Ud af 2011: På vej ind i et nyt kampår

Leder
Kommunistisk Politik 25, 2011

Hvad bringes med ind i det nye år 2012 af klassekampens erfaringer i det 2011, som er ved at være slut?

Det har været et år præget af international uro og tumult, med hurtigt skiftende udviklinger, med barske kapitalistiske angreb, krige, fascistiske mord, men også opstande og masseprotester, der har bredt sig over hele verden. Intet tyder på, at 2012 vil blive roligere. Tværtimod: Den kriseramte kapitalisme er i krampe.

Året 2011 var først og fremmest markant i kraft af folkerevolutionerne og folkeopstandene i de arabiske lande – det ’arabiske forår’ – som med uimodståelig kraft banede sig vej først i Tunesien, siden i Ægypten og førte til diktatorernes fald, og som siden spredte sig som i hele den arabiske verden og langt uden for den.

Opstandene kom som en overraskelse ikke bare for de forhadte arabiske regimer, men også for imperialistmagterne og de gamle kolonimagter, der understøttede dem – som USA, Frankrig og EU.

Opstandene viste, at revolutionen også i 2011 og frem er et spørgsmål, som er sat på dagsordenen af folkemasserne.

Derfor satte imperialismen og reaktionen – indbefattet den religiøse reaktion, muslimsk, kristen og jødisk – alle sejl til for at bremse den revolutionære fremdrift og kidnappe de arabiske folkerevolutioner. Alle midler blev taget i anvendelse for at føre dem ad nye baner, der var til fordel for imperialismen og reaktionen.

I Libyen gik NATO i ulovlig krig. I Bahrain blev opstanden brutalt knust af kongen og den sorteste magtfaktor i den arabiske verden: USA’s og Vestens dynastiske allierede Saudiarabien. Mange steder blev der lovet, men ikke gennemført demokratiske og sociale reformer. I Marokko blev der afholdt valg for at konsolidere et usikkert kongedømme. I Ægypten har det amerikansk-støttede militær afvist at opgive magten.Religiøse muslimske partier er med USA’s og EU’s velsignelse bragt i spil som bremseklodser mod revolutionerne.

På trods af alle tilbageskridt fortsætter det revolutionære forår, som vil manifestere sig igen og med ennu større kraft i fremtiden.

Trækker man en linje fra Japan og Østasien over mod Mellemøsten, geografisk og i tiden fra 1945 og frem,  vil man finde, at den amerikanske imperialisme har gennemført en stribe forbryderiske og ødelæggende krige hen over disse kontinenter gennem alle årtier.

Først de kriminelle atombomber over Hiroshima og Nagasaki; så den usandsynligt brutale krig for  at udslette det revolutionære Nordkorea og udvide den amerikanske besættelsesmagt til hele den koreanske halvø; så Vietnam-krigen og blodbadene i Laos og Cambodia; så støtten til de israelske krige og besættelser og lemlæstelsen af Libanon; så krigene mod Afghanistan og Irak; så det afrikanske kontinent med krigen mod Libyen i 2011. De har hele vejen igennem  været ledsaget af statskup og støtte til diktatoriske marionetregimer af enhver art.

Hvad bliver den næste krig? Iran, Syrien, Pakistan, flere afrikanske lande?  Planerne er der.

Irak-krigen er netop officielt blevet afsluttet fra amerikansk side ved udgangen af 2011, mens krigen i Afghanistan fortsætter på ubestemt tid. Begge disse krige har været politiske og militære nederlag for USA og den vestlige imperialisme – ligesom Vietnam- og Korea-krigene var det.

Den kapitalistiske verdenskrise, der begyndte i 2007-08, er også fortsat gennem 2011. Hverken USA eller EU-landene har revet sig ud af den økonomiske krise med en stadig voksende arbejdsløshed og fattigdom i massemålestok.

Tværtimod har ’redningsplanerne’ for spekulanterne og bankerne været en ekstrem kostbar fiasko, som arbejderne og folkene nu betaler med nedskæringer og kraftige reallønsfald.

Euroen og EU har i denne proces afsløret sig som fejlkonstruktioner – euroen tilmed ud fra et kapitalistisk synspunkt. Det er de hårdt arbejdende folk i Sydeuropa, der blev lokket me i Euroland af alskens løfter, der betaler den højeste pris. Og som i milliontal i Grækenland, Italien, Spanien, Portugal osv er på gaden i protest. 

Det er dyre lærepenge, der betales for at finde ud af, at hverken EU, euro’en eller kapitalismen duer for almindelige mennesker.

I Danmark kom der en ny regering til afløsning af det kriminelle VKO. Thorning-regeringen er stort set fortsat, hvor den gamle slap. Nu skal den danske statsminister i spidsen for EU-formandskabet i første halvdel af 2012 sikre at den ny europagt kommer igennem uden folkeafstemninger. Men det vil f.eks. danskerne også tale med om!

Netavisen 23. december 2011