Den onde cyklus gæld og krise: Det er klassekamp!

Af Ismael Hossein-Zadeh

Aldrig før er så megen gæld blevet pålagt så mange mennesker af så få finansielle agenter – agenter, som arbejder på Wall Street, det største kasino i verden, samt en håndfuld af dets juniormedspillere rundt om i verden, specielt i Europa.

Kommunistisk Politik 11, 2010

Stor udenlandsgæld, ligesom lejlighedsvis manglende betaling af sådan gæld, er ikke enestående. Derimod er det ret unikt ved den nuværende dybe gæld i verden, at den stort set er privat gæld, som lanceres som offentlig gæld – dvs. gæld akkumuleret af finansspekulanter og derpå læsses af på regeringerne til afbetaling via skatteyderne som national gæld. Efter at have betalt regningen for de insolvente banker er mange regeringer nu selv insolvente eller næsten insolvente og beder den brede befolkning om at skære ned på smørret på brødet for at betale en gæld, der ikke er deres ansvar.

Efter at have overført milliarder af dollars i usund gæld eller giftige aktiver fra finansspekulanternes bøger til regeringerne giver verdenens finansmoguler og deres repræsentanter i statsapparatet og kommercielle medier nu de sociale omkostninger skylden (altså i realiteten folket), som ansvarlige for gæld og underskud!

Præsident Obamas nye motto ”finansansvarlighed” og gentagne beklagelser over ”regeringsudgifter, som er ude af kontrol” afspejler denne lumske strategi med at give ofrene skylden for gerningsmændenes forbrydelser. De afspejler også det faktum, at de magtfulde finansfyrster, som modtog milliarder af skatteydernes dollars, der reddede dem fra at gå fallit, nu dikterer gældsamlende strategier, hvormed regeringerne igen kan kuppe pengene fra skatteyderne.

Reelt optræder regeringerne og multinationale institutioner som Den Internationale Valutafond som rentefogeder eller skatteopkrævere på vegne af bankerne og andre finansielle troldmænd.

Ikke blot er det uretfærdigt (det er faktisk ensbetydende med røveri og derfor kriminelt), det er også krisefremmende, da det øger ledigheden og undergraver den økonomiske vækst. Det vækker minder om præsident Herbert Hoovers berygtede økonomiske politik med at skære ned på udgifterne under en krise, en modsætningsfuld finanspolitik, der uundgåeligt forværrer krisen. Det er en opskrift for en ond cyklus af gæld og krise: Da forbrug nedskæres til afdrag på gæld, så vil økonomien og dermed skatteindtægter skrumpe, hvilket blot øger gældsætningen og underskuddet og vil forstærke hylene om nye nedskæringer.

Forbrug, der spenderes på den nationale infrastruktur, både fysisk (såsom veje og skoler) og social infrastruktur (såsom sundhed og uddannelse), er nøglen til langsigtet socioøkonomisk udvikling. At skære i de offentlige udgifter for at betale for Wall Street-spekulanternes synder fører uvægerligt til en undergravning af samfundets sundhed på lang sigt i form af mangel på produktivitetsforøgelse og vedvarende vækst.

Men de magtfulde finansielle interesser og deres gældsopkrævere synes mere interesserede i at indfri gældskrav end i at investere i økonomisk genopbygning, jobskabelse og langsigtet samfundsøkonomisk udvikling. Som de fleste pantefogedkontorer tjener Den Internationale Valutafond og staterne som bankernes pantefogeder via deres nedskæringsprogrammer. De græder måske et par krokodilletårer i sympati med ofrene for deres stramning af livremmene, men som enhver pantefoged synes de at sige: ”Vi er kede af, at du har mistet jobbet og dit hjem, men gælden skal indfris uanset hvad!”

Et yderst oprørende aspekt ved gældsbyrden, som siden 2008 er blevet pålagt skatteyderne, er, at de fleste bagvedliggende gældskrav er fiktive og illegale: De skyldes stort set manipulerede fordele  i forbindelse med ”prisboblen”, tvivlsomme eller ulovlige finansspekulationer samt den skandaløse forvandling af spekulanternes tab til offentligt ansvar.

