Gælden kan ikke betales tilbage

Euro gældskriserne: Grækenland, Portugal, Spanien

Af Bob Chapman

Kommunistisk Politik 13, 2011

Så snart långivningen stopper, går bunden ud. Den amerikanske og europæiske lavrentepolitik har et væsentligt ansvar for situationen, og stimuleringsplanerne har ikke virket

Politiet kastede tåregas mod vrede demonstranter på Syntagma-pladsen ved parlamentet i Athen 15. juni 2011

Det er nu over et år siden, tragedien blev en realitet, men vi skrev om Grækenland og Italien for ti år siden. Begge bøjede reglerne for at komme med i euro-zonen. Vi ved nu, at Goldman Sachs og JP Morgan Chase assisterede dem med at skabe CDS-ordninger (Credit Default Swaps). Der var enkelte europæiske journalister, som skrev om dette emne, men eliten kontrollerer medierne, og kun få bemærkede, at Grækenland og Italien var gennemfalske.

Begivenhederne inden for det sidste år minder os om dengang, den gældskrise løb løbsk, som uheldigvis stadig plager os. Det, der sluttelig førte til vanskeligheder for Grækenland og andre lande i euro-zonen, var nul-rente-politikken fra den amerikanske centralbank og den blot lidt højere rentesats fra Den Europæiske Centralbank. Denne politik opmuntrede til spekulation og skabte problemer, der ellers aldrig ville være dukket op.

Desuden var stimuleringstiltagene fra begge centralbanker indrettet til at redde den finansielle sektor, og i denne proces fremmedes spekulation fra de samme personer, som skabte problemerne i første omgang. Det startede med QE1 og stimulus 1, som man nu har erkendt har drevet inflationen op. Vent og se til næste år, hvor QE2 og stimulus 2 dukker frem. Det vil blive højst chokerende.

Ingen genoplivning

For at forstå, hvilken taber ’lavrenten’ er, så se på de økonomiske fremskridt. Der har ikke været nogen genoplivning under hverken QE1 eller QE2. Selv faste  30-års lån på 4,6 pct. har ikke opmuntret folk til at købe hus. De er enten totalt flade eller ved ikke, om de stadig har arbejde om fem måneder eller et år fra nu, så hvordan kan de købe et hus? Forbruget falder sammen med lønningerne. De små gevinster, vi ser, er for størstedelen resultatet af højere inflation.

Væksten gik fra 3,1 % i fjerde kvartal af 2010 til 1,8 % i 1. kvartal af 2011. Vi havde forudsagt 2-2,5 % vækst i 2011. Det er ikke meget at fremvise som resultat af de mindst 1.800 billioner dollars, der er brugt til QE2 og stimulus 2. Uden disse havde vi sandsynligvis haft en minusvækst på 2 %.

Tænk lige over det! Billioner af dollars anvendt med ringe resultat. Det er åbenbart, at sådanne programmer ikke fungerer særligt godt. Man skulle tro, at Nationalbanken havde fundet på noget bedre efter to sådanne fiaskoer.

De ved, hvad løsningen er, men vil ikke iværksætte den: Det er at rense ud i systemet og imødese en deflatorisk depression. Men det vil ske, om de kan lide det eller ej. I mellemtiden er bagsiden en inflation på 10 % på vej op mod 14 % ved årets slutning, og en endnu større bølge i 2012 og igen i 2013. ”Ikke imponerende resultater” er ikke det rette ord. Det er en katastrofe, og Fed, den amerikanske nationalbank, fortsætter ud ad samme spor.

Som resultat af QE3-planens vanskeligheder (stabiliseringsplan for det monetære system, KP) kan vi spekulere på, hvad aktiemarkedet gemmer til os. Vi tror, at der vil ske en nedjustering i fremtiden. Hvis det sker, vil det så have en negativ indvirkning på økonomien? Selvfølgelig. Alle de gode nyheder, yderligere stimulering fra Nationalbankens side, vil blive forkastet. Hvad gør Nationalbanken så for et dacapo? Skaber flere penge og kredit, sandsynligvis.

Betyder det hyperinflation? Naturligvis vil det gøre det. Hvis Fed stopper, er spillet ude. Vi ser også færre resultater af  de yderligere stimulerende tiltag. Det kaldes loven om reduceret fortjeneste.

I mellemtiden falder dollaren stadig lavere i forhold til andre valutaer, men mere betydningsfuldt over for guld og sølv.

