Kommenteret af Klaus Riis
På KPiDs 6. kongres 16.-18. maj 2003 vedtog man følgende om samarbejdet med de øvrige revisionistiske organisationer:
"I fortsættelse af det samarbejde, der i perioden
siden 5. kongres har været mellem KPiD, DKP-ml og DKP, iværksættes
et fælles arbejde imellem de tre nævnte partier for at afklare ideologiske
og organisatoriske forskelligheder af principiel karakter, og mulighederne for
et fælles ideologisk, strategisk og organisatorisk grundlag for stiftelse
af et fælles kommunistisk parti. Dette arbejde skal færdiggøres
indenfor den kommende kongresperiode.
Til dette formål arrangeres
lokale, regionale og landsdækkende møder og seminarer.
Det pålægges
den kommende landsledelse at udarbejde en plan for disse møder.
Der
fortsættes med at udvikle fælles udadvendte initiativer, og samarbejdet
i de øvrige bevægelser styrkes."
Den såkaldte
'kommunistiske samlingsproces' fortsætter altså med henblik på
sammenslutning af partierne - ikke mindst KPiD og DKP/ML.
Klaus
Riis, formand for DKP/ML 1978-97, nu redaktør af Kommunistisk Politik,
Arbejderpartiet Kommunisternes blad
På samme kongres fremlagde
KPiDs skolingsudvalg med henblik på sammenslutningen "en række
principper, som er ufravigelige for det kommunistiske parti", som det
hedder.
Dette papir - "8 kommunistiske principper" - gengives i
det følgende i sin helhed - med kommentarer af Klaus Riis i særlig
udhævet skrift.
Otte kommunistiske principper
KPiD's
skolingsudvalg har været samlet på baggrund af partiets landsledelses
forslag omkring udviklingen af samarbejdet med DKP/ML og DKP. Forslaget, som vi
vil støtte helhjertet, har fået os til at erkende, at vi som parti
må være klar til at tage de diskussioner, der lægges op til
i forslaget med såvel lokale som landsdækkende møder og seminarer.
Disse møder og seminarer skal afklare ideologiske forskelligheder af principiel
karakter.
Efter vores mening er det derfor nødvendigt, at vi som parti
skaber en indre klarhed om, hvad der principielt karakteriserer det kommunistiske
parti. En eventuel partisammenlægning kan ikke udelukkende bygge på
en fælles praksis med udadvendt aktivitet og andre medlemsaktiviteter. Der
må også grundige teoretiske overvejelser til.
Vi mener, at der
er otte punkter, der må anses for at være ufravigelige for det kommunistiske
parti. Det er dem der her vil blive redegjort for (alle sidetal henviser til partiets
program):
Partiets karakter
I partiets
program "Folkemagt mod pengemagt", som vi vedtog på sidste kongres
hedder det:
"Kommunistisk Parti i Danmark er ikke blot et parti på
venstrefløjen, men vil være arbejderklassens revolutionære
parti, som varetager arbejderklassens samlede interesser og konsekvent bygger
på den videnskabelige socialismes ideologi. Kommunistisk Parti i Danmark
er et marxistisk-leninistisk parti." (side 92) og
"Kommunistisk
Parti i Danmark er et selvstændigt og suverænt parti, som betragter
samarbejdet og enheden med andre progressive partier og bevægelser som væsentligt
for på ny at ændre styrkeforholdet mellem reaktion og fremskridt.
Partiet samarbejder internationalt med andre kommunistiske partier og arbejderpartier
som led i den globale klassekamp." (side 93)
Dette er en karakteristik
af det kommunistiske parti. Er det kun os, der kan sige ja til dette, vil en sammenlægning
med andre partier ikke være på tale, kan andre sige ja til det, har
vi absolut noget at snakke med dem om. Det er det landsledelsens forslag handler
om.
Kommentar
Dette
er ikke en karakteristisk af det kommunistiske parti, som KPiDs skolingsudvalg
påstår. Selve essensen i den leninistiske partiopfattelse er, at det
kommunistiske parti er revolutionens parti, et parti med mod, vilje og erfaring
til at føre arbejderklassen (i spidsen for alle andre arbejdende) ud i
kampen om magten i den revolutionære situation, for at knuse borgerskabets
diktatur, oprette arbejdernes klasseherredømme og opbygge socialismen frem
mod det klasseløse kommunistiske samfund. Netop derved - som et parti af
en ny type - adskiller det leninistiske parti sig i selve sit væsen fra
samtlige andre partier.
