Straf for støtte til Ungeren: Beretning om afsoning i Kærshovedgård

Kommunistisk Politik 5, 2008

Denne beretning er hverken et enestående dokument over et fængselsophold eller en speciel beskrivelse af et martyrium. Den har blot til formål at videregive en række indtryk og observationer fra 19 dages afsoning i Kærshovedgård ved Ikast. Forfatten er medlem af Arbejderpartiet Kommunisterne, og blev idømt en måneds fængsel for sin protest mod rydningen af Jagtvej 69 1. marts 2007. En del af tiden blev tilbragt i varetægtsarrest før dommen faldt.

Jeg havde i efteråret modtaget en dom på en måned bag tremmer. Forseelsen bestod i, at jeg sammen med et par friske unge mennesker 1. marts 2007 havde ommøbleret en flaskecontainer fra en ugenert plads til midten af Nørre Alle i København. Under normale omstændigheder ville det udløse en bøde for gadeuorden, men episoden fandt sted efter den fredelige demonstration i protest mod at Ungeren samme dag var blevet ryddet. Den form for gadeuorden bryder myndighederne sig ikke om og takserer den til ”grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden”. Folkeoprør er ikke populært.

Som en af mine venner sagde til mig med henvisning til trafikulykker:
– Man slipper billigere ved at skubbe til menneskekød!
Det er siden kommet frem, at politiet på forkant havde besluttet, at demonstrationen ikke måtte nå til Nørrebros Runddel, hvorfor de havde valgt en konfrontationslinje. Deres bestræbelse kom til fuld udfoldelse. Det var netop i forbindelse med deres indtagelse af Sankt Hans Torv med brug af tåregas og al landsens magtmidler, at vi ville genere deres fremfærd.

Jeg havde været så dum, at jeg ikke var maskeret, hvorfor jeg blev genkendt og snuppet i en anden fredelig demonstration en lille uges tid senere, hvilket resulterede i 11 dages varetægtsfængsling.

Derfor befinder jeg mig på Københavns Hovedbanegård den 28. december. Destination: Kærshovedgård – til afsoning af de resterende 19 dage. Arrangementet er en pakkeløsning: transport, ophold og mad samt indbygget nytårsfest J betalt for med billig arbejdskraft.
I dag fungerer DSB: tog til tiden.

Det er med en underlig fornemmelse, jeg stiger på toget, da jeg ellers altid har befundet mig på den sjove side af ”muren”. Jeg havde naturligvis orienteret mig om forholdene, så godt jeg kunne, og fundet ud af, at der i Folketinget havde været debat gennem de seneste seks år på grund af urimelige forhold på Kærshovedgård, heriblandt ottesengsstuer. Ved direkte henvendelse fik jeg oplyst, at der i dag kun var en- og topersonersstuer. Jeg havde også forsøgt at få min bærbare computer med, hvilket var blevet nægtet, men sagen var ikke død. I min bagage havde jeg en anke med, så min samlever i givet fald kunne sende eller bringe den.

Ti minutter inden Skanderborg bevæger jeg mig – tungt læsset – til udgangen, hvor jeg forhører mig hos togkontrolløren:

– Afgår der lokaltog fra Skanderborg til Bording?
Han svarer bekræftende, men mit spørgsmål har vakt betydelig interesse hos de otte til ti andre passagerer i gangen. Det går op for mig, at her ovre er de aldeles klar over, hvad Bording by er kendt for. Min bagage fornægter sig jo heller ikke. For alle tilfældes skyld tjekker jeg lige, at jeg har ensfarvede strømper på.
Jeg morer mig lidt ved tanken om, hvad de tror, man har begået: hustrumishandling, bankrøveri eller narkosmugling. Jeg fristes til at bekende, at jeg bliver betegnet som terrorist.

