Nej til europagt, Nej til Fort Europa

Af Esben Madsen,
talsperson for Ungdom mod EU

1. maj-tale holdt på Den røde Plads i Fælledparken

Den siddende regering har for nylig valgt på befolkningernes vegne at tilslutte sig Europagten, eller som smarte embedsmænd har få den omdøby til – euro plus pagten. Med det signalerer de, at det er en pagt, som er positiv for borgene i EU;  den skal skabe vækst, øge beskæftigelsen samt få styr på landenes offentlige finanser.

Men dette betyder i EU-kontekst groft sagt, at den eneste mulighed for opnå de mål er at skære ned på den offentlige sektor.

Den gensidige aftale mellem euro-landene og de lande uden for eurozonen, der har tilsluttet sig pagten, giver godt nok ingen ultimative krav til hvordan den økonomiske politik skal føres ud i livet. Men den stiller en række krav til hvad der skal opnås, og til dette er der givet en række ”konstruktive” ideer.

Der kan f.eks. ske en afskaffelse af efterlønnen og lønnedgang eller nedskæringer i den offentlige sektor. Reelt er der ikke andre muligheder, hvis europagten skal overholdes.

Den nuværende regering, og måske kommende nye regering, har alle været positive overfor pagten. Dette også selvom befolkningen har sagt nej til at indføre euroen, og derved har sagt ja til en selvstændig økonomisk politik.

I Ungdom mod EU og  i Folkebevægelsen mener vi at europagten skal til folkeafstemning!

Vi mener ikke, at vores politikere skal afgive suverænitet uden folkets accept, det er en hån mod det såkaldte demokrati.

I Danmark er der desværre mange, der ikke synes at der er et alternativ til EU. Men er det så ok at lukke øjnene?  Skal vi lukke øjnene for EU’s grænseagentur Frontex, et agentur hvis vigtigste formål er at forhindre mennesker, der flygter fra tortur, fattigdom, og krige, i at søge asyl?

Eller sagt på en anden måde: Frontex’ vigtigste opgave er at opretholde, hvad der i folkemunde bliver kaldt Fort Europa. Et Fort Europa som udviser kvinder, mænd og børn til tortur, uden at give de flygtede mennesker en fair chance for at søge og få asyl i en demokratisk sagsbehandling.

Vi har i alle EU-lande et ansvar for de flygtende mennesker fra Libyen. Først har vi støttet Gaddafi med våben og penge, for at han til gengæld har holdt flygtninge uden for EU’s grænser. Dette har været en bekvem, men afskyelig måde at holde forfulgte og fattige mennesker uden for muren på.

Der blev oprettet en fly-forbuds zone over Libyen med dansk deltagelse. Dette  mener jeg skal ses  i lyset af, at der var ved at komme så mange uroligheder i landet, at EU´s interesser for ressourser var i fare. Man brugte – blandt andet i Danmark – den undskyldning at en fly-forbuds-zone i Libyen ville være med til at stoppe det folkemord, som man mente var i gang – noget,  som FN senere har sagt, var en overdrivelse.

Men vores krig har drevet over 600.000 mennesker på flugt. Lidt over 5.000 af disse er kommet til Malta og Italien, hvilket har givet anledning til store diskussioner i EU og fransk-italienske krav om en solid styrkelse af EUs grænsekontrol.

Men hovedparten af flygtningene er imidlertid flygtet til Libyens grænselande: blandt andet Tunesien og Egypten, som har holdt deres grænser åbne.

Igen er der et eksempel på, hvorfor EU ikke er solidaritetens projekt, men et projekt som er drevet af profit og magt.

Jeg mener vi skal kæmpe mod EU, for en bedre verden, hvor der er  plads til solidaritet. Ikke bare 1 maj, men hver dag skal vi kæmpe mod Fort Europa.

Den 14. november 1975 endte det mangeårige pres fra Marokko med “Madrid-aftalen”.
Her overdrog Spanien uretmæssigt styret over Vestsahara til Marokko, hen over hovedet på Vestsaharas befolkning. Allerede i 1975 havde FN krævet en folkeafstemning, der gik på at befolkningen i Vestsahara  selv skulle afgøre landets tilhørsforhold (uafhængigt eller marokkansk)

Denne folkeafstemning er endnu ikke blevet afholdt, og en stor del af befolkningen bor nu i flygtningelejre.

Vestsahara sidder på verdens største fosfataflejringer og det har desuden et meget fiskerigt farvand. Derfor har EU (gennem handels- og fiskeriaftaler med Marokko) sikret den historiske adgang til Vestsaharas værdifulde ressourcer.

Og så længe denne adgang beholdes, er EU ikke interesseret i, at Vestsahara opnår uafhængighed.

I 2006 indgik EU en fiskeriaftale med Marokko. Gennem en årlig betaling på 36,1 millioner euro fik EU’s fiskeriflåde adgang til Marokkos, og herunder Vestsaharas, farvande.

Men ved fornyelsen af aftalen tidligere i år havde den danske regering omsider fået øjnene op for dette  åbenlyse røveri  af Vestsaharas ressourcer og stillede sig imod kommissionens oplæg til en ét-årig forlængelse.

Men som så mange gange før gjorde det hverken fra eller til, at både Danmark, Sverige og Storbritannien stemte nej, og at Finland og Tyskland afstod fra at stemme.

For mod et flertal af lande med Spanien i spidsen (som for øvrigt har fået tilfaldt 100 af de i alt 119 fiskerilicenser) og store økonomiske  interesser, var der ikke noget at stille op, og kommissionen fik forhandlingsmandat til aftalen.

Dette viser tydeligt problemet ved EU (og Danmarks manglende selvbestemmelse). For når der er økonomiske interesser på spil, tilsidesættes alle andre værdier og principper, uanset hvilke konsekvenser den pågældende politik har.

En mulighed kunne være oprettelsen af en skandinavisk-union, som arbejder på et andet grundlag end EU og som er oprettet på værdier som solidaritet og demokrati, med mennesker over snævre og økonomiske interesser.

I Ungdom mod EU er vi for et socialt og anstændigt Europa!

God kampdag og god 1 maj.

Netavisen 6. maj 2011