Det kommunistiske parti er arbejderklassens fortrop,
må rumme klassens bedste, mest revolutionære, energiske og opofrende
elementer; partiets opgave er at lede klassen som helhed i revolutionen og den
socialistiske opbygning. Under kapitalismen må det ved at vise vejen og
gå i spidsen for arbejderklassens og det store flertals daglige modstandskamp
mod kapitalens offensiv. Dette betyder også, at det kommunistiske parti
befinder sig i en konstant og uforsonlig kamp mod alle de opportunistiske, reformistiske
og revisionistiske partier, som søger at føre arbejderklassen på
vildspor, en kamp for at vinde støtten fra arbejderklassens flertal og
isolere de opportunistiske partier - for at arbejderklassen kan blive en selvstændig
politisk kraft. Og det betyder, at det kommunistiske parti må lære
sig at beherske den revolutionære teori, revolutionens love, og at beherske
alle den daglige kamps og revolutionens kampformer og metoder.
Det er ikke
noget tilfælde, at KPiDs skolingsudvalg 'glemmer' disse grundlæggende
træk ved det kommunistiske parti og nøjes med en patenthenvisning
til 'den videnskabelige socialisme' og 'marxismen-leninismen'. Den socialistiske
revolution står ikke på KPiDs program og er ikke eksisterende i programskiftet
'Folkemagt mod pengemagt'. På denne basis er det udelukket at KPiD eller
et samlingsparti med en sådan partiopfattelse kan blive 'arbejderklassens
revolutionære parti'. arbejderklassens politiske leder.
Arbejderklassens rolle
I programmet står, at:
"Den afgørende
samfundsforandrende kraft er nu som før arbejderklassen. Uden dens aktive
handling må enhver ide om at overvinde kapitalismen eller at gennemføre
grundlæggende anti-monopolistiske alternativer forblive ønsketænkning.
Den herskende klasse opgiver aldrig af sig selv sine privilegier og sin magt over
samfundet. Den må tvinges dertil af den folkelige magt, som arbejderklassen
sammen med sine forbundsfæller kan rejse gennem sin aktivitet og sin organiserede
optræden." (side 13)
Senere står der, at:
"Arbejderklassen
er hovedkraften i en ny, demokratisk politik, rettet mod storkapitalen. Den er
hovedkraften i et antimonopolistisk demokrati og i kampen for og fastholdelsen
af socialismen." (side 15)
Dette betyder, at vi sætter arbejderklassen,
og vel at mærke ikke kun udvalgte dele af den, helt centralt i al folkelig
aktivitet.
Kommentar
Ifølge
marxismen-leninismen er arbejderklassen det kapitalistiske samfunds eneste konsekvent
revolutionære klasse, kapitalismens banemand, socialismens opbygger. Den
eneste, der kun har sine lænker at miste - og en verden at vinde. I et udviklet
kapitalistisk samfund som det danske, er det også den absolut største
klasse.
Det var det centrale indhold af den klassiske socialistiske revolution:
Oktoberrevolutionen. Det var arbejderklassens revolution - med arbejderklassen
som lederen af alle undertrykte og udbyttede (i Rusland var arbejderklassen et
mindretal).
Uden arbejderklassens massive støtte til det kommunistiske
parti og uden dens aktive revolutionære handling som selvstændig politisk
kraft under det kommunistiske partis ledelse, kan der selvfølgelig ikke
være tale om at 'overvinde kapitalismen'.
Lenin har talrige gange
understreget dette. Til gengæld sagde han aldrig et ord om 'antimonopolistisk
demokrati', eller om en 'ny, demokratisk politik, rettet mod storkapitalen'. Lenin
demonstrerede revolutionens nødvendighed, i teori og praksis.
