere vigtigt, er imidlertid, hvor stor en betydning nogle af EU’s beslutningskompetencer er.

Et ”uafhængigt” Skotland inden for EU ville nødvendigvis skulle leve op til EU’s kvoter i sit fiskeri. Det ville skulle overholde EU’s landbrugspolitik og holde sig til de samme handelsaftaler, som er underskrevet af ikke-folkevalgte i Bruxelles. Desuden vil Skotland ikke have nogen som helst kontrol over sine egne grænser.

Den skotske regering vil tilmed fortsætte med at bruge det britiske pund som valuta. I den forstand mister Nicola Sturgeons erklærede hensigt om at være »i førersædet for Skotlands egen skæbne og til at forme egen fremtid« sin betydning. Uden fuld kontrol over væsentlige områder som grænser og finanspolitik er en nation ikke uafhængig.

Mangel på sammenhæng

EU har altid gjort det klart, at det at løsrive sig fra et medlemsland er at løsrive sig fra EU. Det var udmeldingen ved den skotske folkeafstemning i 2014. Beslutter Skotland sig for at forlade Storbritannien på grund af ambitionen om at ville bevare sit EU-medlemskab, er dette ikke kun umuligt, men også en ekstrem vildledning af sin egen befolkning.

Ud over den himmelråbende mangel på sammenhæng i den skotske regerings argumenter, har skotterne allerede for få år tilbage taget stilling til spørgsmålet om uafhængighed. Det er uansvarligt af den skotske regering at bruge truslen om en kommende folkeafstemning som en politisk løftestang.

Sturgeon har dog nu udskudt sin trussel om en ny skotsk folkeafstemning alt afhængigt af, hvor ”hårdt” udfaldet af brexit viser sig at blive. Det tyder dermed mere på at være en byttehandel end et sandt udtryk for Skotlands vilje. Denne kyniske tilgang til politik tjener ingen. Skotterne, der ønsker at forblive i Storbritannien, er under konstant trussel om en ny folkeafstemning, mens skotterne, som ønsker uafhængighed, bliver manipuleret til små politiske gevinster.

Ønsket om uafhængighed er entydigt godt. Alle villige nationer fortjener at vinde deres suverænitet, herunder senest Storbritannien. Den skotske regerings holdning om at afvise Westminster, mens man vil omfavne Bruxelles, udstiller en utroværdig længsel efter uafhængighed. Det smager mere af politisk opportunisme. Befolkningen i Skotland – både for og imod uafhængighed – fortjener bedre.

Indlægget har været bragt i JyllandsPosten