Klassekamp i partiet

Af Anker Holm
Kommunistisk Politik 12, 2007

DOKUMENTATION

Anker Holms selvbiografi 'De røde vender altid tilbage' (Oktober Forlag 2003) er et vigtigt kildeskrift om den kommunistiske bevægelse i det 20. århundrede. Den rummer også et afsnit om sprængningen af DKP/ML i 1997. Det gengives her.

Se også
Partisprængning med følger
Kommunistisk Politik 12, 2007

Arbejderklassen skaber sit revolutionære parti. For at forsvare de daglige interesser, javel, men først og fremmest for at det skal lede frem til det socialistiske samfund.
Ethvert kapitalistisk samfund er et mindretalsdiktatur. Socialismen er også et klassesamfund, men her er det de mange, flertallet, der har magten. Degenererer det kommunistiske parti under socialismen, bliver det til et parti af pampere, opportunister og karrieremagere, der rider på ryggen af arbejderne, må det også bekæmpes.

Det kommunistiske parti er ikke et mål i sig selv. Det er et redskab. Bliver det til en tom, hul skal uden revolutionær retning, hvor bare fraser og formler er tilbage, med en reformistisk praksis, må det forkastes, og et virkeligt kommunistisk kampparti genskabes.
Det har været en af de vigtigste erfaringer for revolutionære af min generation, som oplevede revisionismens gennembrud i Sovjetunionen og i den internationale kommunistiske bevægelse i 50erne og 60erne.

Det er heller ikke et mål i sig selv i den forstand, at det forestiller sig en evig eksistens. Når dets mål - det kommunistiske samfund - realiseres, opløses partiet. Det er et redskab for en klasse, og forsvinder, når klasserne forsvinder.

For den, der har levet et langt og revolutionært liv under kapitalismen, er liv og parti flettet uløseligt sammen. Det kommunistiske parti legemliggør alle ens egne, hele ens klasses forhåbninger og bestræbelser. PARTIET - det er også mig.

Anker Holm
1. maj 1997

Ja - sådan havde jeg tænkt, disse erindringer skulle slutte. De var først blevet bragt som en artikelserie i Dagbladet Arbejderen (1994-96), og DKP/MLs sekretariat havde opfordret mig til at bearbejde dem til bog på Nexø Forlag. Nu i 1997 var den færdig.  Klaus Riis havde skrevet forord, jeg havde forsynet den med efterskrift, billeder og illustrationsmateriale var udvalgt, mest fra mine egne gemmer.

Særligt ønskede jeg, at der i bogen indgik et billede med John Max Pedersen og Klaus Riis - de to personer, der efter min mening har betydet mest for den kommunistiske bevægelse i Danmark, efter DKP opgav Lenins vej.

Men midt i maj modtog jeg følgende fra DKP/MLs sekretariat, underskrevet Hanne Rosenvold:

'Jeg har læst dele af din bog og må meddele dig, at vi ikke vil udgive den med det efterskrift, du har skrevet. Det er direkte polemisk og insinuerer en række ting, der hurtigt vil kunne vendes direkte mod partiet. Det er logisk, at vi ikke vil udgive den slags.
Det samme gælder for ét enkelt afsnit af forordet, som må slettes. Ligesom forordet ikke skal underskrives Klaus Riis, men simpelthen 'Nexø Forlag'.
Jeg er ikke færdig med at læse hele indholdet, men går ud fra, at resten ligger i tråd med de glimrende artikler, der har været bragt i Dagbladet Arbejderen.
Så altså: vi vil fortsat godt udgive din bog. Men uden efterskrift og med omtalte rettelse i forordet.'

Der blæste nye, kolde vinde i partiet.

Denne censur var selvfølgelig uhørt, og jeg skrev straks til Centralkomiteen bl.a. følgende:
'Fra partiets sekretariat har jeg modtaget et brev, underskrevet af Hanne, som meddeler, at man ikke vil udgive bogen med mine efterord og desuden vil have slettet noget i forordet og helt have fjernet Klaus Riis' navn her. Censuren her beklager jeg ikke har kunnet tages under behandling af den kontrolkommission, som ikke blev til noget på kongressen.

