Den internationale situation og de proletariske revolutionæres opgaver
Udtalelse fra Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML
Midt i anarkiet i produktionen og vareudvekslingen forekommer en omfattende udvikling af produktivkræfterne og den gigantiske kapitalistiske akkumulation og dens koncentration. Den karakteriseres af privatejendommens ejeres begær efter profit; den bestemmes af sin ujævne udvikling; den karakteriseres af konkurrencen især mellem de imperialistiske monopoler og lande, som fører til intense og hårde strider på alle felter – økonomiske, finansielle, handelsmæssige, politiske, diplomatiske og militære.
Kapitalismens og imperialismens ekspansion kan ikke undslippe de økonomiske kriser, som forekommer med stadig kortere intervaller og stadig større styrke. Økonomiens almindelige tilbagegang kan ikke skjules. Selvom produktivkræfternes udvikling vil nå nye højder, vil det kapitalistiske og imperialistiske system være fanget i sin almene krise.
Det manifesteres i de folkemorderiske aggressionskrige; det bygger på superudbytningen af milliarder af arbejdere i alle verdens lande; det er ansvarligt for milliarder af menneskers fattigdom. Det har intet nyt at tilbyde arbejderne og folkene. Det er et råddent system, et system i forfald.
En ny økonomisk krise tegner sig
Den økonomiske krise fra 2008, som begyndte i USA og ramte det store flertal af lande, og som er blevet fastslået som den alvorligste siden Den Store Depression fra 1929, betød massiv ødelæggelse af produktivkræfterne, at mere end ti millioner arbejdere blev kastet ud i arbejdsløshed, faldende løn, stigende pensionsalder og beskæring af pensionerne, og samtidig staternes brug af offentlige midler til at holde hånden under de store industriforetagender og bankerne, hvilket igen betød, at staterne måtte ty til ny og aggressiv gældsætning.
Det var en økonomisk krise, som udviklede sig i den kapitalistiske verdens hjerte, i USA, og som spredte sig til hele verden. Den var et resultat af selve det kapitalistiske systems natur, den påvirkede de store monopoler, men dens mest dramatiske konsekvenser blev lagt på arbejderklassens, folkenes, ungdommens og de afhængige landes skuldre.
Den amerikanske og de vesteuropæiske landes økonomi og økonomien i nogle af de afhængige lande i Asien og Afrika, som blev ramt af krisen i 2008, befinder sig i en genoplivningsproces, men af en spæd, begrænset, langsom og frem for alt partiel karakter, med en fortsat meget høj arbejdsløshed i næsten alle lande.
Det globale produktionsniveau har nået et omfang som før krisen, hvilket især skyldes fremgangen i de nye vækstøkonomier.
Presset fra den høje udlandsgæld er en af de alvorligste følger af krisen i 2008 og kan være et af afsættene for en ny økonomisk krise. Ifølge data fra Verdensbanken overstiger den amerikanske gæld dets BNP, som var på 16 billioner dollars i 2013, med 110 pct. Storbritannien har en gæld på fem gange BNP. I Frankrig løber udlandsgælden op i mere end det dobbelte af BNP. I Tyskland er udlandsgælden næsten dobbelt så stor som BNP.
Selvom de afhængige landes gæld ikke har nået de samme dimensioner som i 1970’erne, vokser den til stadighed. Faktisk er det kun Kina, som har registreret et BNP, som er væsentlig større end udlandsgælden.
Landenes evne til at betale deres gæld er alvorligt truet. USA måtte søge tilflugt i en politisk foranstaltning, ved at kongressen hævede den tilladte lånegrænse. Argentina er netop blevet erklæret bankerot af sine kreditorer. Den begyndende fremgang i Grækenlands, Spaniens, Portugals og Ungarns økonomier er et resultat af indsprøjtningen af store kapitalmængder fra banker til høje renter og af kortere varighed, af en ny og større gæld, som gør dem meget sårbare. Italiens økonomi har været i farezonen.
Afsvækkelsen af væksten i den kinesiske økonomi har været tydelig siden 2012, ligesom Indiens vanskeligheder og nedgangen i Tyrkiets og Sydafrikas økonomier har været synlige.
I Latinamerika ser vi en nedgang i den økonomiske vækst. Brasilien er erklæret i teknisk recession, mens Argentina i første kvartal af 2014 havde en vækst på 0,9 pct.
Hvordan udtrykkes denne nye økonomiske krise? Vil finansboblen briste? Vil den ytre sig som regionale kriser? Vil der være en krise af samme størrelse som i 2008? Det er spørgsmål, som endnu ikke kan besvares fuldt ud.
