Det er fuldt ud økonomisk forsvarligt at skippe Danmarks rigide binding til euroen og beslutte at tage selvstændig politisk kontrol over valutakursen
I den internationale valutahandel er alt relativt, der findes ikke et bestemt objektivt målepunkt, eller en bestemt vekselkurs til virkeligheden som alle landes nationalbanker forpligtiger sig til at følge.
I perioder har man forsøgt sig med et internationalt aftalt system, hvor prisen på guld var bestemmende, men sidst det led skibbrud var i halvfjerdserne.
Så hvad er pengesedlerne værd hvis der ikke findes et fast holdepunkt?
Der findes enkelte lande i verden, der har opretholdt et forbud mod international valutahandel, og dermed forbud mod international spekulation. De lande kan så ikke handle internationalt i egen valuta.
Al eksport og import må så ordnes med byttehandler eller i dollar eller i andre internationalt anerkendte valutaer. (I krigs zoner eller i ulande betyder det ofte at der udvikler sig et dobbelt valutasystem, hvor dollar eller andre internationale valutaer indgår på lige fod med den lokale valuta.)
Alternativet til et selvstændigt valutaområde, er efter den internationale fastkursaftale brød sammen, tilsyneladende kun total åbenhed og fri spekulation.
Enkelte lande har ladet kursen flyde stort set frit, så det kun er de ”frie markedskræfter” der bestemmer kursen i forhold til omverdenen. Men i realiteten er det kun de store imperialistiske økonomier der har den politik. Og det har de kun på skrømt, fordi også de indbyrdes forsøger at kontrollere, at der ikke er alt for store udsving.
Eller de spekulerer imod hinanden, hvis der er konflikt. Alle andre mindre lande der har opgivet en selvstændig valutakurs forsøger at balancere deres værdi i forhold til stormagternes.
Af flere gange er der indgået regionale valutaaftaler, hvor f.eks. lande i EF forsøgte at holde en indbyrdes fastkurs. Det brød dog sammen den ene gang efter den anden indtil den fysiske møntenhed euroen blev indført.
Danmark havde en periode holdt en fastkurs i forhold til tyskland og valgte at fortsætte med at holde en fastkurs overfor euroen. Det betyder konkret, at nationalbanken må kontraspekulere i valutamarkedet hele tiden. Nationalbanken kan selv købe og sælge kroner og euro og kompensere overfor spekulanters køb og salg af danske kroner på markedet og holde en fastkurs i forhold til euro.
Det ville være meget godt hvis euroen selv havde en fastkurs i forhold til et eller andet, f.eks. verdens andre store valutaer, men det har den ikke.
Så den såkaldte fastkurspolitik er jo som at tro at EU er centrum i universet. Det fastkursen i virkeligheden betyder, er at den danske krone har relativt store udsving i forhold til f.eks. dollar og nordiske handelspartnere.
Alternativet er oplagt at stoppe med at koste penge i den rigide binding. Og så tage diskussionen i folketinget om hvad man vil måle valutakursen op imod, som f.eks. en svensk model, hvor de har en vægtet kurs i forhold til de største handelspartnere.
Et skift i valutapolitikken vil indebære en risiko for de der har lån i international valuta, men generelt vil en selvstændig valutapolitik være et gode, og mindske risikoen som Danmark i øjeblikket løber ved at være bundet til at opkøbe masser af euro og føre en rentepolitik, der ikke er afstemt efter Danmarks økonomiske situation, men efter ECB.
Ved at hjemtage valuta politikken fra EU åbner man altså for en støre økonomisk værktøjskasse og igen – risikoen er betydeligt større ved at blive i den nuværende ”fastkurs”, end det er at skifte til at bestemme selv.
Det egentlig problem består i at kapitalismens pengesystemer har mistet jordforbindelse og med indførelsen af uafhængige nationalbanker også sin politiske overbygning.
Læs også
Analyse: Nationalbanken kæmper for sin troværdighed i forsvaret for kronen
Politiken 4. februar 2015
Den økonomiske krise i nye klæder: Når priserne falder
Netavisen 2. februar 2015
QE, euro og systemkrise
KPnetBlogs 23. januar 2015
Af Klaus Riis
Netavisen 4. februar 2015
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