Jeg står ved hvert ord i mit efterskrift. Det fremgår af bogen som helhed, at der ikke findes et eneste negativt ord om Danmarks Kommunistiske Parti ML, men tværtimod gives der udtryk for stor begejstring for partiet og vort røde dagblad, ligesom der intet polemisk er i efterskriften mod den nye partiledelse. Derfor betragter jeg sekretariatets og Hanne Rosenvolds reaktion som udtryk for afsindigt had og kamp mod Klaus Riis, som åbenbart fortsætter efter kongressen. Altså: censuren kan jeg ikke acceptere og beder derfor Centralkomiteen omstøde sekretariatets beslutning. Såfremt partiet ikke ønsker at udgive bogen, som den er, vil jeg søge at få den ud andetsteds.'

Hvad var der sket?  Jo - nogle måneder før havde der været partikongres. Desværre en kongres, der trak baglæns.

Det var ellers begyndt så godt. Som vanligt op til en sådan vigtig begivenhed i det kommunistiske partis liv blev et sæt teser til ledelsens beretning om det hidtidige arbejde og den fremtidige kurs fremlagt til partidiskussion.  De var forfattet af Klaus Riis og godkendt af CK - og vidnede om en mestring af marxismen-leninismen både nationalt og internationalt.

Derfor fyldte teserne mig med begejstring - partiet sikret på rette kurs, både hvad partiholdning og ideologi angik . . .
Min glæde varede kun kort, så væltede det ind i efterfølgende Kongresekstra med tyndbenet kritik af teserne - ikke med partiholdninger, men 'partiudviklinger' og 'partimæssigheder', som et særligt ondsindet indlæg hed.
Udskejelser til højre - jeg kendte det igen fra et langt liv som organiseret kommunist.

Klaus Riis var kommet i mindretal i CK - jeg blev sgu rystet. Og endnu mere, da man efterpå fortalte,  at Klaus selv ønskede at trække sig som formand, fordi han var 'træt' og 'nedslidt'.
Selvfølgelig passede det ikke! Duften i bageriet var umiskendelig:

Der var tale om linjekamp - og i en række skriftlige og mundtlige indlæg tog jeg bladet fra munden.

Så stærkt jeg kunne, opfordrede jeg de kongresdelegerede til at forkaste de revisionistiske lokketoner:
'Klassekamp i partiet - det er god leninistisk latin - men det afhænger af jer, om den ægte kommunistiske organisations- og partiholdning skal sejre eller den vattede 'partimæssige' facon skal gøre partiet blødere og svagt.
For mig at se må teserne fra Kongresekstra nr. 1 oktober få så kraftig opbakning i partiet og sejre! Og så må tilhængerne af den 'nye' partimæssighed forrette selvkritik eller træde af på naturens vegne.'
Jeg tilføjede: 'I må undskylde jeg virker grov - men jeg er grov, når det gælder kampen for mit kommunistiske parti'.

Her følger så nogle kernepunkter imod 'partiudviklernes' liberale flovser:
' 'Partimæssighed' - det ord og begreb har jeg aldrig i mit lange partiliv truffet på i kommunistisk ordvalg i partidebatter og diskussion. På mig virkede det som udtryk for 'moralsk oprustning', og ved gennemlæsning af indlægget blev det udtryk hængende. Det er de leninske (og John Max Pedersenske) teser, som jeg med begejstring læste, som det drejer sig om!

Der er begået 'uklarheder og fejl', siger det - vi har altså avlet folk, der er klogere end Lenin!
Nuvel, der har i partiets hæsblæsende, men også utroligt resultatrige kamp været mangel på skoling, og det hævner sig nu. Hvis der kunne blive tid for kammeraterne i CK, inden reformationen af 'partimæssigheden', til at studere Lenins Hvad må der gøres? i spørgsmålet om kadrer, så kunne et partiskift sikkert undgås og partiet fortsat stå stærkt som hidtil.
Det andet kunne ellers blive en rar 'partimæssig' diskussionsklub.

Partiets grundvold er den demokratiske centralisme, hvor medlemmerne via grundorganisationer og opefter i distriktskomité og frem til kongressen via flertallet vedtager en fast marxistisk-leninistisk linje, som ubetinget skal følges i alle led. Partiet er ikke en fagforening, men arbejderklassens fortrop.

