Nytårsstemning

På gulvet – bag kassen. Kortfortælling.
Af Reno.

Steffen vågnede nytårsdag med tømmermænd og grundigt tør i halsen. På natbordet sporede hans røde øjne gennem en smal sprække, at Maj-Britt havde sørget for glas, en karaffel vand og et par stesolider. Hun var en betænksom og kærlig sjæl, som nu stadigt sovende lå ved siden af ham. Efter medicinindtagelsen og en halv times blund besluttede Steffen, at han ville tilberede lidt morgenmad og forberede den fornødne hygge. Om ikke andet så fordi han skyldte Maj-Britt at vise lidt initiativ og omsorg. Det var som sædvanlig Maj-Britt, der måtte distancere sig fra promillerne, når der skulle køres hjem. Det var også hende, der skulle høre på alt det fuldemandsævl, bagklogskab og påståelighed, som følger i farvandet, når spiritussen glider indenbords. Alligevel havde hun ved hjemkomsten så megen overskud, at hun tog vare på hans fysiske tilstand om morgenen.
På vej til køkkenet fik Steffen den første påmindelse om, hvor høj nytårsnat havde været. Hans tøj lå strøet fra hoveddøren, gennem entreen, via stuen og ind i soveværelset og hen til sengen. Det kunne tilsyneladende ikke gå hurtigt nok med at komme under dynen, da han først var kommet hjem. Hukommelsestabet skabte en del nervøse anelser om aftenens forløb.
Mens kaffen blev sat over dukkede forskellige brudstykker frem.
– Oooh shit! Han havde som sædvanligt ladet sig provokere af svogerens selvpromoveren, konstaterede den del af harddisken, som rummede de få vågne chips.

Maj-Britt´s bror, Niels, var i sig selv en lille onkel Joakim historie – blot i meget mindre format. Fra ganske ung havde han samlet sine sparepenge op, hvorefter han i starten af 90´erne kunne etablere sig som selvstændig bygningshåndværker. Højkonjunkturens bølger gjorde ham i stand til at ansætte en håndfuld mand, hvorfor han i dag kunne kalde sig mester og havde trukket sig tilbage til administrativt arbejde – bortset fra de skillinger han tjente i månelysets skær. Steffen blev ved hver sammenkomst konfronteret med svogerens udsagn om det lyksalige ved systemet, hvis man bare udviste lidt initiativ. Det gjaldt eksempelvis fradragsmulighederne for en selvstændig, der steg i samme takt, som de faldt for lønmodtageren. Det gjaldt mulighederne for at købe eller lease masser forbrugsgoder, som røg ind over firmaregnskabet. Niels og hans familie var ved muffen. Det handlede om B&O-anlæg med quadrofoni, alle hånde for elektriske hvidevarer, PC med dvd og fjernsyn af nyeste mode, to biler i garagen ved villaen i Bagsværd med udsigt over søen.

Niels´ egen situation var diametralt modsat. Maj-Britt var uddannet sygeplejerske, hvilket var hovedindkomsten, da Niels selv var arbejdsløs. Som ufaglært havde han forgæves forsøgt at komme på kursus til truck, hvilket tilsyneladende var forbeholdt til arbejdere, hvis firma havde brug for videreuddannelse. Der var flere års ventetid på kurset, hvilket han havde fået at vide i flere år. Det var sgu ligeså umuligt som at “få” en lejebolig. Den berømte nål i høstakken.
Niels rev nu aldrig Steffen personligt i næsen for ikke at skaffe sig et arbejde; men det skinnede tydeligt igennem samtalerne, når Niels rullede sig ud med hans livsvisdom om initiativets lyksaligheder.

Mens Steffen forsøgte at koncentrere sig om spejlæggene, løftede en flig af tågerne sig fra natten i forvejen. Midt i al hyggen havde Niels bekendtgjort, hvori hans julehygge havde bestået:
– Skattevæsenet flår jo almindelige mennesker, som har det fornødne gå-på-mod. Jeg mener, hvis ikke man sætter sig lidt ind i reglerne, så slipper man jo halvdelen af indkomsten til skattefar, og hvad er det godt for. Fungerer hospitaler, plejehjem, skoler, offentlige transportmidler måske? Næeh du, de skal sgu ikke have mine surt tjente kroner, hvis jeg kan undgå det, så jeg fandt en lille skattefidus, der løsrev lidt kapital. Derfor har givet mig selv en julegave på fire nye alufælge til min audi, hvilket kostede mig 40 store.

– Det var den bemærkning, der tændte mig af, huskede Steffen, mens bacon´en brændte på. Her havde han fandeme rendt fra Herodes til Pilatus for at skaffe sig et arbejde eller et kursus, han kunne bruge til noget, og nu stod han for at ryge på offentlig forsørgelse, hvilket er lig nul, fordi Maj-Britt har forsørgerpligt. Han huskede, at Charlotte, Niels´ hustru, udstrålede en irritation over Niels´ egenhændige beslutning om nye fælge; men hele billedet vendte, da Steffen havde påtalt, at han havde sgu været med til via skatten at betale for dem.
– Det er bare misundelsens brødnid, udbrød Niels og Charlotte, og selskabet gik for en stund op i limningen, og han blev bebrejdet for at have ødelagt stemningen.
– Men det er sgu mig, der har ret, konstaterede Steffen, mens han bar brunchen ind til Maj-Britt.

Kommunistisk Politik 1, 2002