Dansk imperialisme: Afrika

Af Tine Spang Olsen

Indlæg på seminaret ‘Modstand mod det nyliberale amokløb’ 7. september 2013 i København

Jeg bladrede forleden i et TV program og fik øje på en udsendelse med titlen ‘Tag en bid af Afrika’. Interessant! En udsendelse om imperialisme i Afrika, ikke så tit de viser den slags tænkte jeg.

Det viste sig så også at være et madprogram…

Men det er det, jeg vil sige lidt om her i dag. Jeg er bestemt ikke ekspert på området, men jeg synes det er vigtigt at diskutere og vigtigt at vi ved noget om hvad vores politikere har gang i og hvilke økonomiske og militære interesser Danmark har i bl.a. Afrika, så vi kan se sammenhængene og reagere på det.

Verdensbanken har en strategi

I april fremlagde Verdensbankens cheføkonom en ny strategi, der går ud på, at Afrika skal brødføde verden. Han slog fast, at der på det afrikanske kontinent ligger enorme mængder uudnyttet landbrugsjord. De har vand og de har billig arbejdskraft. Strategien går ikke ud på at Afrika skal brødføde sig selv.Nej, Afrika skal brødføde verden, det er faktisk deres pligt.

70 % af verdens fødevarer produceres i dag af lokale småbønder og for Verdensbanken skal begrebet ‘uudnyttet landbrugsjord’ formodentligt forstås som jord der endnu ikke ligger under de multinationale firmaers plov. Det kan være jord der dyrkes af lokale bønder, måske bruges det til ekstensiv græsning eller det kan være naturområder.

Nogen gange spørger måske sig selv, hvad Danmark egentlig laver i Afrika militært. Hvorfor blandede Danmark sig f.eks. i Mali?

Danske interesser i jord

Et af de helt kontante svar kan være interesser i jord.

EU’s landbrug mangler jord i forhold til sin produktionskapacitet. Østeuropa har udvidet det danske landbrugsareal betragteligt med billig jord af høj kvalitet fulgt op af billig arbejdskraft . Her skaffede de danske storbønder sig ejendomsret over jord, da kollektivbrugene blev nedlagt og jorden solgt eller lejet ud til internationale investorer.

Danske svinebønder har nydt godt af det i høj grad og henter kæmpe profitter, mens østeuropæerne bliver arbejdsløse og kan rejse til Danmark som billig arbejdskraft. Både USA og EU har haft en rolle i at gøre det muligt gennem murens fald og oprettelsen af det åbne marked.

Nu er turen kommet til Afrika

Mens Danmark og EU øger deres militære interesse i Afrika kommer andre sider af interessen for denne del af verden frem.

De danske planer for Afrikas jord kom meget åbent frem tidligere på året da udviklingsminister Christian Friis Bach blev interviewet til Politiken.

Han udtalte bl.a.

”Jeg vil insistere på, at ejendomsretten (altså i Afrika) til jorden bliver privat og individuel. Det er en helt grundlæggende betingelse for at vi kan udvikle landbruget”.

Han har sådan set allerede overtaget Afrika i sin egen forestilling. Det er en sand imperialist der taler. Det er Danmark der stiller kravene i Afrika om hvordan landbruget skal udvikles.

Problemet er i – følge Friis Bach – den kollektive ejendomsret til jord der findes mange steder. Hans strategi er, at afrikanerne skal kræve privat ejendomsret til den jord de dyrker, men kun for at give den videre til de multinationale. Han siger:

”…en central del af omstillingen er meget større og mere effektive brug, der bygger på udenlandsk kapital. På sigt er der rigtig mange mennesker, der skal flytte ud af landbrugssektorerne og ind til byerne…manglende jordrettigheder er på alle måder en stor barriere for udviklingen.”

Fremtidsudsigten for Afrika er altså, at de multinationale skal overtage landbruget.

Og så er han ellers fræk nok til at dække sig ind under kvindernes kamp for ligestilling. Han siger:

”Noget af det vi insisterer på, er at kvinder skal kunne arve og eje jord…for mig er det helt grundlæggende, at give kvinder lige rettigheder til jorden”.

Da han senere mødte hård kritik fra afrikanske organisationer, forsøgte han alene at slå på denne hjælp til kvindefrigørelsen og udviklingen af et moderne samfund med lighedbegreber.

Alt hvad han havde sat om at tage jorden fra afrikanerne for at kunne ‘dyrke den effektivt’ svarede han overhovedet ikke på, og pressen gav ham lov.

Politiken skrev f.eks. en leder om hvordan Danmark skal gå forrest i en moderne udvikling for kvinders rettigheder mod de gamle høvdingekulturer.

Det landbrug som den danske minister ser som fremtidens landbrug i Afrika kan kort beskrives som en produktion med få og store monokulturer f.eks. med foderproduktion til det europæiske animalske landbrug. Majs, soja mm. Det medfører udpining af jorden, masser af brug af kunstgødning og sprøjtegift, og brug af genmodifcerede afgrøder.