Klasseanalysen
Megen god debattid om analysen af arbejderklassen har været
mere eller mindre spildt, fordi man ikke klart har skelnet mellem objektive klassetilhørsforhold,
som følger hele klassen og subjektiv klassebevidsthed, der følger
det enkelte menneske. Vores klasseanalyse går i al korthed ud på:
"Klassemodsætningerne i det danske samfund kommer af, at
et ganske lille mindretal i den danske befolkning ejer produktionsmidlerne og
kapitalen, mens det store flertal er tvunget til at sælge sin arbejdskraft
til disse ejere for at kunne skaffe de nødvendige livsfornødenheder.
Arbejderklassen er det store flertal i den danske befolkning. Arbejderklassen
er nødt til at sælge sin arbejdskraft for at opretholde tilværelsen."
(side 15)
Her bruger vi et materialistisk analysegrundlag, hvad vi som marxister
skal gøre. Forskelligheder og modsætninger i arbejderklassen er ikke
uovervindelige. Det er kun modsætningen mellem arbejderklassen og kapitalistklassen,
der er uovervindelig, den er antagonistisk.
De offentligt ansatte udgør
en særlig gruppe i arbejderklassen. Deres kampe kræver alliancepartnere
blandt brugerne, der jo næsten alle også tilhører arbejderklassen,
for at kunne bringe sejre.
"Men de er en del af arbejderklassen for
de ejer ingen produktionsmidler og lever af at sælge deres arbejdskraft.
Alle dele af arbejderklassen har samme objektive interesser." (side 16)
Kommentar:
KPiD opfatter præster og adjunkter som en del af arbejderklassen
KPiDs program 'Folkemagt mod pengemagt' fra 2003 er en forbløffende utilsløret og forbavsende lidt opdateret nyudgave af DKPs berygtede program fra 1976 - programmet for 'det antimonopolistiske demokrati'. En af nyudviklingerne er at universitetslærere og præster er en del af arbejderklassen:
"I
dag er den kapitalistiske produktion karakteriseret ved en arbejdsdeling af et
sådant omfang, at f.eks. både faglærte, tillærte, teknikere,
ingeniører, videnskabsmænd, lagerarbejdere, chauffører tilsammen
skaber produktet, - ingen af dem kan undværes i produktionen. Derfor har
de objektivt den mest centrale rolle i klassekampen. Sammen med de store grupper
af mennesker, der arbejder i afsætningsleddene og i finanssektoren
"
Osv.
"Andre dele af arbejderklassen arbejder indenfor de offentlige
sektorer, der sikrer den samfundsmæssige genskabelse af arbejdskraften.
Det drejer sig om de store grupper af offentligt ansatte som f.eks. skolelærere,
universitetslærere, sygeplejersker, læger, hjemmehjælpere, pædagoger,
gymnasielærere, socialrådgivere."
En meget stor del
af de intellektuelle, som i ethvert klassesamfund udgør et særligt
socialt lag, som tjener den herskende klasse, og af de såkaldte 'småborgerlige
mellemlag' bliver ved et magisk trick - nemlig forfalskning af Lenins klassedefinition
- af KPiD inkorporeret i arbejderklassen. Det er ikke underligt, at også
arbejderaristokratiet, som Lenin kaldte 'den af imperialistiske privilegier fordærvede
top i Amerikas og Europas arbejderklasse', glimrer ved sit fravær (i 'analysen'
- ikke i virkeligheden).
Selvfølgelig ændrer arbejderklassens
sammensætning sig med den teknologiske og samfundsmæssige udvikling,
den bliver mere differentieret, får flere lag. Men præster og adjunkter
bliver alligevel ikke til arbejdere.
Antimonopolitisk kamp og demokrati
Vi tager udgangspunkt i de objektive interesser
i samfundet, hvor vi ser andre partier og bevægelser på idealistisk
vis tager udgangspunkt i folks bevidsthed.
Da vi lever i monopolkapitalens
tidsalder, må vi sige, at
"Kampen for socialismen er først
og fremmest en kamp mod monopolerne, en anti-monopolistisk kamp. Monopolerne spiller
en så afgørende rolle, at man ikke uden at bryde deres magt vil kunne
skabe de demokratiske forudsætninger for en overgang til socialisme. Samtidig
har alle andre end monopolerne selv åbenlyse antimonopolistiske interesser."