Den kapitalistiske verdens dårligdomme straffer fortsat arbejderne og folkene. Ifølge ILO – Den Internationale Arbejdsorganisation – er mere end 202 millioner mennesker ramt af absolut arbejdsløshed. Arbejdsløsheden er allermest tydelig i Spanien og Grækenland, hvor den er på mere end 25 pct., og for ungdommen, indbefattet dem med universitetseksaminer, ligger den på over 50 pct. Sydafrika har en arbejdsløshedsrate på mere end 26 pct.
Fattigdomstallene for 2013 viser, at der er mere end en milliard mennesker, som skal overleve på mindre end en dollar om dagen; 2,8 milliarder havde indkomster på under to dollars om dagen. 448 millioner børn var undervægtige, mens 30.000 børn under et år dør hver eneste dag af sygdomme, som kan kureres.
I forskellige lande på alle kontinenter er fremvæksten og udviklingen af fascisme blevet åbenlys som udtryk for våbenfabrikanternes interesser og de ultrareaktionære sektorer af de herskende klasser. Den ses som manifestationer af racistiske og fremmedhadske grupper, som langer ud mod indvandrerne, de nationale mindretal, arbejderne, fagforeningsaktivister og revolutionære. I nogle lande udtrykker disse fascistiske manifestationer sig i den parlamentariske politiske kamp, og de opnår betydelige fremgange, som gør dem til trusler mod demokrati og frihed.
Fascismen er en reaktionær, antikommunistisk, anti-folkelig og anti-demokratisk politik fra en del af det herskende bourgeoisi. I nogle tilfælde finder den udtryk i reaktionære regeringers undertrykkende praksis.
For de proletariske revolutionære er afsløringen og fordømmelsen af og kampen mod fascismens udtryk en uafviselig pligt i processen med at organisere den revolutionære kamp for socialisme.
En immigrationsbølge uden fortilfælde har ramt verden i dag. Millioner af arbejdere fra de afhængige lande, især fra de fattigste ramt af imperialistisk udplyndring, søger at komme til de udviklede kapitalistiske lande med alle midler; de søger jobs og muligheder, de står over for utrolige forhindringer, lange træk, usikre både, som de udfordrer naturkræfterne med, de klatrer gennem afløbsrør og voldsomme floder og forsøger at klatre over de mure, som er opsat for at forhindre deres ankomst.
De, som det lykkes for at nå deres bestemmelsessted, bliver underkastet diskrimination, lav løn, de ringeste boligforhold, og er samtidig ofre for reaktionær politik, racehad og xenofobi.
Den inter-imperialistiske konkurrencekamp skærpes
USA er stadig den største internationale økonomiske magt, den militære hovedmagt. Det besidder den førende teknologi på vigtige økonomiske områder, primært med produktionen af skiferolie, som tillader en betragtelig reduktion af energiomkostningerne. På trods af det er USA ved at miste det overherredømme, det har haft på det økonomiske, politiske og militære område; det står nu over for skarpere konkurrence fra andre imperialistiske monopoler og lande.
Dets traditionelle allierede, Storbritannien og andre lande i Den Europæiske Union, afviser at blåstemple nogle af dets krigsophidsende handlinger som beslutningen om at bombe Syrien, selvom de under givne omstændigheder er enige om fælles aktioner. De søger åbenlyst at hævde deres interesser, især i Østeuropa, Afrika og Asien, og trænger også ind i Latinamerika.
Inden for Den Europæiske Union er Tysklands bestræbelser på at dominere denne blok tydelige, ligesom Frankrig og Storbritanniens aspirationer herom er det. Styrkelsen af den russiske økonomi og ikke mindst dets store militærmagt med et betydeligt atomarsenal gør Rusland til en stærkere magt, som søger at deltage i en nyopdeling af verden for dets egne interessers skyld.
Kinas økonomiske vækst, dets position som verdens næststørste økonomi, gør det til en økonomisk, finansiel og kommerciel rival, som berører alle lande og kontinenter med nedgangen i den amerikanske magt og de øvrige vestlige imperialistlandes ditto. Kina er medlem af klubben af atommagter og har verdens største hær.
Indien øger i betydeligt omfang sin vækst og deltager i nyopdelingen, selvom meget af dets økonomi udgøres af direkte investeringer fra de internationale monopoler. Nye lande træder ligeledes ind på den internationale arena på det økonomiske område, såsom Brasilien, Sydafrika, Tyrkiet, Indonesien og Mexico, som søger at blive medlemmer af de magtfuldes klub.
Den unipolære verden eksisterer helt klart ikke længere. Forskellige økonomisk magter, gamle og nye imperialistmagter, er deltagere i nyopdelingen, og det er foregået siden slutningen af det sidste århundrede. De er alle aktører i en verden, der er opdelt mellem de gamle imperialistiske magter, og forlanger deres plads i den nye internationale situation, og de er parate til at slås for denne position.
