Af Arbeit-Zukunft
År 100 efter imperialistmagternes første verdenskrig, med det tyske kejserrige i front, piskes krigsfaren igen op på foruroligende vis. Og igen er det den tyske imperialisme, der er med forrest, anført af en koalition af kristen- og socialdemokrater.
Minearbejdere i Donbass, Østukraine, i strejke efter valget af oligarken og vestlakajen Porosjenko som præsident
Det stopper ikke med asocieringsaftalen mellem EU og Ukraine fra den 27. juni. Samme dag blev tilsvarende aftaler indgået med Moldova og Georgien og der er dermed kastet ny benzin på bålet. I begge lande er der allerede væbnede konflikter med Rusland.
Men som allerede i 1914, for 100 år siden: Der er intet, der får imperialistmagter til at besinde sig, når det drejer sig om magt, herredømme, og udbytning af andre folks rigdomme.
Borgerkrig i Ukraine
Det ukrainske bourgeoisis, EU, NATOs, USA og Tysklands politik fremkaldte kort efter Maidan-krisens udbrud massive protester i Ukraine. I mange dele af landet blev Lenin-mindesmærkerne, symboler på kampen mod kapitalen og på arbejdernes og arbejderkvindernes internationale solidaritet for fred, socialisme og fremskridt forsvaret mod fascisternes angreb. Hvor disse stod stærkest, blev de imidlertid konsekvent ødelagt.
Rusland snuppede Krim fra Ukraine, i et brud på folkeretten, men helt klart med stærk støtte fra brede dele af Krims befolkning. Dermed sikrede man sine flådestøttepunkter og forhindrede først og fremmet EU’s og amerikansk kapitals adgang til de formodet enorme skiffergaslagre (Fracking!) ud for Krim-kysten.(Af sådanne gaslagre har Ukraine i øvrigt endnu flere!)
I østukraine udviklede der sig en opstand fra dele af befolkningen. Oprørerne udråbte folkerepublikker i Slavjansk og Donetsk, som bemægtigede sig de forhåndenværende våben, men angiveligt også kunne skaffe våben fra Rusland. De indsatte antiluftskyts-raketter og nogle tanks med held og med svære følger for Kiev-tropperne, mens EU og USA påstod, at kun ”Putin” kunne have leveret dem. De har ingen beviser derfor.
De påstår, at russiske agenter førte an i opstanden, og at der på den russiske side af østgrænsen stod tropper parat til indmarch. Heller ikke her findes der seriøse beviser. Den finske militære efterretningschef tilbageviste lignende amerikanske påstande. Der forekommer hverken aktive kamphandlinger eller fortsat russisk tilstedeværelse i regionen, sagde admiral Georgij Alafuzoff, tidligere leder af Finlands militære efterretningstjeneste i et interview med det finske statsTV YLE:
”Det er efter min opfattelse fortringsvis regionens indbyggere, som er utilfredse med tingenes nuværende tilstand”. (Kilde: Horst Hilse i Scharf Links, 23.04.2014).
Dele af opstanden i Donbass sætter sine forhåbninger til russisk støtte, men øjensynligt er denne bevægelse ikke under Ruslands kontrol. Erklæringer fra den russiske præsident og hans regering bliver ikke altid støttet, og det russiske diplomati bliver undertiden voldsomt kritiseret.
Russisk-nationalistiske kræfter har helt sikkert stærke positioner i opstandsbevægelsen, men der deltager også mennesker, som har sociale mål og slet ikke ønsker tilslutning til Rusland. De bekæmper Kiev-regeringens krigspolitik, og dens politik for tilslutning til Vesten og EU, dens sociale nedskæringspolitik, dens racisme og fascisme.
Derfor er det en plat vestlig propagandaløgn at affærdige denne bevægelse med betegnelsen ’separatister’. Den kendgerning, at adskillige arbejdsstyrker i den stærke mine- og sværindustri i Donbass støtter opstanden med strejker har også vakt opmærksomhed. Arbejderklassen er med og deltager!
Porosjenko og hans regeringsklike vil stadig bryde denne modstand i landets østlige del med militær vold. Porosjenko ændrer således intet grundlæggende ved den brutale undertrykkelse, som allerede den såkaldte overgangsregering rettede mod modstanden. Så nu raser en krig, der indtil nu har kostet hundreder af døde, især blandt civilbefolkningen, som for størstedelen, om end ikke alle, støtter opstanden.