Det er svært at tro, men selvom Fed har tilvejebragt finansielle strømme og assisterende spekulative strømme, så Wall Street, banker og kreditselskaber kan høste megaprofitter, har det stadig ikke skaffet nok likviditet til at nationalproduktet vokser! De små og mellemstore virksomheder er blevet lukket ude.

De sidstnævnte deltagere deltager ikke i spillet; det er realkreditselskaberne, hedgefondene og resten af spekulant-institutionerne, som nyder fordel af den udvidede likviditet og Fed-direktør Bernankes bestræbelser på at holde aktier og obligationer kunstigt oppe. Fed og de andre fastholder denne proces.

Der er minusser ved det for Fed og vennerne – nemlig højere råvarepriser og højere priser på guld og sølv. Bankerne tog midlertidig vare om sagen og har ikke helt afsluttet deres seneste kortvarige udflugt til denne sektor.

Frygten for statsbankerot

Der er fortsat frygt, både hvad angår den græske gæld og deres CDS, Credit Default Swaps, og også for andre euro-zone-medlemmer. De kan stadig eksplodere i ansigtet på alle som en delvis, om ikke total bankerot, som er meget sandsynlig. Bankerne står på den forkerte side af denne handel såvel som handelen med obligationer ikke kun i Grækenland, men også i fem andre lande.

Til syvende og sidst fungerer skrivebordsanalyser af problemerne aldrig. Problemerne dukker op igen med nye ekstra problemer i tilgift. Kombinationen af overdreven spekulation og likviditet og ’for store til at gå ned’ vil ende skidt, som det altid gør. Konkursen vil før eller siden stikke sit grimme hoved frem.

Grækenland og andre kan som sagt være årsag til omfattende obligations- og CDS-problemer, og det afspejles ikke kun i en lavere euro, men i højere græske obligations-afkast på 16 3/8 % på deres tiårige obligationer og 23 3/4 % på toårige, og Portugal, Irland og Spanien ligger ikke langt efter.

Socialisterne har netop klart tabt det seneste valg i Spanien, hvilket har vist, at befolkningen er træt af regeringens og bankernes løgne. Euroen forsøger at bryde en kurs på 1,4 dollars i nedgående retning som følge af disse valgresultater og det græske dødvande.

Det er indlysende, at Grækenland ikke kan betale sin gæld og mindske sit underskud, og de øvrige skyldnernationer er i samme båd. CDS-markedet vil blive alvorligt afbrudt, hvis der kommer en statsbankerot. Denne frygt for smitte kunne ses i de højere rentesatser i Spanien, på godt 30 % – den højeste opadgående bevægelse i år. Grækenland, Irland og Portugal har problemer, der aldrig kan løses, og Spanien, Italien og Belgien ligger ikke langt efter.

Spanien gennemfører økonomiske stramninger, hvilket de seneste har uger bevirket, at millioner af mennesker har demonstreret i 72 spanske byer. De 17 autonome regioner har fordoblet deres gæld de sidste to et halvt år. Socialisterne vidste ikke, hvordan de skulle stoppe det; nu er de ude af regeringskontorerne. Spanien er på vej mod bankerot. De kan ikke fortsætte på den måde. Det vil bringe CDS-problemerne helt i centrum. Det vil øge arbejdsløsheden for folk mellem 18 og 35 til 40 %  eller mere. Det er ikke overraskende, at halvdelen af de protesterende var i den aldersgruppe.

Grækenland kan aldrig betale sin gæld

Den græske statsminister George Papandreou, der hemmeligt lovede Europas bankelite, at han ville sælge eller pantsætte græske statsværdier, ønsker at sælge aktier i Hellenske Telekommunikation, i de offentlige energiselskaber, Postbanken, havnene i Piræus og Thessaloniki og deres lokale vandværker. Den anslåede værdi er 70 milliarder dollars.

Bankerne siger naturligvis, at de er meget mindre værd. De vil købe dem for 10-20 % af, hvad de er værd – hvilken nyhed! Kabinettet gik som ventet med til udsalget uden klynk. EU kræver, at alle disse værdier sælges øjeblikkeligt, så bankerne kan købe dem så billigt som muligt.

Bankernes trussel går på, at hvis man ikke sælger og sælger hurtigt for et usselt beløb, så vil de ikke yde lån på 42 milliarder dollars over de næste 2,5-3 år. Hvis der ikke findes midler til at betale af på gælden, vil den blive ’genprofileret’ – en eufemisme for konkurs og gældssanering eller måske gældsudvidelse.

