Af Lave K. Broch

Storbritanniens og EU’s repræsentanter er nu blevet enige om den første aftale om samarbejde efter Brexit. Aftalen skal dog godkendes på EU-topmødet den 14. til 15. december. Nederst kan du finde selve aftalen. Jeg har selv altid troet at samarbejde var muligt, og er træt af alle de skræmmescenarier, som mange EU-tilhængere er kommet med og kommer med.

Lad mig lige slå en ting fast: Både Labour og De Konservative i Storbritannien støtter Storbritanniens udtræden af EU. Brexit er derfor en realitet og alle der drømmer om at rulle det britiske folks vilje tilbage må lære at acceptere, at verdens femte største økonomi er på vej ud af EU.

Her er nogle af de væsentlige ting, som er blevet aftalt:

1.  Statsborgere fra EU-landene og britiske statsborgere i EU-landene har ret til at blive. Rettighederne for deres børn og partnere i eksisterende forhold er også garanteret. Britiske domstole vil sikre håndhævelsen af rettigheder for EU-borgere i Storbritannien, men kan henvise uklare sager til EU-domstolen i otte år efter Brexit.
2. Aftalen lover at sikre, at der ikke bliver en hård grænse mellem Nordirland (Storbritannien) og Irland. Aftalen slår fast at hele Storbritannien, herunder Nordirland, vil forlade EU’s toldunion. Det er uklart, hvordan en åben grænse vil blive sikret, men aftalen siger også at hvis det ikke lykkes at nå frem til en senere aftale, vil Storbritannien sikre “fuld tilpasning” med toldunionens og det indre markeds regler i relation til Godfredagsaftalen. Det nordiske parti DUP skal dog godkende evt. barrierer mellem Nordirland og resten af Storbritannien.
3. Der er ingen tal på, hvor meget Storbritannien forventes at betale, men dokumentet beskriver, hvordan regningen vil blive beregnet. I følge EU-observer tales der om ca. 40-45 milliarder euro netto. Briterne har nemlig også penge tilgode i ECB og EU’s investeringsbank.
4. Storbritannien skal ikke betale for udflytning af EU-institutioner.
5. Storbritannien er indforstået med at fortsætte med at betale til EU-budgettet som normalt i 2019 og 2020 og til pensioner.
6. Storbritannien og EU har også et fælles ønske om samarbejde om nukleare forhold, retspolitik og sikkerhedspolitik.
7. I overgangsperioden vil EU-lovgivningen gælde i Storbritannien.

Her er aftalen: joint_report BREXIT

Af Lave K. Broch

Briterne stemte som bekendt for udtræden af EU i juni sidste år. Det burde have ført til en stor selvransagelse i EU. Men unionstoget er ikke stoppet. EU-toppen har i stedet besluttet, at unionen skal styrkes.

EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker gav i sin ”state of the union” tale i går udtryk for, at EU skal have endnu mere magt. Målet er bl.a. en militær union senest i 2025, en EU-finansminister, flertalsafgørelser på det udenrigspolitiske område, at få alle EU-lande med i EU’s bankunion og at gøre euroen til valuta for hele EU.

Her er nogle citater fra Junckers tale den 13. september 2017:

• “We set out to complete an Energy Union, a Security Union, a Capital Markets Union, a Banking Union and a Digital Single Market. Together, we have already come a long way.”
• “We need a European Minister of Economy and Finance: a European Minister that promotes and supports structural reforms in our Member States”
• “The euro is meant to be the single currency of the European Union as a whole. All but two of our Member States are required and entitled to join the euro once they fulfil all conditions… “
• “If we want banks to operate under the same rules and under the same supervision across our continent, then we should encourage all Member States to join the Banking Union.”
• “I want our Union to become a stronger global actor. In order to have more weight in the world, we must be able to take foreign policy decisions quicker. This is why I want Member States to look at which foreign policy decisions could be moved from unanimity to qualified majority voting.”
• “By 2025 we need a fully-fledged European Defence Union. We need it. And NATO wants it.”
• “I also have sympathy for the idea of having transnational lists – though I am aware this is an idea more than a few of you disagree with. Such lists would help make European Parliament elections more European and more democratic.”
• “If you want to strengthen European democracy, then you cannot reverse the democratic progress seen with the creation of lead candidates – ‘Spitzenkandidaten’.”