Strukturtilpasningsprogrammerne

Som tidligere bemærket er økonomiske stramninger ikke nye for at tvinge befolkningen til at betale en udlandsgæld, der i høj grad hviler på svindelnumre. Ved ganske uskyldigt at kalde sådanne tyranniske metoder for ”strukturelle tilpasningsprogrammer” har Den Internationale Valutafond og Verdensbanken på vegne af de internationale finansgiganter i årevis tvunget mange uudviklede lande til at afbetale gæld.

For at ”hjælpe” gældsplagede nationer med at indgå gældsordninger med de udenlandske kreditorer har IMF påtvunget hårde betingelser for måden, hvorpå de styrer deres økonomi, som man nu (i samarbejde med europæiske og amerikanske banker) påtvinger de gældsplagede nationer i Europa. Det primære formål med de restriktive betingelser er at omlægge eller overføre nationale ressourcer fra hjemligt brug til udenlandske kreditorer. Disse betingelser betyder ikke kun at stramme livremmen ind ved at skære ned på sociale udgifter og/eller sætte skatten op, men også udsalg af offentlige opgaver, statslig industri og fremtidigt skattegrundlag.

Ved at kalde privatisering til brandudsalgspriser for ”bestikkelsesagtig” har den tidligere cheføkonom ved Verdensbanken Joseph Stiglitz (i et interview med den anerkendte dybtborende reporter Greg Palast) løftet sløret for, hvordan finansministre og andre bureaukratiske autoriteter i de forgældede lande ofte gennemfører Verdensbankens krav om udsalg af deres elektricitets-, vand-, transport- og kommunikationsselskaber i bytte for tilsyneladende uimodståelige godbidder. ”Man kan se deres øjne blive større” ved udsigt til 10 % i kommission betalt til en svejtsisk bank for simpelthen at barbere et par milliarder af nationale aktivers salgspris.

IMF/Verdensbanken/Verdenshandelsorganisationens strukturelle tilpasningsprogrammer inkluderer den nyliberale “frie kapitalmarkedspolitik”. Teoretisk antages dereguleringen af kapitalmarkedet at medføre tilstrømning og investering af udenlandsk kapital, der skulle bringe industrialisering, jobskabelse og økonomisk ekspansion med sig. I praksis fører finansiel frihed ofte til større udstrømning af kapital (eller kapitalflugt) end tilstrømning.

I den udstrækning, der er tale om tilstrømning af kapital, er det ikke så meget produktiv eller industriel kapital, men uproduktiv eller spekulativ kapital (også kendt som ”varme penge”): massive kapitalbeløb, der konstant bevæger sig over grænserne i jagt på ejendoms-, valuta- eller rentespekulation.

For at tiltrække kapital til de relativ sårbare markeder i gældsnationerne har IMF jævnligt anbefalet drastiske renteforhøjelser. Højere renter er imidlertid både udviklingsfjendske og skader målet om at afbetale gæld. Højere renter tenderer til at ødelægge ejendomsværdier, fjerne finansielle ressourcer fra de produktive investeringer og øger byrden af gældsafbetalingen.

Tag for eksempel Filippinerne, der i 1980 antog IMF’s strukturtilpasningsprogram. Her gik betaling af renter som procentdel af det totale regeringsforbrug fra 7 pct. i 1980 til 28 pct. i 1994. Omvendt faldt kapitalforbruget fra 26 til 16 pct. I modsætning hertil ignorerede Filippinernes sydøstasiatiske naboer IMF’s forskrifter. De begrænsede gældsafbetalingen, mens de forøgede regeringens udgifter for at styrke væksten. Ikke overraskende voksede de 6 til 10 pct. fra 1985 til 1995, mens Filippinerne knap nok voksede, og det opnåede ry som et knuget marked, der frastødte investorer.

Det frie marked øger gæld

En vigtig betingelse for IMF/Verdensbanken/WTO’s genopbygningsprogrammer er det frie marked. Fri handel har altid været de økonomiske sværvægteres bibel, der selvretfærdigt prædikes over for de svage. Det gør det muligt for de stærke at bruge deres markedsstyrke til økonomiske formål via at sikre en permanent deling af arbejdskraft, som i teknologisk fremskredne lande specialiserer sig i produktion af højteknologiske produkter med høj værditilførsel, mens de underudviklede lande fortsat er dømte til forsyningen af mindre eller uforarbejdede produkter. Det er derfor ikke spor overraskende, at en sådan skæv frihandelspolitik af og til kaldes for ”frihandels-imperialisme”.