På Bording station er der ingen velkomstkomite, men der holder en transit i nærheden med en betjent ved rattet. I alt seks straf­afsonere udgør passagerstyrken. Ti km senere er vi på Kærshovedgård, hvor indtegningen kan begynde. Det foregår individuelt med fotografering og visitation af bagage og tøj. Det sidste kræver, at jeg i en betjents nærvær smider alt tøjet – undtaget underbuk­serne, som jeg gerne må beholde omkring anklerne. Jeg bliver så beordret til at dreje rundt, hvilket med underbukserne omkring anklerne foregår yderst akavet, men jeg trøster mig med, at jeg ikke får en plastikfinger stuk­ket op i endetarmen.

Vagterne har fået udleveret mine indkaldelsespapirer, som ved et uheld har været forbi en kaffepose i skraldespanden derhjemme. Det tager de nu meget roligt. De spørger, om jeg har specielle kendetegn på kroppen, hvilket jeg svarer benægtende til. De bli­ver så enige om, at mit kendetegn må være, at jeg er den eneste, der ikke bærer tatoveringer.

Min bagage er blevet undersøgt, mens jeg blev visiteret i et andet lokale. Jeg får at vide, at der ikke er fjernet noget, men konstaterer senere, at der mangler ca. ti siders print om Kærshovedgård, som jeg har medbragt til brug for denne reportage.
De må have vurderet det som værende farligt og undergravende materiale.

Jeg bliver sendt over til afdeling F, hvor jeg får tildelt stue 270. Betjenten på afdelingen foretager nu de samme omkring 15 rutinespørgsmål, som jeg til kriminalforsorgen allerede har besvaret. Jeg forundres over, hvordan den digi­tale verden er sluppet uden om politiet. De råder over computere og al landsens moderne grej. Alligevel er de ikke i stand til at udveksle informationer imellem afdelinger eller politikredse. Det samme gælder fotomateriale. Alene i denne lille sag har de vel formået at tage en håndfuld billeder af mig … og jeg er ikke særlig fotogen.

Betjenten mener, at jeg har trukket gennemsnitsalderen op i forbindelse med kampen om “69”. Det er svært at benægte. Han vir­ker i øvrigt rimelig venlig, og jeg konstaterer da også senere, at han hører til den bedre halvdel. Betjentene er naturligvis meget forskellige. Nogle er rare, venlige og mødekommende, mens andre er kolde og afvisende. Det skal man forstå at udnyt­te. Har jeg en anmodning, hvor reglerne skal gradbøjes, så er det som i alle andre af livets forhold det mest fornuftige at opsøge de rigtige.

Jeg er i øvrigt af den opfattelse, at min høje alder gennem hele forløbet er en fordel, også i forhold til behandlingen. Da jeg har båret pakkenellikerne til stue 270 (personligt foretrak jeg 69), når jeg lige at besøge “købmanden”, som har åben mellem 15 og 16 på hverdage. Jeg tænker på de tre, som skulle visiteres efter mig. De når næppe noget indkøb inden weekenden.

Afdeling F består af 19 enestuer, som hver er på ca. to gange tre meter. Der er adgang til to lokummer, to brusebade, vaskemaskine og tørretumbler. I det fælles opholdsrum er der tv, sofaborde og stole med plads til alle, hvilket er nødvendigt, da det også benyttes til spiserum. Jeg skal hilse og sige, at det ikke er særlig godt for fordøjelsen at indtage føde i en så foroverbø­jet stilling, som et sofaarrangement kræver. På afdelingen er der også et rum med et bordtennisbord og bordfodbold. Rummet bruges stort set kun til at spille poker i, ofte med 300 kr. som ind­sats.

I fællesrummet er der gang i et væddemål, der handler om, hvor­vidt en indsat, som på grund af begravelse har fået udgangstilladelse, vil indfinde sig inden kl. 21. Holdningen er, at han er godt dum, hvis ikke han benytter lejligheden til at holde nytår udenfor:

– Han vil bare få forlænget opholdet med det samme antal dage i den anden ende.

