Verdens topledere kan ikke få øje på den. Den danske regering kan slet ikke. Og medierne henviser den stort set til brødteksten på finanssiderne. Alligevel er den økonomiske verdenskrise en realitet – og den har – i modsætning til 1997/98, hvor den startede – nu ramt kapitalismens kernelande. USA er i dyb krise, Japan i endnu dybere – og EU-landene er hurtigt på vej. Det er nu officielt at den største økonomi i EU, den tyske, er i recession. Det samme gælder den engelske. Ved en recession forstår den borgerlige økonomi faldende vækst i to kvartaler i træk. Overproduktionskrisen har grebet den svenske økonomi, hvor massefyringer fra de store virksomheder har slagtet titusinder af jobs – og også den italienske. Der er stærke krisetegn i den hidtil flyvende franske økonomi.
Hvordan kan så den danske så holde sig udenfor? Det kan den heller
ikke. Selvom Nyrup og Co, stadig forsøger at snakke den væk. Når
nogle af de tydeligste krisetegn – firmaindskrænkninger, lukninger
og massefyringer – ikke har været så klare i Danmark, skyldes
det bl.a., at Danmark ikke har så mange helt store virksomheder med tusinder
eller titusinder af ansatte. Men fyringerne i mindre målestok og mange
steder fra har allerede været der, og vil blive forstærkede. En
hel stribe firmalukninger venter om hjørnet.
Den danske eksportindustri omfatter ’nicher’, der endnu ikke er så
hårdt ramt som f.eks. IT-branchen – herunder landbrugseksport og
medicinalvarer. Alligevel vil krisen i de vigtigste samhandelslande som Tyskland,
Sverige og England hurtigt blive mærkbar.
Og for Danmark som for de øvrige lande gælder det, at forbruget
delvist kan holdes oppe med kreditter, rentenedsættelser o.lign. –
men det udskyder blot dens gennemslag.
Den kapitalistiske verdenskrise har bidt sig fast i hjerteregionen: i produktionen af produktionsmidler. Det er virksomhedernes salg heraf til hinanden – indbefattet f.eks. IT-udstyr – der i første omgang er hårdt ramt. Massefyringerne afspejler dels, at salget er faldet, dels at forventningerne til masseforbruget er gået ned. Men også hele sektorer indenfor masseforbrugsvarerne – biler, mobiltelefoner, IT-udstyr – er føleligt ramt. Med millioner af arbejdsløse reduceres forbrugsevnen yderligere – og krisen uddybes. Den vil uundgåeligt også ramme den arbejdstunge servicesektor.
For der er ikke tale om en ’finanskrise’, en ’valutakrise’ eller en ’børskrise’. Det er en traditionel kapitalistisk overproduktionskrise – kendetegnet ved, at der produceres flere varer end der er købekraft til – som nu begynder at blive mærkbar også i de kapitalistiske og imperialistiske kernelande. Og som med USA’s inddragelse åbenlyst bliver af virkelig verdensomspændende karakter, og kommer til at berøre alle lande, alle mennesker.
Krisen forstærker forskellen mellem rig og fattig, gør kløfterne
endnu dybere. Milliarder forarmes yderligere. Det er de kapitalistiske staters
og de multinationale selskabers politik at vælte krisens byrder over på
arbejderklassen og den brede befolkning for at redde profitterne. I denne situation
står de socialdemokratiske, reformistiske og revisionistiske partier parat
til at yde den kriseramte kapitalisme førstehjælp.
Men folkene rundt om i verden – ikke mindst i de lande, der er hårdt
og akut ramt af krise, som Tyrkiet, Argentina o.s.v – er begyndt at tage
sagen i egne hænder, at rejse sig i store protestbevægelser, der
også retter sig mod imperialismen, mod IMF og verdensbanken. Kapitalismens
krise er også globaliseringens krise. Og den vil blive mangefold forstærket
i de kommende måneder.
Se også:
Amerikanske trængsler
England og Tyskland officielt
i recession
KP17, 2001