Selvfølgelig skal vi rekruttere for fuld drøn, men der må være måde med galskaben. Fejlen er slet ikke, at vi er et lille parti - og vil man overbevise sig om det, behøver man blot at se på den respekt, partiet nyder på venstrefløjen, eller se på vores pragtfulde røde dagblad eller se på vor indsats i RiBus-kampen …

Så skrives der gud hjælpe mig romantisk, at efter Murens fald, Albanien og alt det der, så klarede partiet sig i et rasende politisk hav på en – ’tømmerflåde’!
Nej, kammerater, partiet klarede sig i kraft af en stærk marxistisk-leninistisk ledelse, som allerede ved dets oprettelse var sig bevidst om, hvilke følger revisionismens overtagelse af magten i Sovjetunionen og alle andre steder ville få. Selv ved partiets start og trods sin lidenhed stod man stærkt, fordi man byggede på Lenins lære om parti og organisation- så det er ikke uventet, at det er blevet til den magtfaktor, det er i dag.'

Det, der for mig var det mest hårrejsende og antileninistiske i oplægget om 'partimæssighed', var følgende: I klassebevidste arbejder'lag' er den magtfulde ledertype en død og forhadt størrelse. Og den organisationstype, der bygger på lukkethed, på en næsten automatisk forventning om loyalitet (!!!) og disciplin, tilhører i mange arbejderes bevidsthed fortiden.

Jeg rystede sgu på hovedet - dette kunne jo lige så godt have stået i Jyllands-Posten. En klar forvrængning af den demokratiske centralisme - renegaten Ole Sohn kunne ikke have udtrykt det bedre. Mon det er en tilfældighed, jeg kom til at tænke på 'glasnost', som fik hele lortet til at bryde sammen?

Jeg fortsatte mit modangreb:
'I afsnittet 'om at blive organiseret' er man igen gået ravende galt i byen.  Der skrives, at 'menneskenes organisatoriske tænkning' forandrer sig, hvad organisering i vort parti angår. Så nu skal der være 'forskellighed og mangfoldighed' i partiet. Så nu skal vi godtage devisen for rekrutteringen af nye medlemmers opfattelse af 'hvad kan partiet gøre for mig' (og ikke omvendt!).

Dette antileninistiske skriveri skæres ud i pap, når det hedder - aldeles selvmodsigende - at 'centralismen' skal bygges på 'respekt' for det enkelte nye medlem og dets meninger, der ikke altid vil være i overensstemmelse med partiets. Der skal 'rummes og leves' med uenigheder.

Om skolingen i marxismen-leninismen - som jeg anser for at være livsnerven i partiet -  står, at den ikke må behæftes med skolebænk, tavlekridt og tykke bøger. Hvilket må siges at være en desavouering af vore klassikere! Der står også om 'åbenhed over for de intellektuelle' og det ønskelige i at 'hverve' dem som medlemmer.

Her kommer nu mit modangreb:
’Partiet er arbejderklassens fortrop, dens bevidste fortrop, med sin egen disciplin, som er bindende for dets medlemmer. Partiet kan kun lede arbejderklassen i praksis og føre den frem mod socialismen, hvis alle dets medlemmer er organiseret i en fælles front, der er svejset sammen gennem viljens enhed, gennem aktionernes og disciplinens enhed.
Partiets døre må ikke stå vidtåbne for ustabile ikkeproletariske elementer, ethvert knæfald for spontaniteten i arbejderklassen betyder en styrkelse af den borgerlige ideologiske indflydelse på arbejderne.

Om partiets organisation mener jeg, at partiets struktur består af to dele: nemlig en snæver kreds af ledende kadrer, professionelle revolutionære, og så vidtforgrenede partiorganisationer, som kæmper bravt og nyder arbejdernes sympati og støtte. Og videre: Centralkomiteen må være sammensat af urokkelige og konsekvente revolutionære. Partiet er den fortrop blandt alle organisationer inden for arbejderklassen - 'den højeste af alle organisationsformer' - der er kaldet til at lede alle andre  organisationer inden for klassen.
I det praktiske arbejde må partiet for at bevare enheden i rækkerne gennemføre en ensartet disciplin, i lige grad bindende for alle partimedlemmer - såvel lederne som de almindelige partimedlemmer.

At glemme forskellen mellem fortroppen og masserne, som føler sig tiltrukket af den, at glemme fortroppens stadige pligt til at hæve stadig bredere lag til denne fortrops niveau - det ville være det samme som at bedrage sig selv.