Dertil kommer truslen om, at bankerne og ECB/Den Europæiske Centralbank for euro-zonen vil nægte at forsyne det græske banksystem med yderligere likviditet. De ville så indrømme, at det nye begreb ’genopfyldning’ betyder bankerot. Det vil ende med, at Grækenland forlader euro-zonen og euroen, går totalt bankerot og udsteder en ny drakme på 50 % af euroens værdi – og måske endog at man forlader EU.

Jens Weidmann, Bundesbanks nye præsident, har udtalt, at der ikke kan være noget kompromis om monetær stabilitet og en tilbagevenden til normaliteten og fuld adskillelse mellem penge- og finanspolitik.

Det synes klart for os, at på trods af en gæld på 620 milliarder dollars vil Tyskland skære Grækenland fra. De tyske vælgere sagde det ved sidste måneds valg.

Tyskerne skulle have accepteret en nedskrivning på en halvering – 0,5 dollar for en dollar – som grækerne tilbød for et år siden.

Selv om Grækenland solgte ud for 50 milliarder dollars af sine værdier, ville det være en dråbe i havet, da man umuligt nogensinde kan betale den tilbageblevne gæld.

Det viser, hvor forsømmelige bankerne og de stærke lande var ved at tillade gælden at akkumulere. Oveni skjulte Goldman Sachs og JPMorgan Chase problemerne via CDS-ordninger, og nu vil de samme banker og andre plyndre landet.

For nylig måtte Jean-Claude Junker, formand for komiteen for euro-zonens finansministre, indrømme, at han løj om det hemmelige møde, bankerne havde om Grækenland. Han er endnu en, som udtaler, at Grækenland ikke kan betale sin gæld med den nuværende gældsbyrde. Både han og Lorenzo Bini Smaghi, medlem af bestyrelsen for Den Europæiske Centralbank, udtaler, at en delvis eller total betalingsstandsning ville bringe hele EU og euroen i fare.

Faktisk har nogle af disse forsvarere for bankerne, og især de tyske, underholdt med, at Tyskland burde kontrollere det græske budget og opkræve skatter. Det vil sige, at et finansielt SS skal køre tingene, ikke bare i Grækenland, men også i Irland og Portugal, og med tiden også i Belgien, Spanien og Italien.

Store rystelser på vej

Det bør noteres, at ECB udbetalte en kapital på 14 milliarder dollars og besidder gældsbeviser på  183 milliarder dollars i græsk gæld. Vi siger, at ECB allerede er insolvent. Det kunne være, at dette fupnummer – meget lig den amerikanske nationalbanks – snart vil finde sin afslutning. Nogle tror, at en 50 % nedskrivning er på vej for den græske gæld.

Det ville have hjulpet for et år siden, men ikke nu. Det er nu to tredjedeles nedskrivning eller mere. Vi kan forestille os, at Grækenland, Portugal, Irland, Belgien, Spanien og Italien skulle genkapitalisere ECB … glem det!

Der er derfor, at en delvis eller total gældssanering ikke er på tale. Netop for at vinde tid vil ECB sparke dåsen ud ad vejen, så længe det går. Disse seks lande i vanskeligheder skulle alle vende tilbage til deres gamle valutaer, nedskrive med mindst to tredjedele og forlade euro-zonen.

Europæiske obligationsindehavere vil med en 50 % afskrivning af gælden få omtrent 1,2 billioner dollars for græsk, portugisisk og irsk gæld. Hvis vi iberegner Spanien, Italien og Belgien, og nedskriver deres  gæld med 50 % er det yderligere  846 milliarder dollars. Det ville let ødelægge ECB og euro-zonen.

Vi forudser, at der inden oktober er gennemført reformer ikke kun i EU og euro-zonen, men ligeledes i Storbritannien og USA.

Kampen raser i euro-zonen, EU, Storbritannien og USA om den overvældende gæld. Gælden er totalt ubetalelig.

Denne gældsdans vil kunne fortsætte i fire eller fem måneder. Selv midlertidige løsninger vil ikke virke. Gælden er ubetalelig. Så snart långivningen stopper, vil bunden falde ud.

Det samme gælder også for USA.   

Bob Chapman laver finansielle forudsigelser på The International Forecaster.

Oversat efter Global Research           

Netavisen 21. juni 2011