Juncker siger i sin tale, at EU ikke er en stat. Men undskyld mig. Det er jo netop i den retning EU bevæger sig. Alene spørgsmålet om, at EU skal have overstatslig magt inden for den udenrigspolitiske område burde få advarselslamperne til at lyse for os, der ønsker at bevare Danmark, som et selvstændigt og samarbejdende land.

Vi bevæger os i øjeblikket i retningen af skabelsen en ny statsdannelse. En udvikling, som kan betyde, at Danmark bliver en delstat i stedet for at være en selvstændig stat. Det vil få stor betydning for demokrati, men også inden for de forskellige politikområder – ikke mindst vores velfærd og miljøet.

Det er ikke udvikling, som jeg kan støtte. Min vision for vores land er, at vi bevarer suveræniteten over udenrigspolitikken, bankerne og alle de andre spørgsmål, som EU ønsker magt over. At vi har et levende folkestyre, et nordisk velfærdssamfund og et bæredygtigt miljø.

Vi skal ikke sige ja til mere centralisering af magt. Vi bør i stedet arbejde for, at Danmark bliver en god nabo til EU – og ikke en delstat i Europas Forenede Stater. Vi bør simpelthen være venner med naboerne i syd uden at underlægge os den nye statsdannelse.

For at vinde denne kamp er vi også nødt til at se på alternativer til EU. Vi kan ikke overleve uden samarbejde og handel med andre lande. Et dansk EFTA-medlemskab vil sikre os handelsforbindelser til EU og andre lande. Jeg er også varm tilhænger af, at vi laver et tættere nordisk samarbejde, og at vi aktivt arbejder for en styrkelse af Europarådet og FN.

Norden kan blive et Canada i Europa. Jeg ser meget gerne, at det nordiske samarbejde bliver til et nordisk statsforbund. Det er en sammenslutning af selvstændige stater i en tæt alliance. Det vil gøre, at vi står stærkere. Men vi skal ikke begå samme fejl i Norden, som det der sker i EU. Vi skal i Norden give plads til forskellighed og bygge samarbejdet nedefra. Og det er værd at huske at et massivt flertal af danskerne gerne ser mere nordisk samarbejde, mens danskerne er delte i forhold til EU. Det samme gælder i de andre nordiske lande.

Udviklingen i EU gør, at arbejdet for dansk frigørelse for EU bliver vigtigere end nogensinde. Storbritannien forlader EU i 2019 og målet må være at vi også kommer ud af EU.

Ja til selvstændighed, samarbejde og et tættere nordisk samarbejde – Nej til EU-staten!

Af Lave K. Broch

Løkkes ord om et slankere EU er tilsyneladende allerede glemt. Regeringen overvejer dansk deltagelse i EU’s bankunion. Det har jeg ingen forståelse for. Danmark er ikke med i euroen, og vi bør på ingen måde give EU magt over bankerne.

Regeringen har bedt den såkaldte Koordinationsgruppe for Finansiel Stabilitet om at vurdere fordele og ulemper ved en dansk indmeldelse i EU’s bankunion. I denne koordinationsgruppe vil der være repræsentanter fra følgende ministerier og styrelser: Erhvervsministeriet (formand), Finansministeriet, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Udenrigsministeriet, Nationalbanken, Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet.

Med den sammensætning skal mange ikke have studeret Statskundskab i mange dage før man kan gætte sig til hvilken vej vinden blæser i koordinationsgruppen.

Vi må derfor forvente, at regeringen vil ende med at anbefale dansk tilslutning til EU’s bankunionen.

Det må føre til et krav om en dansk folkeafstemning.

Ja til samarbejde og demokrati – Nej til dansk indlemmelse i EU’s bankunion!

PS. her er et argument, som Brian Mikkelsen måske ikke har overvejet. Storbritannien er faktisk heller ikke med i EU’s bankunion og alligevel blev London et finanscentrum. Så hvis London kunne klare det uden at underkaste sig EU’s bankunion, så kan jeg ikke forstå hvorfor det skulle være en fordel for København og Danmark, at vi giver EU magt over vores banker.

Se også Folkebevægelsen mod EUs kampagneside mod Bank-unionen.

Folkebevægelsen mod EU var blevet inviteret til at holde en tale om EU s militarisering på demonstration for fred mod Nato, den 24. maj 2017 i København ved Forsvarsministeriet.

Kære alle,

Tak for invitationen til at tale her i dag.

I en tid med ufred er det vigtigere end nogensinde at der aktivt gøres en indsats for en mere fredelig verden.

Folkebevægelsen mod EU vender sig imod  EU’s militarisering.