Der er en Mars på spil.
Gangens endevæg er prydet med Dalton-brødrene, der står i kø for­an en fængselsbetjent. Over skilderiet står der med store, tydelige bogstaver:
Meldepligt kl. 11.30-12.30 og 17.30-18.30.
På døren til brusekabinerne pryder Jens Fup hele døren i en badescene. På døren ud til lokummerne præger vikingen Hagbard partiet med en toiletrulle i hånden.

Jeg er træt og trækker mig tilbage for at udfylde og sende de besøgstilladelser, som besøgende skal sende retur i underskrevet stand. Disse skal indeholde personlige data, så kriminalforsorgen kan tjekke dem, inden de får tilladelse til besøg. Derfor skal de være fængslet i hænde tirsdagen inden besøget i den efterfølgende weekend.

I mit tilfælde er det en umulighed, da postkassen er tømt inden min ankomst, og nytårs­dag er helligdag, hvor der ikke bringes post ud. Efter reglerne kan jeg derfor tidligst få besøg et par dage inden løsladelsen. Efter min varetægt i Vestre kendte jeg den lange procedure, så jeg havde anmodet om at få besøgstilladelserne tilsendt, men forgæves. Det viste sig, at en anden indsat havde modtaget dem pr. fax. Den mulighed fik jeg ikke oplyst.

Man må få besøg i tre timer lørdag og søndag af tre voksne samt to børn. Der kan maksimalt være tale om fem forskellige personer. Mine ”udvalgte” modtager i bedste fald ansøgningerne om mandagen, så de skal være hurtige ved havelågen, hvis de efter arbejde skal nå til det nærmeste postkontor for at aflevere dem – og så vil det alligevel være for sent, da tirsdagen er helligdag, men jeg regner med, at kriminalforsorgen netop af denne årsag giver dispensation.

Den ene – til min søster – kommer tilmed retur med begrundelsen: Ubekendt efter adressen. Trods korrekt adresse. Om onsdagen dukker de underskrevne ansøgninger op, og der gives dispensation. Det gør der også til min søster, som ikke har modtaget den. Det er jo beviseligt, og en flink afdelingsbetjent ser gennem fingre med det. En anden er modvillig. For de besøgende udgør rejseomkostningerne (fra København) en lille ”tusse” samt 14 timer frem og tilbage – uden kaffe og kage.

Jeg er meget overrasket over, at der er telefon på gangen, som man kan ringe fra og modtage opkald på. Den bliver brugt flittigt, især om aftenen, hvor der oftest er kø. Derfor gælder der også den regel, at man maksimalt må snakke i ti minutter. Det er vores ”gangmænd”, der har etableret reglen – ligesom andre regler, som ved overtrædelse koster ti kr. i bøde. Selvom reglerne er fornuftige, finder jeg det alligevel pudsigt, idet vi jo alle sidder inde, fordi reglerne udenfor ikke er overholdt.

Jeg bruger de første to dage på at finde mig til rette, slappe af og glo tv – samt lære de andre at kende. Øgenavne er flittigt brugt: Morfar, Kylling m.m. Personlig kaldes jeg for E.T., Evigt Talende, hvilket ikke kun skyldes min jævnlige talestrøm, men det faktum, at jeg, når jeg sysler med fritidsbeskæftigelse, altid snakker med mig selv. I dette tilfælde har jeg haft travlt med min frimærke­samling om natten, hvor naboerne er blevet holdt vågen af min pladren. Væggene er papirtynde, og lyde generer alle.

Enestuerne har også tv, hvilket koster fem kr. om dagen. Det er angiveligvis antenneafgiften, der skal dækkes. Derudover er der en sofa, som bruges som sovebriks, et skrivebord, skrivebords­stol, en håndvask, spejl, skabs- og hyldeplads. Vinduet kan ikke åbnes, men væggen er forsynet med en åbning, der er tilgitret, så man kan lufte lidt ud. Åbningen kan tildækkes med en luge. Efter købmandsbesøget går jeg i fællesrummet. Jeg forhører mig lidt om procedurerne. Det er nogle flinke gutter, som alle har korttidsstraffe.

