Interview med Hamma Hammami, PCOT

Kommunistisk Politik 6, 2011

Sidste nyt: PCOT legaliseret

Fra den 15. marts 2011 er Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti PCOT blevet legaliseret efter at have været forbudt og forfulgt i årtier. Det er en stor sejr for den tunesiske revolution og PCOT!
!
PCOT er medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer og broderparti til Arbejderpartiet Kommunisterne

Interviewet med Hamma Hammami er lavet før legaliseringen. Efter interviewet blev til har der også været en anden vigtig sejr for revolutionen: Den tvang den midlertidige regeringschef, Ben Ali-diktaturets gamle støtte, til at træde tilbage og har fået opfyldt et hovedkrav: Indkaldelse af en grundlovgivende forsamling.

Hamma Hammami er talsmand for PCOT og en fremtrædende skikkelse i den mangeårige kamp mod Ben Ali-diktaturet og i revolutionen.

• Revolutionerne og de store demonstrationer i den arabiske verden spreder en optimistisk vind over hele verden. Hvad indebærer den bevægelse, som startede i dit land?

– Det er en stor revolution, både i de arabiske lande og andre lande i vor region. Andre folk kan tage ved lære af denne revolution. Først og fremmest har det tunesiske folk gennemført revolutionen ved egen kraft.

– I mange arabiske stater mente man, at det var umuligt at lave revolution imod diktaturer som Ben Alis uden støtte fra Frankrig, USA eller andre udenlandske kræfter. Vores folk har vist, at man kan skaffe sig af med en diktator som Ben Ali trods hans gigantiske sikkerhedsapparat.

– Desuden har det tunesiske folk gennemført revolutionen i næsten total enighed. I over en måned har man ikke hørt et eneste religiøst slagord, der havde kunnet splitte folket. Det tunesiske folk har forenet sig omkring sine demokratiske, økonomiske og sociale krav.

• For jeres vedkommende er denne her revolution ikke afsluttet. Hvorfor?

– Revolutionen er stadig i gang. Den har endnu ikke virkeliggjort vore demokratiske og sociale mål. Den har besejret en diktator, men har endnu ikke besejret diktaturet. Det politiske politi, som udgør en grund søjle for diktaturet, findes fortsat og er i øvrigt meget aktivt. Parlamentet eksisterer endnu. Et marionetparlament, eftersom du skulle godkendes af Ben Ali for at få plads der. Den midlertidige præsident står Ben Ali meget nær og er medlem af hans parti. Regeringen styres stadig af Ben Alis premierminister, Mohammed Ghannouchi. Ministrene kommer fra samme kreds. De korrumperede højest ansvarlige sidder endnu på deres poster.

– Forfatningen gjorde diktaturet muligt og er ikke ændret. Diktaturet vedtog et utal antidemokratiske og antisociale love for at beskytte sig selv, og de love gælder fortsat. I hænderne på den nuværende regering kan alle disse love og institutioner på ny blive anvendt mod folket. Ben Alis regime er altså stadig på plads.

– Det er derfor, den folkelige bevægelse fortsætter. Trods den nuværende regerings løfter. Vi kræver, at den nuværende regering opløses. Vi accepterer ikke den ”regeringsomdannelse”, som har fundet sted. Det gamle parti er ved magten: RCD (Det Demokratisk Konstitutionelle Samlingsparti, der frem til 18. januar indgik i Socialistisk Internationale, red.), og det bør helt opløses.

– Nej, vi kan altså ikke påstå, at revolutionen er afsluttet. Vi har endnu ikke besejret de reaktionære kræfter. De lever endnu, endskønt svækkede. Vi må fortsætte revolutionen med stor beslutsomhed, men også med en sådan taktik, at det tunesiske folks enighed bevares. En uenighed kan få meget negativ virkning på udviklingen af revolutionen, som folkene i den arabiske verden nærer så stort håb til.

• Revolutionen i Tunesien fremstilles af og til som en spontan hændelse …

– Det er forkert. Det siges for at miskreditere og benægte den rolle, de revolutionære og progressive kræfter har spillet de senere år. Det er også en måde at sige på, at revolutionen kan afsluttes med det gamle parti ved magten, at de traditionelle politikere må genovertage ledelsen fra en bevægelse, der savner ledelse. Bevægelsen var kun spontan i den betydning, at den ikke var organiseret på nationalt niveau. Den havde ingen fælles ledelse og intet samlet program. Men det betød ikke, at den savnede bevidsthed og organisation.