De imperialistiske lands rovgriske og krigeriske natur ses med al tydelighed i de militære aktioner, bombardementer, invasioner og udstationeringen af besættelsestropper, hvor deres interesser trues. USA og dets allierede holder fortsat Afghanistan besat, de er til stede i Irak, selvom de officielt har trukket sig ud, de gennemfører militære aktioner i Pakistan, har fortsat tropper i Haiti, de intervenerer for at støtte reaktionen og oligarkerne i Venezuela, og de fortsætter den økonomiske blokade af Cuba. Frankrig invaderer Mali; det intervenerer i Elfenbenskysten og Den Centralafrikanske Republik. Rusland annekterer med magt adskillige republikker og regioner, som var en del af det tidligere USSR’s territorium.
I 2014 gennemførte Israel, støttet af USA og EU, en brutal militæraggression mod Palæstina, det gennemførte intense luftbombardementer og gentagne missilbeskydninger i en militær offensiv med tanks og tropper i Gaza-striben, der dræbte mere end 2000 civile, børn og ældre. P.t. råder der våbenstilstand med nogle aftaler, der til en vis grad imødekommer palæstinensiske krav, men de er ikke en endelig løsning for det palæstinensiske folk og en uafhængig og folkestyret fremtid. De israelske zionister har på trods af, at de er afsløret og fordømmes af hele verden som folkemorderiske terrorister, ikke opgivet deres ønske om at eliminere Palæstina som stat og affolke dets territorier for selv at besætte dem.
De inter-imperialistiske modsætninger fremmer den rolle, som spilles af de tidligere økonomiske blokke NAFTA (bestående af USA, Canada og Mexico), FTA mellem USA og EU, Den Europæiske Union, Mercosur, APTA (handelsaftale mellem lande i Asien og Stillehavsregionen), og styrkelsen af de nye grupper som BRICS, Shanghai-Samarbejdsorganisationen (SCO) og Stillehavsalliancen (Chile, Colombia, Mexico og Peru).
Vi er vidner til en intens konkurrencekamp om både markederne i de imperialistiske lande selv og i de afhængige stater i Asien, Afrika og Latinamerika. Kina er særlig aggressiv med hensyn til at anbringe sine varer i alle lande; det ligger for nærværende på tredjepladsen over lande med de største direkte investeringer i andre lande.
Et andet område af inter-imperialistisk rivalisering udgøres af kapløbet mellem transnationale selskaber og staterne selv om koncessioner til minedrift og olie og om at opkøbe store landbrugsområder. Udviklingen af produktivkræfterne og videnskabelige og tekniske fremskridt kræver store mængder af råvarer, energikilder og fødevarer, som først og fremmest må findes i de afhængige lande.
Den økonomiske, finansielle og kommercielle konfrontation baserer sig på militær afskrækkelse, og ud over trusler er vi vidner til lokale væbnede sammenstød for at vinde og/eller fastholde kontrollen over lande, der er rige på olie og andre naturtilgange, og endvidere for at vinde strategiske områder for kontrollen med hele regioner og/eller for at true, skræmme og afpresse de rivaliserende imperialistmagter, i lande, som stemples som ’terrorister’, eller som ’støtter terror’.
Den påståede kamp mod terror er blevet selve ‘grunden’, påskuddet for de imperialistiske lande og de reaktionære regeringer til at retfærdiggøre politimetoder til kontrol med deres egen befolkninger og befolkningerne i andre lande, til at diskriminere og undertrykke arabiske indvandrergrupper og folk fra andre lande, som de klassificerer som ’terrorister’ eller ’økonomiske støtter af terrorisme', revolutionære og forkæmpere for sociale fremskridt.
Der findes forskellige ‘lokale’ militærkonflikter, hvor forskellige imperialistiske lande intervenerer direkte for deres egne interesser.
I Syrien fortsætter en reaktionær borgerkrig med at udvikle sig mellem på den ene side de mest reaktionære kræfter, der støttes af de amerikanske og vesteuropæiske imperialister og arabiske regeringer, som vil have etableret et marionetregime, som kan fortsætte omringningen af Iran, og på den anden side Assad-regeringen, som er videreførelsen af det anti-folkelige regime, som blev etableret for adskillige årtier siden, og som for øjeblikket støttes militært af Rusland.
Politikken med imperialistisk intervention i Mellemøsten fremprovokerer religiøse konflikter. Et aspekt ved denne situation er væbnede al Qaeda-grupper og radikale islamisters aggression, især Islamisk Stat, som er tiltagende. Disse grupper retter sig mod forskellige nationaliteter og mindretal i regionen, især kurdere, yazidier, de kristne mindretal og alevitterne.
