”Mere Danmark i verden”: Imperialisme i humanistisk indpakning

Forandringer og nye udfordringer kræver en ny udenrigspolitik, lyder begrundelsen for Udenrigsministeriets udspil ”Mere Danmark i Verden”. Hvad mener udenrigsminister Martin Lidegaard egentlig med dette, og hvor er det regeringen ønsker vi skal bevæge os hen?

Regeringens vision: Et stærkere EU skal aflaste USA’s militær

Ved læsning af Udenrigsministeriets ‘visionspapir’ står det hurtigt klart, at Danmark ikke betragtes som et lille land i Norden, men som en del af en stor imperialistisk magtblok. Men også, at de imperialistiske venner kan skifte hen ad vejen.

Og at grundsynet i dansk udenrigspolitik – hvis principper Lidegaard slår fast fortsætttes ubrudt fra regering til regering – er ren egoisme.
At fremme ‘vores’ interesser i verden

Danmarks udenrigspolitik styres efter 3 pejlemærker: Sikkerhed, økonomi og udbredelsen af verdenssyn.

Alt anskues ud fra dansk kapitals indtjeningsmuligheder. Fattigdom og udviklingslande udgør både en sikkerhedsrisiko (oprør) og et investerings- og afsætningsmarked og der skal tages hånd om begge sider.

Vores ‘demokratiske værdier’ er murbrækkeren, der retfærdiggør alt fra krigene til investeringer og indblanding i ‘skrøbelige stater’. Alt pakkes ind i en ordflom af demokratisk værdisnak, og det står klart at det er rigtig godt at have et ‘godt ry’, der kan bringe ‘os’ mange profitable forretningsmuligheder. Ganske vist gør vores krigsførende og flygtningefjendske regeringer alt for at ødelægge det ‘gode ry’, men rygtet om det skal udnyttes til det sidste.

Hvad er ændret?

På tre væsentlige områder mener Lidegaard, at verden har ændret sig:

USA er stadig verdens dominerende supermagt rent militært og vores bedste ven og allierede, men er økonomisk svækket. Verdens nye vækstøkonomier er på vej op, så her skal dansk kapital, dansk udenrigstjeneste og dansk udviklingshjælp ind og sikre sig en plads hos de kommende bordherrer.

Militært koncentrerer USA sit fokus på Asien og finder nye metoder til at sikre interesserne i Mellemøsten, så Danmark må her tilpasse sig og finde nye taktikker.

FN har spillet fallit i forhold til militær indgriben – FN’s regler må reformeres.

Lidegaards løsninger

EU skal blive stærkere både økonomisk og militært og skal i højere grad tale med én stemme – i samarbejde med USA og NATO. Og ganske særligt være aktivt i ‘nærområdet’.

Med nærområdet menes konfrontationen med Rusland og indblandingen i de omkringliggende stater. Destabiliseringen skal indbefatte flere lande end Ukraine og Danmark planlægger en offensiv, der også skal rette sig mod Moldova, Georgien, Armenien m.fl.

‘Demokratikortet’ og ‘grøn omstilling’ er gode kort på hånden over hele verden, men udviklingen i Ukraine har dog også vist, at skulle det ikke række, kan udviklingen hjælpes på vej af fascistiske eller nynazistiske kræfter.

Både den økonomiske og den militære side af EU skal styrkes og EU skal i højere grad ‘tale med én stemme’. USA forventer ligefrem dette af os, fastslår Lidegaard.

(Vi må )”agere sammen i europæisk regi…og håndtere situationen i vores nærområder….I stadig voksende grad, vil EU være den vigtigste udenrigspolitiske platform for Danmark”.

De økonomiske og de militære virkemidler glider nærmest over i hinanden i beskrivelsen af dansk sikkerhedspolitik, så hvor økonomien ender og militæret begynder, holdes uklart.

Udviklingen indenfor EU er ifølge oplægget drevet af Euro-gruppen, og Danmark må søge så tæt ind på denne som muligt. Der foreslås ikke en tilslutning til Euroen, som regeringen godt er klar over de ikke vil kunne få i gennem en folkeafstemning.

I stedet skal vi nærme os på andre måder. Europlus-pagten og finanspagten nævnes som vigtige skridt.

At fjerne Danmarks retsundtagelse/retsforbehold nævnes som det næste vigtige skridt i denne retning. Nok en mere sand begrundelse end den med politisamarbejdet, som regeringen plejer at bruge.
Danmarks krige – i strid med grundloven

Danmarks evne til at være både blød og skrue bissen på fremhæves, når det gælder at sikre de økonomiske og geopolitiske interesser.

”Danmark har igen og igen vist, at vi leverer i verdens brændpunkter, når det er nødvendigt. Og det vil vi fortsat gøre…Vi vil føre en proaktiv udenrigspolitik …hvor vi benytter alle instrumenterne i den udenrigspolitiske værktøjskasse”.

I Udenrigsministeriets vision for fremtiden slår Lidegaard desuden fast, at grundloven heller ikke i fremtiden vil blive fulgt når det gælder eventuelt kommende krige.

Hvor vi efter Danmarks grundlov kun kan gå i krig, når landet bliver angrebet eller med et FN mandat, slår Lidegaard fast, at regeringen, som den tidligere krigsforbryder regering under Anders Fogh Rasmussen, vil handle i strid med grundloven når det passer den:

” Når det er nødvendigt med en militær intervention for at beskytte civilbefolkningen (!), skal det som overvejende hovedregel ske med et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd. Men hvis Sikkerhedsrådet i en situation, hvor der er et entydigt og akut behov for militær intervention af humanitære grunde er ude af stand til at handle, kan det undtagelsesvis være nødvendigt og i overensstemmelse med folkeretten, at Danmark deltager i samarbejde med relevante organisationer som f.eks. EU, NATO eller brede koalitioner”.

Altså en blanco chek til at gå i krig, når det passer USA, NATO og EU – hvis man ikke opnår at få FN til at bakke op.

Nye regler i FN

I den forbindelse er det væsentligt at bemærke, at vores regering arbejder på, at ændre FN’s funktionsmåde, så det entydigt kan underlægges imperialistiske interesser.

Regeringen mener at tiden er inde til en reform af FN, frem mod ‘større effektivitet’. Effektivitet her forstået som evnen til at gribe militært ind til fordel for amerikanske (her lig med danske) interesser.

”Vi ser begrænsningerne i FN, når medlemslandene i Sikkerhedsrådet ikke kunne nå til enighed om indgriben i voldelige konflikter, f.eks. i Syrien”.

I regionale spørgsmål har vi allerede set, hvordan FN kan tage denne rolle. I CAR er dansk militær blevet sat ind i samarbejde med andre EU-lande, men under FN-flag til støtte for imperialistiske interesser.

Alt i alt er regeringens oplæg om en ny dansk udenrigspolitik ”Mere Danmark i verden” en politik for styrkelse af vestlig imperialisme, fra et Danmark totalt opslugt i EU og NATO, men med et vågent blik for samarbejde med nye imperialistiske kræfter på verdensplan.

Mere Danmark i Verden
Udenrigsministeriet 5. december 2014

Grundlovskomiteen 2003 vedrørende Irak-krige

Se også

Højesteret tør ikke dømme efter loven
Bo Richardt på KPnetBlogs 5. december 2014

Penge, løgne og soldater: Dansk imperialisme i Burkina Faso og Vestafrika
Netavisen 3. december

Netavisen 8. december 2014