Skattereform: En vurdering af skattekommissionens forslag

Af Henrik Herløv Lund

Det må anerkendes, at der er progressive elementer i Skattekommissionens forslag til skattereform.
Navnlig må det anerkendes som positivt, at reformen lægger op til en begrænsning af rentefradragsretten og at det lægges op til et dog noget højt loft over fradrag for indbetaling på pension, men til gengæld er det en alvorlig mangel, at reformforslaget ikke kommer særligt langt med hensyn til en ensartet beskatning af for­skellige former for kapitalindkomst, herunder navnlig af ejerboliger og pensionsopsparing.

Fordelingspolitisk er reformen imidlertid uacceptabelt skæv: En reform for velhaverne. Hvor de rigeste 10 procent vil få skattelettelser på omkring 5 procent af den disponible indkomst og i kroner og øre over 20.000 kr. på årsbasis, vil de fattigste 50 procent af skatteyderne kun få skattelettelser på 2 og 5.000 kr svarende til mellem ½ og 1 procent af den disponible indkomst. Dagpengemodtagere og pensionister vil endda få skatte­lettelser på under 2.000 kr. på årsbasis.

Hertil kommer, at skattekommissionens forventning om en beskæftigelsesfremgang på 24.000 personer og en øget økonomisk vækst på 2 procent samt forbedring af de offentlige finanser på + 7 mia. kr. som følge af navnlig top – og mellemskattelettelserne hviler på et tyndt grundlag og sandsynligvis er urealistiske og over­vurderede. Det er for størstedelen af skatteydernes vedkommende endvidere et spørgsmål, om de relativt begrænsede skattelettelser, som de får, vil være tilstrækkelig motivation til at øge arbejdsindsatsen i større omfang.  En mere forsigtig og realistisk vurdering vil derfor lyde på en beskæftigelseseffekt mv. på op mod det halve af det af Skattekommissionen forventede.

Det er derfor også et åbent spørgsmål om tankegangen bag Skattekommissionens forslag er den rigtige, nemlig at det er skattelettelser, som er den rigtige og mest effektive strategi for at skabe øget beskæftigelse?

Fra anden økonomside vurderes det, at øget offentligt forbrug og navnlig øgede offentlige investeringer er betydeligt mere effektive til at øge beskæftigelsen. Hvilket er afgørende i en situation, hvor efterkrigstidens største krise står for døren og arbejdsløsheden i løbet af de nærmeste par år risikerer at stige til op mod 200.000 kr.

Det offentlige vil i de nærmeste år være det stabiliserende element i en samfundsøkonomi præget af dyb krise i den private sektor. Øget offentligt forbrug og øgede offentlige investeringer vil i en periode kunne tilveje­bringes gennem underskud på de offentlige finanser, men vil imidlertid ikke i længden kunne finansieres uden et styrket indtægtsgrundlag for de offentlige finanser.

En effektiv krisepolitik forudsætter således ikke skattelettelser, men at skattereformen direkte sigter på et øget skatteprovenu. Dette forudsætter igen, at progressionen i skattesystemet styrkes i modsætning til forslaget fra Skattereformen, der peger mod en mere ”flad skat”. Topskatten bør derfor ikke som foreslået af Skattekommissionen sættes ned, men op.

Det er endelig godt og rigtigt, at der som udgangspunkt lægges op til en fuldt finansieret reform, men til gengæld dybt betænkeligt og farligt, at Skattekommissionen i sin rapport direkte inviterer til underfinansie­ring af skattereformen i dele af indfasningsperioden. Ufinansierede skattelettelser risikerer at bidrage til et i forvejen betydeligt underskud på de offentlige finanser i de kommende år og før eller senere skal regningen betales. Den nuværende regering har før ladet finansieringen af underskud på de offentlige finan­ser ske gennem velfærdsforringelser.

Der er derfor en risiko for, at evt. ufinansierede skattelettelser kommer til at koste velfærd.

Dette er Henrik Herløv Lunds resumé af hans korte analyse af skattekommissionens rapport og reformforslag. Den kan læses i sin helhed her (doc):

SKATTEREFORM: VURDERING AF SKATTEKOMMISSIONENS ENDELIGE RAPPORT OG REFORMFORSLAG

Netavisen 4. februar 2009