En massiv protestbølge fejer over Europa, hvor kampen for ungdommens rettigheder kædes sammen et nej til militarisering og krig og arbejderklassens kamp for levevilkårene. Det franske parti PCOF opsummerer her erfaringerne fra mobiliseringerne d. 24. oktober i Frankrig. Generalstrejke d. 5. november bliver det næste skridt.
Kom med på APKs november konference d. 7. november, hvor de massive protestbølger i Europa og hvor kampen står i Danmark, vil blive et selvstændigt tema. Se annoncen nederst i artiklen.
Mobiliseringerne den 24. var overalt mindst lige så omfattende som de foregående demonstrationer. Protesterne mod de høje leveomkostninger og mere generelt arbejdernes og fagforeningernes sociale mobilisering samt de strømninger, der identificerer sig med De Gule Vestes oprør, sluttede sig til de unge gymnasieelevers og studerendes mobilisering. Fordømmelsen af politiets undertrykkelse bandt demonstranterne sammen.
Mobiliseringerne den 17. havde været præget af ekstremt voldsom undertrykkelse fra politiets side og af scener med plyndringer af butikker og ødelæggelse af bygninger. Hos såvel Macron som ministrene – premierministeren og indenrigsministeren – blev gymnasieelevernes og deres støtters mobiliseringer til »voldelige uroligheder«, demonstranterne til hærværksmænd og de faglige og politiske organisationer, der havde indkaldt til demonstrationerne, til støtter for hærværksmændene, ja ligefrem til »oprørsmagere«, der havde villet vælte republikken. Der var ikke længere tale om kravene, men om jagten på hærværksmænd og tyve.
Om aftenen den 17. oktober tilranede Macron sig retten til at forbyde demonstrationer og pålagde præfekterne (statens lokale repræsentanter) at gennemføre disse forbud i praksis med flere undertrykkelsesmidler og større kapacitet til at påføre skader, sprede menneskemængder, kontrollere personer … Brugen af LBD (lanceurs de balles de défense – våben, der affyrer gummikugler) og granater af alle typer blev endnu en gang retfærdiggjort trods det stigende antal sårede. Hæren begyndte at blive inddraget i opretholdelsen af »ordenen« gennem Sentinelle-indsatsen, og RAID (Recherche, assistance, intervention, dissuasion – efterforskning, assistance, indgriben og afskrækkelse; en specialenhed i det nationale politi) og GIGN (Groupe d’intervention de la gendarmerie nationale – det nationale gendarmeris specialenhed) blev sat ind. Indenrigsministeren rådede de handlende til at benytte private vagtselskaber. Det udlagde den yderste højrefløj som en opfordring til selvforsvar, som voldelige grupper hurtigt erklærede sig parate til at stå for.
Det var i denne sammenhæng, at demonstrationerne den 24. oktober fandt sted. De var forbudt i mange byer og blev ofte udsat for voldsomme tåregasangreb og opløst, men det forhindrede ikke titusinder af demonstranter i at gå på gaden – der nævnes et samlet tal på 800.000.
Da der kun var få »hærværksmænd«, som angreb butikker, hævdede de politiske myndigheder og politiet, at de havde sikret orden og sikkerhed. I mange byer kunne demonstrationerne forløbe uden episoder. Men i mange andre byer var politiets undertrykkelse endnu hårdere end den 17., fordi der var flere politibetjente og gendarmer, både civilklædte og uniformerede, flere tunge undertrykkelsesmidler og flere forbudszoner … Desuden angreb voldelige grupper fra den yderste højrefløj demonstrationsoptog i omkring femten byer, uden at politiet greb ind. Fotografer dokumenterede scener, der viste samspillet mellem den yderste højrefløj og politibetjente.
Paris blev skueplads for et omfattende forsøg på at skabe splittelse. Efter at aftalen om demonstrationsruten var blevet underskrevet med fagforeningerne, blev selve ruten anfægtet. Formålet var at skræmme, skabe størst mulig uorden i fagforeningernes planlagte organisering og frem for alt forsøge at sprænge enheden i det fælles faglige samarbejde. Denne beskidte manøvre slog fuldstændig fejl: Organisationerne fordømte i fællesskab magtbuddet, og i fællesskab opfordrede de folk til at slutte sig til demonstrationen på den »tilladte« rute. Og titusinder og atter titusinder mødte frem ved demonstrationens startsted.
Fasciseringen, som et fænomen, der angår staten, har taget betydelige skridt frem i de seneste uger. Den kommer til udtryk i, at staten anfægter demokratiske rettigheder, først og fremmest retten til at demonstrere, tager øgede kontrol- og undertrykkelsesmidler i brug og lader politivold gå ustraffet …
Men det, vi også må hæfte os ved og fremhæve, er den måde, hvorpå demonstranterne, unge som ældre, og kamporganisationerne har stået imod. Den folkelige enhed omkring de mobiliserede gymnasieelever og studerende holder stand. Disse unges støtte til arbejdernes og de brede folkemassers kamp mod de høje leveomkostninger, for lønstigninger og for at forsvare de offentlige tjenester … er blevet styrket. Mobiliseringen til forsvar for retten til at demonstrere, gøre modstand og fordømme politistaten får stadig bredere tilslutning.