Under disse omstændigheder foregår der en kamp og polarisering mellem imperialisterne og de reaktionære i regionen på den ene side, og kurdernes magt og aktioner på den anden. Den kurdiske nation er en af de ældste i Mellemøsten; den er opdelt på fire lande, og midt i denne konfrontation har den bevæget sig frem mod at cementere sin identitet og placere sig selv som et alternativ for selvbestemmelse på trods af presset fra imperialisterne og deres reaktionære allierede.
Det ramaskrig, som udvikler sig i alle dele af verden mod Islamisk Stats belejring af Kobane (Note 1) kommer til udtryk i et højt solidaritetsniveau, som opmuntrer kurdernes kamp og har tvunget USA og andre imperialistiske lande og forskellige arabiske stater til at danne en koalition imod Islamisk Stat.
Kurdernes demokratiske kantoners modstand mod brutaliteten fra Islamisk Stat og de reaktionære kræfter i regionen, som støtter den, skaber håb og viser vejen for alle undertrykte folk i Mellemøstens kamp.
Ukraine er skueplads for voldsomme kampe mellem regeringstropper under fascistisk ledelse, som støttes ubetinget af USA og Den Europæiske Union, og ’pro-russiske’ dele af befolkningen, som søger russisk annektering, som indbyggerne på Krim gjorde det. De demokratiske, patriotiske og fremskredne dele, som bekæmper fascismen og står for uafhængighed, frihed, demokrati og socialisme, kæmper under meget svære og ulige betingelser.
De soldater og civile, som konfronterer hinanden i kamp, er ukrainere, men de ledes på den ene side hovedsageligt af de vestlige imperialisters ekspansionistiske interesser og på den anden side hovedsageligt af Ruslands geopolitiske interesser. Denne konfrontation har ført til, at Rusland er påtvunget økonomiske sanktioner, og til Putin-regeringens trodsige modsvar. Dette er en åben konkurrencekamp om at vise verden, hvem der er hvem: Vestens militære styrke eller Ruslands militærmagt.
Et farligt våbenkapløb genoplives
Ifølge det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI er militærudgifterne tilbage på niveauet under den kolde krig. Data fra 2013 viser, at de globale udgifter til militære formål er vokset til 3,3 millioner dollars i minuttet, 198 millioner dollars i timen, næsten 4.800 millioner dollars om dagen.
USA indtager suverænt førstepladsen med årlige militærudgifter på 640.000 millioner dollars, efterfulgt af Kina med 188.000 millioner, Rusland med 88.000 millioner dollars, og derpå Saudi-Arabien, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Japan. Bemærk, at både Tyskland og Japan faretruende kaster sig ind i våbenkapløbet og er begyndt at sende tropper til udlandet. Israel og zionismen er USA’s enklave og spydspids til at angribe Palæstina og true nationalistiske regeringer i regionen; Israel har en af de største og mest veludstyrede hære i verden.
Generelt har alle lande kastet sig ind i våbenkapløbet og giver næring til krigsindustrien, som er i hænderne på de transnationale selskaber og store statsforetagender.
Spredningen af atomvåben, det store antal imperialistiske militærbaser, der er spredt ud over verden, og processen med fornyelse af de militære arsenaler har bevæget sig ud over afskrækkelsespolitikken, som stormagterne har praktiseret. Det er forberedelser til en potentiel verdensbrand for en nyopdeling af verden.
Rusland og Kina søger at skabe en imperialistisk blok
Den kinesiske økonomis ekspansion på alle kontinenter og forsyningen af både tunge og lette industriprodukter til konkurrencedygtige priser oversvømmer markederne i det store flertal af lande, indbefattet de imperialistiske og udviklede kapitalistiske stater.
Kinesisk kapitals direkte investeringer til olieudvinding, minedrift og opførelsen af store offentlige arbejder finder i første række sted i de afhængige lande i Asien, Afrika og Latinamerika. Den aggressive diplomatiske politik og skabelsen af handelsmæssige, økonomiske og militære blokke gør Kina til verdens næststørste økonomi, en økonomisk stormagt og en vigtig militærmagt.
Rusland er igen nået op på betydelig økonomisk styrke og udvikler til stadighed sin militære kapacitet, og er i dag verdens næststørste militærmagt. Det er ved at genopbygge sine geopolitiske sfærer og binder adskillige af de tidligere lande i eks-USSR til sine planer. Til trods for dets nuværende vanskeligheder, som skyldes fald i oliepriserne, har det meddelt sin beslutning om at deltage i styringen af verdens skæbne.
