Perspektiv: Front mod imperialismen

Af Klaus Riis

Da den amerikanske præsident Lyndon Johnson var gået af, fortalte han i et interview, at han var blevet klar over, at Vietnamkrigen var blevet tabt, da han så 100.000 demonstranter omkring Det Hvide Hus. Tabt på den indre front.
Den 26. oktober kunne George W. Bush – hvis han havde været i Det Hvide Hus, hvad han ikke var – have set 200.000 amerikanere samle sig for at protestere mod Irak-krigen, før den er gået i gang i fuld skala.

Tidligere samlede der sig 400.000 i London i protest mod Bush’s og Blairs krig. Rundt om i verden var der demonstrationer i hen ved 300 andre byer den 26. oktober. Og den 9. november var der en million på gaden i Firenze i forbindelse med European Social Forums regionale møde.
Det er vel at mærke før krigen er blevet til en massiv amerikansk invasion.

De borgerlige medier sætter sammen med den amerikanske præsident kikkerten for det blinde øje. De lader som om antikrigsbevægelsen – den største globale bevægelse, verden har set i dette århundrede, og i adskillige årtier – blot er isolerede manifestationer, som dårligt nok rapporteres.

Den nuværende amerikanske præsident har ikke de samme overvejelser som den vælgerfølsomme ‘demokrat’ Lyndon Johnson. Han vil tromle modstanden ned gennem krigens faktum. Han vil føre krig ikke bare mod Irak, men mod det store flertal af folk i verden, som er modstandere af hans krigsprojekt. 80 pct. af den tyske befolkning er imod en Irak-krig, viser undersøgelser. Noget tilsvarende gælder de fleste andre lande. Og midtvejsvalgene i USA (som betegnes som en sejr for Bush’s krigspolitik) viser, at hans krigskabinet kun har støtte fra 20 pct. af den amerikanske befolkning.

Bush spekulerer i at tromle den verdensomspændende krigsmodstand ned ved at mobilisere den amerikanske ‘patriotisme’, den politiske konsensus mellem monopolkapitalens to partier, når landet er i krig, ved at mobilisere NATO-landene og EU-landenes regeringer til støtte for krigen, i åben og mere tilsløret form. Han spekulerer i den amerikanske kontrol med de globale medier. Og han spekulerer i undertrykkelse af modstanden – i på forskellig vis at kvæle den politiske protest, sådan som terrorlovgivningerne efter 11. september overalt lægger op til.
Og han spekulerer i en hurtig krig mod Irak og en hurtig sejr. Intet er så godt for populariteten som sejrherrerollen.

Men den globale krigsmodstand vil ikke lade sig tromle ned. Den vil blive sat under massivt pres, også herhjemme, når Irak-krigen kommer. Men den vil blive styrket under presset, blive klarere i sine perspektiver, og lære den fjende, den er oppe imod, bedre at kende. En ny generation har meldt sig på den internationale klassekamps barrikader, først med antiglobaliseringsbevægelsen og nu med modstanden mod terrorkrigen og de konkrete krige mod Afghanistan, Palæstina og Irak og …

Det var ikke mindst dét, der manifesterede sig i Firenze. Og antiglobaliseringsbevægelsen har været nødt til at forholde sig til de amerikanske krigsplaner og krigens realitet. I antikrigsudtalelsen fra det regionale europæiske Sociale Forum hedder det:

“Vi mener at krigen, hvad enten den bakkes op af FN eller ej, vil være en katastrofe for Iraks folk, – der allerede lider under sanktionerne, såvel som under Saddam Husseins regime, – ligesom for de andre folkeslag i Mellemøsten. Og den burde modsiges af alle der tror på demokrati og politiske løsninger af internationale konflikter, for den indeholder også potentialer til en global katastrofe.”

Det er et konkret og positivt skridt, at denne store bevægelse (som selv kalder sig ‘de sociale bevægelser’) tager konkret stilling mod en konkret krig og opfordrer til at der opbygges en stærk europæisk antikrigsbevægelse. Men det må også siges, at bevægelsen lider af uklarhed i sit perspektiv, af illusioner om, at den nuværende verdensorden kan reformeres. At ‘et andet Europa er muligt’ og ‘en anden verden er mulig’ – uden et grundlæggende opgør med de økonomiske, sociale og politiske strukturer, der fører og har ført til monopolernes, imperialismens og militarismens til verdensdominans og til den for menneskeheden så skæbnesvangre kurs af krig, ødelæggelse og globalt massearmod.

Det er det imperialistiske system, der må fjernes, før der kan blive fred og social fremgang på globalt plan. Det er den elementære kendsgerning, som antiglobaliseringsbevægelsen stadig forsøger at krybe uden om, når dette grundlæggende begreb ikke nævnes i dens dokumenter overhovedet.
Det lyder som en besværgelse, når det påstås, at en anden verden er mulig. For bevægelsen rejser kun ideen om forandring – og giver ikke svar på hvordan en anden verden er mulig, og hvilken anden verden, som er mulig.

I det andet opråb fra European Social Forum lyder det:
“Vi skal styrke og udvide vores netværk, fordi at bygge et andet Europa nu er meget presserende! Vores mål er at skabe en verden af lige- og sociale rettigheder og af respekt for forskellighed; en verden i hvilken uddannelse, godt arbejdsmiljø, sygepleje og bolig er alles rettigheder, ligesom retten til at spise ufarlig mad, produceret af landmænd og bønder frie af markedsøkonomiske spændetrøjer; en verden uden fattigdom, sexisme, racisme og homofobi. En verden hvor mennesker er vigtigere end profit. En verden uden krige.”

Det lyder smukt. Men de sociale bevægelser giver ikke noget svar på de to spørgsmål hvordan og hvad. Det er kun marxismen og den revolutionære bevægelse, der giver svar:

En verden uden krige bliver kun mulig ved at tilintetgøre imperialismen. Kun en fælles front af arbejdere og undertrykte folk over hele verden vil formå det. Og den ny verden kan kun være socialismens verden.

Med andre ord må de sociale bevægelser – antiglobaliseringsbevægelsen, antikrigsbevægelsen og modstanden mod EU – blive antiimperialistiske, hvis de skal nå ud over et stadie af den ufarlige protest, der kan tromles ned, og i praksis søge at virkeliggøre de smukke målsætninger.

Kommunistisk Politik 23, 2002
Netavisen 22. november 2002