– Bevidstheden er til stede. De aktive i bevægelse er frem for alt venstrefløjsaktivister, progressive, fagforeningskæmpere, forkæmpere for menneskerettigheder samt unge arbejdsløse med akademisk eksamen, der tilhører studenterbevægelsen. Vort parti er med. Islamisterne derimod har ikke reelt deltaget. Det er årsagen til, at der i revolutionen ikke er nogle religiøse paroler, selvom islamisterne har støttet bevægelsen politisk.

– Aktivisterne organiserede sig lynhurtigt i komiteer. Da revolutionen startede, opstod i visse byer et magtvakuum. Sammen med demokraterne opfordrede vi folk til at organisere sig. Der dannedes i byerne og regionerne ”folkeforsamlinger” eller ”forsamlinger til forsvar af revolutionen” og indimellem komiteer eller foreninger. Alt efter omstændighederne. Her i Tunis organiserede man sig i folkekomiteer eller kvarterkomiteer. De mest aktive i revolutionen blev udset til ledere.

– Strukturen er fortsat svag og uudviklet. Det er endnu ikke en ordentlig national ledelse. Men bid for bid udvikles disse komiteer til at diskutere situationen og fremtiden: det, folket kan gøre.

• For nogle uger siden dannedes 14. Januar-Fronten. Hvilket program og hvilke krav har den?

– Vedrørende politikken har venstrefløjen haft held til at samle sig i en front, som hedder 14. Januar-Fronten med henvisning til den dato, da Ben Ali flygtede. Venstrefløjen spiller en vigtig rolle i vort land, politisk og fagligt, blandt de unge, i kvindebevægelsen, i kampen for menneskerettigheder og inden for kulturen. Denne front har samlet sig omkring folkelige paroler og krav, som f. eks. kravet om opløsning af regeringen og det regerende parti.

– Fronten kræver også oprettelse af en provisorisk regering bestående af personer, der ikke har noget at gøre med Ben Alis regime, med hans parti, med diktaturet. Den provisoriske regerings vigtigste opgave bliver at forberede valg til en grundlovsstiftende forsamling, som skal udarbejde grundlaget, institutionerne og de vigtigste love i en demokratisk folkerepublik.

– Vi er også blevet enige om en økonomisk og social platform, da vi mener, at diktaturet var allieret med en økonomisk og social base, et kompradorborgerskab (et borgerskab, som beriger sig via sine forbindelser til udenlandske multinationale foretagender, red.), som plyndrer Tunesien i samarbejde med franske, italienske, spanske, portugisiske og belgiske foretagender. Vi ønsker ikke blot politisk demokrati, men også socialt demokrati, da vi mener, at denne revolution er demokratisk, national og folkelig og bør forberede grundlæggende forandringer for hele det fremtidige tunesiske samfund.

– 14. Januar-Fronten havde sit første offentlige møde den 12. februar i Kongrespaladset i Tunis. Det blev en succes, som langt overgik vore forventninger. Mobiliseringen tog højst tre-fire dage. Over 8.000 personer deltog, og mange fik ikke plads. Vi har aldrig oplevet noget lignende.

• 11. februar dannedes en meget større komite …

– Ja, et møde i den nationale advokatforenings lokaler samlede repræsentanter for 28 organisationer. Næsten hele oppositionen til Ben Ali på nær to partier, der er gået ind i Ghannouchis regering. Ud over de ti organisationer i 14. Januar-Fronten var den faglige centralorganisation UGTT, det islamistiske parti Ennadha, advokat-, forfatter- og journalistforeninger, Den Tunesiske Studenterunion og flere andre dér. Alle enedes om forslaget at danne et ”Nationalt råd for revolutionens forsvar”.

– Platformen går ikke lige så langt som 14. Januar-Fronten, eftersom den ikke kræver opløsning af regeringen. UGTT og enkelte andre har accepteret regeringen. Men de 28 undertegnere forlanger, at ”Det Nationale Råd” skal bestemme over forberedelserne til nye valg for at garantere, at de virkeligt bliver demokratiske og gennemføres i total frihed. De forlanger desuden retten til at kontrollere alle regeringens beslutninger og ansættelsen af alle højere tjenestemænd. Undertegnerne opfordrer befolkningen i alle regioner og landsbyer til at danne Komiteer til Revolutionens Forsvar, og UGTT stiller alle sine lokaler til komiteernes disposition. Disse komiteer vil blive repræsenteret i Det Nationale Råd.