Der eksisterer et højt niveau af handelsmæssigt, økonomisk og militært samarbejde mellem Kina og Rusland, som arbejder sammen om forskellige kommercielle og militære initiativer. Det er imidlertid også klart, at der eksisterer alvorlige modsætninger, som skal løses før en eventuel dannelse af en imperialistisk militærblok.
BRICS-landene – en ny pol i den internationale økonomiske og kommercielle konfrontation
Samlingen af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika for at danne BRICS indledtes for adskillige år siden; den rummer tre milliarder mennesker, 40 pct. af verdens befolkning, og producerer 20 pct. af verdens BNP. I 2014 stod den for 18 pct. af verdensøkonomien.
BRICS-topmødet i Brasilien i 2014 relancerede dette internationale initiativ for at blive en økonomisk, finansiel og handelsblok med sin egen stemme på den internationale scene. Det oprettede BRICS’ udviklingsbank og en reservevaluta for internationale transaktioner med henblik på at konkurrere med Verdensbanken og IMF. Den søger at integrere de afhængige lande i Asien, Afrika og Latinamerika i sin sfære.
Ifølge en reformistisk anskuelse, som findes i alle lande, er BRICS en antiimperialistisk blok, som bør støttes, og som folkene og de ’progressive regeringer’ bør støtte sig på. De udgår fra den antagelse, at Rusland og Kina udgør en blok, som vil holde USA tilbage, og at de vil stille op for folkenes interesser, som de angiveligt gjorde i Syrien. De går ud fra, at Brasilien har en progressiv regering og repræsenterer det brasilianske og de latinamerikanske folks interesser.
Disse ideer udbredes blandt masserne og skaber en forvirring, som det er op til os proletariske revolutionære at rette op på. Der er heller ingen mangel på godtroende folk, som forkynder, at BRICS er en modvægt mod USA og dets allieredes hegemoni, som kunne danne en international afskrækkelseskraft.
BRICS er en ny økonomisk og handelsmæssig blok, en gruppe af store magter, hvis hovedmål er at styrke sig selv på bekostning af udplyndring af de afhængige lande og kapitaleksport. Som begivenhederne i Ukraine viser, rummer BRICS i sig selv store gnidninger og modsætninger.
Rusland har ikke fået den fulde opbakning, som det forlanger i sin kamp med USA og Den Europæiske Union. Kina indgår økonomiske aftaler og handelsaftaler med USA og de imperialistiske EU-lande, samtidig med at det konkurrerer med dem. Mellem Kina, Indien og Rusland eksisterer vigtige økonomiske og geopolitiske modsætninger.
Forskellige kulturelle og religiøse konflikter tilspidses
I Mellemøsten er der i nogle årtier fremstået religiøse grupper og sekter, som vifter med islams banner i opposition mod den vestlige og kristne verden, og som afgør forskellene mellem forskellige islamiske sekter ved hjælp af ’hellig krig’. Disse grupper støttes og finansieres af økonomiske grupper i de arabiske lande og af visse regeringer. Al Qaeda, som blev oprettet, trænet og finansieret af CIA, har spillet en beskidt rolle i at torpedere de arabiske folks progressive nationale kamp og påtvinge terror.
For øjeblikket har Islamisk Stat, som oprindeligt var en del af Al Qaeda, besat meget af Syrien og Irak militært og har udråbt et kalifat; den er kraftigt bevæbnet og udfordrer andre islamiske trosretninger og andre religioner ud fra sunni-muslimske positioner og begår alle slags forbrydelser og grusomheder. Islamisk Stats handlinger tjener som påskud for fornyet intervention fra den amerikansk-ledede imperialistiske koalition, som omfatter visse arabiske stater, som vil eliminere dem med den brændte jords politik og bombninger af Irak og Syrien.
I Afrika forkynder organisationen Boko Haram islamisk fundamentalisme; den er aktiv i Nigeria og proklamerer dannelsen af en muslimsk stat, dræber civile og kidnapper piger i hundredtal.
I Afrika syd for Sahara udbryder der etniske og religiøse konflikter mellem diverse etniske og religiøse grupper, som bruger våben, de har modtaget fra de imperialistiske lande; mange af disse konflikter oppiskes af den inter-imperialistiske konkurrencekamp om naturressourcer, olie og råstoffet coltan.
De etniske, kulturelle og religiøse følelser, som tjener som redskaber for dannelsen af grupper af fanatikere, opflammes af de imperialistiske lande og de herskende klasser for at aflede folkenes kamp for national og social frigørelse.
