Våbenhvilen som ikke er

Hærens tilstand 2
Af Ran Ha-Cohen

Hvordan gik det så? Mitchellrapporten anbefalede en våbenhvile og et stop for alle bosættelsesaktiviteter. For at aflede fra spørgsmålet om bosættelser annoncerede Sharon en ‘våbenhvile’. Så kom den palæstinensiske selvmordsbombe, som dræbte 21 unge israelere i Tel-Aviv, og det blev Arafats tur til at annoncere en våbenhvile for at forebygge den forventede store israelske militæroperation. Hvad Isreal angår har ordet ‘våbenhvile’ en helt enestående snæver betydning – og er f.eks. forenelig med anvendelsen af ammunition, som rummer snesevis af små jernspidser, som dræbte tre palæstinensiske kvinder (en ‘fejltagelse’). Men i samme øjeblik Arafat brugte ordet våbenhvile blev han sat under amerikansk, israelsk, europæisk, ægyptisk og jordansk pres for at bruge det i en usædvanlig bred betydning, nu formaliseret i våbenhvileplanen. Eksperter vurderer enstemmigt, at Arafat er ude af stand til at opfylde sine forpligtelser i henhold hertil, især kravet om at de palæstinensiske myndigheder ‘øjeblikkelig pågriber, forhører og indespærrer terrorister på Vestbredden og Gaza og videregiver navnene på de arresterede til sikkerhedskomiteen, så snart de er pågrebet’ – og altså fungerer som politibetjent for Israel. Som forventet indeholder våbenhviledokumentet ikke noget om at stoppe bosættelsesaktiviteterne og det foreslår trods palæstinensiske protester ‘stødpudezoner omkring spændingsområder’ – hvilket kan vise sig at være en undskyldning for at udvide bosættelserne og deportere palæstinensiske naboer.
Millionsspørgsmålet om Arafat – ‘ude af stand’ til eller måske ‘uvillig’ til at stoppe volden? – er utænkeligt, når det gælder Israel, da det i modsætning til Arafat har fuld kontrol over sine styrker. Det er derfor nu indlysende, at Israel aldrig har været ‘villig’ til at opfylde sine forpligtelser i henhold til aftalen.
Nachum Barnea, en velinformeret politisk seniorjournalist ved Israels største dagblad Yedioth Achronoth konkluderer overbevisende:
‘For Sharon i det mindste er det ikke nogen våbenhvile, men det modsatte; aftalen befriede Israel for dets tidligere forpligtelse til en ensidig våbenhvile. Fra nu af er regeringen stillet frit til at reagere militært, og slå hårdt til, hvis der forekommer et terroristangreb. Våbenhvilen bereder faktisk grunden for en fornyelse af den åbne ild’ (15. juni)

Hvem vil gå i krig?
Så den herskende israelske junta, som blev beskrevet i første del af denne artikel: Hærens tilstand – Kommunistisk Politik 12, 2001, er nu tættere på krig end nogensinde. Indholdet af de israelske krigsplaner vil jeg komme nærmere ind på i en følgende artikel. Uden at gå i detaljer her, så er dens målsætning klar: at knuse palæstinenserne moralsk, fysisk og demografisk for at sikre den israelske besættelses og bosættelsernes fremtid.
Men det store flertal af israelere går ind for et øjeblikkeligt stop for bosættelserne. Besættelsen ligner derfor mere og mere en ondartet besættelse hos den militære og politiske junta, som kun nyder støtte hos et lille mindretal af borgerne. Desuden er det israelske samfund dybt splittet – og ikke blot om spørgsmålet om Besættelsen. Det er spaltet mellem israelske arabere og jøder; mellem ortodokse og såkaldt verdslige jøder; og sidst, men ikke mindst er det økonomisk spaltet mellem besiddende og besiddelsesløse. Spørgsmålet er derfor: Har juntaen en hær bag sig i et så spaltet samfund?