Magthaverne er tvunget til at anerkende, at gymnasieelevernes kamp er berettiget og legitim. De er begyndt at give efter på flere spørgsmål, der står centralt i gymnasieelevernes mobilisering, selv om de udskyder den konkrete gennemførelse til 2027. »Det tager vi imod«, men vi glemmer ikke, at det kun er styrkeforholdet, der tæller for disse magthavere, og at dette styrkeforhold skabes gennem kollektiv handling.
Næste fælles aktionsdag er den 5. november med strejke og demonstrationer på tværs af faggrupper efter opfordring fra det fælles faglige samarbejde.
Aude
I Carcassonne organiserede UL CGT (Union locale de la Confédération générale du travail – den lokale sammenslutning af fagforeninger under den faglige hovedorganisation CGT) efter demonstrationen den 17. og de positive tilbagemeldinger et fælles møde tirsdag aften sammen med XR (Extinction Rebellion – klima- og miljøbevægelsen »Oprør mod udryddelse«) for at drøfte det videre forløb. Det samarbejde, der havde taget form omkring klimamarchen den 26. september, blev udvidet, og foreninger, Gule Veste, gymnasieelever og fagforeninger mødtes i Bourse du travail (fagbevægelsens forsamlingshus). Mødet var meget positivt og mundede ud i bred enighed om kravene: først og fremmest støtte til ungdommen og dens krav, dernæst fordømmelse af undertrykkelsen, den manglende klimahandling og de høje leveomkostninger. Der blev derfor indgivet en fælles anmeldelse af demonstrationen lørdag den 24., udarbejdet fælles grafisk materiale, koordineret taler og arrangeret et værksted til fremstilling af bannere og skilte i fagbevægelsens hus.
Som følge af dette, og fordi der ikke havde været »hærværk« lørdag den 17., blev demonstrationen ikke forbudt, og enheden blev ikke brudt. Demonstrationen var en succes med næsten 1.300 deltagere, stort set lige så mange som den 17., og stadig med stor bredde blandt deltagerne. Gymnasieelevernes tale åbnede demonstrationen med meget klare krav om afskaffelse af Parcoursup (den franske ansøgnings- og optagelsesplatform til videregående uddannelser), om skolebygningerne, skoletiderne, lærerne … De unge gik forrest i optoget med et banner med teksten »Ressourcer til ungdommen« ved siden af et banner fra GJ (Gilets Jaunes – De Gule Veste) med teksten »Månedens slutning, verdens undergang – samme kamp«. Fierté Carcassonne satte liv i en del af optoget med musik. Blandt parolerne var »So-so-so-solidaritet med den mobiliserede ungdom«.
Der var intet »hærværk« og ingen anholdelser under demonstrationen. Kun det nationale politi var til stede, og dets opgave bestod hovedsagelig i at spærre adgangsvejene til den indre bys handelsområde. Både ved demonstrationens begyndelse og afslutning blev der allerede indkaldt til næste lørdag, samme sted og samme tid, og strejken den 5. november blev også fremhævet som et kommende mål.
I Narbonne var der ingen demonstration, da ingen havde anmeldt eller organiseret en. Præfekturet havde forbudt alle forsamlinger ved motorvejenes betalingsanlæg og udvidede senere forbuddet til bymidten. Enkelte personer, der forsøgte at mobilisere, blev anholdt.
I Perpignan og Montpellier lykkedes det trods demonstrationsforbuddene at gennemføre demonstrationer, men forbuddene begrænsede fremmødet.
Den 24. oktober i Tours
En stor demonstration med 5.500 deltagere trods demonstrationsforbuddet i hele byen og den opfordring, som mange venstrefløjsorganisationer og fagforeninger havde udsendt om at tage til Orléans for at protestere mod afholdelsen af RN’s (Rassemblement National – National Samling) kongres. Af faglige organisationer var der i Tours nogle få faner fra Solidaires og Confédération Paysanne (henholdsvis en faglig sammenslutning og en landbrugsfaglig organisation).
Ud over de høje leveomkostninger og ungdommens krav var der stor vrede over demonstrationsforbuddet. Efter urolighederne i den foregående uge havde præfekturet forbudt demonstrationen i hele byen, helt ud til Tours Nord og Saint-Pierre-des-Corps. Noget sådant havde man aldrig set før! Da der var indkaldt til samling forskellige steder, ville præfekten sikre sig ved at forbyde det hele. Begæringen om en hasteafgørelse, der skulle ophæve de forbud, som var blevet udstedt fredag eftermiddag, gav intet resultat: Den var indgivet for sent til, at dommerne kunne nå at træffe afgørelse.
Da man kom til demonstrationen, kunne man mærke, at vi var på vej ind i en ny fase. Situationen betød, at der ved siden af de unge, fortrinsvis studerende, som udgjorde hovedparten af demonstranterne, også stod ældre aktivister, der var dybt rystede over denne antidemokratiske udvikling. Skiltene gav udtryk for det: »Den, der sår elendighed, høster vrede« eller »Når et demokrati er sygt, kommer fascismen til dets sygeleje – men ikke for at høre, hvordan det går«.
