Kom sæt dig

Lad mig fortælle
om værftet, om nybygninger
som langsomt, er blevet rustne
men endnu sejler
i smult vande, på oprørt hav

Og om støberiet, om Muhammed, han
og landsbyens mænd
der drog fra bjergene, højsletten
mod nord
boede i kældre, på lofter
stod i skidt, svedende
af hjemlængsel, i helvedes hede
på banegårde
rystende i smerte, som med besvær
nu, hoster lungerne op

Kom sæt dig, tag min hånd
den er bleg, en smule kold
kraftløs nu
før knyttet, stærk og fast
med hård hud, vabler

Og skurvognen, en diset vintermorgen
en sen, lys og øm sommeraften
med værkende knogler, en murende ryg
og trillebøre af jag
skovl, efter skovl, sten lagt på sten
til bankpaladser, i kold stål, glas og beton

Om fjorden, sivskovene, pollene
det blanke vand, de dovne, drivende skyer
drømmene, før morgen dug
og solen, lige før den står op
Om markerne, der pløjes
mågerne, i traktorens spor, i furene
højspændingsmasterne gennem landet
Og byen
med havnen, togfabrikken, bryggeriet
der blev opslugt, nedlagt
hvor tiden står stille
forsvinder, i klirrende poser
på bænkene i parken
bag kirken, mellem buskene
minut for minut, år efter år

Kom sæt dig, tag min hånd
den er bleg, en smule kold
kraftløs nu
før knyttet, stærk og fast
med hård hud, vabler

Fabrikkens port er lukket, selv
fuglene, i de tomme haller, er stumme
på plejehjemmet, i gulnede album
lever minderne, høres ekko´et
af bruset fra gaden, byens torve, pladser

Bag pc´en, bag skærmen
sidder valgte, vellønnede, servicerende smil
hule friserede ord, der findes frem
Første Maj
ved overenskomstfornyelse
som i tv, snakker om sammenhængskraft
tilpasningsevne, globalisering
bagefter går på jagt, aftaler golf, bridgeaften
med journalisten, vennerne
fra regeringens arbejdsmarkedsudvalg
fra finanssektoren, Arbejdsgiverforeningen
CEPOS
og den store allieredes ambassade

Kom sæt dig, tag min hånd
den er bleg, en smule kold
kraftløs nu
før knyttet, stærk og fast
med hård hud, vabler

Lad mig fortælle, om min bedstefar
seks år gammel, i et fugtigt klamt værelse
ikke en gang adskilt
i enden af en kostald
Om hans år på havnen, hvad han
de, i de nu for længst sløjfede grave
fortalte, lærte mig
Og min bedstemor
på fjerkræslagteriet, hendes drøm
de af markens blomster, hun holdt af
Om Fanen, hun syede Første Maj
som var forrest i demonstrationer, under strejker
i kamp, mod sabelsvingende dragoner
politi, som om natten
slog døren ind, tæskede løs
mest, på ungerne i sengen