"Derfor
er den anti-monopolistiske kamp og det anti-monopolistiske demokrati kommunisternes
strategi i kampen for socialismen." (side 11)
I denne strategi
ligger en opfattelse af, at "Antimonopolistisk demokrati er endnu ikke
socialisme." og at "Der findes ingen "facitliste" for,
hvornår det anti-monopolistiske demokrati er opnået." (side
12)
"Fastholdelsen af alliancen med landbrugere, småmestre, købmænd,
småkapitalister, ingeniørfirmaer med flere er derfor en ligeså
vigtig opgave for arbejderklassen og dens parti som selve opnåelsen af disse
alliancer." (side 12)
"Den antimonopolistiske kamp i det store
folkeflertals interesse kan bringe storkapitalen i politisk isolation og derigennem
også svække dens muligheder for at anvende voldsmagt mod samfundsændringerne."
(side 14)
Kommentar
Carl
Madsen 1975:
Carl
Madsen - Ekskluderet af DKP under programdiskussionen i 70erne pga. revolutionær
virksomhed
"Det
er sørgeligt at Danmarks kommunistiske parti skal synke endnu dybere ned
i de parlamentariske illusioners kviksand, men det kan vi ikke undgå, så
længe vi savner den væsentligste forudsætning for at handle
efter en langsigtet strategi: en grundig klasseanalyse.
For tiden fabler vores
ideologer om et 'antimonopolistisk demokrati', der kunne blive det danske
folks 'vej til socialismen'.
Man forestiller sig - ganske primitivt og uvirkeligt
- at der hos os findes et herskende, men talsvagt monopolbourgeoisi, mod hvilket
der skulle kunne sammensvejses en folkefront, som indlemmer den overvældende
del af det øvrige folk. Således er virkeligheden bare ikke."
Således
er virkeligheden heller ikke i 2003. Det var de sovjetiske revisionister, der
i 60erne og 70erne udklækkede teorien om 'det antimonopolitiske demokrati'
som en slags mellemstadie mellem kapitalisme og socialisme, som en strategi for
fredelig overgang til socialismen. Den har for længst lidt nederlag i praksis,
og burde være død med sovjetrevisionisternes fallit. Den overlever
imidlertid her (hvad der siger alt om KPiD) . . .
Aktionsenhedens metode
Med udgangspunkt i folkets objektive interesser og gennem
aktivitet ændres bevidstheden, ikke gennem for eksempel at overtage medierne.
Man skal i kamp for sine interesser. Det er en nødvendighed for at rejse
disse kampe, at arbejderklassen og dens forbundsfæller optræder organiseret.
"Af
fælles kamp vokser fælles erfaring. Enhed i kampen er en forudsætning
for resultater. Det vil sige, at man hverken kan eller skal forlange, at der er
enighed om alt. Derfor må man sætte det i forgrunden, der er enighed
om, og fastholde det i hele kampen. Det er aktionsenhedens metode." (side
17)
Kommentar:
Enhver
metode bæres af et formål og er ikke et formål i sig selv. Revolutionære
metoder anvendt i en opportunistisk ånd resulterer i nederlag. Aktionsenhedens
metode (forstået som et begrænset taktisk samarbejde mellem forskellige
politiske kræfter om et bestemt formål) er blot en metode i det revolutionære
arsenal. Klassens enhed er det afgørende - den skabes på grundlag
af klassens egne erfaringer - med det kommunistiske parti i spidsen for kampen.
Den parlamentariske strategi
Forandring og bevidsthed kommer ikke
ved at have fire til fem personer siddende i Folketinget eller nogle kommunalbestyrelser.
Det kommer gennem aktivitet.
"Gennem samfundsmæssig aktivitet
drager folket sine erfaringer om klassesamfundets virkelighed - om hvem, de har
med sig, og hvem, de har mod sig. Gennem samlet og aktiv optræden gør
det arbejdende folk sig til en magt i samfundet." (side 14)
Det betyder
ikke, at vi forkaster parlamentarisk arbejde. Men i det kommunistiske parti fungerer
den demokratiske centralisme også i forhold til en parlamentsgruppe eller
en byrådsgruppe: De skal ligesom alle andre medlemmer rette sig efter partiflertallet.
