Sociale medier, protest og reaktion

Indspark fra DKU

Kommunistisk Politik 11,2011

I de sidste 2 uger, har Spanien oplevet en landsdækkende protestbølge vendt mod krisepolitikken, der sender regningen til befolkningen. En regning mange spaniere har gennemskuet burde lande på bankernes bord. Spanien er plaget af gæld og høj arbejdsløshed, i befolkningen generelt over 20%, blandt unge over 40%.

Som i de arabiske oprør er ungdommen forrest, og den decentrale massekommunikation gennem sociale medier er et vigtigt redskab. For mange er protesten noget nyt, og et udtryk for at flere mister troen på at de etablerede partier kan og vil gøre noget ved situationen.

En europæisk fortsættelse af det arabiske oprør er farlig. Lykkes det først protesterne at bide sig fast, er der en alvorlig risiko for at EU-imperialismens forsøg på at kontrollere udviklingen i Nordafrika fejler, og at regningen for krisen rent faktisk ender hos finanskapitalen. Derfor bliver protesterne, i et forsøg på at styre dem, budt velkommen i nogle borgerlige medier.

I den spanske avis “El Pais” er der en medrivende beretning om hvordan protesterne er vokset ud af den veluddannede, men arbejdsløse, ungdom og styrket gennem en lederløs deltagelse på Facebook og Twitter. Pointen er at fastholde bevægelsen i et generelt krav om “reelt demokrati”, og undgå at den konkretiserer krav og organisation.

Obamas “Hope & Change” kampagne er et glimrende eksempel på,  hvordan et generelt krav om forandring kan udnyttes og uskadeliggøres.

Problemet er også tydeligt i Egypten. Den enorme folkelige bevægelse, der smed Mubarak på porten, har ikke formået at fortsætte opgøret med det gamle regime. Efter Mubaraks fald kom mange løfter og håb på bordet, men Egypten lider under det magtfulde militær. Siden marts er tusinder forsvundet efter lyndomme ved lukkede militærdomstole.

Det er vigtigt at huske, at uanset karakteren af kapitalens magt, diktatur eller parlamentarisme, så bliver der ikke “givet ved dørene”. Enhver progressiv ændring skal kæmpes igennem, og det er kun en sejr, hvis man kan fastholde den.

At fastholde forbedringer kræver magt og magt kræver organisation. Organisation er ikke en karismatisk leder eller en parlamentarisk repræsentation. Organisation er kvartersråd, arbejderråd, studenterråd osv. Forsamlinger hvor folk organiseres hvor de lever, og træffer beslutninger med dem de skal kæmpe sammen med. Organisation er også parti, ungdomsforbund, masseorganisationer.

Internettet og sociale medier er værktøjer, der kan styrke de lokale organiseringer, binde dem tættere sammen over store geografiske afstande og inddrage endnu flere i diskussioner og beslutninger, end det var muligt tidligere.

At se sociale medier som organisatorisk grundlag for forandringer er et idealistisk synspunkt. Et synspunkt, der ignorerer at samfundets værdier kommer fra arbejde, fra produktion, og at kontrol over produktionen er grundlaget for kontrol med det øvrige samfund.

Det er grunden til at borgerlige medier begejstret udråber sociale medier som det nye demokrati.

Netavisen 25. maj 2011