Socialdemokratiet: Alternativet til VKO?

Socialdemokratiets (og SF’s) politik viser med al tydelighed, at S/SF ikke er et reelt alternativ til VKO. Krisens byrder skal betales af arbejderklassen og det store flertal af befolkningen, der ifølge socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt selv var medskyldige i krisen.

Af Troels Riis Larsen

Socialdemokratiet foretrukket

Socialdemokratiet har siden 1924 været borgerskabets foretrukne regeringsparti. Det kan der gives mange forklaringer på, men jeg vil pege på tre grunde, som jeg finder helt centrale.

For det første har Socialdemokratiet ved magten vist at de i høj grad har kunnet holde arbejderklassen ro. Derved er der bl.a. skabt gunstige betingelser for udviklingen af kapitalismen i Danmark, selvom det til tider har betydet, at man måtte give lunser til arbejderklassen såsom udbygningen af sundhedsvæsnet, offentlig børnepasning mv.

For det andet har Socialdemokratiet aktivt bekæmpet venstreoppositionen. I dag praler ledende socialdemokrater af denne kendsgerning. I en kronik i forbindelse med 20-året for Murens fald skrev politisk ordfører for Socialdemokratiet Henrik Sass Larsen og gruppeformanden Carsten Hansen:
”Fra kommunistpartiets opståen i 1919 i Danmark og frem til dets opløsning har Socialdemokrater kæmpet mod kommunister. Indædt og målrettet. Der kan ikke sættes en finger på Socialdemokratiets historie i den retning. Ude på arbejdspladserne, i fagforeninger, ungdomsorganisationer, byråd og Folketing kæmpede socialdemokrater mod kommunister.”

Denne begrundelse som borgerskabets foretrukne parti var væsentligere tidligere, hvor den internationale socialistiske og kommunistiske bevægelse stod stærkere og fremstod for befolkningen som et reelt alternativ til kapitalismen.

For det tredje har Socialdemokratiet vist sig ekstremt smidig i både sin praktiske politik og ideologiske position. I dag har partiet accepteret mantraet om at Danmark skal ha’ vækst og være konkurrencedygtige, som er en væsentlig del af den nyliberale dagsorden: ”Det er vigtigt, at vi er konkurrencedygtige, så der bliver skabt nye jobs i Danmark og Europa på en social og miljømæssig bæredygtig måde.” (Socialdemokratiets principprogram s. 14)

Ud over den ideologiske smidighed der har ført til at man i dag omfavner den EU anførte liberalisme så har Socialdemokratiet været mestre i at ændre position efter situationen – måske bedst illustreret ved den tidligere Socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krags ord: ”Man har et standpunkt indtil man tager et nyt.” 

Indenfor de sidste 20 år har Socialdemokratiet konstant rykket på tidligere holdninger – sagen om Poul Nyrup Rasmussen, der ikke ville røre ved efterlønnen og alligevel gjorde det, er blot et af de mere kendte. For at komme ind til kernen. Socialdemokratiet har vist sig aldeles villig til at administrerer forringelser af den selvsamme velfærdsstat, de har været med til at opbygge. Man er altså villig til at tækkes erhvervslivets ønsker, selvom det kræver at man tager nye standpunkter på bekostning af arbejderklassen.

Poul Nyrup Rasmussen ser det som en forskel mellem at staten (i det konkrete tilfælde EU) ”skal bygge på velfærdsstaternes tankegang og den sociale markedsøkonomi – ikke på markedssamfundet.”

Eller som Henrik Sass Larsen formulerer det:
”Centrum-Venstre bekender sig til et stærkt samfundsmæssigt fællesskab, hvor den offentlige sektor er løftestang for frihed, retfærdighed og solidaritet. Men alarmklokkerne skal ringe, hvis vi nærmer os 50 procent i skattetryk – der er også behov for en stærk privat sektor og foretagsomhed i et fremgangsrigt samfund under ledelse af centrum-venstre.”

Socialdemokratiet og arbejderklassen

Ordet arbejderklasse har ikke været en del af socialdemokratiets officielle program i mange år. Det skyldes det simple faktum at man ikke betragter arbejderklassen som en selvstændig enhed, hvis rettigheder man i særlig grad skal fremme. I stedet for arbejderklase er vi alle blevet lønmodtagere, som sammen med erhvervslivet skal redde os ud af krisen – som det forklares i S og SF’s udspil En fair løsning:

”Hvis vi skal forblive et af verdens rigeste samfund, kræver det en gennemgribende fornyelse af dansk økonomi. Fornyelsen skal først og fremmest gennemføres af erhvervslivet. Vækst og velstand skabes af virksomheder og lønmodtagere.”

