Erhvervselitens hemmelige globale tænketanke

Af Andrew Gavin Marshall

Kommunistisk Politik 22, 2010

Andrew Gavin Marshalls oplæg ved lanceringen af bogen “The Global Economic Crisis: The Great Depression of the XXI Century”

Vi står nu på randen af “Den Store Globale Gældskrises” finansielle afgrund, hvor lande, der er nedsunket i ekstrem gæld, begynder at gennemføre hårde finansstramninger for at mindske deres underskud. Det vil i sidste ende  resultere i et systematisk globalt socialt folkemord, da middelklassen forsvinder og de sociale fundamenter, hvorpå nationer hviler, fejes af bordet. Hvordan er vi havnet der? Hvem bragte os derud? Hvor fører vejen hen? De spørgsmål vil jeg i korte træk forsøge at svare på.

Fed: Centralbankssystemet

Hjertet i det globale politiske system er centralbankerne el. nationalbankerne. Nationalbankerne har ansvar for at trykke nationens penge og fastsætte udlånsrenten, og derigennem afgøre valutaens værdi. Dette burde uden tvivl være et privilegium for enhver national regering, men imidlertid er nationalbanker af en særlig bedragerisk natur. De er indhyllet i regeringsmæssig autoritet, mens de i virkeligheden er ejet privat af verdens store globale banker og derfor profitsøgende institutioner. Hvordan får nationalbankerne profit? Svaret er enkelt: Hvordan får alle banker profit? Renter på gæld. Lån gives, renter fastsættes og profitter høstes. Det er gældens system, den imperialistiske økonomi som bedst.

I USA underskrev præsident Woodrow Wilson i 1913 ’ Federal Reserve Act’  og indførte Fed-systemet (den amerikanske centralbank, overs)  med en bestyrelse i Washington udpeget af præsidenten, men hvor den reelle magt lå hos 12 regionale banker, hvoraf den mest betydningsfulde var New Yorks Føderale Reserve Bank. De regionale Fed-banker var private, ejet via aktieandele af de store banker i de enkelte regioner, der valgte bestyrelsesmedlemmer til at repræsentere dem,  og derefter delte magten med centralbankbestyrelsen i Washington.

I starten af 1920’erne blev Rådet for Udenrigspolitiske Forbindelser (Council on Foreign Relations) oprettet i USA som den første udenrigspolitiske tænketank, domineret af de magtfulde bankinteresser. I 1930 dannedes Banken for internationale besiddelser (BIS) for at styre afbetalinger  fra den tyske krigsgæld. Men BIS havde også en anden rolle, der er meget mindre kendt,  men meget mere betydningsfuld. Det var at spille rollen som ”koordinator for centralbanksoperationer verden over”.  I realiteten som nationalbank for nationalbankerne, hvis operationer holdes ’strengt fortrolige’, som historikeren Carroll Quigley skrev:

”Finanskapitalens mægtige har et andet og vidtrækkende mål. Intet mindre end at skabe et globalt system af finansiel kontrol på private hænder, som er  i stand til at dominere det politiske system i ethvert land og i hele verden som sådan. Dette system skulle kontrolleres på feudal vis af verdens nationalbanker, som skulle optrædensamlet, med hemmelige aftaler nået ved løbende private møder og konferencer. Toppen af dette system skulle være BIS – Banken for Internationale Besiddelser-  i Basel, Schweiz, en privat bank, ejet og kontrolleret af verdens nationalbanker, der selv er private selskaber”.


Bilderberg

I 1954 dannedes Bilderberg Gruppen som en hemmelig tænketank, bestående af eliten – den intellektuelle, finansielle, politiske, i erhvervslivet, militæret og medierne – i Vesteuropa og Nordamerika med prominente bankfolk såsom David Rockefeller og europæiske kongelige såsom Hollands kongelige familie. Sidstnævnte er de største aktiebesiddere i Royal Dutch Shell, hvis administrerende direktør deltager i alle møder. Denne gruppe på 130 personer fra eliten mødes hvert år hemmeligt for at diskutere og debattere globale spørgsmål og opstille generelle mål og udarbejde dagsordener til forskellige møder, Gruppen blev i første omgang dannet for at fremme europæisk integration. På mødet i 1956 diskuteredes europæisk integration og fælles valuta. Faktisk fortalte den nuværende formand for Bilderberg Gruppen til de europæiske medier sidste år, at euroen blev debatteret i Bilderberg Gruppen.

