Antisemitisme, marxisme og pan-islamisme

Af Irans Arbejdets Parti (Toufan)

Vi har udførligt fremlagt vores syn på zionismens barbariske ideologi, som er et af nazismens ansigter. Der er ingen grund til her at understrege, at den israelske regering er racistisk og zionistisk. Vi vil her give udtryk for vort syn på den anden side af mønten – den der gør antisemitisme og kampen mod zionismen til identiske størrelser. En sådan analyse og en sådan metode er uforenelig med marxismen.

Revolutionære fører aldrig nogensinde kamp mod en bestemt etnisk gruppe eller nationalitet, og de gør ikke de nationale forskelle til et våben i klassekampen. Kommunisternes kamp mod zionismen er ikke en kamp mod jøder. En jødisk revolutionær eller en jødisk kommunist er af enorm værdi for masserne, mens tusinder af iranske reaktionære og middelalderlige præstemænd ikke er en rød øre værd.

Mange jødiske kommunister gav deres liv i kampen mod fascismen. Mange af kommunismens store skikkelser var jøder. Verdensproletariatets lærer, kammerat Marx, var jøde. Lasalle, Krupskaja og mange andre forkæmpere for arbejderklassens frigørelse var jøder. Kommunisternes holdning til jøder er en klasseholdning. Det jødiske folk er – som enhver anden nationalitet eller etnisk eller national minoritet – klassedelt: delt mellem de, der udbyttes, og de, der udbytter. Den undertrykte klasse er vores allierede uanset hvilken nationalitet eller minoritet den tilhører.

Pan-islamisterne betragter jøder som islams fjender og krigen mod dem som en religiøs krig. Når pan-islamisterne taler om kampen mod zionismen, så betyder det ikke kamp mod en allieret til imperialismen eller mod verdenskapitalismen. De mener en religiøs krig mod det jødiske folk, judaisme og jøder som mennesker. I deres krig mod jøder var og er pan-islamisterne nazismens forbundsfæller.

Regimet i Den Islamiske Republik Iran, som er fuld af pan-islamisme, er modstander af begrebet nation. For dem er ‘nation’ og ‘nationalitet’ tomme ord. De anerkender kun ‘Ommat – de troendes flok’. som er tilhængerne af den rene muhammedanske islam. I Iran taler de om ‘den bestandig nærværende Ommat’. I Palæstina støtter de ‘Islamisk Jihad’ og ‘Hamas’, som er terroristiske organisationer, hvis mål er at kaste jøderne i havet. Med deres kriminelle handlinger forsyner pan-islamisterne zionisterne med undskyldninger for deres kriminelle handlinger.

Den Islamiske Republik Iran anerkender ikke det palæstinensiske nationale spørgsmål, og de kan derfor naturligvis ikke støtte det palæstinensiske folks nationale befrielsesbevægelse. Nogle af reformisterne, som har omtalt den palæstinensiske nationale bevægelse kritiseres af regimets konservative fraktion.

Pan-islamisme er en farlig, reaktionær og rådden ideologi, som hører hjemme på historiens mødding. Denne ideologi er anti-human, og vender sig ikke alene mod jøders tilstedeværelse i Palæstina, men også mod kristnes. Hvis den i dag ikke afslører sit kvalmende standpunkt på dette spørgsmål, er det fordi det ikke er hensigtsmæssigt for nærværende. Den pan-islamiske bevægelses reelle hensigt er at uddrive jøder, kristne og de muslimer, som ikke danser til deres musik.

Hvad angår holdningen hos såkaldte kommunister, som i imperialismens epoke afviser nationerne og de nationale bevægelser, så smelter denne sammen med pan-islamisternes. Disse såkaldte kommunister er pan-islamisternes brødre, fordi fornægtelsen af den palæstinensiske nationale bevægelse hælder vand på zionisternes mølle.

Toufan International Nr. 6, juni 2001