EU-dikteret depression

EU landenes håndtering af den nuværende krise er gået fra en at være farce til at blive en tragedie for millioner

Kommunistisk Politik 25, 2010

Protest mod EU’s nedskæringsdiktat
Dublin 7. november 2010

‘I løbet af 2010 blev der afholdt ikke mindre end seks EU-topmøder med krisehåndtering på dagsordenen. Ikke et af dem indeholdt gode nyheder for den almindelige arbejdende befolkning, ikke et eneste arbejde er blevet sat i gang, men til gengæld er der krævet store offentlige fyringsrunder.

Banker og spekulanter er blevet reddet, og gælden er påduttet de fattige og ungdommen i julegave. De skal ikke regne med at kunne finde et job eller tage en uddannelse i Europa. Den nærmeste fremtid i EU står på statsdikteret depression.

På årets sidste EU-topmøde blev regeringslederne enige om et forslag til ændring af Lissabon-traktaten, der giver eurolandene mulighed for at oprette en permanent krisefond. Ændringen var en tilføjelse til artikel 136 i Lissabon-traktaten med følgende ordlyd:

”3. De medlemsstater, der har euroen som valuta, kan etablere en stabilitetsmekanisme, der skal aktiveres, hvis det er nødvendigt for at sikre stabiliteten i euroområdet som helhed. Ydelsen af enhver påkrævet finansiel støtte inden for rammerne af mekanismen vil være underlagt streng konditionalitet.”

Sidste sætning handler om den pris, befolkningerne skal betale, sådan som grækerne og irerne har oplevet det i år.

Beslutninger på topmødet – og udenfor

Ændringen er holdt inden for reglerne af den særlige forenklede revisionsprocedure, som kan benyttes, når det gælder EU’s interne politikker.
EU-tilhængerne hævdede i 2008, da Lissabon-traktaten blev lusket igennem folketinget uden folkeafstemning, at denne procedure netop ikke kunne bruges til at ændre bestemmelserne om f.eks. EU’s finanser, institutioner og udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det kan den altså.

Decembertopmødet tilsluttede sig desuden anbefalingerne fra EU-præsidentens taskforce, mens centralbankens ønsker om flere penge, eller mulighed for at udstede euro-obligationer, blev afvist af Tyskland, unionens stærkeste økonomi.

Regeringslederne fra EU’s tre største medlemslande – Storbritanniens premierminister David Cameron, Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy og Tysklands forbundskansler Angela Merkel – holdt et særligt lukket møde for sig selv i forbindelse med EU-topmødet. Her besluttede de, at de vil have EU’s budget fastfrosset de næste ti år, så det ikke vokser mere end de normale prisstigninger. Det kunne den britiske avis Financial Times oplyse.

En fælles økonomisk og politisk union

Spørgsmålet er, om nogen efterhånden tror på de stykker papir, Unionen hviler på. Hvad der foregår, ligner rent skuespil, og hvad regeringslederne bliver enige om, er fraser uden hold i virkeligheden, som et enkelt kig på teksterne afslører.

Man er f.eks. blevet enige om ”styrket økonomisk styring med henblik på at skabe en effektiv og streng økonomisk overvågning, som vil fokusere på forebyggelse, og som i væsentlig grad vil nedbringe sandsynligheden for, at der opstår en krise i fremtiden”.

EU-regeringerne er i praksis blevet enige om at bøje sig for den tyske kansler og forsøge at udnytte den økonomiske krise til at gennemtrumfe en fælles økonomisk og politisk union, med fælles regler for arbejdsmarkedet, pensioner, virksomhedsbeskatning og afgifter m.v. Altså en fortsættelse af den ide og de mål for EU, der har været fra stiftelsen.

Imens fortsættes propagandaen uanfægtet – om at bevare velstand og fred og sikre konkurrencedygtighed, grøn vækst eller videnssamfund.

EU’s største udfordring er, at befolkningerne ikke vil være med mere. Nogle vælger at forlade den synkende skude og emigrerer væk fra arbejdsløshed og gæld, andre organiserer sig i mere og mere militante protester, der hurtigt kan ende med at sende hele EU på losseren, når det viser sig, at krisen ikke lader sig besnakke.

Netavisen 29. december 2010