Danmark udenfor EU

Af Lisbet Nielsen

Det, der har holdt den stærke danske modstand levende i 30 år, er vreden.
Vreden over alt det, EU har påtvunget os, frataget os og dikteret os. Og drømmen om at genvinde national selvstændighed.
Drømmen er berettiget – to gange har vi allerede vundet. Derfor er det helt reelt at arbejde med og forestille os den dag, vi kommer ud af EU.
Den dag vil blive en kæmpeting for os, der oplever det. Det vil gå ind i folkets Danmarkshistorie som en frihedens dag, en af den folkelige Danmarkshistories allervigtigste begivenheder.
Det betyder ikke, at vi bare kommer i slaraffenland. Vi kommer ud til et benhårdt kapitalistisk samfund.
Men vi kommer immervæk fri af superstaten EU’s superkapitalistiske direktivtyranni.
For kommunister, for alle arbejdere, er det fantastisk vigtigt at kæmpe for mere ret og bedre kår for arbejdsfolk – men det er ikke nok, målet er det socialistiske Danmark.
APK har i ”Manifestet for et socialistisk Danmark” grundigt analyseret og forklaret, hvordan det vil se ud.
Her vil jeg se meget konkret på Danmark i eksempelvis 2005, hvor modstanden har påtvunget borgerskabet en afstemning om Forbundstraktaten og vundet den.

Vi ved fra industriens, kapitalismens, 100-årige historie, at de store virksomheder og koncerner altid lynhurtigt vil tilpasse sig.
Handelen med omverdenen vil fortsætte. Handlen vil fortsætte med EU-landene, med østlandene og med Japan, Kina, USA osv.
Nu er det her ikke en tale for at berolige eventuelle kapitalister. Det er for at sige – når vi skal diskutere med alle de, der helst vil ud af EU – at hverdagen vil fortsætte ufortrødent, ligegyldigt om vi er med i EU eller ej.
Norge og Grønland har begge oplevet trusler på livet. Vi har oplevet truslerne om arbejdsløshed og masseflugt af virksomheder, hvis der blev stemt nej i 1992 og i 2000. Aktionærerne sætter sig ikke med armene over kors og siger: Nu vil vi gå nedenom og hjem.
Der vil være tusind fordele og muligheder, når vi slipper ud. Noget af det allervigtigste må være, at Danmark ikke bliver en del af en ny supermagt. Vi kan ikke tvinges med på EU’s fremtidige militære slagmarker.

Befolkningen kan kræve, at man stopper at følge EU’s udliciterings- og privatiseringsvanvid. ISS og alle de andre vil fortsat gerne have fat i et større privat marked. Men politikerne vil have andre vilkår, når de ikke blot skal henholde sig til EU’s regler, men skal stå direkte konfronteret med borgerne.
Det, vi har mulighed for at bremse, er udlicitering på sundhedsområdet og på ældreområdet, hvor EU har lagt retningslinjer for øget privatisering, for som EU selv påpeger: Der ligger et kæmpemarked på mange milliarder her. Som et enkelt lille eksempel: blod fra bloddonorer, som udenlandsk industri har øjnene rettet på.
I et Danmark uden EU kan vi kæmpe for, at sygehuse og plejehjem skal varetages af stat og kommuner, at det ikke bliver et marked for at tjene penge!
Uden for EU kan kommunerne selv styre rengøring og busdrift.
Staten kan bestemme, om de store anlægsarbejder skal gennemføres af danske firmaer og dansk arbejdskraft. Man kan stoppe privatiseringen af DSB og sikre samfundsretten til de skinner, som vi alle sammen har betalt til.
En af de største omkostninger ved 30 års EU-medlemskab er afskaffelsen af de sociale rettigheder og et dyk i leveforhold for meget store dele af befolkningen.
Dagpengeretten er skåret ned til 1 år. De arbejdsløse er på bistand efter få år.
Pensionerne er blevet nedsparet til under fattigdomsgrænsen, fordi man har gennemtvunget selvopsparing. Efterløn er blevet forringet og vil blive det mere endnu.
De unge er blevet underlagt en 25-års grænse. Både unge, arbejdsløse og syge er påtvunget en nytteløs aktivering, som er så ydmygende og retsløs. Førtidspensionen er blevet halvvejs afskaffet. Revalidering er afskaffet. Erstatningen er de nedværdigende skånejob. Fremtidens EU får direkte fælles socialpolitik.
Vi vil ikke være en del af denne sorte fremtid.
Så vi siger: Nu er det nok – bægeret er fyldt for længst. Vi vil kæmpe for vores rettigheder uden EU’s indblanding og styring.