Jaffe Centeret for Strategiske Studier ved Tel-Avivs Universitet – tilsyneladende et akademisk institut, hvor pensionerede officerer giver deres ideologi en videnskabelig forklædning – har for nylig udtalt, at den regionale magtbalance tydeligvis er til Israels fordel. Det er sandt m.h.t. det israelske luftvåben, men de israelske hensigter i De Besatte Områder kræver mere end en mægtig luftstyrke. At skære området op i dusinvis af småstykker, gennemføre en klapjagt på den palæstinensiske ledelse eller en storstilet etnisk udrensning og massedeportation kan ikke opnås alene fra luften, og heller ikke af de professionelle, men små, israelske dødspatruljer. Det kræver en hær – og hæren krakelerer.

Konsekvensen af de økonomiske skel er ret indlysende. Tager man en person, som tjener 15.000 $ om måneden (de øverste 10 pct. i Israel) og så en anden, der tjener 600 $ om måneden (de nederste 10 pct.) og anbringer deres sønner i den samme kampvogn – så vil det ikke fungere. Hvis en reservist ankommer til forlægningen i en limousine, mens en anden må opgive en weekendorlov, fordi han ikke kan nå at komme tilbage til tiden med bus, så kan man ikke få en hær til at køre.

De arabisk-jødiske spændinger i Israel kan synes ubetydelige for hæren: De israelske arabere har alligevel ingen værnepligt. Men helt sådan er det ikke: visse arabiske mindretalsgrupper, især drusere og beduiner, spiller en vigtig rolle i hæren, hvor de tilbydes et økonomisk attraktivt liv, nu hvor traditionelle erhverv (landbrug, dyrehold) ikke længere er mulige (Israel beslaglagde det meste af den arabisk-ejede jord). I hvert tilfælde er beduinerne lede og kede af at bekæmpe andre arabere i Israels navn. ‘Ved indkaldelsen i november 2000 gik kun 22 beduiner ind i de israelske forsvarsstyrker mod 80 i 1999. Tallene var ikke bedre ved indkaldelsen i marts, og det ser ud som om Al-Aqsa-intifadaen næsten har sat fuldstændigt stop for beduiners deltagelse i militæret’, rapporterer Haaretz.

Den trosmæssige spaltning mellem ortodokse og ‘verdslige’ jøder er af langt større betydning. Ultraortodokse jøder er, på en forkrøblet måde, den avantgarde, som underminerer hærens krav på nationen. I Israels første år blev ultraortodokse yeshiva-studenter fritaget for militærtjeneste Men 500 studenter på Ben-Gurions tid er nu blevet til 30.000 mand. De er ikke pacifister og ofte ultranationalister, men de aftjener ikke værnepligt.
Fjendskabet mod denne gruppe er endnu vigtigere end dens militærfritagelse. Nogle ‘verdslige’ israelske jøder af den øvrige middelklasse fremstiller de ultraortodokse som ‘snyltere’ p.g.a. deres højere fødselsrater (‘de laver børn for at få socialhjælp’) og p.g.a. fritagelsen for værnepligt. Det populistiske Shinuy-parti er spydspidsen i denne anti-ortodokse kampagne, som krydrer de riges universelle had til de fattige med lejlighedsvise antisemitiske smagsstoffer, men også det venstreliberale oppositionsparti Meretz (under Yossi Sarid) er meget effektive i at opflamme antiortodokse følelser – med det formål at aflede modstand mod Besættelsen. Resultatet er en voksende bevidsthed om den uforholdsmæssigt skæve fordeling af den militære byrde blandt de israelske mænd i almindelighed. Der er nu adskillige organiserede grupper af reservister, som højlydt forlanger en mere fair fordeling af byrden og bedre betingelser (økonomiske og andre) for reservister. Deres offentlige anskrig kulminerede i massedemonstrationer i april sidste år. Den blev dygtigt gjort tavs af det politiske system med almindelige teknikker (bureaukrati, spaltning af modstanden i fraktioner, der bekrigede hinanden o.s.v), men den voksende bevidsthed om den skæve byrde gør det mere legitimt at unddrage sig militærtjeneste, som ikke længere anses som et tvunget nationalt ritual.

