Civil og militær atomkraft

Af Dorte Grenaa

Det er en myte, at man kan skelne mellem civil og militær atomkraft. En myte skabt af atomindustrien selv.
Alle led i den civile atomenergiproduktion er de samme som i den miltære atomindustri. Alle led – materialer, teknologi og udstyr – er det samme. Den eneste forskel er produktionen af selve våbnene. Både civile og militære produktionssteder af beriget uran kan producere højt beriget uran. Det er samme teknologi. Såvel civile som militære produktionsanlæg bruger samme teknologi for at udskille plutonium fra brugt atombrændstof.

Det er ligeledes en myte, at plutonium fra civile anlæg ikke kan bruges til produktion af atombomber. Hvad enten plutonium kommer fra civile reaktorer eller er klassificeret til militær brug, kan det bringes til eksplosion og masseødelæggelse.
Det vil kun tage en statsmagt med atomindustri ét år at kunne producere atomvåben. Og i langt større mængder end i deres civile atomprogrammer.
Det gælder for EU-lande som Belgien, Sverige, Tyskland. Og lande som Japan, Sydkorea og øen Taiwan, der alle har stor og avanceret atomenergiinfrastruktur og avancerede missilprogrammer. Især lande med reprocessing plants og/eller beriget uranproduktion har kapacitet til at producere atomvåben i store mængder.

For nylig kom det frem, at også visse isotoper (neptunium 237 og americium 234) der findes i atomaffald kan bruges til atomvåben. En viden, USA har holdt for sig selv i 50 år og først offentliggjorde, da japanske forskere fandt frem til dette i 90’erne.

Kontrollerer sig selv
For at bevise sin påstand om den angiveligt ikke-eksisterende sammenhæng mellem civil og militær atomindustri henvises til internationale aftaler og beskyttelsesinstitutioner under FN.
FNs vagthund er Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA), oprettet af USA i 1958 for at få sat atomindustrien på skinner. Dets officielle hovedformål er at fremme kommerciel udnyttelse af atomenergi og sikre en fredelig udnyttelse af atomenergien. Men det er atomindustrien, der kontrollerer sig selv.

De sidste 15 år er antallet og kapaciteten af atomkraftværker og materiale steget med over 50%. I samme periode er den del af IAEA’s budget, der skal bruges til at overvåge, at atomkraften kun udnyttes fredeligt, steget med 0%.

Atommagterne opruster
De fem officielle atommagter: USA, Rusland, England, Frankrig og Kina er undtaget FN-kontrol. På trods af at hovedparten af verdens atominstallationer og atommateriale, der bruges i fissionsprocesserne, findes her. Alle fem atommagter har konstant moderniseret og opretholdt deres atomvåbenlagre og udviklet nye typer a-våben.
De alle har underskrevet den internationale aftale om ikke-militær brug af atomkraft (NPT) fra 1968, hvori de lover en total atomnedrustning så hurtigt som muligt, men har ingen aktuelle planer om at afskaffe a-våben.

Nedrustningsaftalerne mellem USA og Rusland – de såkaldte START I, II og III er reelt gået i stå efter den første reduktion af atomvåben. Efter hvilken de hver især stadig har atomvåben nok til at sprænge kloden i luften adskillige gange.
USA besluttede for første gang i 50 år officielt at producere tritium på civile atomkraftværker til militær brug i 1998 under Clintons bombninger i Irak. Adskillige nye typer a-våben er på tegnebrættet og planlægges gennemført under George W. Bush.
Og hverken England, Frankrig eller Kina har reduceret deres lagre af atomvåben.

Gigantiske interesser og voksende modstand
Det er lykkedes Israel, Indien og Pakistan gennem illegal og legal import af “civil” atomviden og udstyr at producere atomvåben i ly af de civile atomanlæg.
Det samme skete i Sydafrika, der dog officielt har destrueret deres atomvåben igen.
Listen over lande – indsamlet af adskillige NGO’er (ikke-officielle FN-organisationer) – der har kørt og/eller stadig kører skjulte og hemmelige atomvåbenprogrammer er meget lang.
Den indeholder lande som Australien, Tyskland, Rumænien, Sverige, Schweiz, Sydkorea, Nordkorea, Iran, Irak og Jugoslavien.
Det er således ikke bare meget store økonomiske interesser fra energimonopolerne og dødens købmand i våbenindustrien, der står bag og står på spil, når det gælder atomkraft. Der er store militærstrategiske interesser involveret i at kontrollere såvel den “civile” energiproduktion som den militære atomvåbenindustri.

Derfor har modstanden mod A-kraft også en side af modstand mod atomvåben – og omvendt. Det er ikke muligt at skille tingene ad i virkelighedens verden med de gigantiske magt- og kapitalkoncentrationer.
Over hele verden udfolder der sig en dobbelt bevægelse med den samme modstander: atomindustrien, civil og militær, og dens regeringer. Den får et nyt skub fremad med de verdensomspændende protester mod det amerikanske stjernekrigsprojekt og i EU med modstanden mod både atomkraften, som er stærk i Tyskland og mange andre lande, og mod atomvåbnene, som til stadighed på militant måde markerer sig i f.eks. England – og mod EU’s generelle oprustningsplaner.

KP12, 2001