EU siger, vi skal være medlem for at sikre velfærdssamfundene i Europa og for at stå sammen mod ”ældrebomben”.
Men i Danmark vil der med eller uden EU fortsat produceres de samme varer, der vil være det samme antal hænder og skabes den samme værdi. Firmaerne skal jo allerede i dag indrette deres produktion mod både det europæiske marked og mod f.eks. det japanske. Det vil de bare fortsat skulle. Fordi monopolerne får mindre maksimalprofit, når de må undvære EU-apparatet i ryggen, betyder det ikke, at de kæmpeskatter, folk i dag betaler, ikke fortsat kan bruges til hospitaler og pensioner. Tværtimod uden EU kan der tvinges større beløb over til befolkningen – jf. sagen om Irlands finanslov.
For EU vil Danmark fortsat være et lille, men godt marked. Ved at genindmeldes i EFTA-samarbejdet kan vi handle ligesom nu med EU. Uden at betale told til EU.

”Vi skal være med i EU pga. miljøet,” siger de Men vi ved, at der er hundrede eksempler på, at vi ikke skal være med netop pga. miljøet. Et af de værste skrækeksempler er risikoen for, at EU, når der er indført flertalsafgørelser vedr. miljøpolitikken, gennemtvinger atomkraftenergi som energipolitik under henvisning til at undgå CO2-forurening. Her har vi måske forklaringen på, at Barsebäck ikke lukker alligevel !

Hvad angår sundhed og madkvalitet, kan vi opnå en meget bedre situation uden EU. EU’s politik på disse områder er – som alt andet – dikteret af industrien, af den kemiske industri, fødevareindustrien osv. De har folk siddende dels i Europa-parlamentet, dels direkte i de udvalg, der forbereder direktiverne i Bruxelles.

Hele EU-apparatet, hele EU-systemet, er et redskab for monopolerne, for aktionærerne, til at få alting indrettet udfra deres interesser.
I husker måske, at de samlede miljøorganisationer i Europa forlod disse udvalg sidste år i protest?
Det nyeste sundhedsangreb fra EU er tilladelsen af 50 tilsætningsstoffer i økologisk mad. Så er der tilladelsen til at sælge medicin fra tankstationer. Frit spil til at komme vitaminer i fødevarer, hvilket nemt kan betyde overdosering.

Et direktiv, man derimod aldrig vil gennemføre, er forbuddet mod tusindvis af kemiske stoffer.. Der kunne vi uden for EU stille nogle krav. Vi kunne også forbyde import af fødevarer, som vi anser for sundhedsskadelige, f.eks. udenlandske salmonellaæg. Vi kan genindføre mærkning af kræftfremkaldende stoffer på de materialer, der bruges på arbejdspladserne. Denne mærkning har EU forlangt fjernet. Meget, meget simple forholdsregler, som vi bare kan gennemføre, når der ikke længere er alle de forbud, som EU reelt har dikteret.

Når vi taler om en bedre situation uden for EU, skal det også med, at der i høj grad kan spares penge ved at komme ud af EU.
Slippe for det uhyrlige EU-apparat – med rejser, tolke, kontorer, med den månedlige flytten frem og tilbage mellem Strasbourg og Bruxelles. Vi slipper for at høre under en EU-præsident. Det kan blive en tysker, som det nu er blevet en tysk general, der er sat til at lede EU-hæren.
Spådommen, om at nu må folk vænne sig til EU, kommer aldrig til at holde stik. Vi vil ud af EU – og vi kommer ud.

Indlæg på Foreningen Oktobers og APKs EU-konference
7. april i Ahlefeldtsgade, København
KP8, 2001