Dronningernes bagdele

Klummen ’Bag kassen’:
Hverdagshistorier fra et daghjem
Kommunistisk Politik 9, 2010

Dronning Margrethes 70-års fødselsdag blev fejret på dagcentret. På behørigt vis vil nogle sige. Personalet havde i hvert fald å selve dagen kørt en storskærm i stilling for enden af Storrummet. Storrummet er stedet, hvor de fleste brugere opholder sig, – normalt ved almindelig social omgang: hyggesnak, kortspil og lignende.

Ved morgensamlingen var det min kollega Jannis tur til at introducere dagens program. Det lod sig ikke skjule, at dagen var tilrettelagt i den runde fødselsdags tegn, mens Janni ikke kunne styre sin royale begejstring:
– Hvor er det dog romantisk, at vi har et kongehus. Vi er da også et eventyrernes land. I den forløbne uge er snakken ganske vist faldet meget på, hvor mange penge, det koster os; men kongehuset kan man jo nu en gang ikke gøre op i økonomi. Hvor meget ville en præsident ikke koste, spørger jeg bare?

Janni mærkede, at nogle enkelte begyndte at føle sig lidt irriteret, så hun valgte at slå bak:
– Nå, nu skal vi jo ikke diskutere politik; men synge skal vi.

Og så blev der sunget “Kong Christian stod ved høje mast” og “Der er et yndigt land”. Da Janni insisterede på, at antallet af sange i dagens anledning skulle udvides med en fødselsdagssang, fandt jeg andre nødvendige ærinder at fortrække til.

Efter frokost forsamledes alle i Storrummet for at følge begivenhederne. Karetturen til Københavns Rådhus og begivenhederne samme steds blev heldigvis fulgt uden lyd. Det gav dog en mulighed for, at man ved hvert bord kunne snakke om, hvad man nu havde lyst til. Janni tog igen udfordringen op:
– Ved I hvad alle sammen. Jeg har lige fået fortalt den yndigste historie af Palle, som gerne vil give den til jer alle.

Palle gjorde rede for, at han som ung havde aftjent sin militære pligt som marinesoldat. Det havde resulteret i, at han var blevet pålagt hvervet som mandskabskok på selveste Dannebrog:
– Vores daværende Kong Frederik var jo en mand med begge ben på jorden, så det var sædvane, at han entrede kabyssen om formiddagen for at dele sin første pilsner med hoffets kok, – Axel. I den anledning gjorde han os opmærksom på, at hvis hans 3 små prinsesser, som yndede at lege i kabyssen, gik i vejen, så måtte vi endelig skælde dem ud og forvise dem til anden plads.

Det lød jo alt sammen meget tilforladeligt; men vi blev alligevel lidt overrasket over at Palle, som er en betydeligt selvudslettende figur, afsluttede sin historie:
– Jeg tror derfor nok, jeg kan konstatere, at jeg er en af de få mænd, som har klappet Margrethe bagi.

Afslutningen inspirerede Jytte, som havde været blomsterbinder som ung. I den forbindelse havde hun været med til at udsmykke scenen på Det kongelige teater i København. Hendes chef og hun selv var på et tidspunkt søgt op i den royale loge for at betragte værket.

– Her blev jeg pludselig så trængende, så jeg styrtede ud på gangen, fandt et toilet og forrettede min nødtørft. Da jeg kom ud igen fik jeg ordentlig skideballe: Om jeg var klar over, at det var selveste Dronning Ingrids private toilet, som nu igen skulle rengøres, fordi jeg havde besudlet det.

Jytte prøvede at forklare, at det ikke var til at se. Døren var jo ikke afmærket. Desuden kunne de jo have aflåst toilettet, så var det jo ikke sket. Forklaringerne hjalp dog lige lidt; men Jytte var ved indtrængningen blevet lidt klogere:
– Jeg fik i hvert fald med mine egne øjne set, at de kongelige tørrer sig i rumpetten med det samme papir, som vi andre bruger.

Netavisen 24. april 2010