For 10 år siden skete der en sprængning af DKP/ML – en begivenhed med vidtrækkende konsekvenser for den revolutionære bevægelse i Danmark. Kommunistisk Politik 12, 2007
For 10 år siden skete der en sprængning af DKP/ML – en begivenhed med vidtrækkende konsekvenser for den revolutionære bevægelse i Danmark.
I 1997 var der en ganske gunstig situation for den revolutionære kommunisme i Danmark.
Det revisionistiske DKP brød sammen i 1989-91, dagbladet blev lukket, ungdomsorganisationen nedlagt, den sidste formand flygtede til Enhedslisten og senere SF.
Efter 80ernes vilde antikommunistiske hetz, kontrarevolutionens triumftog i Europa og udslettelsen af det albanske ’fyrtårn’ var der et begyndende, men umiskendeligt opsving i klassekampen, en voksende protest mod det globale nyliberale felttog.
DKP/ML etablerede sig som den førende kraft blandt de erklærede kommunistiske organisationer, der dengang talte et DKP, som var flettet ind i Enhedslisten, KPiD, der levede i fortiden og Preben Møller Hansens Fælles Kurs, der knap nok åndede (og snart blev opsuget i DKP).
Dagbladet Arbejderen var i fremgang som den eneste venstrefløjsavis, og var tilmed revolutionær og kommunistisk. Og DKP/ML havde taget initiativ til at danne en revolutionær ungdomsorganisation Rød Ungdom, der på få år bredte sig udover landet som den største og mest aktive af 90er ungdommens organisationer.
DKP/ML var ved at kunne udfordre Enhedslisten med hensyn til indflydelse på udviklingen.
Det var i denne situation DKP/ML blev sprængt.
Efter en langvarig linjekamp i Centralkomiteen, hvor formanden siden stiftelsen af partiet i 1978, Klaus Riis, kom i mindretal og den 7. kongres i marts 97 stadfæstede en ny linje kulminerede det med en regulær sprængning af partiet den 28. juni samme år, hvor en tredjedel af medlemmerne forlod det efter at Klaus Riis, Dorte Grenaa og Frede Klitgård var blevet (ulovligt) ekskluderet af partiets daværende Centralkomite, der senere omdøbte sig til ’landsledelsen’. Samtidig blev Eric Skytte, leder af KPiDs afdeling i Odense, ekskluderet af sit parti i en samstemt aktion.
De udtrådte dannede kort efter den partiforberedende organisation Oktober og.tog de første skridt til genopbygning af et marxistisk-leninistisk parti, som blev en realitet med stiftelsen af APK i april 2000.
De lagde ikke skjul på, at de opfattede Jørgen Petersen-gruppens magtovertagelse som et fraktionalistisk kup, der havde til hensigt at ændre partiet til en ny revisionistisk organisation og som ville likvidere det revolutionære DKP/ML først politisk, siden organisatorisk.
I begyndelsen lovede Jørgen Petersen og Co., at man hurtigt ville bygge et ’kommunistisk masseparti’ og en ’kommunistisk masseavis’, siden lagde de sig i selen for at fremstå som de store enhedsskabere, der ville samle de forskellige erklærede kommunistiske organisationer i ét stærkt parti. Internationalt forlod gruppen den marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse og søgte mod de revisionistiske sammenslutninger.
Cuba og Nordkorea blev udnævnt til socialistiske lande og man flirtede med at den kinesiske ’socialistiske’ markedsøkonomi også var socialisme og ikke kapitalistisk kontrarevolution.
Der kan nu gøres klar status over, hvad der egentlig skete. DKP/ML er likvideret; den marxistisk-leninistiske linje videreføres af APK og DKU. Jørgen Petersen-gruppen sprængte sig videre til ’enhed’ med en fraktion af KPiD og dannede ’Kommunistisk Parti’. DKP og KPiD eksisterer fortsat. ’Kommunistisk samling’ er lagt på hylden. Den kommunistiske strømning som helhed er svækket - Enhedslisten, trotskismen og folkesocialismen styrket.
Revisionisme splitter, revisionisme svækker, revisionisme må bekæmpes konsekvent og hele tiden. Det er læren af en beskidt historie.
Se også beskrivelsen af denne partisprængning 'Klassekamp i partiet' fra selvbiografien 'De røde vender altid tilbage' af den kommunistiske partiveteran Anker Holm (1921-2000)
Netavisen 9. juni 2007