I 1973 skabte David Rockefeller, formand og administrerende direktør for Chase Manhatten Bank, og formand for Rådet for Udenlandske Forbindelser samt medlem af Bilderberg Gruppens Styrelse,  The Trilateral Commission sammen med akademikeren Zbigniew Brzezinski. Samme års olieprischok udløste et væld af oliepenge, der blev drøftet på Bilderberg-mødet godt 5 måneder inden oliechokket. Pengene blev ledt gennem vestlige banker, der derpå udlånte dem til tredje verdens lande, der havde et desperat behov for lån til at finansiere industrialisering.

Da Jimmy Carter blev præsident i 1977 udnævnte han over en snes medlemmer af Den tresidige Kommission til sit kabinet, indbefattet ham selv og naturligvis Zbigniew Brzezinski, som jo var hans nationale sikkerhedsrådgiver. I 1979 udnævnte Carter David Rockefellers tidligere hjælper og ven Paul Volcker, som havde haft forskellige stillinger i New Yorks Føderale Reserve Bank og i det amerikanske skatteministerium, og som også tilfældigvis var med i Den Tresidige Kommission, som centralbankchef.

Da endnu et oliechok fulgte i 1979 besluttede Volcker at hæve renten fra 2 % i de sene 70’ere til 18 % i de tidlige 80’ere, Effekten var, at udviklingslandene pludselig måtte betale en ublu rente af deres lån. I 1982 meddelte Mexico, at man ikke længere kunne betale renterne, at man ophørte med gældbetalingerne.  Det udløste 1980’ernes gældskrise med nationer i Latinamerika, Afrika og dele af Asien, der kollapsede under gældsbyrden

IMF og Verdensbanken: Krisens forspil
                     
Det var Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, der kom til den tredje verdens ’assistance’ med deres ’strukturtilpasningsreformer’, som tvang de bistandssøgende lande til at privatisere al statsejet industri og ressourcer, devaluere deres valuta, liberalisere deres økonomi, demontere sundheds-, uddannelses- og sociale ydelser. Det førte i sídste ende til genkolonisering af den tredje verden, da multinationale vestlige selskaber og banker opkøbte alle deres aktiver og ressourcer.

Det skabte også i sidste ende  betingelserne for socialt folkemord med spredningen af massearmod og fremvæksten af korrupte nationale eliter, som var parate til at tjene  de vestlige eliters interesser. Folket i disse lande protesterede, skabte uro og gjorde oprør, og staten slog det ned med politi og militær.

I Vesten oplevede firmaer og banker hastigt voksende rekordprofitter. Det var i den æra, hvor udtrykket ’Globalisering’ dukkede op. Mens profitterne steg, steg reallønen i Vesten ikke. For stadig  at kunne forbruge i en økonomi, hvor priserne steg, måtte folk sætte sig i gæld. Derfor betegnede denne æra en stigning i kreditkort til at stimulere forbruget, og middelklassen blev en klasse baseret totalt på gæld.

I 1990’erne blev ’Den nye verdensorden’ født, hvor Amerika beherskede den globale økonomi, og hvor frihandelsaftaler begyndte at integrere regionale og globale markeder til gavn for de globale banker og firmaer, og økonomien domineredes af spekulation.
                     
Global krisestyring

Den globale økonomiske krise opstod som resultat af årtiers global imperialisme, i dag kendt som ’globalisering’ og af den hensynsløse vækst i spekulation, derivater og gældseksplosionen. Mens den økonomiske krise bredte sig, kautionerede verdens lande, og særligt USA, for de store banker (som ville være gået konkurs på grund af korruption og grådighed), og nu har Vesten grundlæggende privatiseret bankernes profit, men socialiseret risikoen.
Med andre ord har nationerne købt gælden af bankerne og lader befolkningen betale den.