Langtidsfangerne sidder på andre afdelinger. Det er ikke tilladt at besøge andre afdelinger uden tilladelse fra betjentene. Der er desuden meldepligt to gange om dagen i forbindelse med frokost og aftensmad. Derudover vækkes vi kl. 7 om morgenen, som også er et tjek, når de låser stuen op. Man tjekkes kl. 21 med et ”godnat”, og stuen låses kl. 22.

Nytårsfesten kan beskrives med få ord: helt normal procedure. Der er et par stykker, som forsøger at forhandle sig frem til, at vi må blive længere oppe – uden held.
Efter helligdagen skal vi tvangsaktiveres på ”pladsanvisningen”.
Mulighederne består i snedker, tømrerværksteder, køkkenarbejde, og når sæsonen er dertil, så kan man få udendørs arbejde i skov og landbrug. Desuden kan man komme i montagen, hvor virksomheder kan indlevere halvfabrikata til samling og/eller pakning. Det er sikkert en god fidus.
Virksomheden Debel får færdiggjort gardinstænger i montagen. Stængerne skæres til i forskellige længder. Der isættes glidere, og endelig pakkes de til forsendelse.

Endelig er der mulighed for “eget” arbejde, hvilket – hvis det godkendes – betyder, at man i arbejdstiden skal opholde sig på sin “stue” i arbejdstiden og udføre “eget” arbejde.,
Jeg får heldigvis tildelt “eget” arbejde, oven i købet uden pro­blemer. Jeg begrunder det med, at jeg er freelance-journalist, og ikke som nogen af mine afdelingsfæller troede: frilandsjour­nalist.

Nu kan jeg skrive og læse efter behov – i arbejdstiden! Samtidig undgår jeg irritationer over at skulle arbejde til en løn langt under overenskomsttariffen (8,16 kr. i timen) OG tage arbejde fra de arbejdsløse. Efter en måned gives et ”anciennitetstillæg” på 100 kr. om ugen. På afdelingen eksisterer den opfattelse, at med den løn så har vi også selv betalt for billet og ophold.

Der eksisterer forskellige udsagn om, hvorvidt man er pligtig til at arbejde, som kriminalforsorgen hævder. Nogle mener, at der ikke er arbejdspligt for personer over 26 år. Det er måske
i konflikt med bistandssystemet? Andre hævder, at hvis man af­soner på ferie eller dagpenge, må man ikke arbejde ved siden af. En enkelt hævder, at han har kørt sag på det ved et andet fæng­selsophold og vundet.
Hvis man er syg, skal man i arbejdstiden opholde sig på egen stue.
Blandt de forskellige former for tvangsarbejde hører også stil­lingen som “gangmand”, hvilket består i at holde fællesarealer rene. På afdeling F vasker de også op og sørger for, at der konstant er kaffe til rådighed. Dette betaler vi 50 kr. om ugen for.

Ved min ankomst har jeg afleveret ansøgningen om brug af egen pc eller fængslets computere til afdelingsbetjenten, som så skulle af­levere den til rette vedkommende: Svend Aage Nielsen, Kærshovedgårds af­delingsleder. Han var på juleferie og ville først komme tilbage onsdag den 2. januar. Denne dag får jeg om formiddagen bevilget “eget” arbejde. Med min elektri­ske skrivemaskine var alt jo så vidt på plads. Jeg bliver derfor lidt foruroliget, da en betjent opsøger mig med følgende besked:

– Du skal over til Svend Aage Nielsen. Han vil tale med dig.