Arbejderklassens og folkenes kamp
Der er intet land i verden, hvor der eksisterer fred og harmoni mellem klasserne; overalt står arbejderklassen i konfrontation med kapitalisternes udbytning og undertrykkelse.
Disse udtryk for arbejderklassens utilfredshed udvikler sig ujævnt. De bevæger sig fra debatstadiet over kamp til forsvar for deres interesser, og hvordan kampen skal vindes, fra sit-down-strejker, strejker i fabrikker, virksomheder og selskaber og generalstrejker, fra gadedemonstrationer, koordinationsinitiativer og faglig kamp, og udarbejdelse af politiske platforme og deltagelse i parlamentariske valgkampe.
Dette års store begivenhed var anført af arbejderne, folket og ungdommen i Burkina Faso, som med massive og modige demonstrationer væltede Campaorés diktatur, som gennem mere end tredive år havde installeret et undertrykkende, reaktionært og pro-imperialistisk regime.
I denne proces har Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti, vores broderparti i CIPOML, spillet en enestående rolle i organiseringen og udviklingen af kampen, som byggedes gradvist op og nåede sit klimaks og sejr sidst i oktober. De lokale herskende klasser, de franske og amerikanske imperialister og de væbnede styrker i deres tjeneste handlede for at aflede forløbet af kampen i retning af omgruppering af de imperialistiske og lokale herskere ved hjælp af valg og fornyelse af institutionerne.
Arbejderne, folkene, ungdommen og de proletariske revolutionære holder fast i beslutningen om at fortsætte kampen for frigørelsens endemål og går ind i de nye ideologiske og politiske slag med fornyet energi.
I Mexico er der gennemført store demonstrationer af ungdommen, arbejderne og befolkningen, som har vendt sig mod den officielle undertrykkelsesmagt, hæren og politiet, og paramilitære grupper, der har myrdet mange unge og er ansvarlige for 43 lærerstuderendes forsvinden. Disse kampe sætter de borgerlige institutioner under pres; de forvandles til politiske manifestationer, som forlanger regeringens afgang.
Vores broderparti Mexicos Kommunistiske Parti (Marxister-Leninister) opfylder modigt sine forpligtelser, det står sammen med masserne i de kampe, som føres. Brutaliteten i det reaktionære regime i Mexico fordømmes af verdens arbejdere og folk og den demokratiske offentlige mening; den folkelige bevægelse modtager opmuntring og solidaritet fra klassekæmperne og de revolutionære.
Tunesien har genoplivet idealerne fra det arabiske forår, af kampen for frihed, demokrati og social forandring. Arbejderne, folket og ungdommen udvikler nye kampe for at virkeliggøre resultaterne af den folkelige opstand; de kæmper under alle slags forhold og anvender alle kampformer; de tager nye skridt fremad i opbygningen af arbejdernes, folkets og ungdommens, af de utilfredses og de forandrings-tørstendes enhed i Folkefronten.
Ved de seneste valg nåede Folkefronten vigtige resultater; den fik valgt 15 deputerede, og ved præsidentvalget blev kammerat Hamma Hammami nr. tre ud af 27 kandidater, efter hård kamp. I Tunesien føres kampen for social og national frigørelse stadig; vi kommunister råder over en af dens tapreste afdelinger.
De store arbejderdemonstrationer i Spanien, Grækenland, Italien og andre europæiske lande bliver ved med at blusse op og udviser en antikapitalistisk orientering i arbejderbevægelsen. I Sydafrika gennemførte minearbejdere månedlange strejker. I Kina er arbejdernes strejker talrige og af stor slagkraft.
De arbejdende klasser og folk kæmper for borgerrettigheder og demokrati, de tager aktivt del i den politiske kamp, de kanaliserer den folkelige opposition mod de reaktionære og købte regeringer. Ungdommen, og ikke mindst gymnasie- og universitetsungdommen, deltager i kampen til forsvar for de offentlige uddannelser, i opposition til de kapitalistiske regeringers antifolkelige foranstaltninger. De udgør en støtte i kampen mod imperialisme, til forsvar for den nationale suverænitet.
Reformisme er intet reelt alternativ til social og national frigørelse
En del af kapitalistklassen, nogle borgerligt-liberale regeringer indbefattet, socialdemokratiet, revisionister og opportunister udvikler stadigvæk en klassesamarbejdspolitik, forslag til aftaler mellem arbejderne, arbejdsgiverne og regeringerne til at imødegå krisen, for landets vækst og for velfærd.
Denne politik og en sådan praksis har alvorligt skadet de faglige organisationer og arbejderbevægelsen, de har tilladt dem at stive arbejderaristokratiet af og promovere fagbureaukratiet, som holder fagforeningerne i tømme, demobiliserer arbejderne og afleder dem fra deres klasses mål.
