Læs flere artikler på www.kp.net.dk

Den franske militærintervention i Mali udgør en fare for Afrikas fremtid!

Situationen i Mali med truslen om ekstern intervention har længe været urovækkende. Holdningen hos de kommunistiske partier i Vest-Afrika kom til udtryk i en udtalelse d. 10.december 2012.

Se Udtalelse om situationen i den vestafrikanske region og i Mali

Af PCRCI, Elfenbenskystens Revolutionære Kommunistiske Parti

For suverænitet – mod indblanding

I en atmosfære af trusler om væbnet intervention, der er blevet annonceret af afrikanske regeringer med velsignelse fra de vestlige magter, udtalte underskriverne af ovennævnte resolution, at situationen er alvorlig og fuld af farer for proletariatet og folkene i Mali og andre land i Sahara-regionen i Vest-Afrika.

De:

1. fordømte tilstedeværelsen af udenlandske soldater og imperialistisk aggresion i Vestafrika, specielt i Sahel-Sahara og krævede, at disse trækkes ud.
   
   
2. fordømte, at de kriminelle marionetteregeringer har åbnet deres landes territorier for disse styrker (herunder Mali, Elfenbenskysten, Burkina Faso, Niger, Senegal, Mauritanien).
   
   
3. har fordømt den reaktionære plan fra ECOWAS (De vestafrikanske Staters økonomiske Fællesskab), Den Afrikanske union (AU) og de franske imperialister om at sende tropper fra medlemslandene i ECOWAS og AU til Mali.
   
   
4. fordømte eventyrpolitikken og Blaise Compaorés  kriminelle mafiaklan, som repræsenterer en fare for proletariatet og folkene i Mali, Burkina Faso og hele sub-regionen i Vestafrika.
   
   
5. har fordømt uafhængighedserklæringen for staten Azawad ( i det nordlige Mali) fra MNLA, som et forsøg på at splitte, slavebinde og utnytte folkene i Mali. Vi har opfordret  progressive i Mali til at sikre en national politik, som giver alle indbyggerne tryghed uanset statsborgerskab, race eller oprindelse i et udelt og uafhængigt Mali. Her, som i det øvrige Afrika, må det nationale spørgsmål behandles med stor forsigtighed, og på et korrekt grundlag.
   
   
6. gav deres støtte til kravene fra maliske, demokratiske og patriotiske kræfter, der er imod enhver udenlandsk intervention på deres jord og har opfordret til, at Malis egne problemer bliver løst i fuld suverænitet af folket i Mali selv og uden udenlandsk indblanding.
   
   
7. fordømte og fordømmer forbrydelser, der er begået imod folkene i Nord-Mali af terroristgrupperne  AQIM, MNLA og jihadistene fra Ansar Dine (Islams forsvarere) i MUJAO (Bevægelsen for enhed og jihad i Vest-Afrika). De støttede den modige modstand fra mennesker, specielt ungdommen, mod undertrykkelse og mod den middelalderlige politik fra reaktionære og fordækte grupper.
   
   
8. fastholdt deres modstand imod terrorisme og kupmageri.
   
   
9. bekræftede deres forpligtelse på grundlag af den proletariske internationalisme til at:
   
   
1. Arbejde for at mobilisere og organisere proletariatet og folkene i de respektive lande til kamp imod indblanding fra udenlandske tropper i Mali.
2. Støtte proletariatet og folkene i Mali på alle mulige måder i den vanskelige situation, de befinder sig i.

Elfenbenkystens præsident Alassane Ouattara blev fordømt i hans egenskab af formand for ECOWAS, og som en af arkitekterne bag den koalition, der understøtter imperialistisk intervention i Mali og arbejder for konsolidering af imperialistisk dominans - specielt i fransk Vestafrika.

Solidaritet med folkene i mali og vest-Afrika

Vore partier appellerede til proletariatet, folkene, og demokratiske og revolutionære kræfter i de imperialistiske lande om at modsætte sig militær intervention i Mali, og om solidaritet med proletariatet og folket i Mali og hele sub-regionen Vestafrika.

Det, som de kommunistiske partier i regionen frygtede, skete fredag d. 11. januar 2013 med opstart af den franske intervention. Den franske regering besluttede sig for at indsætte 750 soldater i Mali, samt fly og stridsvogne. De erklærede mål med interventionen er:

1. At stoppe fremrykning af islamister til Bamako
2. At forhindre magthavernes sammenbrud i Bamako og destabiliseringen af Vestafrika.

