Kommunisme i Danmark: Oktoberrevolutionens vej eller vejen til ‘antimonopolitisk demokrati’?

I 100 året for Oktoberrevolutionen er der stadig erklærede kommunistiske organisationer, som forkynder et såkaldt ‘antimonopolitisk demokrati’ som en ‘fredelig (gen)vej’ til socialisme. En gammel strid i den danske kommunistiske bevægelse – mellem revisionister og marxist-leninister – personificeret med hhv. Ib Nørlund og Carl Madsen – er dukket op igen

Carl Madsen
(1903-1978)

Ib Nørlund
(1917-89)

Mange spørgsmål i  kommunismens kampfyldte og brogede snart 100-årige historie  som parti i Danmark er stadig stridsemner med en betydning, som rækker ind i fremtiden.  Nogle vedrører alene den danske klassekamp, andre er uløseligt vævet sammen med  udviklingen af den internationale kommunistiske bevægelse. Nogle er personspørgsmål  i forhold til vurderingen af den ene eller anden fremtrædende kommunists reelle politiske rolle og indsats.

De fleste rejses for at forstå udviklingen i Danmark og internationalt med henblik på at styrke den kommunistiske bevægelse, fordi den er afgørende for skabelsen af et socialistisk Danmark til afløsning af den bankerotte, korrupte og krigsgale kapitalisme.

Det kommunistiske parti blev stiftet i et opgør med den socialdemokratiske ‘ministersocialisme’  og klassesamarbejdspolitikken med det herskende bourgeoisi. Det var fra starten en del af den internationale kommunistiske bevægelse, medlem af Kommunistisk Internationale og voksede og hærdedes i kampen mod klassesamarbejdspoltikken og den fremvoksende nazisme op gennem 30erne.

Under den tyske besættelse spillede det illegale DKP en hovedrolle i organiseringen af den brede folkelige modstand og den  væbnede kamp mod besættelsesmagten. Det var en hovedmodstander af den officielle danske samarbejdspolitik, der blev støttet af alle de andre daværende rigsdagspartier og som førte til, at Danmark reelt blev en støtte til Hitlertyskland og dets allieredes korstog mod det socialistiske Sovjetunionen fra 1941.

Efter besættelsen lod partiet sig blænde af illusioner og indgik i en socialdemokratisk ledet regering, indtil det blev vippet ud og det gamle parlamentariske spil var fuldt genetableret – og under den kolde krig blev det isoleret og søgt marginaliseret.

Ikke desto mindre stod DKP stærkt i arbejderklassen og befolkningen. Partiet havde fulgt den internationale kommunistiske bevægelses generallinje – og den havde givet fremgang. Det gik sejrrigt ud af stormende klassekampe. Den socialistiske lejr var stærkere end nogensinde – udvidet med folkedemokratierne i Europa og med Kina i Asien. Det kapitalistiske system begyndte af ane dødsklokkernes kimen.

Men slutningen af 50erne og begyndelsen af 60erne blev skæbneår for partiet – og for den internationale kommunistiske bevægelse. Efter Stalins død i 1953 fik revisionister magten i SUKP og Sovjetunionen – og den kapitalistiske genrejsning begyndte. Den internationale kommunistiske bevægelse blev splittet – og det danske parti fulgte den ny linje som  revisionisten Nikita Hrustjov udstak på det russiske partis 20. kongres for ‘fredelig overgang’ til socialisme – og hans ‘ opgør med Stalin’, som reelt var et opgør med opbygningen af socialismen.

Denne nye strategi blev antaget af en del partier, hvor den fik betegnelsen ‘antimonopolistisk demokrati’. Den går i korthed ud på at en alliance af arbejderpartier, indbefattet socialdemokratiet, skal vinde et parlamentarisk flertal og regeringsmagten og gennemføre et sæt af antimonopolitiske foranstaltninger, der skal svække kapitalen, monopolerne og de multinationale selskaber – og derigennem forberede en parlamentarisk overgang til socialisme. Tilsvarende blev afprøvet i Chile af Salvador Allende og endte i katastrofe med det amerikansk-støttede militærkup i 1973.

Et lille mindretal af gamle DKP’ere – heriblandt tillidsmanden Anker Holm og modstandsmanden Frede Klitgård – grundlagde i løbet af 1960erne den danske marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse, som skarpt kritiserede den antimonopolistiske strategi. Marxist-lenisterne samledes i 1978 i partiet DKP/ML. Internationalt sluttede det sig sammen med det albanske parti og en række andre.

DKPs  linje for ‘fredelig overgang’ og ‘antimonopolistisk demokrati’ blev først og fremmest formuleret og fremført af Ib Nørlund som dets vigtigste ideolog og teoretiker. Nørlund skrev en mængde artikler og bøger – herunder også om den danske arbejderbevægelses og DKPs historie – farvet af ‘teorien’ om antimonopolistisk demokrati i modsætning til kampen for arbejdermagt (‘proletariatets diktatur’) og socialisme. Eller sagt på en anden måde: DKP fravalgte Oktoberrevolutionens vej, Lenins og Stalins vej, til fordel for Hrustjovs, Bresjnevs og senere Gorbatjovs revisionistiske krus mod intetheden.

I partiet selv blev  Carl Madsen i 1970’erne den vigtigste kritiker af dets udvikling til et reformistisk parti.  På skrift og i tale bekæmpede han ihærdigt partiledelsens nye linje. I 1975 blev han ekskluderet.

DKP med Knud Jespersen og Ib Nørlund som frontfigurer fulgte det russiske parti på dets nederlagsvej, som i 1989-91 første til den åbne genrejsning af kapitalismen i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen. Partiet blev stærkt decimeret og splittet i fraktioner og grupperinger som f.eks. Fælles Kurs og KPiD. Det nuværende DKP er en rest af disse gruppespaltninger.

Det virker mildt sagt besynderligt, at dette DKP vælger at hylde netop Ib Nørlund med en mindekonference under titlen ‘Marxisme i det 21. århundrede’, der afholdes den 9. og 10. september hos 3F, København. (Nørlund ville være fyldt 100 i år).

Hensigten er selvfølgelig at fastslå, at det nuværende DKP står på skuldrene af Ib Nørlund  og ser verden gennem hans øjne. Det er det nærmeste man kan komme kanoniseringen af en revisionistisk helgen.

Men Ib Nørlunds vej er en komplet blindgyde. Den har i Danmark som andre steder kun ført til fiasko og nederlag.

En omfattede kritik af Nørlunds DKP og dets internationale forbindelser findes i Klaus Riis’  artikelsamling 1975-85  ‘Socialismen og fremtiden’ (Forlaget Arbejderen 1985) – og  i Carl Madsens skrifter.

Man finder en nyttig gennemgang af DKP, dets udvikling og partikampene set fra et partimedlems side (Kan downloades i pdf her)

Anker Holm: ‘De røde vender altid tilbage’ (Oktober Forlag 2000)

Se endvidere Henning Paaske Jensen

Revolution eller reformisme: Carl Madsen og ‘det antimonopolistiske demokrati’

Se også

Hele fire erklæret kommunistiske partier i Danmark – Hvorfor?
KPnet 12. maj 2017

KPnet 25. august 2017