Til klasseanalysen: Omkring arbejderaristokratiet, Tyskland '33 og Chile '73
Af Ole S.Larsen
Partiet
KPiD har lanceret en 'klasseanalyse', som ikke opererer med begrebet 'arbejderaristokrati'
og som gør intellektuelle som universitetslærere eller præster
til en del af arbejderklassen. KPiD forsøger i denne sammmenhæng
at referere til Komintern og Georgi Dimitrov. Intet kunne være mere forkert.
Dette indlæg er i forkortet form blevet bragt i Dagbladet Arbejderen den
9. oktober. (Netavisen)
”Dimitrov
påpegede det farlige i denne taktik”, skrev Martin Jensen fra KPID
i et indlæg i Dagbladet Arbejderen (16/8). Her kritiserer han Raymond Swing
for at bidrage til ”forvirringen” ved at omtale det særlige lag
i arbejderklassen, som Lenin kaldte arbejderaristokratiet.
Nedgørende
kalder Martin Jensen arbejderaristokratiet for ”den gamle tese”.
- Man forstår...: ligesom ”den gamle tese om klassekampen og revolutionen”?
Georgi Dimitrov
I dag er det jo en yndet borgerlig og socialdemokratisk myte at både klassekamp og arbejdeklasse forsvundet pga kapitalismens "reformer og demokratiske udvikling"
I virkeligheden er hverken klassekampen, arbejderklassen, arbejderaristokratiet eller revolutionen forsvundet. Det er ikke ”gamle teser”, men er virkelige, materielle og menneskeligt objektive realiteter, ikke mindst i dag.
Lenin havde ret og arbejderaristokratiet er ikke blevet mindre siden, tværtimod. Aristokratiet har været og er stadig et vigtigt materielt grundlag for de borgerlige arbejderpartier.
Arbejderaristokratiet er en både menneskelig og objektiv virkelighed. Der udgør et lille mindretal i arbejderklassen i Danmark. Og årsagen til deres priviligerede stilling i de imperialistiske lande, på arbejdspladserne og lønmæssigt er kapitalisternes ønske om at sikre roen og den fortsatte kapitalistiske udbytning ved at splitte arbejderklassen.
Den II Internationales førende og største parti, det tyske SPD forrådte i 1914 den internationale arbejderbevægelse, da de vedtog at hjælpe deres eget bourgeoisi med at mobilisere og bevilje penge til det som vi idag kalder den Første Verdenskrig, et imperialistiske blodbad der tog livet af ti millioner.
De var blevet social-imperialister som Lenin udtrykte det, socialister i ord, men imperialister i handling.
I tyverne og trediverne gjorde de reformistiske SPD-ledere alt for at optræde "ansvarligt', ikke overfor arbejderklassen, men overfor storkapitalens krav, særlig under den kapitalistiske krise. Gang på gang afviste SPD-lederne kravene fra arbejdspladserne og fra Kominternpartiet KPD om fælles modstand mod krisen, massearbejdsløsheden, sulten, krigsforberedelserne og den stigende fascistiske terror. SPD gik så langt i deres reformistiske "ansvarlighed", at deres rigsdagsgruppe stemte nej til at ophæve forbudet mod deres egen avis, med den begrundelse at det var et "kommunistisk forslag”. Senere mødte SPD op med en ”jødefri” hovedbestyrelse for at vise deres ”ansvarlighed”.
Når Martin Jensen skriver, at ”det var denne tankegang, der i mellemkrigårene, fik de kommunistiske partier til at proklamere kamp mod socialfascismen..”. og ”Dimitrov påpegede det farlige ved denne taktik, og udviklingen gav ham ret. Splittelsen i arbejderbevægelsen banede vej for de fascistiske diktaturer”, får man indtrykket, at du vil gøre kommunisterne medansvarlige for splittelsen af arbejderklassen, og at du er kommet frem til den opfattelse, at Komintern og Dimitrov kritiserede kommunisterne for at splitte arbejderklassens kamp mod fascismen.