• EU støtter våbenindustrien.
• EU er i gang med at opbygge en egen militær struktur
• Og EU fører en udenrigspolitik, der er til skade for freden.

EU har bl.a. oprettet et såkaldt forsvarsagentur i Bruxelles.

Forsvarsagenturet arbejder målrettet for en styrkelse af den europæiske våbenindustri.

En våbenindustri, der igennem mange år har eksporteret våben til lande der vedvarende krænker menneskerettighederne.

Jeg mødte for et par år siden en repræsentant fra Amnesty International, der kunne fortælle om at der var fundet ammunition fra EU i Gaza efter Israels store angreb på området.

Men også andre lande – der bruger våben mod civile – har gennem årene købt våben i EU.

F.eks. købte Irak under Saddam Hussein våben i EU.

Og nu vil EU også lave en forsvarsforskningsfond, der skal forske i udviklingen af nye våbentyper. Og den danske regering vil at Danmark skal støtte denne fond økonomisk.

Det mener vi er i strid med vores forsvarsforbehold.

Danske skatteydere skal ikke betale til udviklingen af våben i EU.

Hvis regeringen og EU-tilhængerne vil have Danmark med i EU’s forsvarspolitik, så bør de afholde en folkeafstemning.

EU er også i fuld gang med at opbygge en militær union.

Dette støttes ikke mindst af den franske og tyske regering, og efter at briterne træder ud af EU vil det blive nemmere for Frankrig og Tyskland at styrke EU’s militære side.

EU har allerede taget de første skridt i forhold til etableringen af et militært hovedkvarter også kaldet et kommandocenter.

I EU’s Lissabon-traktat står der at medlemslandene forpligter sig til vedvarende at forbedre deres miltære kapacitet.

Det er jo bindegalt.

Hvordan kan man binde landene til at opruste eller forbedre deres militære udrustning?

Hvad hvis medlemslandene en dag i fremtiden vil nedruste?

EU-traktaten er i øvrigt på over 300 sider og ingen steder i traktaten står der:

• at EU-landene kun må lave militære aktioner uden for unionen, hvis der er et FN-mandat og
• intet sted i traktaten står der at EU vender sig imod masseødelæggelsesvåben. Heriblandt atomvåben.

Nej – EU er ikke ligefrem fredens projekt.

Det gælder også når man ser på EU’s udenrigspolitik og ikke mindst EU’s terrorliste.

EU deler verden op i venner og fjender.

Men når man ser på verdens konflikter vil man hurtigt finde ud af at konflikterne er mere komplicerede.

Det er derfor Norge har valgt at takke nej til EU’s terrorliste.

I Norge vil der aldrig have været en sag om Roy-tv. For PKK er ikke på nogen terrorliste.

Nordmændene arbejder i stedet for at bringe stridende parter sammen til fredsforhandlinger.

Det lykkedes f.eks. i Colombia.

Over 200.000 colombianere havde mistet livet i den colombianske borgerkrig, og op mod 7 millioner colombianere lever som flygtninge i deres eget land.

Norge og Cuba støttede aktivt en fredsproces i Colombia og det lykkedes at få oprørsgruppen FARC og Colombias regering til at forhandle sig frem til en fredsaftale.

Men hvor var EU?

EU havde selvfølgelig terrorstemplet FARC og det var først da fredsaftalen var forhandlet på plads, at EU ophævede terrorstemplingen.

Colombia er ikke det eneste sted hvor EU har valgt side. Det sker stort set over alt.

I Sri Lanka-konflikten var EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre i 2006 ødelæggende for den igangværende fredsproces.

Også der spillede Norge en central rolle, og alle de fem nordiske lande deltog i en fredsmission i Sri Lanka.

Efter EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre startede kamphandlingerne i Sri Lanka.

De nordiske EU-lande – Danmark, Finland og Sverige – var på grund af EU’s terrorstempling nødt til at trække deres observatører ud af Sri Lanka.

Norge og Island – der ikke er med i EU – prøvede at styrke deres bidrag til fredsmissionen, men det hjalp desværre ikke, for Sri Lankas regering iværksatte en stor offensiv, der kostede titusinder af mennesker livet.

Norge var rasende på EU for terrorstemplingen, og den svenske leder af fredsmissionen, følte sig groft svigtet.

I Folkebevægelsen er vi derfor modstandere af EU’s terrorliste.

Vi ser hellere at Danmark bakker op om fredsforhandlinger i verden på linje med Norge.