Det vil betyde at lukke øjnene for partiets opgaver. Arbejderne er ikke bange for disciplin og organisation, når de har besluttet sig til at blive partimedlemmer. Det er de individualistisk indstillede intellektuelle, som frygter disciplin og organisation. Og de forbliver i virkeligheden også uden for partiets rækker. Men det er kun af det gode, for partiet bliver så sparet for den tilstrømning af ustabile elementer, som bliver særlig kraftig nu, hvor klassekampen uimodståelig bliver skærpet.’

Formanden Klaus Riis og arbejderforfatteren John Max Pedersen (1942-1992),
to af det revolutionære DKP/ML's centrale skikkelser,
fotograferet i Esbjerg 1983 under en protest
mod justitsmordet og fængslingen af havnearbejderen Karl Jørgensen

Jeg husker endnu et DKP-møde i Husum - var det i 37? - hvor pragtfulde Martin Andersen Nexø i en herlig tale udtrykte spørgsmålet på denne måde:

 - Enkelte intellektuelle, som vasker sig ren for individualismen til fordel for ægte proletarisk sindelag, kan være og er værdifulde for partiet, men stort set er de faktisk som "ski' i et par lærredsbukser"!

I oplægget om 'partimæssighed' hyles der op om, at det løn- og arbejdssystem, som anføres i oktoberteserne, slet ikke er korrekt, for hvorfor faen skulle 'kommunistiske' fagforeningsfolk ikke have lov til at beholde deres fede pampergage, når de nu er valgt ind, eller ansat, som topfolk i masseorganisationer? Næ tak, betale til partiet, vor herre bevares - så lad bare partimedlemmerne betale røven i laser i kontingenter og støttefond og meget andet.

Det kan da ikke være gået i glemmebogen, at det revisionistiske DKP i efterkrigstiden praktiserede den med pampergager i fagbevægelsen, og herfra blev politikken dirigeret!
Op til den 7. kongres er partiformandens beretning revet ud af hænderne på ham. Partiets beretning må ikke aflægges af den partiformand, som har stået i spidsen for det i 18 stormfulde, men også sejrrige år.

Et flertal af ikkeleninister - men heldigvis ikke alle i CK - stod bag dette attentat. Af dette flertals skriblerier er det godt og grundigt dokumenteret, at man satser på et linjeskift til højre, hvilket selvsagt på længere sigt vil svække partiet godt og grundigt. Hvad samlingen af kommunisterne angår, vil det simpelthen være en katastrofe.'

Indsatsen fra partiaktivisternes side, ja fra hele partiet, for at redde Dagbladet Arbejderen, som tidligere omtalt,  havde været så overvældende, at partiets organer for sikkerhed for den rigtige revolutionære politik og ideologi faktisk ikke fungerede korrekt. Nu, hvor partiets stærkeste våben, det røde dagblad, var sikret og perspektiverne for ny fremgang en kendsgerning, viste det sig, at muldvarparbejde undergravede partiets marxistisk-leninistiske kræfter, som havde været borgen for hele partiets styrke.

På den sidste sommerlejr før denne kongres lagde jeg pr. intuition mærke til, at under formanden Klaus Riis’ taler og indlæg, som helt naturligt  var præget af nødvendigheden af at fastholde partiets rigtige linje, som havde ført til så enestående en fremgang og helt i overensstemmelse med Lenins partinormer og læresætninger i den fremtidige klassekamp, netop under denne belæring så jeg maskerne - ansigtsudtrykkene på de sammensvorne ødelæggere af partiet. Sven Tarp, Søren Becher, Jan Mathisen og deres lille følgesvend Jørgen Petersen viste kun grumme og uinteresserede miner til udlægningen af marxismen-leninismen. Det forekom mig aldeles mærkeligt og utidigt - men senere viste det sig jo, at der var en afskyelig forklaring.

Intellektuelle halvstuderede røvere samt bestyrelsesmedlemmer, som åbenbart fandt behag i fagforeningers kontorer med dunst af pamperi, alt i alt karrieremagere, som nu så en fremtid for partiet - men stuerent og arm i arm med revisionistpartiet KPiD for at følge en antileninistisk vej ad borgerskabets parlamentariske glidebane.

