Hvad sker der i Grækenland?

Indspark fra DKU
Kommunistisk Politik 4, 2012

Peoples of Europe Wake up! You are next on the list!

Svaret er: Ikke nok. EU-politikere og banker er meget insisterende, der skal skæres ned og skæres mere ned og skæres endnu mere ned. Og så skal statslige værdier afleveres til bankerne. Når det er på plads må grækerne få lov at låne penge, så de kan afdrage på deres gæld. En slags statslig narkogæld og dummebøder.

Men udover at tvinge den græske befolkning ud i arbejdsløshed, fattigdom og håbløshed har de jo ret – det er ikke nok. Arbejdsløsheden er over 20%, mindstelønnen bliver reduceret med 20% – 30%, 130.000 offentlige ansatte bliver fyret henover de kommende år, og statens værdier bliver ’privatiseret’.

Når situationen er så dårlig som den er i Grækenland, er det nok med et par demonstrationer og nogle gadekampe. Resultatet bliver bare, at grækerne taber og kommer til at synke ned i en u-landsagtig elendighed.

Den græske modstand mod nedskæringerne og gældsbetalingerne er stor, men præget af splittelse. Der er en anarkistisk fløj der plejer at komme i tv med gadekampe, og en erklæret kommunistisk (KKE) fløj, der er glade for generalstrejker og demonstrationer og stadig sidder i parlamentet – og så er der også en revolutionær venstrefløj af marxist-leninister og andre.

Anarkisterne og KKE  er ikke gode venner og for et par måneder siden slog de på hinanden, da KKE stille3de sig op og forsvarede det græske parlament som en slags reservepoliti. Groft generaliseret er det en konflikt mellem “ingen kamp på systemets præmisser” og “kun kamp på systemets præmisser”.

I en udtalelse fra KKE om weekendens begivenheder bliver problemet tydeligt:
“Politiet og de hætteklædte arbejdede koordineret sammen om at opløse de storslåede folkelige demonstrationer”.

Om KKEs egen indsats hedder det: “[De kommunistiske parlamentsmedlemmer] gjorde det klart hvorfor intet parlamentsmedlem har ret til at stemme for gældsaftalen, […] de skærpede modsætningerne i en sådan grad at det kom til udtryk i bourgeoisipartierne, der mistede mange stemmer”.

Resultatet: 199 ud af 278 stemte for gældsaftalen.

Udover at fremhæve parlamentariske nederlag som sejre, er der et grundlæggende problem med den vej, KKE har valgt. Selv hvis det skulle lykkes at vinde parlamentarisk magt er der kun to mulige udfald: Videreføre kapitalens politik som et socialdemokrati, eller blive kuppet som et latinamerikansk parti.

Parlamentet er en agitations – og propagandaplatform, og ligesom mere moderne platforme som twitter, kan det være et redskab til at gennemføre en revolution.
Men det kan ikke erstatte den væbnede magt,  der er nødvendig for at undgå nederlag til kontrarevolution og intervention.

Den meget aktive og militante anarkistiske fløj har et tilsvarende problem. Den undervurderer med hvilken brutalitet en reel trussel mod det kapitalistiske system vil blive undertrykt. Det kræver ikke kun revolutionær vilje, men også disciplin og stærk organisering at vinde den kamp.

Det er imidlertid inspirerende at se hvordan et hospital kan svare på den reaktionære politik: I protest mod regeringens nedskæringer har ansatte på et offentligt hospital i det nordlige Grækenland besat deres arbejdsplads og driver det videre med et fællesmøde som øverste autoritet: ” Vores svar på regeringens neo-liberale politik er direkte demokrati”, siger de ansatte.

Hvis grækerne vil vinde, må de organisere sig til revolution, søge aktionsenhed og gå til angreb på kapitalen

Netavisen 28. februar 2012