Vi vender os også imod militariseringen af EU. Det er ikke det som verden har brug for.

Ja til fred og Danmarks forsvarsforbehold i EU.

Nej til EU’s militarisering.

http://broch.dk/

Af Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

EU vil lave en aftale med Libyen om at sende mennesker på flugt tilbage til lejre i det borgerkrigsplagede land. Men Libyen er i opløsning, og kystvagt og militær består af militsgrupper, som er kendte for overtrædelser af menneskerettighederne. Derfor er det fuldt forståeligt, at menneskerettighedsgrupper og FN-organisationer er bekymrede for, at EU atter svigter flygtningekonventionen.

Flygtningekrisen i Middelhavet har bragt EU i en dyb krise. Den har udstillet Unionens manglende enhed og evne til at opnå holdbare løsninger. EU’s håndtering af de tusindvis af flygtninge har endnu en gang vist EU’s kyniske forhold til mennesker i nød og deres menneskerettigheder.

Det seneste eksempel på EU’s humanitære svigt kom under topmødet i Malta den 3. februar. Her besluttede EU-lederne, at EU skal samarbejde med Libyens premierminister Fayez al-Sarraj for at bremse flygtninge og migranter på vej til Europa.

Human Rights Watch, Amnesty International, UNHCR, Læger Uden Grænser og andre organisationer har udtrykt bekymring over beslutningen, fordi Libyen er i borgerkrig og på ingen måde lever op til de mest basale krav i FN’s flygtningekonvention for at kunne fungere som sikkert modtageland.

EU støtter den al-Sarraj-ledede regering i Tripoli. Regeringen er dog yderst svækket, og landet styres reelt af hundredvis af militser, krigsherrer og etniske grupper samt ISIS og andre ekstreme grupperinger. Disse grupper finansieres hovedsagelig af menneskesmugling, trafficking, våbenhandel og narkosmugling.

Kystvagter bliver ifølge Human Rights Watch også ledt af militser, der opererer uden nogen reel flådemæssig ledelse. Al-Sarrajs regering har hverken kontrol over militær eller kystvagt, og uden en officiel kommandovej fra regering til militær og kystvagt kan ingen holdes ansvarlig for overgreb mod flygtninge.

Libyen er det største afrikanske transitland for flygtninge og migranter, der forsøger at komme til Europa. Men Libyen benyttes ikke kun af afrikanere. EU’s dybt problematiske aftale med Tyrkiet om at begrænse flygtninges adgang til Europa betyder ifølge Human Rights Watch, at flygtninge fra Irak og Syrien ender i Libyen, hvorfra rejsen til Europa er langt farligere.

UNICEF oplyser, at i alt 1.354 migranter og flygtninge – heraf 190 børn – er druknet i Middelhavet mellem Libyen og Italien de seneste tre måneder. Det anslås, at op imod 1 million migranter og flygtninge opholder sig i Libyen.

EU-ledere har givet udtryk for, at beslutningen om at bekæmpe menneskesmuglere og stoppe flygtninge i Libyen også blev taget af humanitære hensyn for at undgå drukneulykker. Men denne moralske retfærdiggørelse forekommer hyklerisk, når EU ikke samtidig vil skabe sikre ruter for flygtninge for at stoppe de tragiske dødsfald.

Under et møde i EU-parlamentet den 6. februar oplyste repræsentanter fra Human Rights Watch, at en EU-aftale med Libyen vil være i modstrid med FN’s flygtningekonvention og EU’s egne regler og værdier om at respektere konventioner og menneskerettigheder.

Ifølge Human Rights Watch ledes Libyens flygtningelejre og detentionscentre af militser og menneskesmuglere, som bl.a. tjener penge på at kræve løsesummer. Både Amnesty International og Human Rights Watch har informeret om omfattende krænkelser af menneskerettighederne i disse lejre, herunder vold, seksuelle overgreb og mord.

Flygtninge og migranter tilbageholdes i lejrene på ubestemt tid uden rettergang og adgang til juridisk assistance. De er prisgivet militserne og retsløse tilstande, for der er reelt set ikke noget libysk retsvæsen.

Eftersom det er militserne, der styrer kystvagten og lejrene, risikerer man en situation, hvor disse personer vil kunne få ansvaret for at opbringe flygtningebåde og føre opsyn med flygtningelejre. Dette scenarie mener EU-lederne åbenbart godt, at man kan sende familier med børn tilbage til.

