Krisen skal betales af arbejderne

474 ansatte på Flextronics i Pandrup er netop blevet fyret. Det er ikke bare nogle hundrede. Det er op mod halvdelen af de timelønnede på Danmarks største mobiltelefonfabrik. Og det er i et lokalområde, hvor detail- og anden handel er baseret på byens eneste større arbejdsplads. Selveste kommunekassen bliver berørt af massefyringen. Men de fyrede bliver ramt hårdest af alle. De er dømt på understøttelse, hvilket betyder en drastisk nedgang i indkomsten. Men det betyder også udsigt til en dyster fremtid uden arbejde, hvilket efter et år betyder tvangsaktivering og efter tre år yderligere, betyder det bistandshjælp OG tvangsaktivering.

Danmark har mange mindre eller mellemstore lokalområder, hvor en enkelt fabriks lukning kan få uoverskuelige konsekvenser for hele området. Tænk på Det danske Stålvalseværk´s betydning for Frederiksværk.
Hvad vi nu har udsigt til er, at Danmark som lokalområde i EU vil få denne malurt at smage på landsplan.
Efter 8 fede år i den vestlige Verden, hvor aktionærerne har danset om guldkalven, er der nu indtrådt en økonomisk recession, der allerede er kraftigt inde i selve den økonomiske depression.
Således gennemgåes den økonomiske cyklus i kapitalismen, som Karl Marx afdækkede for snart 150 år siden, endnu en gang.
Det eneste nye ved denne krise er, at den har brudt rytmen, som plejer at være betydeligt kortere. Bortset fra Japan og andre store lande i Sydøstasien, som påbegyndte deres krise for 2-3 år siden, så skyldes det sene tidspunkt blandt andet, at de vestlige kapitalmagter har levet fedt på det tomrum som Sovjetunionen og Østeuropa efterlod sig i forbindelse med sammenbruddet omkring 1990.

Krisen er ligeså lovmæssigt bestemt, som den er uundgåelig og logisk. Under kapitalismen kan virksomheder kun overleve, hvis de udkonkurrerer de andre, hvilket blandt andet forudsætter et teknisk udviklet produktionsapparat, der kan spytte flere produkter ud i timen pr. ansat end konkurrenten kan. I dette kapløb produceres til lagre, når der ikke længere er afsætning for den øgede produktion. Med overproduktionen, der ikke kan afsættes, følger naturnødvendigt virksomhedslukninger og omfattende rationaliseringer med massefyringer i kølvandet.

Kapitalismen forsøger at løse krisen ved at kaste byrderne over på arbejderklassens skuldre, hvilket umiddelbart uddyber krisen, da den forøgede fattigdom, som massefyringer kaster af sig, samtidig medfører mindre købekraft og dermed endnu mindre afsætning og større krise. Efter en tilstrækkelig lang tids depression, hvor mange af konkurrenterne har drejet nøglen om eller er blevet opkøbt af monopoler eller større monopoler, kan økonomien igen vende sig imod den opadgående kurve i cyklus´en.
Men forinden er det arbejderklassen, der er udset til at betale krisen. Det handler ikke kun om nedgangen i indtægt. Det drejer sig om en udsigtsløs tilværelse udenfor arbejdsmarkedet, da der ikke er jobs at spore. Det drejer sig om generelle angreb på vores levevilkår over skatter til kontanthjælp til manglende offentlig service osv. Med stigende protester vil magthaverne også sætte ind overfor vores demokratiske rettigheder.

Nu er det lige sådan, at det ikke kun handler om Pandrup. Det er sådan, så selv borgerlige økonomer sammenligner krisens omfang og dybde med det store børskrak i Wall Street i 1929.
Det er derfor nødvendigt, at de aktive dele af fagbevægelsen finder sammen og sætter spørgsmålet på dagsordenen: Hvordan ruster vi os til denne fremtid?

FJ
KP8, 2001