Hvad var det egentlig Kominterns generelsekretær Georgi Dimitrov sagde i hans beretning om udviklingen i Tyskland, Frankrig , Spanien og andre lande på Kominterns verdenskongres i august 1935? (1)
I det indledende afsnit om Fascismen og arbejderklassen siger Dimitrov at:
”Betegnende
for fascismens sejr er dog netop den omstændighed, at denne sejr på
den ene side tyder på proletariatets svaghed, idet dette er desorganiseret
og lammet gennem den socialdemokratiske spaltningspolitik og arbejdsfællesskabet
med bourgeoisiet, men på den anden side bringer bourgeoisiets egen svaghed
til udtryk, idet dette frygter for tilvejebringelsen af arbejderklassens kampenhed
og for revolutionen og ikke mere er i stand til at opretholde sit diktatur over
masserne med det borgerlige demokratis og parlamentarismens gamle metoder.”
Og Dimitrov fortsætter:
”Socialdemokratiets ledere forvrængede og tilslørede for masserne fascismens virkelige klassekarakter og kaldte ikke til kamp mod bourgeoisiets stadig skarpere reaktionære forholdsregler. De bærer det historiske ansvar for at i den fascistiske offensivs afgørende øjeblik en betydelig del af de arbejdende masser i Tyskland og i en række andre fascistiske lande, ikke i fascismen så finanskapitalens blodtørstige rovdyr og deres værste fjende, og at disse masser ikke var beredt til forsvar.” (Dimitrovs udhævning)
Igen og igen slår Dimitrov fast at de tyske socialdemokratiske førere var hovedårsagen til at fascismen så ”enkelt” kunne sejre i Tyskland.
Dimitrov vier i beretningen meget tid på at besvare spørgsmålet om fascismens sejr var uundgåelig:
"Fascismen
er fjende af 9/10 af det tyske folk, 9/10 af det østrigske folk... Hvorledes,
på hvilken måde kunne denne værste fjende sejre?
Fascismen
kunne navnlig komme til magten, fordi arbejderklassen takket være politikken
med arbejdsfællesskabet med bourgeoisiet, som de socialdemokratiske ledere
fulgte, var spaltet, var afvæbnet politisk og organisatorisk overfor det
angribende bourgeoisie. De kommunistiske partier var ikke stærke nok til
uden og imod socialdemokratiet at bringe masserne på benene og føre
til den afgørende kamp fascismen.
Lad millioner af socialdemokratiske arbejdere, der nu sammen med deres kommunistiske brødre prøver det fascistiske barbaris rædsler, alvorligt overtænke følgende: Hvis det østrigske og tyske proletariat i året 1918 , da revolutionen brød ud i Tyskland og Østrig, ikke havde fulgt den socialdemokratiske ledelse gennem Otto Bauer, Friedrich Adler og Renner i Østrig og Ebert og Scheidemann i Tyskland, men var gået de russiske bolsjevikkers vej, Lenins og Stalins vej, så ville der idag ikke eksistere nogen fascisme, hverken i Østrig eller Tyskland, hverken i Italien eller Ungarn, hverken i Polen eller på Balkan. Ikke bourgeoisiet, men arbejderklassen ville for længst være situationens herrer i Europa.”
Og Dimitrov spørger:
"Var fascismens sejr i Tyskland uundgåelig? Nej, den tyske arbejderklasse kunne have forhindret den... Men for at kunne det skulle den have oprettet den antifascistiske proletariske enhedsfront og tvunget de socialdemokratiske ledere til at indstille felttoget mod kommunisterne og tage imod det kommunistiske parti´s gentagne tilbud om aktionsenhed imod fascismen.
Den skulle under fascismens angreb og under bourgeoisiets gradvise ophævelse af de borgerlige demokratiske friheder ikke have nøjedes med socialdemokratiske resolutioner, men have svaret med en virkelig massekamp , der vanskeliggjorde det tyske bourgeoisis fascistiske planer.
Den skulle ikke have tilladt Braun-Severing-regeringens (socialdemokratisk, min anm.) forbud mod Roter Frontkämpfer-Bund (2) ,men skulle have oprettet en kampforbindelse mellem det røde frontkæmperforbund og det næsten millionstærke Reichbanner (3) og tvunget Braun og Severin til at bevæbne begge disse organisationer til forsvar mod og til sønderknusning af de fascistiske bander.
