Tale af Emil Olsen, formand for 3F Ungdom, til Aktionsdagen Tid til fred 6. april 2015 på Den røde plads ved Nørrebrohallen
Man kan med rette godt mene, at vores faglige ledere i rigtig mange tilfælde er for dårlige til at vælge side i konflikter rundt omkring! I gamle dage sagde man, at hvis man tier, så samtykker man. Sådan er det stadig!
Emil Olsen taler – iført Palæstinatørklæde
Derfor vil jeg lige starte med iklæde mig det her tørklæde!
For er der nogen som har brug for fred, ja så er det vores brødre og søstre i Palæstina! Kampen for et frit Palæstina er høj aktuel! Lad dem vide at arbejderklassen i Danmark er med jer, men at vores uduelige Christiansborg politikere ikke er!
Jeg har aldrig rigtig kunne forstå, hvorfor et lille land som Danmark skal bruge så mange økonomiske midler på at gå med de store forbrydere i krig? Jeg mener bare – hvem i alverden skal vi da kunne true? Jeg kan kun komme til en konklusion, og det er, at vores politikere må have det på samme måde som musen der sidder oven på elefanten, og musen siger til elefanten: Kan du ikke høre hvor vi tramper!
Jeg har fået af vide at jeg skulle sige lidt om dansk krigsdeltagelse. Der må jeg altså nok sige, at det er noget af en mundfuld. For hold da op hvor bliver vores lille nations navn misbrugt til meget ude i verden af vores Christiansborg politikere.
Vi lever i en tid hvor uanset hvornår vi tænder for nyhederne eller åbner aviser, så ser eller høre vi om bombardementer, død og ødelæggelse det ene eller det andet sted. Hver eneste gang kan vi i stuerne se på, at vores lille nations navn bliver misbrugt i demokratiets hellige navn til krig og ødelæggelse. Det skal vi ikke finde os i og derfor er kravet om Stop dansk krigsdeltagelse helt på sin plads!
Man kunne jo godt have håbet på, at det der med krig og oprustning, det var noget, der hørte fortiden til. Man kunne have håbet på, at de store internationale spørgsmål gik på, hvordan man sikre vores brødre og søstre i 3. verdens landene et liv, som vi gerne selv vil leve, eller at man diskuterede de sociale fremskridt i Latinamerika.
Men sådan er det jo ikke gået. Den aggressive imperialisme bekymrer sig ikke om det, men om hvordan man skal plyndre ressourcer, territorier, og hvordan de kan smadre arbejderklassens tilkæmpede rettigheder, hvad enten det er de sociale, faglige eller det er de demokratiske rettigheder.
Det mærker vi på vores krop og sjæl hver eneste dag. I særdeleshed mærker vi det her i Europa. EU med sin antifolkelige politik, som jo er kapitalens redskab vendt lige i mod os. Som fra sin spæde fødsel var en åben konfrontation mod de socialistiske lande, mod fagbevægelsen mod arbejderklassens tilkæmpede rettigheder og mod den anti-imperialistiske kamp.
Danmark har været med hele vejen, fra svineriet NAZI – hov undskyld NATO – lavede i det socialistiske Jugoslavien, krigene i Irak, Afghanistan, Libyen – sådan kunne jeg blive ved.
Senest så vi, hvordan EU og USA – to agressive imperialistiske centrer gav økonomisk støtte til et fascistisk kup i Ukraine. Her er der altså snak om, at man støtter nogle meget sorte kræfter med at afsætte folkevalgte præsidenter. Præcis som man gjorde det i Chile. Jeg tror. at vi kan forvente os meget mere af den slags i fremtiden. Er de folkevalgte ikke til nytte for imperialismens fremmarch, ja så sætter man den sorte hær ind.
For mig er krig ikke kun, når det foregår med militært isenkram. Jeg mener den værste form for krig, der kan føres, er at føre befolkninger ud i nød og fattigdom.
Præcis som vi ser det i Europa. Ifølge Eurostats egne tal så lever 123 mio mennesker i Europa nu i reel fattigdom alene på baggrund af jagten på profit til de få.
Samtidig ser vi en kold og kynisk nedskæringspolitik trumfet ned over de nationale parlamenter som kun vil gøre køen af fattige mennesker endnu længere.
Det har været sådan i generationer, at når vi har født vores børn, så har de kunne se frem til et liv og en tilværelse, som ville bliver en lille smule bedre end den som forældrene havde.
Skuden er vendt, kammerater. I dag når vi føder vores børn er det altså velvidende om, at deres liv og tilværelse ser ud til at dagen i morgen bliver værre end dagen i går!
Min generation bliver ofte kaldt for den ligeglade eller den forkælede generation. Der bliver jeg altså sur – for hvem var det der kunne få en lærerplads? Det kan vi ikke! Hvem var det der kunne få efterløn? Det kan vi ikke! Hvem var det der kunne få dagpenge i op til 7 år? Det kan vi ikke! Hvem var det som kunne træde ud af arbejdslivet i ordentlig tid? Det kommer vi ikke til! Og sådan kan vi blive ved.
Så hvem er egentlig de forkælede? Og hvad er det for noget velfærd vi er bange for at miste? Det smuldrer i det vi har muret, det har vi selv forvoldt, lød det fra Carl Scharnberg og han havde ret, og snart har vi kun vores lænker at miste!
Og det er efter min mening den værste krig der føres, det er mod befolkningerne. Nogen kunne måske komme til at tænke at det er da dumt at føre så mange mennesker ud i fattigdom, de gør jo oprør på et tidspunkt!
Men disse mennesker er ikke dumme, de ved præcis hvad de gør, de udnytter enhver given lejlighed til at skærpe overvågningen af os. Det så vi i Paris og senest her i København. Det kom som et chok for vores statsledere, men sådan må det jo være, når man føre en aggressiv angrebspolitik udenfor Europas grænser.
Men med denne aktionsfyldte dag, så lad vores brødre og søstre i Mellemøsten vide, at de bomber, som er sendt af sted med dansk pas ikke kommer fra os, men fra de Christiansborg politikere, som vores land styres af!
Dagen efter attentaterne lå der nye lovforslag og nye bevillinger til efterretningstjenesten klar. Det siger altså en hel del om, hvad det er som er ved at ske i disse tider. I øjeblikket forbereder man sig på at bekæmpe interne oprør. Man er altså helt klar over, at den klare klassepolitik, man fører, vil betyde uro i egne rækker.
Det betyder kun en ting for os kammerater: Vi må være klar, vi må ikke blive ved med at lade os kue.
Men forvent ikke at monopol imperialismens politiske system vil falde eller kollapse af sig selv. Det vil bestå uanset hvor råddent det end bliver, lige så længe at arbejderklassen ikke spiller er ledende rolle i udviklingen.
Arbejderklassen må tage skeen i den anden hånd komme ud af sin ideologiske forførelse. Så kan de ikke bekæmpe os.
Vi kommer til at ofre meget hårdt arbejde, men bevæbnet med revolutionær optimisme vil vi før eller siden få solen til at skinne over os igen!
Se også Tine Spang Olsens tale
Netavisen 7. april 2015
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
