Forbrug og indkøbskarma: Når PFA bli’r sat på Alpe d’Huez

Forleden kom Lillian hjem fra Kvickly med 2 flasker god rødvin for en flaskes pris. Men var det nu også et godt tilbud?

Bag rattet
Kommunistisk Politik 5, 2016

Min kone Lillian er en ekstrem prisbevidst forbruger.

Personligt synes jeg, at dagligvarebutikkerne er en sand jungle af varer, der ikke er til at overskue, hvor de står og hvornår. Fødekæderne har det nemlig med at lade varerne skifte plads, så de sikrer sig, at forbrugerne går endnu en runde blandt ’fristelserne’.

De mange udbud og tilbud heriblandt sæsonvarerne giver mig klaustrofobi. Jeg når normalt kun at passere kurvestativet, før jeg ønsker mig ud igen.

Derfor holder jeg mig også stringent til min nedskrevne indkøbsseddel, indtil jeg opsøger køen ved kassen, hvor jeg står med blikket stift rettet mod det kuppelformede spejl ved kassedamen eller manden.

Spejlet er personalets redskab til at lure kunder af med samme tilbøjeligheder som dronning Ingrid. For mig tjener de formålet som skyklapper. Så længe mit fokus hviler på kuplen, så er jeg orienteret om, hvor mange forbrugere, jeg har foran mig, men frem for alt fristes blikket ikke til hylderne ved siden af mig.

Lillian er i den anden boldgade:

– Man kan altid gøre et godt kup, siger hun, når hun bærer varerne ind i lejligheden. Det er ikke altid, jeg forstår, hvad vi skal med 3 persillehakkere, men de var på tilbud:

– Hvad der er sparet, er tjent, forklarer she, who has to be obeyed

Det er meget sjældent, at vi handler sammen. Vi har blot ikke den samme indkøbskarma.

Omvendt respekterer jeg Lillians prisbevidsthed. Min kone formår virkeligt at få gode, sunde og mange varer ud af vores husholdningsbudget. Det tjener også til vores alderdom, som er planlagt med en retræte fra arbejdsmarkedet 15 år før tid. Det kræver økonomisk pli samt en sjat på kistebunden. Pensionsselskaberne kan ikke hamle op med Lillian!

Hvis det var en Tour de France etape, så var Lillian stukket og havde efterladt pensionsselskaberne ved foden af Alpe d’Huez hungrende efter epo og profit.

Forleden kom Lillian så hjem fra Kvickly med 2 flasker god rødvin for en flaskes pris. Hun var lidt spændt på ’kuppet’, hvorfor vinen blev undersøgt på internettet. Jeg kunne godt se, at Lillians ansigtsudtryk skiftede fra skuffelse til raseri i løbet af et splitsekund:

– De har taget mig i en vis legemsdel. Kvickly har snydt sig til en tilbudspris.

Dagligvarebutikkerne omgår tilbudspriserne ved at have varerne på hylderne i 3-5 uger til en bestemt pris, hvorefter det er helt legalt at sælge den til almindelig pris efterfølgende, men de må så godt kalde det for et tilbud! Kvickly vidste imidlertid ikke, hvem de havde lagt sig ud med.

Lillian fattede mobilen:
– Sig mig, er I klar over, at jeg har været trofast kunde i Kvickly i mange årtier, hvorfor jeg har stolet blindt på jer, lød det i ørene på den unge pige i kundeservice, som var for ung og uerfaren til at tackle en person, der altid overmatcher et hvilket som helst pensionsselskab.

Den næste fik læst og påskrevet om den fremtidige tillid til butikken:
– Jeg har altid været glad for Kvickly; men nu tvivler jeg ærlig talt på, om I er blandt favoritterne.

Jeg følte, at jeg kunne lugte, hvor varme disponentens øren i den anden ende var blevet, da jeg igen hørte Lillians røst:
– Jamen, så siger vi det.

Betuttet spurgte jeg til, hvad der skete.

– Kvickly lovede mig en gavekurv på 200 kroner for at genoprette tilliden, svarede min kone med et blik, som hun var selveste krigsgudinden Nike.

Jeg var faktisk ikke forundret, idet jeg jo kender Lillian godt; men jeg var duperet over hendes måde at tackle forhandlingerne på. Mit eget temperament havde fået afviklet etapen på Holmenkollen.

Dagen efter indkasserede Lillian sin gevinst, hvortil hun ved hjemkomsten kunne supplere, at hendes reaktion nu gavnede alle forbrugere:

– Nu har de sat 3 flasker vin på tilbud til samme pris!

Reno

Læs flere hverdagsberetninger fra Reno på KPnetBlogs her

KPnet 24. maj .