Leder
Kommunistisk Politik 23, 2003
De nuværende styrker fra 'De villiges koalition'
- alle
mål for den legitime irakiske modstandskamp.
Krigen i Irak
er igen blevet til en varm krig. USA har genoptaget krigsførelsen i Irak,
som blev erklæret afsluttet den 1. maj. Det 'bruger jernnæven' og
har indledt en storoffensiv mod guerillaen. Som i Tikrit - hvor en hel by blev
genstand for gengældelse og hævn for nedskydningerne af to amerikanske
Black Hawk-helikoptere - gennemfører USA nu også i Bagdad og i andre
byer voldsomme militæroperationer.
Talrige hjem er ødelagt, mange
civile er dræbt, hundreder er blevet arresteret.
USA er i gengældelsesaktionerne
ikke mindst inspireret af den israelske adfærd over for de besatte palæstinensiske
områder. Operation Iron Hammer - "Jernhammeren" - skal tilintetgøre
den stadig voksende modstand mod besættelsesmagten.
'Genopbygningen
af Irak' og 'nationsbygning' er afløst af en tilbagevenden til egentlige
krigshandlinger med fornyede bombardementer fra luften.
Tvunget af den stadig større modstand og opslutning til den i den irakiske befolkning har USA - med over 400 dræbte og mere end 9000 lemlæstede og sårede soldater, der er fløjet til hospitaler uden for Irak - ændret taktik: Nu søger man at fremskynde den officielle magtoverdragelse til irakere, og man fremskynder rekruttering og uddannelse af en styrke på 200.000 irakiske soldater og politifolk, som skal overtage amerikanernes beskidte arbejde.
Derfor
er man i gang med at 'irakisere' krigen som man i sin tid 'vietnamiserede'
- med et for USA sørgeligt resultat. Samtidig arbejdes der heftigt bag
kulisserne for at få aftaler med de vigtige imperialistmagter, som har afvist
krigen, og for at få FN til at spille en større formel rolle i et
forsøg på at legitimere den ulovlige krig.
Det er gået
op for amerikanerne, at de står over for en bred front af irakisk modstand.
Forsøgene på at fremstille modstanden som 'de sidste rester' af Saddam-loyale
og importerede terrorister tror ingen længere på.
Sandheden
om den storslåede militære sejr, som Bush og Rumsfeld pralede så
højlydt af, er, at den blev vundet over en hær, som kun for en lille
dels vedkommende kom i kamp. Den 'forsvandt' - med masser af udstyr og ammunition,
med masser af militær viden. Forrædderi og opkøb af en del
af Saddams hærledelse hører også med til forklaringen på
den tilsyneladende lette sejr. Men hæren og befolkningen er uddannet i guerillakrig,
og guerillakrigen var også forberedt før det amerikanske angreb.
Nogle iagttagere mener ligefrem, at uden Saddams svage militærledelse og
uden de forræderiske generaler bliver den irakiske militære indsats
mere effektiv.
Den amerikanske militæroffensiv kom efter selvmordsangrebet
i den sydirakiske by Nassiriya, der kostede 18 italienske soldater og politimænd
livet. Den understregede at tropperne fra 'De villiges koalition' også er
mål for den irakiske modstandskamp.
USA har lagt stort pres på
allierede og klientstater for at de skal sende soldater til at deltage i besættelsen.
Indtil nu har 30 lande adlydt Washingtons ordrer. Listen over dem viser, at overalt
hvor USA har spillet en aktiv kontrarevolutionær rolle må befolkningen
betale med deltagelse i de amerikanske angrebskrige. Mange tidligere østbloklande
samt Albanien fører nu krig i Irak. Det samme gør El Salvador og
en række mellem- og latinamerikanske klientstater.
Men hvad laver
italienere, polakker, danskere og de øvrige koalitionsstyrker egentlig
i Irak? Med hvilken ret er de der?
De italienske soldater er ligesom de danske
og mange andre med beskedne troppekontingenter i færd med netop at "irakisere"
- dvs. uddanne irakiske væbnede styrker (politifolk, soldater) under amerikansk
kommando til gennemførelse af amerikansk politik uden amerikanske tab.
Det er Washingtons hovedopskrift på den ny fase i krigen: borgerkrig.
Og det er også forklaringen på, hvorfor irakiske politistationer er
angrebsmål, ligesom besættelsesmagternes soldater er det - uanset
deres påskud for deltagelse.
Næste gang kan det være danskere.
For
nylig fortrød Tyrkiet en beslutning om at sende soldater, og Japan ser
ud til at bakke væk fra sit løfte om tropper. I Italien vokser kravene
om at trække soldaterne hjem.
Det gør det også i Danmark
og de andre besætterlande.
Netavisen 19. november 2003