Folk er imidlertid opslugt af deres personlige gæld i et sådant omfang. at den gennemsnitlige canadiers gæld er på 39.000 dollars, og de studerende uddanner sig til et jobløst marked med en gæld på titusinder eller hundredtusinder af dollars, som de aldrig kan betale. Derfor står  vi nu over for en global gældskrise.

For at bestyre den økonomiske krise dannedes G20 som et større internationalt forum for samarbejde imellem de 20 største økonomier i verden, indbefattet store udviklings- eller vækstøkonomier som Indien, Brasilien, Sydafrika og Kina. Ved starten på den finansielle krise begyndte Kinas og Ruslands centralbanker at kræve etablering af et en ny global valuta til at erstatte den amerikanske dollar som verdens reservevaluta. Dette forslag støttedes af FN og Den internationale Valutafond.

Det skal dog noteres, at de kinesiske og russiske nationalbanker samarbejder med de vestlige via Banken for Internationale Besiddelser BIS. Præsidenten for den europæiske centralbank, Jean-Claude Trichet, har for nylig udtalt, at det var det fremmeste forum for ”styring af nationalbankernes samarbejde”, og at G20 er ”den vigtigste gruppe til global økonomisk styring”.

I 2009 fastslog IMF, at BIS ”er det centrale og det ældste knudepunkt for koordinering af globale styringsarrangementer”.

EU’s præsident,  der blev udnævnt til stillingen efter at have deltaget i et Bilderberg møde, proklamerede 2009 som det ”første år med global styring”.  Bilderberg-mødet i 2009 udtrykte  ønsket om at skabe en global finansinstitution  eller global nationalbank til at styre verdens økonomi. I 2009 – faktisk før Bilderberg mødet – satte G20 skub i planer om at gøre Den Internationale Valutafond til en global nationalbank af en slags, der kan udstede og endog trykke sin egen valuta, kaldet Særlige Trækningsrettigheder (Special Drawing Rights, SDRs), som fastlægges i forhold til en stribe valutaer.

I maj 2010 udtalte den administrerende direktør for IMF, at ”krisen er en gunstig mulighed”, og at selvom særlige trækningsrettigheder var et skridt i den rigtige retning, så var der i sidste ende  brug for en ”ny global valuta udstedt af en global nationalbank med robust styring og med institutionelle grene”. Vi ser altså en proces i gang for oprettelsen af en nationalbank og en global valuta, der er totalt uden for noget lands eller folks kontrol, og totalt kontrolleret af de globale bankinteresser.

Socialt folkemord

I 2010 blev Grækenland kastet ud i en dyb krise, en krise, der nu spredes ud over Europa, til England og eventuelt Japan og USA. Ser vi på Grækenland, ser vi karakteren  den globale gældskrise. Gælden skyldes til store europæiske og amerikanske banker. For at betale renter af gælden, måtte Grækenland  låne i den europæiske centralbank og Den Internationale Valutafond. Disse tvinger Grækenland til at indføre hårde økonomiske nedskæringer som betingelse for lånene, tvinger landet til at begå socialt folkemord. Imens spekulerer de store banker i Amerika og Europa i den græske gæld og kaster landet ud i en stadig dybere økonomisk og social krise. Lånene ydes til at betale renter og har kun den virkning at øge den samlede gæld, da nye lån er ny gæld. Derfor er Grækenland fanget i den samme gældsfælde, som genkoloniserede den tredje verden.

På det nylige G20 møde i Toronto enedes verdens stormagter om at føre en stram finanspolitik – eller med andre ord at begå begå socialt folkemord –  i deres egne lande,  i et veritabelt globalt strukturtilpasningsprogram.

Så vi vil nu se begyndelsen til Den Store Globale Gældsdepression, hvorunder vestlige og globale stormagter barberer sociale udgifter væk og skaber massearbejdsløshed ved at afmontere sundhed, uddannelse og sociale ydelser. Desuden vil den statslige infrastruktur – som veje, broer, lufthavne, havne, jernbaner, fængsler, hospitaler, strømforsyning og vand – blive privatiseret, så de multinationale selskaber og banker vil eje samtlige nationale aktiver. Samtidig vil skatterne stige dramatisk til niveauer, der aldrig før er set.