Jeg overvejer muligheden af, at han vil inddrage “eget” arbejde.
Det viser sig, at han har en fremtoning som en hygge­onkel: omkring 60 år gammel, gråsprængt hår og skæg.
Jeg får besked på, at min anmodning ikke kan indfries, og en bureaukratisk begrundelse herfor. Argumentationen bliver bistået af en historie:

– I sommers var vi ude for den kedelige oplevelse, at en af vore kollegaer i Horsens Statsfængsel blev taget i røven af en indsat, da hans hus blev opkøbt af en stråmand, som aldrig har indfriet betalingen, men bemægtiget sig skøde og retten til huset.

Jeg havde læst historien i pressen og var stadig lige forundret over, hvordan det kan lade sig gøre. Svend Aage Nielsen kan ikke berige min viden, men oplyser, at der stadig kører en retssag.
Idet det skriftlige afslag til at medbringe pc, jeg havde modtaget på bopælen, byggede på, at det var en forudsætning, at man driver virksomhed med revisorgodkendt regnskab, så havde jeg i min anke medtaget regnskab for det lille selskab, jeg er interessent i.

Derfor har han som tidlige­re Difko-spekulant et par nysgerrige spørgsmål til selskabet. Han har svært ved at se, hvordan det kan betale sig, når det giver underskud hvert år. Jeg må for­klare, at sådan er det, når investorer forsøger at bygge en ny virksomhed op.

Da vi er færdige, rejser jeg mig, og vi er ved at tage afsked; men så be’r han mig om lige at sætte mig igen, da han godt vil snakke med mig om en anden ting. Han har angiveligvis ikke fun­det mine sagsakter frem. Tilsyneladende har han kun registreret, at jeg sidder inde for “grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden”, så han vil da gerne lige høre, hvad det drejer sig om, fordi han har da hæftet sig ved datoen og Nørrebro.
Jeg redegør for, at jeg har ommøbleret en flaskecontainer, hvorfor han da gerne vil vide, hvordan sådan en som mig – alderen taget i betragtning – kan finde på det.

Det er her, man skal holde tungen lige i munden. Facaden er ”hyggeonkel”, og snakken har været afslappet, men der kan let gemme sig andet end almindelig nysgerrighed bag spørgsmålet, men det kan selvfølgelig også hænge sammen med almindelig jysk manglende bevidsthed om storbyernes eget liv.
– De unge bør have og har krav på et ungdomshus. Desuden var po­litiet ualmindeligt voldelige og farlige for hele kvarteret, for­klarer jeg venligt.

– Jamen demonstrationen var jo blevet opløst. Så bør man gå hjem.
Jeg beriger ham med, at megafonen højst nåede ud til et par hundrede, mens demonstrationen bestod af flere tusinde. Han mener så, at jeg skal gi’ et bud på, hvordan man løser dette tekniske problem. Det er nu ikke min opgave, synes jeg:

– Når man kan finde udstyr, der kan aflytte alle digitalt, så kan politiet vel selv finde en løsning.

I stedet jeg drejede samtalen over på politiets metoder, vold og brug af civilbetjente. Svend Aage Nielsen mener nu ikke, at det er morsomt at være betjent i sådan en situation:

– De er jo kun mennesker som alle os andre. Det er ikke underligt, hvis stemningen påvirker dem. Se bare på alle de små kvindelige betjente, og hvad de bliver udsat for. Der er ikke noget at sige til, hvis de får et kick.
– Det skal de jo være uddannet til at kunne beherske. De skal jo også overholde reglerne, ikke mindst dem, som anholder andre for at bryde dem. Desuden hjælper det ikke mig, hvis jeg til min arbejdsgiver forklarer, at grunden til, at jeg begik en alvorlig fejl, er, at jeg fik et kick. Jeg bliver fyret alligevel. Desuden har de formodentlig fået oplyst sådanne risici, da de søgte ind som betjent.

Jeg tror ikke, vi var enige, da vi kort tid efter skiltes, men det viser sig, at adskillige betjente på gangen fulgte opmærksomt med i samtalen.