EU vil som udgangspunkt bruge 200 millioner euro på at træne kyst- og grænsevagter, så de kan opbringe både med flygtninge og migranter og derefter tilbageholde dem i lejre i Libyen. Målet er at sende dem retur til deres oprindelsesland. Det står klart, at EU ikke tager humanitære hensyn, og EU’s flygtningepolitik har tvunget nødstedte i armene på menneskesmuglere, som ikke har den fjerneste respekt for menneskeliv. Det samme kan siges om EU’s politik.

For hvordan kan man garantere et minimum af sikkerhedsstandarder i libyske flygtningelejre? Hvordan kan et splittet land i borgerkrig varetage denne enorme opgave? Skal EU selv have patruljebåde i libysk farvand? Skal EU selv lede flygtningelejre i Libyen? Kan EU sikre dem mod angreb? Hvordan forhindrer man korruption? Hvordan sikrer man, at voldtægtsmænd og krigsforbrydere ikke passer på kvinder og børn? Der findes ingen gode svar på disse spørgsmål.

EU-lederne må også gøre sig klart, at ingen risikerer livet, medmindre det er absolut nødvendigt. Folk flygter og migrerer af en årsag. Og EU har kraftigt bidraget til disse årsager, f.eks. gennem Unionens handels-, fiskeri- og udenrigspolitik. For eksempel har EU’s fiskeriaftaler med afrikanske lande undergravet det lokale fiskeri, og EU’s salg af subsidierede europæiske landbrugsprodukter dumper priserne og ødelægger livsgrundlaget for lokale producenter i Afrika. Dertil ødelægges livsgrundlaget i de afrikanske lande af klimaændringer, der hovedsagelig skyldes udledning af drivhusgasser i industrinationer. EU’s udenrigspolitik og terrorliste har desuden forhindret EU-lande i at støtte Norges forsøg på fredsmægling i flere af verdens konflikter. EU-landene er også samlet set en af verdens største våbenproducenter og har længe tilladt salg af våben til lande, der vedvarende krænker menneskerettighederne. Så længe EU fortsætter sin politiske linje og samtidig laver denne type aftaler med Tyrkiet og Libyen, vil det koste mange flere liv.

Hvis EU virkelig vil stoppe flygtningekrisen, må man først og fremmest stoppe den skadelige politik, som EU fører, og så er man nødt til at ophøre med at lave aftaler med lande, der vedvarende krænker menneskerettigheder, f.eks. Tyrkiet. EU har dog en tradition for samarbejde med lande, uden at der ses på forholdene for flygtninge. EU samarbejdede også med Libyen, da landet blev styret af Muammar Gaddafi, selv om Libyen heller ikke dengang levede op til FN’s flygtningekonvention. Det er på tide, at den slags samarbejde ophører. Og så må man stoppe de bagvedliggende strukturelle årsager, samtidig med at man lever op til sine internationale forpligtelser og sikrer akut hjælp til flygtninge i nød.

Danmark og andre rige lande er simpelthen nødt til at gøre en langt større indsats for at bakke op om FN’s flygtningeorganisation UNHCR. Danmark bør bidrage til at skabe fred og bedre livsvilkår i Afrika, og vi og andre rige lande bør øge hjælpen til udvikling, uddannelse og investeringer og fredsmægling i fattige og konfliktplagede lande. Kun på den måde kan man sikre den velstand og stabilitet, som kan løse flygtningesituationen på langt sigt. Jeg ser meget gerne en fælles nordisk indsats for en bæredygtig freds- og udviklingspolitik.

I stedet lader EU-lederne kortsigtede politiske hensyn gå forud for menneskerettigheder og konventioner. EU står på kanten af et historisk svigt, som vil føre til endnu mere menneskelig lidelse. Det kan og skal vi ikke acceptere. Det er på tide, at Danmark igen bliver et land, der bidrager til en bæredygtig udvikling i verden.

Ja til verden – nej til EU-staten!

————————————————————————————————-

Denne debatartikel blev bragt som kronik i bl.a. Jyske Vestkysten, Århus Stiftstidende, Fyens Stiftstidende og Fyns Amtsavis den 9. marts 2017 (evt. kan udgaven i aviserne være lidt forskellig ift. denne udgave). Her er link til Fyens Stiftstidende og Fyns Amtsavis: http://www.fyens.dk/debat/Flygtninge-EU-vil-svigte-menneskerettigheder/artikel/3130070

Af Rina Ronja Kari og Lave K Broch

Se hele debatindlægget på Information.