• I samler altså de forskellige klasser og samfundslag, som var og er i opposition til diktaturet. Denne fremgangsmåde modsvarer karakteren af denne revolution, som I kalder national og demokratisk, hvorfor?

– Fra Hannibal (general i det antikke Khartago, Tunesiens forfader, red) har Tunesien aldrig oplevet demokrati. Hverken bønderne, de små virksomheder, håndværkerne, lærerne eller arbejderne. Alle stræber frem for alt efter demokrati, ligesom arbejderne. Det må man være bevidst om.

– Vi forsøger at forene folket omkring en eneste opgave: at fjerne diktaturet. Vi forsøger at undvige alle meningsforskelle i de folkelige bevægelser, da de kan udnyttes af reaktionen. Vi er blevet enige med islamisterne og andre bevægelser om at holde enigheden ved magt og ikke strides indbyrdes.

– Men denne revolution er også national. Folk indser, at den korrumperede borgerlige elite plyndrer landet i samvirke med de udenlandske foretagender. Disse foretagender forsøger at producere billigt for at eksportere sine produkter til egne markeder og ikke for at tilfredsstille det tunesiske samfunds behov. De europæiske landes og USA’s indblanding skyldes bl.a., at man til enhver pris vil beskytte sine multinationale selskaber. Vi behøver en industrialiseringsplan, som tjener vort folks behov. Det er det, folket kræver. 14. Januar-Fronten vil opbygge en national økonomi i folkets tjeneste, hvor de vigtige og strategiske sektorer kontrolleres af staten.

• Du er talsmand for et kommunistisk parti. Hvordan er forudsætningerne, når det gælder socialismen i Tunesien?

– En socialistisk revolution står ikke på dagordenen i dag. Men som marxister mener vi, at det skal være en overgang til socialismen. Det kommer til at blive en nødvendighed, hvis vi ikke skal fanges i verdenskapitalismens net, som styres af bl.a. USA’s multinationale selskaber. Det er desuden den eneste måde at gøre en ende på menneskets udsugning af mennesket. Men det er slet ikke en almen opfattelse endnu. Vi må ikke gå for hurtigt frem.

– Vi bør tænke på styrkeforholdene. Arbejderklassen er stadig uudviklet, når det gælder bevidsthed og organisation. Den kommunistiske bevægelse står stadig ganske svag i vort land, selvom den gør store fremskridt. De andre klasser er godt repræsenterede via liberale og islamistiske organisationer. Vi må ikke begå nogen fejltagelser.

– Gennem denne revolution påbegynder vi ikke desto mindre udviklingen frem mod socialisme, når det gælder økonomien. Vi er for nationalisering af de store foretagender til gavn for arbejderne; som tidligere nævnt er dette nødvendigt, for at vi skal få vor nationale uafhængighed tilbage. Vi vil ikke nationalisere for at gavne et statsborgerskab (en klasse, der beriger sig gennem at sidde i ledelsen af staten, red.). Arbejderklassen skal kunne styre disse foretagender på demokratisk vis.

– Men det omfatter ikke alla sektorer inden for økonomien. Vi ville skræmme de små foretagender, håndværkerne, ejerne af alle de små værksteder, der findes i det her land, vi ville ophidse dem imod revolutionen.

– Og frem for alt bør vi tænke på bønderne, som i vores land er meget svagt organiserede og politisk ubevidste. De er mere avancerede i enkelte regioner, hvor der er landbrugsarbejdere, som af og til er blevet fattige bønder. De har fået små jordlodder, men kan ikke bearbejde jorden på grund af brist på penge. De ser derfor kollektivbrug som en positiv udvej. Men der er også regioner, hvor bønderne i årtier har krævet retten til den jord, som de arbejder på, men som er konfiskeret af store kapitalister. At tale kollektiv ejendom med disse ville kun påminde dem om tyveriet af deres jord i 1960’erne.

– Ifølge vor opfattelse så kan overgangen til socialisme ske gradvis og med hensyntagen til de forskellige forudsætninger. Det handler om at bevare størst mulig enhed i folket og vente til, at folks erfaringer får dem til at indse nytten og nødvendigheden af socialismen, Der findes ikke et endegyldigt skema, men er findes et endegyldigt mål: socialismen.

Baudouin Deckers/Solidaire

Oversat af Kommunistisk Politik efter Proletären

Netavisen 16. marts 2011