I det hele taget virker de fleste betjente forstående over for lo­gikken: Tiden skal for de indsatte slås ihjel, så der er ingen grund til at skabe irritationer, som kun ud­løser frustrationer og efterfølgende problemer for alle.
Der forekommer ransagninger på værelser grundet mistanke til den indsatte for at have hash eller lignende. Stuerne kontrolleres hver torsdag. Man kan også forvente, at man ved væk­ningen skal aflevere en urinprøve. De siger, at det sker ved en tilfældig stikprøvekontrol.

I “Vejledning om afsoning af frihedsstraf” kan man læse om forskellen på et åbent hhv. lukket fængsel samt arresthuse. Er straffen kort, kan man afsone i et arresthus eller i et københavnsk fængsel, eksempelvis Vestre (så foretrækker jeg Kærshovedgård!). Der er mindre personale i et lukket fængsel (det tror da pokker, når vi selv udfører alt servicearbejde, som personalet i et lukket fængsel er tvunget til at udføre).

Reglerne er til gengæld – og det er væsentligt – betydeligt mere lempelige for eksempel om penge, telefonering, besøg og ud­gang. Arresthuse og københavnske fængsler har kun begrænset mulighed for fællesskab mellem de indsatte. Ret til visse personlige ejendele, men ikke pc, MP3-afspillere eller anden elektronik, hvor der gemmes “ting” i. I et lukket fængsel har du har normalt kun ret til en times udgang om dagen (ophold i fri luft). På Kærshovedgård har man mulighed for det fra 7 til 22 i weekenden og fra 15 til 22 på hverdage – helvedes til for­skel.
Der er adgang til tv, radio, avislæsning, bøger og blade.

Udendørsarealerne er i den rigtige sæson udmærkede. Beachvol­leybane, petanquebane, minigolf, fodboldbane, velholdt. Området er ikke så stort, at man kan blive træt af en rundtur, men til Kærshovedgård hører landbrugsjord og skov, så det når op over de 800 hektar, der gør, at det engang har haft status som herregård. Forhol­dene minder meget om en højskole. Der er heller ikke hegn omkring, så hvis man vil, ligger samfundet lige på den anden side af en række træer, man kan gå lige igennem. Det vil imidlertid ikke have megen mening, da alle indsatte sidder inde med relativt korte afsoningstider, maksimalt 1½ år. Hvorfor så forlænge et ophold?

Der er også en indendørshal med mulighed for badminton eller fodbold.
Mine afdelingsfæller er rimeligt rastløse. Efter “juleferien” var der en del, som glædede sig til at komme i arbejde igen. Der er – mig bekendt – heller ikke nogen, der har taget fritidssysler med. Der er en enkelt, som studerer jura, men han vir­ker ikke særlig tændt på at benytte tiden. Han har i øvrigt – af studieårsager – fået lov at tage sin bærbare med!
Dagene kan blive lange, kunststykket er at have noget at fore­tage sig,

Det er der mange, der ikke har. En del er bodegafolk – eller ”gutter fra bænken”. De fleste straffe består i misbrug, erhvervelse, besiddelse eller salg af hash, spirituskørsel eller kørsel uden kørekort. Jeg er den eneste politiske fange og må genfortælle min historie mange gange i fællesrummet. Man forstår simpelthen ikke, hvordan jeg kan få en måneds frihedsberøvelse for at ”ommøblere” en flaskecontainer. Tilsyneladende bliver jeg en ”spændende” person. I hvert fald bliver jeg en dag forstyrret af ”Tagkaj”, som gerne vil vide, hvor gammel jeg er:

– Hvorfor? Spørger jeg.
– Vi har et væddemål kørende.

Jeg vil gerne have buddene at vide. Efter lidt forhandling oplyses de til mellem 40 og 58 år. Jeg meddeler, at jeg er 54, hvilket udløser en vinder til kagen, som er indsatsen. Da jeg senere indfinder mig i opholdsrummet, finder jeg ud af, at vinderen er blevet besnakket fra sit bud, hvorfor væddemålet gik dødt.