Erhvervslivets rolle er central og konkret betyder det at S og SF er klar til at sælge ud af arbejderklassens tilkæmpede rettigheder. Det gælder alt fra efterlønnen til kontanthjælpsmodtagere. Derfor introducerer partierne gerne en ”fair løsning” i samarbejde, hvor de foreslår at forlænge arbejdstiden med en time om ugen. 

Ligeledes havde Socialdemokratiet inden halveringen af dagpengeperioden fra 4 til 2 år stillet forslag om at forkorte den til 2½ år mod at forhøje den en smule.

Et nyligt skud på stammen er at kontanthjælpsmodtagere skal give en modydelse i form af arbejde for kontanthjælpen. Der var engang, hvor Socialdemokratiet krævede reelt overenskomstmæssigt arbejde til alle. I dag er det opgivet til fordel for at tvinge kontanthjælpsmodtagere ud i minimumsbetalt arbejde.

Samtidig er Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti parat til at skærer yderligere i Efterlønnen, efter valget i år.

Socialdemokratiet, krisen, staten og befolkningen

Den økonomiske Krise har fået mange på venstrefløjen til at kigge sig om efter alternativer til den nyliberale model. Både Marx og Keynes er blevet hevet frem, men det må i dag stå klart at både S og SF i dag i høj grad har accepteret den nyliberale model – også efter krisen.

Og skal man tro den tidligere britiske premiereminister fra Labour (det britiske socialdemokrati) Tony Blair var Krisen ikke en markedsøkonomisk krise: ”Det er den finansielle sektor[s] krise, og det kan vælgerne sagtens forstå.”
Samtidig advarer han imod at gå tilbage til gammeldags socialdemokratisk politik, hvor staten vil bestemme og kontrollerer.

For Socialdemokratiet er der ikke nogle alternativer til kapitalismen, og det betyder også, at man er tvunget til at redde bankerne fra at krakke – konsekvenserne for den markedsbaserede kapitalisme ville blive for uoverskuelige, hvis man ikke gjorde det.

For os almindelige dødelige, der ikke var med til at køre økonomien i sænk, kan det selvfølgelig undre ,at Socialdemokratiet ligesom de fleste øvrige partier (med undtagelse af Enhedslisten) ikke tøvede med at give milliarder af kroner til den betrængte finanssektor, når det jo så tydeligt var dem,der havde skabt problemerne.

Måske skyldes det at Socialdemokratiet faktisk synes, at vi selv var ude om det.

”Lad os være ærlige,” forklarer Helle Thorning:
”Det var ikke kun i toppen af samfundet, at man levede over evne. Rundt om i samtalekøkkenerne diskuterede vi friværdi som aldrig før. I Danmark brugte hver husholdning i 2008 i snit 104 kroner, hver gang den tjente 100 kroner.
Fristelsen var større end fornuften. Alle ville have en del af kagen. Også selv om det var for lånte penge. Det siger sig selv, at det i længden er fuldstændig uholdbart både for den enkelte familie og også for samfundet.”

Så vi var alle skyld i krisen. Og nu kan vi alle passende være med til at betale, må logikken være. Men den enkelte låntager er ikke blevet forgyldt med billige banklån og hjælpepakker.

Men Helle Thorning synes at det er fair når arbejderne skal arbejde mere. Ligesom S og SF synes det er fair,at Danmark skal holde de offentlige velfærdsudgifter i ro.

I deres ”alternativ” til 2020-reformen har S og SF således valgt kun at ha’ en offentlig vækst på 0,8 pct. fra 2016.

Det forklarer Villy Søvndal sådan:
”Det er for at banke fast, at en kommende regering selvfølgelig skal være sikker på, at der er styr på den økonomiske politik.”

Der er selvfølgelig ingen der siger, at alle offentlige udgifter er lige nødvendige, men de nedskæringer der vil komme, rammer først og fremmest de svageste befolkningsgrupper – især når man tager i betragtning hvor villige man er til fortsat at bruge penge på områder som militær og hjælpepakker til nødstedte banker.

Socialdemokratiet, der i 1934 erklærede sig for folkets parti, har i praksis vist, at det er kapitalismens parti. Det har aldrig været tydeligere end i dag, hvor man fuldt ud har accepteret den nyliberale markedsøkonomi (med lidt socialt krydderi).

Taberne er de almindelige mennesker, arbejderne, de studerende, de ældre, de udstødte – alle dem der ikke er bankdirektører, oliemilliardærer eller en del af de øverste samfundslag – taberne er alle dem der bliver ramt af den stadig voksende ulighed. Og det er størstedelen af befolkningen.

For at gøre det helt klart: Socialdemokratiet anno 2011 er erhvervslivets parti – ikke arbejderklassens.

Netavisen 16. maj 2011