BIS siger, at renterne bør stige på samme tid. Det vil bevirke, at betalingen af renter på gæld dramatisk vil stige både på nationalt og individuelt plan, og tvinge regeringerne til at vende sig imod Den Internationale Valutafond for at få nye lån – sandsynligvis i form af den nye globale reservevaluta –  blot for at betale renter og vil på denne måde optage mere gæld. Selvfølgelig vil middelklassen samtidig se sin gæld forfalde, og da middelklassen kun eksisterer som en illusion, vil illusionen forsvinde.

Byer, landsbyer og stater over hele Amerika griber allerede til drastiske skridt for at mindske deres gæld som at lukke brandstationer, nedtrappe afhentning af affald, slukke for gadebelysning, stoppe for busydelser og offentlig transport, nedskære bibliotekernes åbningstider eller lukke dem helt. Skoledistrikter skærer ned på skoledagens længde, skoleugen og skoleåret. Samtidig sker der en dramatisk forøgelse af omfanget af privatisering eller ”offentligt-privat” partnerskab, hvor selv biblioteker privatiseres.

Advarsler om social uro

Intet under, at Den Internationale Valutafonds administrerende direktør i denne måned advarede om, at Amerika og Europa, der står midt i den værste jobkrise siden Den Store Depression, står overfor ’en eksplosion af social uro’. Europa har netop oplevet en bølge af masseprotester og social uro i opposition til nedskæringsbølgen, med en generalstrejke i Spanien, der omfattede millioner, og en march til EU-hovedkvarteret i Bruxelles med næsten 100.000 deltagere.

Når den sociale uro breder sig, vil regeringerne sandsynligvis reagere – som vi så det i tilfældet G20 i Toronto – med undertrykkende politistatsmetoder. Her ses den reelle betydning af fremvæksten af Homeland Security States (dvs stater under terrorlovgivning, KP) som ikke er skræddersyet til at beskytte folk mod terrorister, men til at beskytte de magtfulde mod folket.      

Så selvom udsigterne aldrig har været mere dystre, er der et svagt men voksende lys af håb, i det som Zbigniew Brzezinski har kaldt den største trussel mod elitens interesser overalt: Den globale politiske opvågning. Den globale politiske opvågning repræsenterer den kendsgerning, at for første gang i menneskets historie er menneskeheden politisk vågen og i bevægelse, aktive og bevidste, og er generelt, som Zbigniew Brzezinski forklarer, bevidste om globale ulighed, udbytning og mangel på respekt.

Denne opvågning er stort set en følge af informationsrevolutionen, der således afslører globaliseringsprojektets modsigelsesfyldte natur. Mens man globaliserer magt og undertrykkelse, så globaliserer man også bevidsthed og modstand. Opvågningen er den største trussel mod rodfæstede eliteinteresser overalt. Opvågningen, der allerede har slået rod i det globale Syden, som allerede længe har været udsat for udbytning og ødelæggelse, er nu i gang i Vesten og vil vokse i takt med, at økonomierne forvitrer. Når middelklassen indser, at deres forbrug var en rigdomsillusion, vil man søge svar på, hvad der skete, og kræve reelle reformer. Ikke Wall Street designerreformer fra Obama Inc., men reelle, inspirerede og magtfulde reformer.

I 1967 holdt Martin Luther King en tale, hvor han gik mod Vietnam-krigen og det amerikanske imperium og fastslog:
 ”Det ser ud  som om vi er på den forkerte side af en verdensrevolution”.

 Så for mig ser det ud som om tiden er inde til at det ændrer sig.

 Andrew Gavin Marshall er tilknyttet som forsker ved Centre for Research on Globalization (CRG).  Han er sammen med Michel Chossudovsky medudgiver af bogen “The Global Economic Crisis: The Great Depression of the XXI Century.”

Originalartikel: From Global Depression to Global Governance

Den globale krisa uten mediefilter
Anmeldelse af bogen af E. Holemast, Netmagasinet Revolusjon (no)

Oversættelse og mellemoverskrifter ved Kommunistisk Politik

Netavisen 12. november 2010