”Tagkaj” har i øvrigt eget firma i Randers, som ifølge sagens natur beskæftiger sig med at lægge tag. Han har firmaets logo tatoveret i nakken og er rimelig dominerende blandt afdeling F’s indsatte. Frisk fyr, som altid er rap i munden, hvilket også betyder, at han er hurtig på aftrækkeren, når der skal uddeles øgenavne.
Eksempelvis går der ikke mange minutter, før Esben får tildelt sit. Det er nu også et straffespark.
Esben er lige ankommet til afdelingen, og som os andre indlogerer han sig på sin stue og indfinder sig derefter i opholdsrummet med fornuftig lav profil. Her har vi gang i en snak om de forskellige regler og repressalier ved overtrædelse:

– Så kan du godt tage en tur i ISO, hører Esben Kylling sige.
Esben fanger ikke sammenhængen og grunder videre, mens snakken kører i andre baner. Efter en halv time kan han ikke længere holde sin nysgerrighed tilbage:

– Sig mig, kan man få lov til at komme i ISO?
Vi kigger alle på ham. Hvad mener han? Er han enspænder, eller søger han et martyrium?
– Jamen I sagde, at man godt kan tage en tur i ISO.

Der knækker filmen. Da latteren er stilnet af, kan vi meddele, at et besøg i ISO ikke må forveksles med en indkøbstur. Der er hverken varer, osere eller personale.
Esben vinder sit øgenavn: ISO.

Tiden skal slås ihjel. Pokerspillet i bordtennisrummet er livligt, og jeg drages. Deltagerne afspejler nogenlunde den etniske fordeling på afdelingen og fængslet i det hele taget: Fifty-fifty. Der er en del danskere, der har ondt i røven over indvandrerne:

– De styrer for meget, er udsagnet. Når jeg spørger hvordan, spreder tavsheden sig. I afdeling F styrer de overhovedet ikke. Faktisk synes jeg, at den sødeste fyr er en kurder, som til daglig er bestyrer af en cafe i et medborgerhus i København. Da jeg spørger ham, om det er ham, der har skrevet ”Længe leve PKK” i telefonboksen, svarer han bekræftende og undskylder det med en apolitisk bemærkning. Han er tildelt en straf for at ”stikke en medtrafikant en flad” i et sammenstød klos op af en politibetjent.

Under spillet finder jeg ud af, at en medspiller fra Tyrkiet hedder Aydin. Jeg må naturligvis straks fortælle, at jeg kender en kvinde ved det navn. Vi snakker lidt om betydningen af navnet, som betyder ”solstråle”.
Næste dag i “Go’ morgen Danmark” går Line Baun Danielsen fra kok­ken videre til sofaarrangementet for at foretage et interview.

Ved bordet sidder en indvandrerkvinde iklædt en gul T-shirt. Hun minder mig utrolig meget om Gül Aydin, som jeg kender, men håret er betydeligt kortere, og brillerne stemmer ikke, men det er Gül, som er blevet aktiv i “Natteravnene”, der går rundt på det ydre Nørre­bro for at skabe kontakt til de unge – primært 2. generations­indvandrere – med det formål at holde dem fra at begå “dumme ting”.

Jeg farer ud på gangen og meddeler min bedste ven – kurderen – at nu er Gül Aydin i tv. Det vækker lidt forundring.
For mig personligt har det en anden betydning. Da jeg sad i varetægt i Vestre, dyrkede min cellekammerat og jeg meget ”Go’ Morgen Danmark” på TV 2, hvor jeg så en dækning
af en demo, hvor min dat­ter pludselig defilerede forbi kameraet. Det giver forbindelse til omverdenen, dens klassekampsaktiviteter og ens nære, der til stadighed kæmper. Skøn fornemmelse.