Den skulle have tvunget socialdemokratiets førere, der stod i spidsen for regeringen i Preussen, til at gribe til forsvarsforholdsregler mod fascismen, arrestere de fascistiske førere, forbyde deres presse, konfiskere deres økonomiske midler såvel som de kapitalisters pengemidler, der understøttede den fascistiske bevægelse, opløse de fascistiske organisationer, tage våbnene fra dem osv.
Desuden skulle den have gennemtvunget, at alle slags sociale ydelser blev gennemført og udvidet, at der blev gennemført et moratorium og en krisehjælp til de under krisen ruinerede bønder gennem en beskatning af bankerne og trusterne for på denne måde at sikre de arbejdende landbrugeres understøttelse. Det blev ikke gjort, og Tysklands socialdemokrati var skyld deri. Defor kunne fascismen sejre,” fastslog Dimitrov.
Efter at omtalt
den fascistiske udvikling frem til 1935 konkluderer Dimitrov:
"Således
beredte socialdemokratiet vejen for fascismens magtovertagelse, både i Tyskland,
Østrig og Spanien og desorganiserede og splittede arbejderklassens rækker”.
Så tydeligt udtrykker Dimitrov sig.
Det betyder ikke, at kommunisterne ikke begik fejl, hvilket Dimitrov også tager op i Komintern-beretningen, men det havde intet med ”socialfascismen” at gøre.
Derimod var der i Tyskland en udbredt opfattelse af at ”Tyskland er ikke Italien”: I den tyske arbejderbevægelse var det en udbredt opfattelse, at fascisternes magtovertagelse i Italien ikke kunne overføres til Tyskland, for her havde man et klasssisk borgerligt demokrati. Denne vidt udbredte opfattelse, som jo også var vidt udbredt i Chile inden det fascistiske statskup den 11. september 1973, havde også påvirket kommunisterne. Og KPDs formand Ernst Thälmann skriver allerede i 1931 i tidsskriftet ”Internationale” en artikel, hvor han advarer mod en undervurdering af fascisterne og illusionen om at fascisterne vil ”gå nedenom og hjem” som regeringsparti.
Dimitrov
i 1935:
”I vore rækker
var der en utilladelig undervurdering af den fascistiske fare, der selv idag ikke
er overvundet overalt. En sådan indstilling som tidligere kunne forfindes
i vore partier, at ”Tyskland ikke er Italien”, i den betydning, at fascismen
kunne sejre i Italien, men at dens sejr i Tyskland er udelukket, fordi vi her
har et industrielt højt udviklet land, et kulturelt højt udviklet
land, hvor arbejderbevægelsen har fyrre års tradition, et land, hvor
fascismen skulle være umulig. Eller den indstilling, der i dag forefindes,
at der i landene med det ”klassiske” borgerlige demokrati ikke er nogen
grobund for fascismen.”
Desuden påpeger Dimitrov at de
tyske kammerater
”har
længe undervurderet massernes krænkede nationalfølelse og oprør
mod Versailles-traktaten”...
N O T E R
1) Alle citater
stamnmer fra beretningen til Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres ,
afholdt i Moskva fra den 25.juli til den 20 .august 1935. Komintern omfattede
da 76 partier mod 57 i 1928. Af disse måtte 50 partier arbejde illegalt,
tvunget under jorden af fascistiske regimer.
Kommunisterne samlede antal var
da oppe på 3 millioner og 140 tusinde, en øgning med en million og
341 tusind mennesker (+75%) siden 1928. Heraf udgjorde kommunisterne i de kapitalistiske
lande 785 tusind, mod 445 300 i 1928, en stigning med 76%.
2)
det røde frontkæmperforbund RFB var en antifascistisk forsvarsorganisation,
som KPD ledte
3) socialdemokratisk
forsvarsorganisation
Se også:
KPiD:
Otte kommunistiske principper
Kommenteret af Klaus Riis
KPiD:
Universitetslærere er arbejdere
Netavisen 05.03.2002
Netavisen 11. oktober 2003