I opposition til de store fagforbunds ledelser søger vigtige dele af arbejderne mod alternativer; de danner koordinationsgrupper for at kæmpe for deres rettigheder, de kæmper for demokratiet i fagforeningerne, og i nogle lande tvinger de det faglige bureaukrati til at gennemføre strejker og demonstrationer. I arbejderklassen selv styrkes en følelse af fællesskab og kamp for at imødegå udbytning og undertrykkelse, for at slås for rettigheder og nye fremskridt.
Kampene imod de reaktionære og neoliberale regimer i forskellige lande og kontinenter, som har fundet sted igennem en årrække, har fjernet mange af disse regeringer og ved almindelige valg indsat nogle regeringer, der betegner sig som ’progressive’.
Men disse tilsyneladende alternative regeringer har hurtigt afsløret deres klassenatur; de repræsenterede en anden del af de herskende klasser, de iværksatte en række reformistiske foranstaltninger, især nogle velfærdstiltag, for at bedrage de arbejdendes flertal, for at skabe sig en social basis for politisk støtte og for at fremkalde ideologisk forvirring, som vil tillade dem at opfylde deres formål om at bevare privatejendoms-systemet.
Disse forskellige udtryk for reformisme, som er fremkommet i forskellige lande og kontinenter, i særdeleshed i Latinamerika, er ved at være slidt op; de var ude af stand til at konfrontere de store samfundsmæssige spørgsmål eller tilfredsstille de arbejdende massers basale krav; de smuldrer ganske særlig under arbejderklassens og folkenes øgede bevidsthed
Fortalerne for reformisme som middel til at overvinde uligheder spreder den forestilling, at en afslutning på disse processer vil sende os tilbage til fortiden, til de gamle partiers herredømme. Det er en falsk forudsætning, som forbigår den objektive kendsgerning, at disse regeringer og deres programmer repræsenterer den samme gamle kapitalisme, en kapitalisme, som imidlertid ikke forbliver statisk, som altid udvikler sig, og altid til fordel for de besiddende klasser.
I Venezuela udfolder der sig en særlig proces: De økonomiske og sociale tiltag, som blev gennemført af Hugo Chavez’ regering, var altid markant til fordel for de folkelige lag; dens patriotiske holdninger og modstand mod den amerikanske imperialisme var vedholdende; det var den eneste regering, som støttede sig på mobilisering af masserne.
Efter Chavez’ død står hans efterfølger over for en aggressiv kampagne for destabilisering og gadekampe, som fremmes af reaktionen med direkte støtte fra USA. Disse aktioner har deres basis i utilfredsheden med mangelen på fødevarer og andre basale nødvendigheder, en inflationsrate på mere end 60 pct., gentagne devalueringer af valutaen og en voksende utryghed, som skyldes voksende kriminalitet.
I Venezuela foregår en hård kamp mellem venstre og højre, mellem dem, der forsvarer suveræniteten, og dem, der vil sælge ud, mellem revolutionære positioner og reaktion. Det er klart, at der ikke har fundet en revolution sted i Venezuela, på trods af Chavez-støtternes proklamationer herom, og der opbygges ikke socialisme. Men der foregår en patriotisk, demokratisk og revolutionær proces, som er konfronteret med et voldsomt angreb fra reaktionens side.
Denne situation beviser, at reformismen, selv når den indtager radikale positioner, ikke er vejen til revolutionen.
Det er ikke muligt at forudsige udfaldet af denne konfrontation på kortere sigt. Under alle omstændigheder lærer arbejderne, folket og ungdommen i Venezuela at kæmpe under konfrontationer på et højt niveau; de udvikler en forståelse af deres rolle i den sociale omformningsproces. Proletariatets revolutionære parti, Venezuelas Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti, står over for store udfordringer og et stort ansvar.
Tesen om, at der findes både krigeriske og aggressive imperialistiske lande og progressive imperialistiske lande, der bistår folkene, og som de kan stole på i kampen for national frigørelse, er falsk. Det er med sådanne ideer, de ’progressive regeringer’ skjuler båndene til en ny afhængighed.
Klassekampen er stadig historiens drivkraft
Den konstante udvikling af produktionsmidlerne som følge af den ekstraordinære udvikling af videnskab og teknologi og inkorporeringen af millioner af mennesker i den industrielle produktion skaber enorme profitter og en stadig mere udtalt koncentration af formuer i de store internationale monopolers og de imperialistiske landes kasser.
Trods nye opfindelser og opdagelser, informationsteknologi, kybernetik, automatisering og robotteknologi er størrelsen af denne akkumulation først og fremmest et resultat af millioner af kvinder og mænds arbejdskraft, som arbejder i fabrikker, som er i drift i hvert eneste land på kloden.