I parentes kan det bemærkes, at vores fødevareministerium netop har besluttet, at sprøjtegift ikke længere er gift, men skal omtales som ‘sprøjtemidler’. Som Karen Hækkerup siger ” Når de bruges i tilladte mængder er de ikke giftige”.

Amerikanske firmaer har gennemført denne type landbrug i bl.a. Brasilien og Argentina, hvor stort set alt landbrug drives af udenlandske multinationale, der sælger både frø, sprøjtegift og kunstgødning.

De sorter der bruges i denne form for storproduktion er udviklet med en afhængighed af sprøjtegifte, enten gennem genmodificering eller ved forædling. Det kan være ved at være resistente overfor bestemte sprøjtegifte – det kræver genmodificering – der så kan bruges mod ukrudt, eller på anden måde være afhængige f.eks. af svampegifte fordi de mangler naturlig robusthed.

Det kan sagtens lade sig gøre at udvikle frø og sorter der er robuste. Lokalt har man gjort det gennem årtusinder, hvor man har lært sig præcist hvilke planter der egner sig til klimaforholdene. De nye giftafhængige typer sikrer monopol og afhængighed af de store frøfirmaer og ødelægger miljøet.

Hele Afrika projektet følges op med frihandels aftaler mellem EU og afrikanske lande, der forbyder landene at beskytte deres egen produktion, der hurtigt udkonkurreres. Det betyder at selvforsyningen forsvinder til fordel for total afhængighed. De lokale kulturplanter dyrkes ikke længere og forbydes direkte.

I EU’s nye frølov tillades kun godkendt frømateriale, dvs. de store firmaers.

En anden følge vil selvfølgelig være en større arbejdsløshed. De arbejdsløse vil langt fra kunne få jobs i den nye storproduktion og det vil føre til mere sult.

Idéen om at Afrika skal brødføde verden klinger også noget hult når man tænker på, at en meget stor del af landbrugsproduktionen i dag bliver brændt af som biogas. Europæiske biobrændstof investorer har i dag overtaget over 6 millioner HA landbrugsjord i det sydlige Afrika, hvad der kun giver højere priser på mad og medfører mere sult.

Protest over jordtyveri

Heldigvis fik Friis Bachs udtalelser ikke lov til at stå uimodsagt. 60 afrikanske organisationer sendte et åbent brev til den danske regering og til Danmarks repræsentanter i de enkelte afrikanske lande.

De gik til kernen i problemet – planen om at stjæle den afrikanske jord.

De skrev bl.a.:

”Vi afrikanere tager på det kraftigste afstand fra Christian Friis Bachs udtalelser, og forsikrer alle der tænker som ham, at selv om vi er blevet udplyndret, vil vi aldrig tillade at Afrika bliver genkolonialiseret”

En af underskriverne, Anabela Lemos fra Mozambique udtalte:

”Her i Mozambique er det staten der ejer jorden og bønderne lejer den. Det lever vi fint med. Og det skal I ikke komme og lave om på. For det vil åbne mulighed for, at de store internationale investorer kommer ind og styrer det”.

Hun sagde videre:

”Vi har i øjeblikket en korrupt regering, det er sandt. Og vi kan ikke bruge retsvæsenet, som også er korrupt. Men det er det vi skal gøre op med. Ikke ejendomsretten”

Protesten har herefter givet en del debat herhjemme, også omkring den danske ulandshjælp, der mere og mere bliver brugt som en murbrækker til at få foden indenfor for erhvervslivet.

Regeringen er allerede i gang med at støtte projekter der skal fremme den private eejendomsret. Danmark er behjælpelig med at stille landmålere til rådighed der opmåler jord, laver matrielkort og jurister der skriver skøder

Imperialistisk u-landspolitik

Sidste nyt er, at regeringen har fremlagt sin nye strategi for u-landsbistand. Nu skal ulandsbistanden bruges til direkte at fremme overtagelsen af jord. Hele ministerens strategi med privatisering føres nu igennem med bl.a u-landsbistanden som instrument.

Regeringen vil bruge det der kaldes bussness-partnership.

Der skrives nu kontrakter med Ghana, Mozambique og Tanzania. U-landshjælpen bruges direkte som pression. Hvis landenes udvikling ikke går i den rigtige retning inddrages hjælpen simpelthen. Det er de rene mafiametoder.

Dansk kapital har store og meget konkrete planer for at tage deres bid af Afrika. Som i Østeuropa hjælper staten erhvervslivet direkte . 12 lande i Afrika er udpeget af udenrigsministeriet som særligt interessante.

Et af dem er Mali.

Dette er den ene del af Tine Spang Olsens indlæg på seminaret ‘Modstand mod et nyliberale amokløb’

Se også

Frihandelsaftale mellem EU og USA

Netavisen 11. september 2013