Nationalgardister og Kiev-soldater anrettede et blodbad i Mariupol og andre steder i denne operation, som kynisk kaldes en anti-terror-operation. Der findes indikationer på, at også vestlige lejesoldater (Blackwater, Academy, og andre lejesoldateragenturer) er med i myrderierne.
Ved redaktionens afslutning i slutningen af juni er der indgået en yderst skrøbelig våbentilstand, der angiveligt skal benyttes til forhandlinger. Kiev-regeringen forlanger alligevel kategorisk, at opstanden skal nedlægge våbnene inden for våbenstilstandens frist. Porosjenko vil ikke engang tilbyde en generel amnesti. Porosjenko truer med at videreføre sin krig i Donbass med fuld styrke fra 1. juli 2014.
Rusland taber i de seneste sammenstød
Indtil da skal der føres forhandlinger også med repræsentanter for opstandsbevægelsen, hvor endnu en oligark udover Porosjenko, nemlig en Viktor Medvedtsjuk, der skal stå Putin nær, indgår som formidler.
Den kapitalistiske stormagt Rusland er under stærkt pres fra EU, NATO og USA. Disse konfliktpartnere truer konstant Rusland med økonomiske sanktioner i tilfælde af, at de indre udviklinger i Ukraine ikke retter sig efter vestlige forestillinger. EU, NATO, USA og Berlin forholder sig aggressivt og krævende. Ikke et kritisk ord om og til den ukrainske regering.
Rusland er derimod den klare taber i de seneste sammenstød. Ganske særligt ved at det ikke har kunnet forhindre EU’s associeringsaftaler med Ukraine, Moldova og Georgien. Alligevel kommer der netop fra Rusland og fra opstanden de eneste klare afspændingssignaler:
– Putin lod den tidligere vedtagne tilladelse til militærintervention i Ukraine (!!) annullere af parlamentet.
– To tilfangetagne OSCE-observatørhold i Donbass blev betingelsesløst frigivet af oprørerne og kunne forlade området. Efter vores vurdering tilbageviser det den vestlige propagandas påstande om deres tøjlesløse brutalitet. At beholde sådanne gidsler ville være guld værd.
Facit: Gør en ende på Vestens aggressive politik!
Med EU’s associeringspolitik i forhold til Ukraine har man åbnet ’Pandoras æske’ og har med nogen succes forsøgt at knyttet Ukraine til Vesten og gøre det til en vasalstat. Dermed har man igen trængt Rusland i defensiven, men samtidig udfordret det. Rusland understøtter i Ukraine modstanderne af denne politik.
Vi stiller os solidarisk med opstanden i Østukraine i dens kamp mod vasalregimet i Kiev. Vi opfordrer alle arbejdende, mænd og kvinder, i Tyskland og EU til at stille sig bag deres kolleger, som kæmper imod denne politik i Ukraine fra EU, NATO og USA, og også Tyskland. Vi står overfor samme fjender og samme modstandere! Vi vil ikke lade os vikle ind i hetzen mod mennesker, der vover at kaste sig ud i en optand (!), som retter sig imod imperialismens annektering af Ukraine! Lad os stå side om side med de kæmpende i Ukraine.
Vores krav til Berlin, Bruxelles, USA, den ukrainske regering er- 100 år efter starten på 1. verdenskrig:
Nedlæg våbnene!
NATO og EU ud af Ukraine!
Ingen tyske militærfolk i Ukraine!
Ingen troppeforstærkninger mod øst!
Væk med associeringsafatlen mellem EU og Ukraine!
For: Fjenden befinder sig i vores eget land!
Originalartikel:
100 Jahre nach Beginn des ersten Weltkriegs: Hände weg von der Ukraine!
1. juli 2014
Oversat og forkortet af Kommunistisk Politik fra Arbeit-Zukunft, blad for de tyske marxist-leninister i Organisationen til opbygning af et kommunistisk arbejderparti i Tyskland.
Se også
Den danske regering med i front: NATO opruster yderligere i Østersøområdet
Netavisen 3. juni 2014
Valget i Ukraine: Et præsidentvalg vædet i blod
Netavisen 28. maj 2014
Folkebevægelsen mod Nazisme: Tale foran den ukrainske ambassade 8. maj 2014
Netavisen 8. maj 2014
Situationen i Ukraine: Nazister ved magten
Netavisen 5. maj 2014
Ukraine: Voldeligt regimeskifte orkestreret af EU og USA
Netavisen 25. februar 2014
Netavisen 2. juli 2014
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