Som en umiddelbar konsekvens af denne situation, har FN allerede anslået, at den væbnede konflikt har skabt 150.000 flygtninge og 230.000 fordrevne.

De afrikanske nykoloniale regimer er ude af  stand til at forsvare deres eget folk og bliver udnyttet af imperialisterne

Det, der foregår, er ikke uligt det, der skete i Elfenbenskysten og Libyen i 2011. Visse fællestræk er lette at få øje på:

1. Metoden med at anvende kolonialistisk intervention for at bevare den internationale imperialismes økonomiske og strategiske interesser - ikke mindst Frankrigs.
   
   
2. De afrikanske nykoloniale regimers svigt bliver stadig mere åbenbar; de er ude af stand til at forsvare deres eget folk og bliver udnyttet af imperialisterne.
   
   
3. Det maliske folk, som ønsker at sikre fremtiden og engagere sig i kampen for suverænitet, blev bremset og forhindret af ECOWAS i at få fat i de våben, som skibes ind til forskellige havne i Afrika; de pro-imperialistiske regimer og deres afrikanske medløbere ville undgå at der blev vist et eksempel på, at folk er i stand til at kæmpe for deres frihed og suverænitet.
   
   
4. I Côte d'Ivoire (Elfenbenskysten) hyllede alle partier uden undtagelse denne intervention i Mali, som Elfenbenskystens Revolutionære Kommunistiske Parti har fordømt hele vejen igennem. Disse partier er således i færd med at legitimere den franske imperialismes rolle som Afrikas gendarm - med Elfenbenskysten som et knudepunkt for den franske intervention. Dette sker i strid med de afrikanske folks vilje.

Imperialisternes politik giver næring til jihadisterne

Folk i Mali har været udsat for alle mulige former for pres. De er så udmattede af de mange lidelser, at ekstern intervention kan fremstå som en redningsaktion. Den franske hær fremstilles som den eneste udvej, som en’frelser’.

De maliske og afrikanske folk har tabt en kamp, men ikke selve krigen. Ligesom i Afghanistan, Somalia og andre steder, vil de imperialistiske hære kun øge  jihadisterne og andre terroristers indflydelse.

Disse har også været i stand til at bosætte sig i Nord-Mali samt true andre dele af Afrika på grund af elendigheden, der er skabt af det kapitalistiske system og dets nykolonialistiske politik.

Ødelæggelsen af de afrikanske økonomier med strukturtilpasningsprogrammer siden 1980’erne og den ekstreme utvikling af fattigdom, der fulgte, er blandt årsagerne til de sociale og politiske kriser og fremvæksten af jihadister og terrorister.

Når imperialisterne har opnået deres mål - mål som nødvendigvis ikke er de samme som arbejdernes og folkenes - vil de overlade dem til deres egen skæbne. Al erfaring viser, at de imperialistiske hæres interventioner ikke løser de vigtigste spørgsmål (Irak, Afghanistan, Somalia etc.). De fattige masser i Mali vil møde store problemer, og de vil fortsat få støtte fra revolutionære og demokratiske kræfter til at søge løsninger igennem forskellige strategier.

Principielle spørgsmål, som det at vinde politisk frihed og skaffe sig bedre levevilkår, er stadig et stort problem for de afrikanske masser og for Mali i særlig grad.

Disse spørgsmål kan løses, når man vælger revolutionære strategier, noget der synes stadig mere uundgåeligt. Efterhånden vil man indse, at imperialismen og dens marionettregimer er hovedmål, som må besejres for at kunne åbne vejen for at magten kommer i hænderne på arbejderne og folkene.

Erfaringerne fra de ting der foregår lige for øjnene af os, fremskynder den erkendelse, at kun revolutionen er den farbare vej til at føre Afrika ud af trældom, elendighed og skam.

Abidjan, 15. januar 2013: Elfenbenkystens Revolutionære Kommunistiske Parti

Oversat fra norsk efter

Den franske militærintervensjonen i Mali utgjør en fare for Afrikas framtid!

Se også

Nej til fransk militær intervention i Mali

Den franske intervention i Mali – en ydmygelse af de afrikanske folk

Nej til invasion i Mali! Stop EU’s og NATO’s krige!

Læs flere artikler på www.kp.net.dk

Netavisen 8. februar 2013