Japan på afgrundens rand

Den japanske økonomi er verdens næststørste. Den har endnu ikke overvundet krisen fra ’98 og er nu gået ind i en større depression.
I den japanske økonomi optræder et fænomen, som har været så godt som ukendt i de kapitalistiske efterkrigstidsøkonomier, hvor inflation (værdiforringelse af pengeværdien og ledsagende prisstigninger) er blevet et permanent træk, også i krisetider. Fænomenet hedder deflation (direkte prisfald på varer p.g.a. afsætningsvanskeligheder). Det har traditionelt været betragtet som et sikkert kendetegn på krisefasen i den kapitalistiske økonomiske cyklus.
Den seneste økonomiske månedsrapport fra den japanske regering erklærer, at økonomien er ‘angrebet af deflation’ for første gang siden 2. verdenskrig. Forbrugerprisindekset faldt med 0,3 pct. i 1999 og 0,4 pct. i 2000.
Den japanske økonomi ramtes i begyndelsen af 1998 af den værste krise i nyere tid. Man havde forventet, at den var ved at være overvundet – men den er faldet tilbage i en akut krisesituation. For anden gang siden ’98 nedgraderer regeringen forventningerne til den økonomiske vækst i to måneder i træk.

På afgrundens rand
Finansminister Kiichi Miyazawa rystede de internationale finansmarkeder i starten af marts, da han i modsætning til de hidtidige regeringsvurderinger, der beskrev den japanske økonomi som ‘inde i et let opsving’, meddelte, at det gik rigtig skidt for den japanske økonomi. Den har bevæget sig fra ‘stagnation’ til ‘lavkonjunktur’, sagde han – og er på afgrundens rand:
– Vi står på randen af en katastrofe og har behov for en fundamental genopretning af statens finanser. Derfor er vi nødt til at foretage nogle smertelige valg mellem byrder og goder.
Den kapitalistiske krise har ramt de japanske statsfinanser, som er tæt sammenvævet med den private sektor, overordentlig hårdt – og den japanske regering lægger op til en hestekur, som kommer til at gå stærkt ud over den almindelige japaner. Den japanske statsgæld er verdens største – på omkring 130 pct. af bruttonationalproduktet.
Den omtalte regeringsrapport fastholder dog den officielle optimisme og hævder, at økonomien er inde i en ‘langsom selvforbedrende udvikling’.

Kapitalistiske reformer
Arbejdsløsheden er imidlertid med omkring 5 pct. rekordstor, og antallet af ledige job er faldende. Eksporten stiger meget langsomt, og industriproduktionen er direkte faldende. Byggesektoren er alvorligt syg. Privatforbruget er stagnerende, og de private investeringer ser ud til at falde. Det samme gør virksomhedernes indtjening, og dermed falder også aktiekurserne. Samtidig påvirkes den japanske eksport af den økonomiske afmatning på dets vigtigste afsætningsområder, USA og Asien. Med andre ord: typiske krisefænomener – og dårlige udsigter til at ‘eksportere sig ud af krisen’.
Der er samtidig stor frygt for, at bankkrakkene i ’98 vil blive fulgt op af nye krak, og regeringen har igen lovet ny statshjælp til dem.
I ’98 nedsatte den japanske centralbank udlånsrenten til det i internationale sammenhæng uhørte 0 pct. i et forsøg på kickstarte økonomien. For godt et halvt år siden så man tegn på forbedringer – herunder valutaen yennens styrkelse og en vis vækst i aktiekurserne – og hævede rentefoden til 0,15 pct. Nu er man vendt tilbage til de rentefri udlån. Den planlægges fastholdt i de næste to år. Samtidig erklærer man ikke at ville gribe ind over for valutakurserne – af frygt for, at det skal trække investeringer ud af landet.
De krisepolitiske tiltag skal følges op af kapitalistiske strukturreformer. Det statslige greb om den japanske økonomi er traditionelt meget stærkt. Under krisen i ’98 iværksattes en række reformer og ‘liberaliseringer’, som stoppedes med den svage bedring. Der overvejes bl.a. en halvering af bygge- og anlægsarbejder, liberalisering af den mafiakontrollerede transport- og havnesektor og af telesektoren.
I kølvandet på den økonomiske krise står Japan også i en permanent politiske krise, med stærke kampe mellem forskellige fraktioner inden for det herskende borgerskab, hyppige regeringskriser og udskiftninger af ministre og regeringschefer.

-ko
KP6, 2001