Kommentar:
Nej
- KPiD forkaster ikke parlamentarisk arbejde. Partiet drømmer søde
ønskedrømme
Det 'antimonopolistiske demokrati' er en i
bund og grund parlamentarisk 'strategi'.
Demokratisk centralisme
Det kommunistiske parti er et parti af en ny type.
Det betyder blandt andet, at partiet "er organisatorisk opbygget på
den demokratiske centralismes princip. Det indebærer, at partiets medlemmer
til stadighed, gennem diskussioner og efterfølgende beslutninger på
grundlag af egne og fælles erfaringer, skaber forudsætningerne for,
at partiet kan handle effektivt som en enhed. Med dette princip sikres, at når
beslutningerne er truffet, står hele partiet bag deres gennemførelse."
(side 92).
Dette organisatoriske princip, der skal forene partidemokrati med
effektiv handling, står centralt i lovene, hvor demokratiet ikke blot er
en rettighed (§5), men også en pligt (§6).
Kommentar:
Demokratisk
centralisme er det leninistiske partis uovertrufne organisationsprincip, der sikrer
den uhørte og nødvendige sammensvejsethed og disciplin, som et parti,
der kæmper for en revolution, der nedbryder den gamle stat og opbygger en
ny socialistisk statsmagt må besidde. For et parti, som har mistet sin revolutionære
ånd, bliver demokratisk centralisme et skalkeskjul for bureaukratisk legalitet
over den permanente fraktions- og magtkamp.
Socialisme-opfattelse
Vi anerkender ingen "model" for socialisme.
"Men
der findes almengyldige lovmæssigheder for opbygningen af et socialistisk
samfund, som er klarlagt og sammenfattet i den marxistisk-leninistiske teori.
Det betyder især:
* at de vigtigste produktionsmidler, banker og alle
andre finansieringsvirksomheder, samt alle samfundsvigtige virksomheder overgår
til samfundseje.
* at folket under en bevidst arbejderklasses ledelse erobrer
og fastholder den politiske magt.
* at statsapparatet forandres fra at være
et redskab for monopolkapitalens herredømme til at være det arbejdende
folks magtapparat.
* at denne magt bruges til en planmæssig udvikling
af samfundsøkonomien som grundlag for en fornyende demokratisk udfoldelse."
(side 9)
Kommentar
KPiD
tror fortsat at man kan forvandle det borgerlige statsapparat til 'det arbejdende
folks magtapparat'. Marx, Engels og Lenin mente at det var nødvendigt at
knuse det borgerlige statsapparat og opbygge et nyt - det var kernen i den socialistiske
revolution: proletariatets diktatur.
Det antimonopolistiske demokrati
er simpelthen en variant af alle refomistiske partiers strategi for 'udvidelse
af demokratiet', 'strukturreformer' o.s.v. på den fredelige vej - til forevigelse
af kapitalismen.
Afslutning fra KPiDs skolingsudvalg
Måske
vil nogle nu føle, at de er blevet slået i hovedet med citater. Det
har ikke været meningen, men det er sådan, at det er i programmet,
vores ideologi er formuleret på den korteste, mest præcise og ind
imellem smukkeste måde.
Det er skolingsudvalgets opfattelse, at disse
otte punkter er af så principiel ideologisk betydning for et kommunistisk
parti, at de er ufravigelige. Derfor er det nødvendigt, at alle i partiet
får dem diskuteret, givet eksempler og bredere forklaringer. Vi vil også
opfordre DKP/ML og DKP til på lignende vis at finde deres ideologiske principper.
Så er vi overbeviste om, at vi sammen vil få gode diskussioner
og finde ud af, hvor der er enighed, og hvor der eventuelt er uenighed. Dette
forenet med en fælles praksis i dagligdagens talrige kampe, vil kunne skabe
grobund for en fælles fremtid.
* * *
Dette
får stå for sig selv.
Klaus Riis
Arbejderpartiet Kommunisternes principprogram 'MANIFESTET FOR ET SOCIALISTISK DANMARK' (vedtaget på den stiftende kongres i april 2000) kan læses her i pdf-format.
Kommunistisk Politik 14, 2003
Netavisen
4. juli 2003