Fogh og valgets tale

Det er ikke småting, hvad politikere kan få ud af det, når de giver sig til at fortolke ‘valgets tale’ og hvad ‘vælgerne har sagt’. Anders Fogh hører til de hæmningsløse. Ifølge den ny statsminister var valgets tale, at ‘klassekampen er slut’:
– Valget var et opgør med den gammeldags opdeling af politik i højre og venstre. Det var et opgør med den gammeldags opdeling af mennesker efter, hvilken erhvervsgruppe, uddannelsesgruppe eller socialgruppe de tilhører. Det var et opgør med opdelingen i “der er dem, og der er os”. Det var et opgør med klassekampen, sagde monopolernes ny statsminister, der forkyndte, at valget også var ‘historisk’: ‘først og fremmest fordi vælgerne sendte et klart signal om fornyelse af det danske samfund.’
Der kan være grund til at erindre den håbefulde statsminister om et andet folketingsvalg, hvor politikerne gjorde sig skyldige i tilsvarende glade fejltolkninger af vælgernes ‘signaler’ – nemlig valget under besættelsen, hvor et ‘overvældende flertal sluttede op bag samlingsregeringens og dens partiers kollaboratørpolitik’ – for et par måneder efter med folkestrejkerne den 29. august 1943 at sende dem og hele deres politik ud i mørket i et totalt sammenbrud.

At Fogh tolker valget som et udtryk for vælgertilslutning til ‘klassekampens afslutning’ i Danmark viser, at den ny statsminister ikke har glemt sin fortid som nyliberal ideolog. Som alle borgerlige og reaktionære strømninger i tidens løb er han en forkynder af ‘folkefællesskabet’ og ‘de fælles værdier’ – samtidig med at han planlægger at styrke monopolernes diktat over hele samfundet. Og modstand imod monopolernes diktat skal forhåndsstemples som ‘forældet klassekamp’, som udtryk for snævre gruppeinteresser i modsætning til det store folkefællesskabs interesser. Dem med kassen og kassedamen hånd i hånd, direktøren og fejemanden skulder ved skulder, Fogh og dansk Folkeparti i forening med 2. generationsindvandrerne. Det må vel kaldes naiv optimisme – hvis ikke det snarere er naiv kynisme. For Fogh begår samme fejl som hans ideologiske forgængere og forbilleder: han tror folk er idioter og taler ned til dem.

De eneste kredse, hvor folketingsvalget den 20. november kunne udløse en feststemning for en ‘nyliberal revolution’, var i Foghs og Dansk Folkepartis ungdomsorganisation. Og de og deres statsminister vil meget hurtigt finde ud af, at det ikke er det, flertallet af danskerne ønsker sig. De ønsker ikke mer privatisering og udlicitering – selvom de smigres med slesk tale om ‘frie valg på alle hylder’, den smarte formel for at få accept for monopolernes profitscoring på samfundsmæssige opgaver.
– Den enkelte skal have frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning, sagde Anders Fogh Rasmussen:
– Regeringen ønsker at give lønmodtagerne større frihed til at vælge på arbejdsmarkedet. Derfor vil regeringen give fri mulighed for at tegne arbejdsløshedsforsikringer i tværfaglige a-kasser.
Det vil ikke vare længe, før ‘vælgerne’ brækker sig både på langs og tværs når de borgerlige fritvalgsfraser kommer på bordet. ‘Større valgfrihed på arbejdsmarkedet’ – og derfor ‘tværfaglige a-kasser’! Vi er nede i forfølgelsen af de snævreste gruppeinteresser bag de største ord.

Valgfrihed på arbejdsmarkedet: Det kunne f.eks. være, at der var mulighed for at vælge mellem jobs, fordi der var arbejde nok. Det kunne være frihed fra tvangsarbejde og tvangsaktivering. Det kunne være frihed til at fyre direktører og ledelse, hvis de handler mod de arbejdende interesser. F.eks.
Hvis ‘større frihed på arbejdsmarkedet’ først og fremmest skal være ‘tværfaglige a-kasser’ er livet på størrelse med en femøre og dikteret af de allersnævreste arbejdsgiverinteresser. Og sådan er det – sådan er Foghs Danmark i det 21. århundrede: femøres arbejdsgiverpolitik.
Den ny statsminister vil gerne, og bliver gerne, sammenlignet med Toni Blair, UK og New Labour. Det siger lige meget om dem begge to: Frasemaskiner udstyret med en drejebog af smarte spindoktorer, som skal rage ekstraskillinger ind til monopolerne.
De store lommetyve, som slipper alle de små løs.

Se også:
De første 100 dage ved magten

Redaktionen den 4. december 2001
Kommunistisk Politik 25,2001