Jeg nærmer mig tiden for løsladelsen. Krydserne i kalenderen er tæt på den 16. januar. Så er det tid til at købe is til de øvrige i afdeling F, som det er vanlig procedure ved frigivelse. Her giver man ikke indkitning, men udkitning.

”Kylling”, der er hans øgenavn og henfører til hans kropsbygning, har siddet i et par måneder og står til løsladelse et par dage efter, men han ryger den ”fede” – ligesom fire-fem andre. De er afhængige af beruselsen, som virker beroligende, især når de om aftenen bliver låst inde og kun har sovebriksen, men intet selskab. Det tager ikke betjentene lang tid at udpege ”syndere”, så de har ekstra fokus på de ”udstillede”. Kylling er så rar og naiv, så han falder igennem på alle punkter.

Han bliver grebet på stikprøvekontroller ved vækning med stoffet i urinen. Hans værelse ransages, og der findes en hashklump.
Kylling er helt igennem uheldig. Det er dog sjældent, at han kaldes til afhøring, fordi systemet ikke har tiden til det. Når vi en sjælden gang stiller Kylling et spørgsmål, skal man bevæbne sig med en god portion tålmodighed og et overskud, der hele tiden leder ham på vej til svaret. Uanset hvilket spørgsmål man stiller ham, så bruger han mindst 1½ minut på at stille skarpt, hvorefter han begynder med en historie fra sin barndom.

Kylling er såmænd fed nok. Lidt yngre end jeg selv, men vi deler samme musiksmag. I modsætning til de fleste andre kunne jeg bedst lide at kalde ham ved hans rigtige navn: Edmund. Han havde gjort karriere inden for musikbranchen, hvor han havde stillet gear til rådighed for de største popmusikere på landets største scener. Jeg tror ham. Han er ikke typen på for store armbevægelser, som der ellers er en del af. Det er en hård ”business”, og han har deltaget i løjerne. Han yndede at spille ”halv tolv” – oven i købet med huset som indsats.

I mine 19 dage ser jeg ikke en dråbe alkohol, men der bliver godt nok fyret den ”fede”. Kylling deltager.
En uge før løsladelsen vækkes han med beskeden:

– Du tager lige tøj på, for du skal en tur med mig for at afle­vere en urinprøve.
Det ærgrer Kyllingen, fordi han havde planer om at benytte sit krav om orlov på at nedskrive sin straf med to dage. Den plan er nu bragt i farezonen.

 – Jamen jeg har kun siddet inde i 32 dage, så mit misbrug derhjemme sidder jo stadig i kroppen, protesterer han.
– Du er udtrukket ved en tilfældighed. Det var dit nummer, der kom op af hatten.
Argumentationen gør ikke Kyllingen mere positivt indstillet.
– I ved jo godt selv, at I greb mig i at ryge i sidste uge, så prøvens udfald giver jo sig selv.
– Det er ikke os, der har bestemt, at du skal kontrolleres. Det kan du takke Lene Espersen for, svarer betjenten, der på den måde bringer sig selv udenfor skudvidde. Det er et almindeligt og meget brugt kneb af ansatte i det repressive statsap­parat.

Kylling må som så mange andre gange i sin tilværelse vride armen om på sig selv og erkende sin individuelle magtesløshed over for systemet og dets bureaukratiske argumenter.
Friheden kan han vinke farvel til – straffen bliver forlænget med en uge.

Da jeg kommer hjem, modtages jeg af knus, kram og omsorg af min samlever, som sammen med nogle unge kammerater har forberedt en fest, hvor jeg bliver påtvunget gaver. Én af dem består i et billede af personer, der er i gang med at ommøblere en flaskecontainer.

– Find fejlen, siger de.

Jeg kigger på billedet. Der er én, som ikke er maskeret. Fejlen er min, og omtanken er skøn. Jeg er igen blandt kammerater og har lært noget!

Tidligere beboer på Kærshovedgård

Netavisen 14. marts 2008