Kapitalens ekspansion og ophobningen og koncentrationen af rigdomme er i første række en følge af kapitalistklassens tilegnelse af merværdi. Uden en arbejderklasse og uden dens arbejde ville der ikke være nogen rigdomme, og kapitalens verden ville ikke kunne eksistere.
Arbejderklassen i dag står lige i centrum af vores epoke; den er skaberen af værdierne og samfundets grundlæggende kraft, ikke bare på grund af dens rolle i produktionen, men også på grund af dens antal. Mere end nogensinde udgør milliarder af arbejdere klassen af proletarer, det er industriproduktionen, som sætter fart i de økonomiske udvikling.
Den tiltagende samfundsmæssiggørelse af produktionen og koncentrationen af rigdom er det kapitalistiske og imperialistiske systems grundpiller; to grundlæggende klasser i vores historiske epoke står i konfrontation mod hinanden, arbejderne mod kapitalisterne, som har opbygget en verden af udbytning og undertrykkelse af millioner af mennesker i en håndfuld topchefers interesse, en skrigende social fornedrelse og ulighed, et samfund i forfald, en verden, som uigenkaldeligt er på vej mod udslettelse – en situation, som vil negeres af en ny verdens fremkomst, arbejdernes verden, socialismen.
Vi marxistisk-leninistiske kommunister vil leve op til vores ansvar
Kommunisternes forpligtelse til at støtte det revolutionære nye i modsætning til det reaktionære gamle, til at fremme de fremskredne positioner, til at kæmpe for arbejdernes umiddelbare behov betinger en fortsættelse af kampen for at afsløre de revisionistiske og opportunistiske positioner i arbejderbevægelsen og de folkelige bevægelser.
Vi marxister-leninister er bannerførere for arbejderklassens enhed i hvert eneste land og i international målestok; vi arbejder for opbygningen af en stor front, som vil omfatte arbejderne i by og på land, arbejderklassen og bønderne, de undertrykte folk og nationaliteter, som undertrykkes og diskrimineres i de kapitalistiske stater; en front, som omfatter den arbejdende ungdom, studerende og intellektuelle.
Det er af vital betydning for os at gore vores politik og handlinger endnu mere egnede til at vinde vigtige dele af ungdommen, som lider under virkningerne af imperialistisk udplyndring og kapitalistisk udbytning, for den økonomiske og politiske kamp. Der kæmpes om ungdommens bevidsthed og potentiale; den ene eller anden fraktion i den herskende klasse drager fordel af det, og enten vil anarkistiske holdninger forføre dem, eller vi kommunister vil vinde dem og inddrage dem i processen for social og national befrielse, i kampen for frigørelse.
Vi marxistisk-leninistiske kommunister har levet op til vores ansvar i vores lande. Vi er med i de forreste rækker i arbejderklassens og ungdommens kampe, vi repræsenterer proletariatets interesser og må stræbe efter at give dem retning og vejledning, at uddanne dem igennem de forskellige stadier i processen med akkumulation af revolutionære kræfter.
De proletariske revolutionæres pligt til at kæmpe mod imperialismen og bourgeoisiet, for revolutionen og socialisme, giver os også en forpligtelse til at forholde os til de forskelligartede situationer, den revolutionære kamp udfoldes i, at kæmpe imod fascisme og undertrykkelse, imod demagogi og reformisme.
Den forpligter os også til aktivt at engagere os i samfundsproblemerne fra arbejderklassens positioner, til at søge at danne folkefronter, til at deltage aktivt i kampene fra dag til dag uden at tabe det strategiske mål for kampen om magten af syne.
Denne udtalelse er et af hoveddokumenterne vedtaget på CIPOML’s årlige verdensmøde, der fandt sted i Tyrkiet i november 2014. Blandt de øvrige hoveddokumenter er et om folkefrontens nødvendighed og en omfattende analyse og retningslinjer for (arbejder)kvindernes kamp for ligestilling og frigørelse.
Alle dokumenter blev efter grundige diskussioner vedtaget af de 21 deltagende partier, heriblandt Arbejderpartiet Kommunisterne.
Læs mere om CIPOml - dokumenter og udtalelser
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer
Dette er en artikel fra kpnet.dk -
Nyheder hvor der kæmpes !
Klik på ikonerne øverst på siden og gå til kpnet, facebook KPnetavisen og KPnetTV - Se KPnetBlogs her
Udgives af Arbejderpartiet Kommunisterne APK
- ET MODSPIL TIL DET BORGERLIGE MEDIEMONOPOL !
Netavisen 22. januar 2015