“Vi må hellere sige sandheden”

“Det er nok for stærkt at sige, at vi har stukket hovedet i busken, når det har handlet om europæiske spørgsmål.
Men på den anden side, så er det ikke for meget at sige, at vi i høj grad har spillet med på den falske melodi, når vi har skulle “sælge” det europæiske samarbejde til befolkningerne og til vores egne kernevælgere og medlemmer i fagbevægelsen.
Jeg tror, det er på tide, at vi også udadtil tør sige det klart, at det europæiske samarbejde ikke kun er et økonomisk samarbejde – men i høj grad også et politisk samarbejde.”
Ordene er LO’s næstformand Tine Brøndums. De faldt på de nordiske socialdemokratiers årsmøde, SAMAK, d. 12. januar i år.

Baggrunden for årsmødet var dyster nok. Der er dyb krise i de eurosocialdemokratiske partier hele vejen rundt. De står til at tabe regeringsmagten ikke kun i Danmark. Der må noget nyt til. Der må tænkes nye tanker.
Den svenske statsminister havde tænkt på, om befolkningen mon ikke tænkte mere på sund mad end på uoverskuelige spørgsmål som EU. Poul Nyrup havde tænkt på at sige, at han ville lytte til, hvad befolkningen tænker (men ikke ligefrem handle derefter). Mens LO’s Tine Brøndum altså tænkte på, om ikke det kunne betale sig at fravige den hårdnakkede påstand om, at EU kun er et økonomisk samarbejde uden politiske konsekvenser.
Lidt sandhed kan vel aldrig skade! Og slet ikke, når den alligevel er afsløret bredt i arbejderklassen og befolkningen, og har været det i 30 år takket være EU-modstandernes ihærdige EU-kamp.

Socialdemokratiet har ikke stukket hovedet i busken, når det gjaldt EU. De har løjet og bedraget hele vejen igennem, helt på linie med de øvrige EU-politikere. Og LO følger da også traditionen op med de seneste udgydelser om, at den nye Nice-traktat ikke er et langt skridt i opbygningen af den centrale EU-forbundsstat, men et langt skridt til gavn for lønmodtagernes Europa. Og derfor ikke behøver komme til folkeafstemning alligevel.

Tine Brøndum, der ofte bruges af det socialdemokratiske LO til at sende prøveballoner op, går skridtet længere. På SAMAK’s årsmøde kaldte hun det “deprimerende, når de nordiske lande i forbindelse med forhandlingerne i Nice ikke har modet til for alvor at gå ind og skabe de nødvendige reguleringer”. Her nævnte hun, at Sverige ikke havde støttet flertalsafgørelser i forhold til grønne afgifter. Og at Danmark var forbeholdende over for at gå videre med flertalsafgørelser på det sociale område.
”Det er altså ikke godt nok. Og hvis vi skruer bare en lille smule frem i tiden, så bliver fælles reguleringer af skatter og det sociale område også afgørende for, at vi kan sikre finansieringen og det sociale niveau i vores velfærdssamfund,” forsatte hun.
Når LO’s næstformand skal sige sandheden om det politiske EU, kommer hun da også rent galt af sted. “EU handler om, og er muligheden for, at vi i Europa kan generobre det politiske tomrum, som globaliseringen skaber. Ja, EU er faktisk den eneste mulighed for, at vi også i fremtiden kan sætte mennesker før penge.”

Udtalelsen giver overhovedet ingen mening. Hvad er det for et politisk tomrum, globaliseringen skaber, og som vi kan generobre i Europa? Er det udraderingen af de nordiske såkaldte velfærdssamfund, der nu kan genskabes i hele EU? Et ”velfærds-EU”, der som en del af den globale kapitalistiske verdensøkonomi kan holde globaliseringens negative konsekvenser ude med sine lukkede grænser?
Noget kan tyde på, det er i den retning, svaret skal findes. Tine Brøndum’s forslag til handling er nemlig: “Nu ved vi, at der formodentlig kommer en ny traktat i 2004, og jeg vil derfor foreslå, at vi bruger tiden til i fællesskab at lave en velfærdsstrategi for Europa. En strategi, som ikke mindst er klar i forhold til de hårde områder.”

Mon ikke sandheden nærmere er, at Socialdemokratiet for at overleve forsøger at lure og svække EU-modstanden med den i venstresocialdemokratiske kredse populære påstand om, at EU kan gøres til et værn mod globalisering, en allieret i denne kamp. Den ældgamle ide om at sætte ulven til at vogte lam.

Vito
KP2, 2001