Tunesiens Arbejderparti POT fordømmer kraftigt terrormassakren på Bardo-museet nær parlamentet, som kostede mindst 21 mennesker livet, de fleste turister. Partiet opfordrer til bred folkelig modstand mod terror og til at forpurre alle planer om at kaste Tunesien ud i en tilsvarende sump af kaos, som nabolandet Libyen eller Syrien befinder sig i.
Af Kommunistisk Politik
Hamma Hammami med medlemmer af Tunesiens Arbejderpartis ungdomsforbund
Udviklingen i Tunesien følges med stor opmærksomhed overalt. Det var en tunesiske folkeopstand, der i 2011 væltede det autokratiske og neokoloniale Ben Ali-regime , drev diktatoren på flugt og udløste ’det arabiske forår’ – de arabiske folks vej mod demokrati og social fremgang.
Det har siden bevæget sig fremad, i en progressiv retning, selvom der også har været tilbageslag.
Den islamistiske Ennadha-regering, som kom til magten ved et hurtigt valg efter Ben Alis fald, forsøgte at bremse de demokratiske processer og indføre stadig kraftigere religionsbaserede elementer i samfundslivet. Blandt andet i uddannelserne og i forhold til kvindernes relative juridiske ligestilling.
Præsidentvalget i december bremsede den islamistiske plan og bragte et sekulært, pro-vestligt regime til magten.
Se Tunesiens Arbejderpartis vurdering af præsidentvalget
Presidential Elections in Tunisia: A New Victory over the Islamist Plan
22. december 2014
Folkefrontens kandidat Hamma Hammami blev nr. 3 ved præsidentvalget. Den udgør en tredje politisk kraft, og består af en række venstrefløjspartier med Hammamis Tunesiens Arbejderparti som en central kraft. Fronten vender sig både mod det islamistiske Ennadha og dets allierede og mod den provestlige koalition med den 87-årige Beji Caid Essebsi i spidsen – det gamle regimes mand.
Tunesien er det eneste arabiske land under kraftig omformning, hvor imperialistmagternes krige, islamistiske terrorisme og militærkup ikke har været i stand til at bremse en progressiv udvikling.
Nabolandet Libyen lider forfærdeligt under konsekvenserne af EU's og NATOs krig. Det er i kaos, som en kampplads for islamististiske terrorgruppers og rivaliserende militsers hærgen. Det er gået stik modsat af hvad EU-toppen og den daværende danske udenrigsminister Villy Søvndal garanterede efter mordet på Gadaffi: Der er intet socialt liv, demokrati er en by i – Tunesien. EU-lederne har netop haft den kaotiske og kritiske situation i Libyen til behandling på et topmøde, uden selvkritisk refleksion omkring eget ansvar
Kaos og terrorens lov er den samme i de andre arabiske lande, hvor den vestlige imperialisme og dens islamistiske partnere hærger – i Irak, Syrien, Yemen osv. I Ægypten har et amerikansk-støttet militær kuppet sig til magten og benhårdt videreført det diktatoriske Mubarak-regime, som folket rejste sig imod.
Tunesien er det eneste af disse lande, hvor en anden politisk og social faktor gør sig gældende. Der findes nemlig et marxistisk-leninistisk kommunistisk parti, der er i stand til at finde vej i de komplicerede problemer, som den folkelige revolutionsbevægelser har stået overfor og konfronterer i dag.
Tunesiens Arbejderparti er medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer CIPOML, som også Arbejderpartiet Kommunisterne er medlem af. Det har fastholdt en linje for en bred mobilisering af arbejderklassen og hele folket til forsvar for revolutionens mål, og er ikke gået ind i magtens og de parlamentariske alliancers snævre korridorer. Men Folkefronten og partiet har tillige vist sig at være manøvredygtige og handlekraftige i de lovgivende forsamlinger.
I en udtalelse fordømmer partiet terrorangrebet i hovedstaden Tunis som ’et fejgt og uværdigt angreb mod uskyldige og forsvarsløse ofre’.
Tunesiens Arbejderparti opfordrer til, at der indkaldes en nationalkongres, som involverer de sociale og civile kræfter, som kan stå op imod terrorisme. Med andre ord er terroren ikke en sag, der kan overlades til manipulerbare efterretningstjenester og militæret.
Det opfordrer til udarbejdelse af ’en samlet strategi, der ikke blot tager sig af det sikkerhedsmæssige aspekt af spørgsmålet, men søger økonomiske og , sociale årsager, kulturelle, uddannelsesmæssige og religiøse, til terrorisme’.
Partiet opfordrer til hurtig handling for at påbegynde en seriøs undersøgelse af aktiviteter inden for mange foreninger, organisationer og moskeer og det ’parallelle sikkerhedsapparat’ - og for at afsløre sandheden om de politiske mord på to ledende politikere fra Folkefronten (Chokri Belaid og Mohamed Brahmi), der skulle bremse den demokratiske proces.
Det opfordrer til en seriøs reform af uddannelsessystemet og kulturpolitikken, ’der lægger vægt på værdier som rationalisme og på at eliminere forstenet tænkning’. Det kræver også, at der vedtages en socialpolitik mod fattigdom, arbejdsløshed, de høje leveomkostninger, og mod smugleri , skatteunddragelser og afhængighed.
Tunesiens Arbejderparti ’appellerer det tunesiske folk om at udvise øget årvågenhed og styrke enheden for til at konfrontere terrorismen på alle niveauer for at forpurre planer fra Tunesiens fjenders – lokale, regionale og internationale – ’der kan føre vores land ud i en ødelæggelsens sump som Libyen og Syrien’.
Den brede folkelige modstand mod terrorisme og afsløringen af dens bagmænd og samtidig krav om politiske og sociale reformer– det er nøglen til at dæmme op for planerne om at destabilisere Tunesien gennem terror, uanset hvor de kommer fra, og hvem som står bag.
De to gerningsmænd til terrorangrebet, som blev dræbt af politiet, var trænet i en lejr for militante islamister i Libyen, siger den tunesiske sikkerhedsminister, Rafik Chelly. De var angiveligt medlemmer af en ’sovende’ celle, som blev aktiveret til angrebet. Islamisk Stat har taget ansvar for angrebet.
Men der er adskillige kræfter, der har interesse i at destabilisere situationen i Tunesien og iværksætte en anden udvikling.
Terroren i Tunis kommer efter terrorangrebene i Paris og København, der også rettede sig mod uskyldige ofte og kulturelle institutioner, og kan alle have forbindelse til Islamisk Stat, der forsøger at udvide krigen.
Destabilisering har altid været en metode til at styrke en politistatsudvikling og de fascistiske kræfter. Terroren i de vestlige hovedstæder bliver ikke set som en anledning til at styrke civilsamfundet og demokratiet, men alene til at styrke efterretningstjenesterne, overvågningen og militariseringen af samfundene og samfundslivet.
Se også
Præsidentvalg i Tunesien - med revolutionær kandidat
Netavisen 23. november 2014
Folkefronten dannet i Tunesien:
Revolutionen går videre
Kommunistisk Politik 21, 2012
Dette er en artikel fra kpnet.dk -
Nyheder hvor der kæmpes !
Klik på ikonerne øverst på siden og gå til kpnet, facebook KPnetavisen og KPnetTV - Se KPnetBlogs her
Udgives af Arbejderpartiet Kommunisterne APK
- ET MODSPIL TIL DET BORGERLIGE MEDIEMONOPOL !
Netavisen 21. marts 2015