Ved at drage fordel af den såkaldte gældskrise i den tredje verden har IMF, Verdensbanken og WTO påtvunget over 70 udviklingslande frihandel og andre ”tilpasningsprogrammer” i løbet af 1980’erne og 90’erne.

”Som følge af denne handelsliberalisering”, påpeger Walden Bello, medlem af Repræsentanternes Hus på Filippinerne og præsident for Frihed for Gæld-Koalitionen: ”er de mål for økonomisk vækst og reduktion af fattigdom, der  i 1960’erne og 1970’erne blev opstillet af udviklingslandene,  forsvundet i 1980’erne og 90’erne. I praksis har handelsliberaliseringen i alle strukturtilpassede lande fjernet enorme områder med industri, og lande, der nød godt af overskud på handel med landbrugsvarer, er blevet underskudslande.”

Bello påpeger yderligere, at ”antallet af fattige er øget i Latinamerika og i Caribien, Central- og Østeuropa, de arabiske lande og Afrika neden for Sahara”.

Som kontrast har Kina og Østasien, hvor nyliberal frihandel og andre strukturtilpasningsprogrammer er blevet afvist, haft en betydelig økonomisk udvikling, og der har fundet en betragtelig fattigdomsreduktion sted.

De internationale finansparasitters holdning og deres pantefogedkontorer som IMF byder på nyttige lærdomme i forhold til de katastrofale konsekvenser af deres ”rekonstruktions”-betingelser.

En IMF-repræsentant er cireret for at erkende, at Fondens stramme pakker ofte har ført til afbetaling af gæld uden økonomisk vækst. Men han tilføjede: ”Fonden er en ildslukker, ikke en tømrer, og du kan ikke forvente, at brandmanden både bygger huse og slukker brande.”  Det er indlysende, at disse brandmænd søger at redde udlandsgælden fri af ilden, ikke økonomien som sådan eller levevilkårene i den forgældede nation. 

Oprørene mod IMF og Verdensbanken

En anden komponent i IMF/Verdensbankens tilpasningsprogrammer for at sikre, at udlandsgælden betales, kaldes elimination af ”prisforvanskninger” eller etablering af ”markedsbaserede priser”. Det er en smart tilsløring af prisstigninger på livsnødvendige varer såsom mad, vand og brugsgenstande og inkluderer også fjernelse af støtte til sundhed, uddannelse, transport, boliger osv., og betyder samtidig nedskæring af lønninger og goder for arbejderklassen. I deres væsen er der tale om indirekte måder at beskatte de fattige og give til de rige, kreditorerne.

Når disse stramme livrems-metoder har gjort levevilkårene utålelige for befolkningen, har de udløst det, som er blevet kendt som ”oprør mod IMF”. IMF-oprørene er smertefuldt forudsigelige. Når et land er ”slået i gulvet og talt ud”, udnytter IMF det og presser den sidste dråbe blod ud af det. Man drejer op for varmen, indtil hele gryden koger over, som i Indonesien, hvor IMF fjernede mad- og brændselsstøtten til de fattige i 1998. Indonesien eksploderede i oprør.

Andre eksempler på oprør mod IMF er oprøret i Bolivia mod stigning i vandpriser, og oprøret i Ecuador mod stigning i priserne på husholdningsgas. Da IMF og Verdensbanks- oprør skaber et usikkert og uvist økonomisk miljø, fører de ofte til en ond cyklus med kapitalflugt, afindustrialisering, ledighed og samfundsøkonomisk disintegration.

Kun hvis oprørene har tenderet mod at føre til revolutioner, er de snyltende kæmpebanker og deres pantefogeder IMF og Verdensbanken blevet tvunget til at acceptere mindre byrdefulde betingelser, eller endog gældsafskrivning.

