Kommentar
Kommunistisk
Politik 23, 2003
Det var for længe siden planlagt som et triumftog: Sejrherrerne i Irak-krigen - makkerparret Bush og Blair - skulle fremstå som store statsmænd, som havde afværget en dødelig trussel mod planeten fra det faldne Saddam-regime. Alliancen mellem Det Hvide Hus og Downing Street havde stået sin prøve - og selv de modvillige europæere skulle indrømme, at Storebror altid har ret.
Men triumftoget forvandlede sig til et mareridt: Selvom Bush udbredte sit budskab om krigens nødvendighed, talte han ikke som sejrherre, men som en hårdt presset propagandaofficer under et uafsluttet slag. Omgivet af enorme sikkerhedsforanstaltninger og med et barberet program kunne sandheden ikke tilsløres: Bush var ikke velkommen i London. Ikke engang hos sin 'nærmeste' og 'særlige allierede'. Fra han satte foden på britisk grund blev han mødt af massive protester.
'Statue' af Bush rives ned af demonstranter i London 20. november
Ugen
før var det i Paris: Mere end 100.000 demonstrerede ved afslutningen af
Europæisk Socialt Forum mod krig og imperialistisk globalisering. Den 20.
marts 2004 blev fastlagt som den næste globale protestdag mod den fortsatte
krig.
Budskabet fra folkene verden over er ikke til at misforstå. Den
største samlede globale bevægelse mod imperialisme og krig, der er
set i nyere tid, fortsætter med at vokse: Stop Bush! Stop krigen! Stop
den amerikanske imperialisme - hovedfjenden for verdens folk.
Protesterne er synlige overalt. Selv i Bushs hjerteland: Miami, Florida, var under Bushs Londonbesøg samtidig hjemsted for en ny runde i forhandlingerne om det såkaldte Amerikanske Frihandelsområde FTAA (eller ALCA, som den sydamerikanske forkortelse lyder). En gigantisk protestbevægelse mod dette store nyliberale projekt har udviklet sig i Amerika - fra Nord til Syd.
Såret demonstrant mod FTAA i Miami 20. november
I London forsøgte det 21. århundredes første store kolonisator George W. Bush at bilde den britiske elite ind, at det er nødvendigt at omforme Mellemøsten i amerikansk ('vestligt') billede - kaldet 'demokrati' og 'nationsopbygning'. I Latinamerika ryster denne model i sin grundvold.
Stort set upåagtet af de vestlige medier er en gigantisk modstand mod den amerikanske magt og dens påtvungne magthavere i færd med at udvikle sig. Latin- og Mellemamerika går svanger med oprør og protest. Imperialismens globale offensiv føder ikke bare krig, men bringer også lande og hele regioner til randen af opstand og revolution.
Hvad der foregår i Latinamerika i 2003 - fortiet og fejlfremstillet i de vestlige medier - er en ny kontinental bølge af revolter mod de amerikanskstøttede klientregimer. Den fjerde større bølge i de sidste 50 år. Den blodige og heroiske opstand i Bolivia, der i oktober væltede de Losada-regimet og gav afløseren Meza en frist på 90 dage til at gennationalisere gas- og energikilder og opfylde de folkelige krav, er blot et enkelt højdepunkt i en hel række, som også betegner større nederlag for den amerikanske politik for regionen.
I Colombia tabte den amerikanskindsatte Uribe en forfatningsafstemning, der ville give ham uindskrænket magt til at gennemføre et barsk nyliberalt reformprogram. Hans krig mod guerilla-bevægelserne er i vanskeligheder, selvom paramilitære styrker fortsat henretter stribevis af fagforeningsfolk og fordriver bønder, som mistænkes for at støtte oprørsbevægelserne. I Venezuela er to kupforsøg mod Chavez stødt på ubrydelig modstand fra en bred folkelig front. I Argentina har maaseopstanden i december 2001 ført til et stop for de nyliberale reformer, som gennemførtes af de amerikansk-støttede præsidenter frem til Duhalde. Olie- og gaspriser er sat ned, udlandsgælds-betalingen stærkt reduceret.
I
Brasilien, Ecuador og Peru førte modstanden de proamerikanske regimer til
deres valgnederlag og til indsættelse af pseudo-progressive præsidenter
som Lula Da Silva i Brasilien, Lucio Gutierrez i Ecuador og Toledo i Peru. Efter
deres tiltræden har de hurtigt bevæget sig over på åbne
nyliberalistiske standpunkter - og er i færd med at miste deres folkelige
opbakning. De folkelige kræfter, bevægelser og alliancer, de støttede
sig på, har eller er ved at trække deres støtte tilbage og
forberede nye skridt i kampen om magten, imod den nyliberale amerikanskdikterede
politik.
Dette skridt kan kun være af revolutionær, antiimperialistisk
karakter.
Hvad der forener kræfterne over hele Latin- og Centralamerika i denne nye folkelige modstandsbølge er den fælles protest mod det amerikanske FTAA/ALCA-projekt for genkolonisering af hele regionen. Massebevægelserne kontrolleres ikke af de vestligt sponsorerede partier, heller ikke af de europæisk støttede socialistpartier (socialdemokratiske).
Ifølge
arrangørerne deltog 150.000 i protesten mod Bush & Blair i London.
Antikrigsbevægelsen
fik sendt et signal: Den lever og kæmper!
Bush sagde i London ikke et ord om Latinamerika eller de vanskeligheder, USA møder i sin 'baggård'. Om det amerikanske 'demokrati-projekt', som lider nederlag, fordi det er en maske over kolonisering. Som det er - og har været - i Mellemøsten.
Har nogen i øvrigt hørt om generalstrejken i Den Dominikanske Republik i sidste uge - imod forringede levevilkår og den konstante mangel på elektricitet, som er væk i op til 20 af døgnets timer? At det proamerikanske regime arresterede 104 fagligt aktive dagen før strejken - og at militær og politi dræbte 7 strejkende forskellige steder på den caraibiske ø?
Se også:
Belejlig
bombeterror i Tyrkiet
Netavisen 20. november 2003
De
villiges koalition
Kommunistisk Politik 23, 2003
Fotos
fra demonstrationen 20. november i London
Infoshop
Protester
mod FTAA/ALCA i Miami
Fotos
fra Miami
50,000
at European Social Forum
Interview med John Catalinotto, Int. ANSWER og
Workers' World
Stop Terrorkrigen. Eng
Netavisen 21. november 2003