Det var næsten ikke til at fatte, men en kendsgerning var det, at for at få partiet på revisionismens spor, så intimiderede man Centralkomiteen, hvor et flertal af de håbefulde karrieremagere bragte partiets formand gennem 18 år, som havde været bannerfører for fastholdelsen af marxismen-leninismen, i miskredit og mindretal.

Derefter ødelagde man partisekretariatet, som i ethvert ægte kommunistisk parti har været dynamoen til sikringen af den korrekte revolutionære linje - man nedlagde det simpelthen, for her var selvfølgelig den stab af kammerater, som var trofaste ret over for et leninistisk parti. Derefter var man sikre på at kunne kuppe partiet ved dets forestående syvende kongres, hvor højrefløjen - likvidatorerne - bankede sin vilje igennem.

Marxist-leninisterne kæmpede en hård kamp mod råddenskaben, men kom i mindretal på kongressen. Næsten halvdelen af den gamle partiledelse, prøvede partikæmpere, blev skiftet ud.

Det kunne dog ikke gå hurtigt nok med højregaloppen. 'Partiudviklerne' havde travlt.
Det stod dog uomtvisteligt klart, at der stod to fløje i partiet - kampen kunne ikke være slut.
Til den ende besluttede den revisionistiske centralkomite et par måneder senere at ekskludere de fremmeste på den marxistisk-leninistiske fløj - Klaus Riis, Dorte Grenaa og veteranen, den hæderkronede modstandsmand Frede Klitgård.

Kuriøst nok blev eksklusionerne - det sidste kup i en hel række - gennemført på det fallerede centralkomitémøde, uden at det overhovedet var på som punkt på dagsordenen!

Dagen efter udsendte en række partiledere følgende udtalelse (forkortet):

TIL DEN KOMMUNISTISKE BEVÆGELSE I DANMARK!

Disse uhørte eksklusioner er et klimaks i en intern kamp i DKP/ML op til partiets 7. kongres i marts i år og efterfølgende.

Undertegnede tidligere og indtil-nu medlemmer af DKP/MLs centralkomité og andre ledelser erklærer, at dette skridt ikke bare betyder en partisprængning, men også et alvorligt tilbageslag i kampen for at skabe ét stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund i vort land.
Disse eksklusioner er et udtryk for den begyndende ændring af DKP/MLs politiske linje og kurs.

Den 7. kongres kunne opsummere, at partiet og Dagbladet Arbejderen aldrig havde stået i en stærkere og mere gunstig situation. Denne situation er ved at blive sat overstyr.
I stedet for at anvende de leninistiske normer for opbygningen af det kommunistiske parti søges disse i teori og praksis erstattet med alskens opportunistiske ideer under påberåbelse af 'udvidelse af partidemokratiet'.

I stedet for at sætte skabelsen af ét stærkt kommunistisk parti i centrum er den nuværende CK begyndt at tale om at blive et 'kommunistisk masseparti' og om en 'masseavis' - og det i en situation, hvor de danske kommunister fortsat er splittede og ikke forenet i et fælles parti, og hvor den ideologiske, politiske og organisatoriske forening af de kommunistiske kræfter må være hovedopgaven for alle kommunister.

I stedet for at fremhæve den marxistisk-leninistiske teoris sandhed og styrke, tales der om leninismens såkaldte 'krise' og dens angivelige 'mangler'.

Uoverensstemmelser om opfattelsen af partibygningen er blevet udvidet til uenigheder omkring linje, strategi og taktik i kampen for en socialistisk revolution i vort land.

På felt efter felt er en ny højreopportunistisk kurs ved at blive udkrystalliseret, som bryder med den fremgangsrige linje, DKP/ML har fulgt i kampen for et ægte kommunistisk parti i vort land.
Den opsigtsvækkende eksklusion af kammerat Klaus Riis tre måneder efter kongressen er et dramatisk signal til partiet selv og til den danske og internationale kommunistiske bevægelse om det fremadskridende opgør med partiets hidtidige politik og historie.

Undertegnede tidligere ledere i DKP/ML afviser med vrede og harme alle disse falske anklager og påstande.