Reservisternes flugt
Nogle soldater siger åbent nej. Yesh Gyul – en israelsk fredsgruppe som støtter soldater, der nægter at udføre ordrer af undertrykkende eller aggressiv karakter – siger, at godt 200 soldater har nægtet at gøre tjeneste i de besatte områder siden intifadaen brød ud. Hæren prøver at undgå offentlig opmærksomhed omkring denne pinlige sag, så kun 11 af disse har fået fængselstraffe.
‘Når soldater fra den nuværende generation nægter at gøre tjeneste i de besatte områder, er dette langt mere tilladeligt i den lokale politiske debat end det var før i tiden. Det ser ud som om den israelske hær søger at undgå konfrontation med snesevis af reservister, som går den vej’, skriver Haaretz-kommentatoren Joseph Algazy. Andre soldater – støttet f.eks. af New Profile, ‘Bevægelsen for Civilisering af Israel’ – benytter ethvert foreliggende påskud til at undgå militærtjeneste. Haaretz har for nylig offentliggjort en rapport om soldater, som foregiver at have helbredsproblemer (fra hovedpine til selvpåførte brækkede ben): to tredjedele (!) af reservisterne fritages af helbredsgrunde i hvad der beskrives som en ‘blomstrende fritagelses- og hjemsendelsesindustri baseret på løgne og venden hovedet til den anden side på alle niveauer’.

En rapport om det årlige møde mellem senior reserveofficerer og hærens øverstbefalende (Haaretz 11. juni) siger, at deltagelse på mødet faldt med 75 pct. sammenholdt med sidste år. De officerer som deltog gav udtryk for stadig voksende vanskeligheder med at overbevise reservister om at tage til De Besatte Områder. (Antallet af tjenestepligtige dage for reservisterne er vokser fra 17 om året i 1999 til omkring 40 i år). ‘Hele reservestaben befinder sig i en eksplosiv tilstand; set er et faktum, som ikke må overses’, advarede en oberstløjtnant og faldskærmssoldat.

En sørgelig Happy End?
Men juntaen ser ud til at gøre netop det: den overser – og overser bevidst. Der er ingen tegn på, at den indser, hvor stærk modstanden mod militærtjenesten er. ‘Tro ikke på medierapporterne: Jeg besøger hver eneste uge reserveenheder og situationen er bedre end den beskrives’, sagde hærchefen Moufaz blot nogle få timer før det ovennævnte møde. En opfølgning af reservisternes protest i april sidste år (Haaretz 10. juni) viser, at kun et enkelt mindre økonomisk krav blev imødekommet, alle de øvrige blev enten udsat uendeligt eller afvist af regeringen. ‘Hærens ældre officerer har internaliseret budskabet fra hærchefen: at hykle sympati. ‘Vi værdsætter jeres bestræbelser’, ‘det må være svært for jeres koner derhjemme’. Men alt i alt er der meget lidt, som har ændret sig’. Og viceforsvarsminister Dalia Rabin-Pelossof (datter af den afdøde premierminister og general Rabin: dynastiet hersker stadig) hævder blindt at ‘det største problem er holdningen overfor skulkeri’.

Så Israels herskende junta vil højst sandsynligt gå i krig – mod palæstinenserne og også mod nogle arabiske stater – men den kan komme til at gøre det alene. Nogle reservister vil nægte deltagelse, men de fleste af dem vil gøre alt – fra at opsøge læger og psykiatere til flugt til udlandet – simpelthen for at slippe væk. Mange af de, som vil drage i felten, vil være dårligt motiverede og ringe trænede. Nøjagtig som i Libanon kan deres tabte liv, og den offentlige protest, som vil ledsage dem, langt om længe vise Israel vejen ud af De Besatte Områder.

Offentliggjort i Indymedia Israel 2. juli 2001. Lettere forkortet af Kommunistisk Politik.

Se også Bosættelsen er Besættelsen

KP15, 2001