Det argentinske folk fortjener kredit for at have vist et godt eksempel på den slags gældsrekonstruktion. I det sene 2001 og tidlige 2002 gik man på gaderne for at protestere mod de eskalerende stramninger påtvunget dem på anbefaling af IMF og Verdensbanken. Politiske demonstrationer og plyndring af butikker spredte sig ud over landet. Regeringen erklærede undtagelsestilstand, men politiet forholdt sig passivt og kiggede på plyndringerne med hænderne bag ryggen. Der var intet, regeringen kunne stille op. Mindre end en dag efter starten på demonstrationerne havde hovedøkonomiminister Domingo Cavallo trukket sig, og få dage efter trådte præsident Fernando de la Rua tilbage. Under en bølge af fratrædelser nægtede en hastig dannet midlertidig regering straks at betale 155.000 milliarder dollars i gæld. Det er den største gældsafskrivning i historien.

Argentina løsnede desuden deres valuta, peso, fra dollaren (den var blevet naglet fast til dollaren i 1991). Efter denne afskrivning af udenlandsgælden, og efter at den faste binding til dollaren blev ophævet, har Argentina oplevet et af de mest robuste økonomiske opsving i verden. Gældsrekonstruktion a la Argentina, dvs. gældsafskrivning, er det, som forgældede nationer i Europa og andetsteds behøver for at befri sig for deres fodlænker.

Turen er kommet til de mere udviklede lande

Efter at have påtvunget mange nationer blandt de underudviklede lande i syd deres stramninger har  de internationale finansriddere nu travlt med at anvende disse fattigdomsskabende metoder på de mere udviklede lande mod nord, især dem i Europa. For eksempel har de græske regering i de seneste måneder annonceret en serie løn- og sociale nedskæringer for offentligt ansatte, en 3-4 års fastfrysning af pensioner og momsforhøjelse nummer to, såvel som stigninger på brændstof, alkohol og tobak til gengæld for en gældskautionsplan, som er lovet dem af IMF og Den Europæiske Centralbank.

Pantefogedernes stramningsbetingelser i en række østeuropæiske lande (såsom Letland og Litauen) har været endnu mere djævelske. Thomas Landon jr. fra New York Times rapporterede for nylig, at under trussel om konkurs har Litauen barberet de offentlige udgifter ned med 30 pct. – medregnet nedsættelse af offentlige lønninger med 20-30 pct. og pensionerne med op til 11 pct. Og regeringen stoppede ikke der. Man satte skatterne op på en bred vifte af varer, som medicinalvarer og alkohol. Selskabsskatten blev sat op fra 15 til 20 pct. Momsen steg fra 18 til 21 pct. (1. april 2010).

Da disse undertrykkende metoder førte til en overførsel af ni pct. af bruttonationalproduktet (pænere betegnet som ”national opsparing”) fra indenlandsk forbrug til pantefogederne, har de yderligere skærpet den økonomiske krise. Arbejdsløsheden steg til 14 pct. fra et encifret tal og en i forvejen vaklende økonomi skrumpede med 15 pct. sidste år.

I Letland, et andet offer for den rovgriske finanskapital, har de nedturskabende konsekvenser af stramningerne været endnu mere ødelæggende. Letland har oplevet den værste toårige økonomiske nedtur nogensinde og tabt mere end 25 pct. af nationalproduktet. Det forventes at skrumpe yderligere i den først halvdel af i år. Med 22 pct. arbejdsløshed og nedskæringer i bevillingerne til uddannelse, der vil give skader på lang sigt, er de sociale omkostninger af denne kurs også kolossale.

Mens gældskrisen i de svagere europæiske økonomier som Grækenland, Letland, Litauen, Spanien, Portugal og Irland har nået kritiske stadier, så er de relativt set stærkere økonomier i Tyskland, Frankrig og England også i fare for gæld og underskudskriser. Faktisk vil gæld i forhold til BNP selv i de mere avancerede økonomier i Europa ifølge en nylig IMF-vurdering snart stige til et gennemsnit på 100 pct.

