Officielt hedder det sig, at USA bevæger sig på randen af en recession. Det er en skønmaling af tingenes tilstand: USA befinder sig allerede i den kapitalistiske økonomis krisefase. Siden årsskiftet er en million arbejdere blevet fyret.
I de første seks måneder af 2001 – sammenfaldende
med George W. Bush første halvår som præsident – er
der blevet nedlagt næsten en million arbejdspladser i USA. Det på
trods af at man med gentagne rentenedsættelser har forsøgt at holde
efterspørgsel og forbrug oppe.
I juni lukkedes det største antal arbejdspladser, der nogensinde er registreret
på en enkelt måned – nemlig 205.975. Det var 65 pct. flere
end måneden før. Og der er ingen udsigt til at fyringstempoet sættes
ned. Det strømmer fortsat med meldinger om indskrænkninger og fyringer
i de store selskaber, hvor stadig nye brancher bliver berørt.
Man har svært ved officielt at indrømme, at den amerikanske økonomi
er i krise – og tilmed i dyb krise. I stedet hedder det sig, at USA balancerer
på randen af en recession – forstået som tilbagegang i væksten
to kvartaler i træk. Og at økonomien er ved at være igennem
det værste, og vil løfte sig i andet halvår af 2001.
Men hvis man ikke kalder en mio. tabte arbejdspladser på et halvår
– og mere end 200.000 på en enkelt måned – for krise –
hvad skal der så til? Det er indlysende at USA nu befinder sig i krisefasen
i den kapitalistiske økonomiske cyklus – og at spørgsmålet
blot er, hvor længe den vil vare, hvor dyb den bliver, og hvor store konsekvenser,
det får for den globaliseringsramte verdensøkonomi.
Hovedøkonomierne ramt
Den amerikanske økonomi i krise siden årsskiftet, den japanske
økonomi i endnu dybere vanskeligheder igennem tre år, og med en
akut skærpelse af krisen: Dermed er de to største økonomier
i verden begge kriseramte. I første halvår af 2001 faldt fremstillingsindustrien
i USA med 8 pct. (regnet på årsbasis). I Japan er det værre
endnu: Bruttonationalproduktet er på det første halvår faldet
med 8,5 pct. i absolutte tal. Det er den fjerde akutte krise i Japan på
ti år. ’Den japanske økonomi falder ud over en klippe’,
siger en økonom.
Og de følges nu officielt af Tyskland, EU’s største økonomi,
og af England. Det britiske blad The Economist klager: ’Verdensøkonomien
er begyndt at se bemærkelsesværdig, og tilmed truende, skrøbelig
ud.’
Når Japan og USA får følgeskab af Tyskland og det øvrige
EU er stort set alle såkaldte ’lokomotiver’ i verdensøkonomien
gået i stå. Eller er begyndt at køre baglæns. De officielle
tal pynter på de faktiske forhold. Der findes økonomiske overslag,
som siger, at den samlede industriproduktion i USA, Japan og EU faktisk faldt
med 0,5 pct. på de tre måneder februar til maj.
De asiatiske økonomiers største samhandelspartnere er Japan og
USA. Mere end 25 pct. af deres eksport går til USA. Vækstraterne
i regionen forventes at blive mere end halveret i år. Den indonesiske
økonomi er ved at falde tilbage i krisen, den indiske er på vej
ind i den. Og i Kina, som endnu ikke er fuldt integreret i det kapitalistiske
verdensmarked, og som har kunnet holde meget høje kapitalistiske vækstrater,
har man netop set det første børskrak.
En tilsvarende situation gør sig gældende for Latinamerika, hvor
væksten for f.eks. Mexico, Argentina og Brasilien har hængt sammen
med det langvarige boom i USA. Disse betydelige økonomier er igen i krise.
Sociale konsekvenser
Nyliberale økonomer og politikere har stort set afskrevet sig andre instrumenter
til krisebekæmpelse end markedets egne brutale mekanismer. De tøver
f.eks. med at sætte offentlige arbejder i gang. Til gengæld har
USA øget krigsbudgetterne.
Et middel bruges dog: rentenedsættelser for at stimulere investeringer
og forbrug. Det er imidlertid vanskeligt at holde købekraften oppe, fordi
lønningerne på trods af højkonjunktur ikke har kunnet følge
med i den gigantisk øgede konsumproduktion. Samtidig har boom’et
gjort en ende på den private opsparing, som er lavere end nogensinde i
USA. Der er ingen reserver at tære på. Med en million flere arbejdsløse
på et halvt år, og flere endnu i den kommende tid, bevæger
købekraften sig tværtimod støt nedad i en negativ spiral,
som kun vil uddybe krisen med flere fyringer og lukninger og større social
elendighed.
Den sociale situation for en stor del af den amerikanske befolkning er i forvejen
vanskelig. En ny rapport fra Economic Policy Institute viser, at selv i højkonjunkturperioder
som i 90erne én ud af tre (29 pct.) af arbejderfamilierne i USA med børn
i alderen 3-12 ikke råd til at dække alle de grundlæggende
livsfornødenheder som mad, bolig og medicin. Der er vel at mærke
tale om en betydelig andel af familier, der har arbejde, hvor der er to forældre,
og som ligger over den officielle fattigdomsgrænse.
- Arbejde alene sikrer ikke en anstændig levestandard, siger hovedforfatteren
til undersøgelsen ’Hardships in America’ (’Trængsler
i USA’) Heather Boushey fra EPI: - Denne rapport viser, at de officielle
fattigdomsmål ikke fortæller sandheden om arbejderfamiljerne i dag,
og den afgiver rigt materiale til at dokumentere behovet for en politik, som
styrker vores sociale sikkerhedsnet og øger lønningerne.
Netop det modsatte sker i virkelighedens verden. Massearbejdsløshedens
hurtige vækst vil føre til en hurtig forøgelse af den sociale
elendighed, og lønningerne vil ikke gå op, men blive presset hårdt
nedad under krisen. Og efter sin skattereform med milliardgaver til de rigeste
2 pct. er George Bush-regeringen nu i færd med at angribe netop det stadig
eksisterende, men hårdt beskårne sociale sikkerhedsnet yderligere
– bl.a. på pensionsområdet.
Imperialismens kerneland er uhjælpeligt indfanget af kapitalismens egne
love og leverer selv beviset på, at dette system er udueligt, menneskefjendsk
og udlevet.
Se også:
Verdenskrise - globaliseringskrise
En uge med mere end 100.000 fyringer
KP17, 2001