Vi har besluttet at forlade Danmarks Kommunistiske Parti ML, fordi partiet ikke længere kan betragtes som den ledende kraft i kampen for et stærkt kommunistisk parti og er i færd med at reducere sig selv til en politisk smågruppe. Vi - og en række andre kammerater med os - vil fortsætte kampen for at genskabe et stærkt kommunistisk parti i Danmark og for at styrke kampen mod den kapitalistiske offensiv på alle felter, herunder den øjeblikkelige opgave: at sikre et Nej til de europæiske monopolers Union ved den kommende folkeafstemning".

30. juni 1997

Erklæringen var underskrevet af 13 tidligere CK-medlemmer, parti- og ungdomsledere - og heriblandt Anker Holm - "partiveteran, aktiv i DKP og den kommunistiske bevægelse siden 1935".
Dermed var partiet sprængt, idet op mod en tredjedel af dets medlemmer meldte sig ud og sluttede op bag de ekskluderede.

Censuren af marxismen-leninismen blev ikke siden ophævet. Det røde dagblads farve falmede fælt. På den næste kongres opgav revisionisterne også den stolte betegnelse for det kommunistiske partis ledelse, Centralkomitéen, og omdøbte sig selv til en 'landsledelse'.  'Halehæng' til dagskampen ville nu være mere passende.

Så skulle jeg altså opleve det endnu engang - et kommunistisk parti faldt ud af rollen som den faste forsvarer af den videnskabelige socialisme.

Det revolutionære DKP/ML var blevet stærkt, fordi man stod urokkeligt fast på principperne for den rigtige kommunistiske partiopbygning. Kadrerne omkring dette parti var ærlige klassebevidste og skolede arbejdere i tæt samarbejde med partiets formand Klaus Riis og klassekæmperen John Max Pedersen, der senere blev anerkendt og skattet arbejderforfatter. Gennem 18 år og dette kontinuerlige lederskab modstod partiet ideligt og hårdnakket ethvert forsøg på at forvanske marxismen og førte en rigtig leninsk linje i kampen for socialismen.

Resultatet udeblev da heller ikke. Dagbladet Arbejderen var slået igennem som det mest indflydelsesrige kommunistiske organ i Danmark. Ungdomsorganisationen Rød Ungdom blev den største venstreorienterede ungdomsbevægelse i landet. Partiets indflydelse i klassekampen var mere end synlig, det være sig i massebevægelser eller den faglige front. Ingensinde tidligere havde den kommunistiske bevægelse i Danmark efter DKPs forfald efter 56 stået tættere på samling i ét stærkt parti end op til denne famøse kongres.

DKP/ML pulveriseredes af opportunisme og karrieremageri. Hele partiets hidtidige succesfyldte linje blev konsekvent afsporet, og der blev slået til lyd for en revurdering af Lenins partiopfattelse, begrundet i 'nye tider'. I mangt og meget lignede denne kongres en vis sovjetisk 20. partikongres i 1956 med dens konspirationer og kupagtige tiltag.

Hvordan kunne det ske, spørges der?
Forklaringen er: Mangelfuld eller slet ingen skoling i marxismen-leninismen.
Fra jeg meldte mig ind i DKP/ML, så jeg aldrig virkelige tiltag til skoling, endsige organiserede studiekredse i de socialistiske klassikeres tykke bøger. Det er klart, at sådant giver revisionister lejlighed til at skalte og valte med politik i populistisk stil.

Havde DKP/ML holdt dette princip om marxistisk skoling omkring ideologi og filosofi og politisk økonomi i hævd, så er jeg sikker på, at opportunisterne og kupmagerne ikke havde fået et ben til jorden.

Baggrunden for DKP/MLs degeneration lå selvfølgelig også lige for.
’Murens’ fald og den såkaldte Sovjetunions kollaps og sluttelig, at det socialistiske Albanien blev styrtet af revisionistisk kontrarevolution, båret frem af den fjendtlige kapitalistiske omverden.

Billedet er heller ikke ukendt i Europa: - Synderne, de tidligere revolutionære ’kommunister’, gør afbigt og vil nu gerne spille med i det borgerlige demokratis mummespil og overholde magthavernes spilleregler - helst som et ’masseparti’, der giver adgang til de givtige pladser i parlament og folketing.

Men selvfølgelig tager man fejl -  udviklingen i ’Den nye verdensorden’ går lige modsat af, hvad de angrende kapitulanter tænker sig.

Netavisen 9. juni 2007