USA’s bjerg af gæld: Stater i vanskeligheder

Naturligvis er også USA bebyrdet med et gældsbjerg, som snart vil være på størrelse med BNP (på næsten 13.500.000 milliarder dollars). En stor forskel fra USA og andre forgældede nationer er, at USA ikke lever så meget på deres kreditorers eller IMF’s nåde som andre skyldnernationer. Derfor kan man på basis af nationale og offentlige interesser med fornuft argumentere for, at USA kan give sig i kast med en ekspansiv finanspolitik, altså en mere aggressiv stimuleringspakke, som vil benytte sin magt ved at være en ”regering, der som sidste udvej bliver arbejdsgiver”, mere eller mindre som præsident Roosevelt gjorde, og dermed skabe arbejdspladser, indkomster og økonomisk vækst. Det vil også øge regeringens skatteindtægter og reducere gæld og underskud.

Bedømt ud fra kilderne såvel som de budgetterede projekter i Obama-administrationen og den lobbybefængte kongres synes en sådan ekspansiv finanspolitik at være meget usandsynlig. Ikke blot har den største del af regeringens stimulerings-indsats været helliget redning af Wall Street-spekulanterne, men også de relativt små udgifter til stimulering er stort set blevet kanaliseret ned i lommerne på den private og finansielle sektor via ødsle og ineffektive programmer som ”penge for skrot”, skattefradrag for nye huskøbere, skatteincitamenter for arbejdsgivere til at ansætte folk og tilsvarende.

Det står i skarp kontrast til det, som præsident Roosevelt gjorde i de tidlige år af Den Store Depression (krisen) i 1930’erne: at skabe arbejde og indkomster direkte og umiddelbart via regeringen/staten selv. 

Ikke blot vil administrationens svage stimuluspakke hurtig være slut, men regeringen har desuden indført en tre års fastfrysning af alle offentlige udgifter med undtagelse af militærudgifter og såkaldte berettigede offentlige ydelser. Da deres skatteprovenu ligesom deres traditionelle andele af statsstøtte svinder ind, står mange delstater (især Californien, Florida, New York, Arizona, Nevada og New Jersey) over for alvorlige finansielle vanskeligheder. Og da de indskrænker eller lukker nødvendige offentlige serviceopgaver som biblioteker, museer, parker, skoler, kunstcentre og hospitaler og fyrer de ansatte, vil tilbagegangen uundgåeligt blive forværret.

De smertelige økonomiske problemer i de gældsplagede lande skyldes ikke utilstrækkelighed eller mangel på ressourcer, da de er resultatet af den skæve og ubarmhjertelige fordeling af ressourcerne. Det bliver stadig mere klart, at det arbejdende flertal rundt om i verden står over for en fælles fjende: et uproduktivt finansielt oligarki, der som parasitter suger al blod ud af det arbejdende folk, blot via handel eller spil med hævdelse af ejerskab.  

Skal denne modbydelige situation rettes op, stiller der sig nogle markante alternativer: Enten bruger de magtfulde finansielle interesser statsmagten til med held at indfri deres fordringer ved at forarme den offentlige sektor, eller offentligheden bliver træt af den onde cyklus af gæld og tilbagegang og rejser sig i protest – som ved oprøret mod IMF i Argentina – for at afvise den stort set fiktive og ulovlige gæld. Dette er naturligvis klassekamp!

Det virkelige spørgsmål er, hvornår arbejderklassen og andre ofre for den uretfærdige gældsbyrde vil forstå alvoren i denne udfordring og rejse sig til den kritiske opgave at frigøre sig fra gældens og krisens lænker.

Mens afvisning af gælden vil rense ud i den nuværende giftige gæld i de forgældede samfund, vil det ikke forhindre dens genopdukken i fremtiden. For at afværge sådanne genkomster er det nødvendigt også nationalisere banker og andre finansielle formidlere. Det kræver blot, at vi argumenterer for, at den nationale opsparing stilles under demokratisk kontrolleret offentlig ledelse – og ikke af uvalgte, profitstyrede private banker.    
    

Ismael Hossein-Zadeh er forfatter til den netop udkomne bog The Political Economy of U.S. Militarism (Den amerikanske militarismes politiske økonomi) (Palgrave-Macmillan 2007) og underviser i økonomi på Drake University i  Des Moines, Iowa.

Netavisen 9. juni 2010