Omkring 5.500 demonstranter samledes således først på Place Jean-Jaurès. Efter en stund med usikkerhed og konfrontation ansigt til ansigt med de politibetjente, der spærrede de tilstødende gader, bevægede en stor del af demonstranterne sig fredeligt gennem byens gader. Men de blev mødt med tåregas, så snart optoget nærmede sig Rue Nationale, en stor handelsgade. Hjælpen var organiseret, så de, der blev ramt af tåregassen, kunne behandles med fysiologisk saltvand. Det var en demonstration præget af solidaritet i mødet med undertrykkelsen. Nogle efterspurgte avisen La Forge. Klistermærket med teksten »Kapitalismen knuser liv. Dette system vil vi ikke have – vi bekæmper det!«, med PCOF (Parti communiste des ouvriers de France – Frankrigs Arbejderes Kommunistiske Parti) som afsender, bliver godt modtaget. Der er ikke ret mange paroler mod det kapitalistiske system i demonstrationen; det, der fordømmes, er staten som sådan, politiet eller fascismen.
Ved demonstrationens afslutning dukkede aktivister fra den yderste højrefløj op for at komme i slagsmål med demonstranterne. De blev ikke anholdt af politiet.
Bevægelsen er langtfra ved at standse. Vi er gået fra krav på gymnasierne til krav om uddannelse og dernæst om offentlige tjenester, til kampen mod de høje leveomkostninger og nu til forsvaret af demokratiet gennem retten til at demonstrere, som den borgerlige forfatning i teorien garanterer. Vi har helt konkret kunnet se, at borgerskabet blæser på selv de mest elementære rettigheder, når dets interesser er truet.
Paris: Over 200.000 demonstranter trods ændringen af ruten i sidste øjeblik
Om aftenen efter demonstrationen i Paris den 24. oktober erklærede præfekturet, at 110.000 demonstranter havde indtaget Paris’ gader fra Porte d’Italie til Porte de Vincennes. Det var det samme tal, som præfekturet havde oplyst for demonstrationen den 17. oktober, selv om det denne gang, den 24. oktober, havde iværksat en hel strategi for at afholde demonstranterne fra at demonstrere.
Helt frem til sidste øjeblik var tusindvis af demonstranter stadig i tvivl om, hvor demonstrationen skulle begynde. Efter Emmanuel Macrons udmelding om at gøre demonstrationsforbud til udgangspunktet havde præfekturet nemlig ikke tøvet med at løbe fra sin underskrift på aftalen om en rute fra Bastille til Nation og flytte demonstrationens start til det sydlige Paris.
Men det lod folk sig ikke standse af. Metrotogene fra Bastille til Porte d’Italie var propfulde, og tusindvis af demonstranter mødte til tiden ved demonstrationens start på den rute, præfekturet havde tilladt. Over 200.000 demonstranter samledes på de ydre boulevarder, midt på sporvognssporene, for at gå mod Porte de Vincennes fem kilometer længere fremme.
200.000 og flere endnu, heriblandt en stor skare unge gymnasieelever og studerende, der krævede ressourcer til at studere og en afskaffelse af Parcoursup, protesterede mod de høje leveomkostninger, forsvarede retten til at demonstrere og vendte sig mod politiets undertrykkelse. 200.000 og flere endnu i en varm atmosfære præget af sammenhold, skulder ved skulder.
Ordensmagten holdt sig på god afstand af ruten, og demonstrationen nåede frem til Porte de Vincennes i god ro og orden.
Der var mange samtaler i rækkerne omkring partiets fane, især med unge, om hvad der adskilte os fra PCF (Parti communiste français – Frankrigs Kommunistiske Parti), om maj 1968 og om bevægelsens videre forløb. Den store fælles aktionsdag den 5. november, som alle faglige organisationer har indkaldt til, fylder i bevidstheden, sammen med tanken om, at de unge også må overbevise deres forældre om at være med.
Toulouse: Til støtte for gymnasieeleverne og mod de høje leveomkostninger
Ligesom ved demonstrationen den 17. oktober skyllede et menneskehav gennem byen – 80.000 ifølge CGT (Confédération générale du travail – en fransk faglig hovedorganisation). Igen var der et meget stort antal skilte, et fænomen, der er nyt i dette omfang, men som vidner om disse unges engagement og fortjener anerkendelse. Præfekturet havde i forståelse med det fælles faglige samarbejde ændret ruten, så den gik langs Canal du Midi og sluttede i Saint-Cyprien. Meddelelserne om forstærkninger fra hæren, BRI (Brigade de recherche et d’intervention – politiets efterforsknings- og interventionsbrigade) og GIGN (Groupe d’intervention de la gendarmerie nationale – det nationale gendarmeris specialenhed) skabte ganske vist bekymring, men afholdt ikke demonstranterne fra at møde frem. Nogle bar et skilt med teksten: »Jeg er bange, men jeg er her!« Denne mediekampagne, som satte spørgsmålet om vold i forgrunden og varslede yderligere undertrykkelsesforanstaltninger, havde til formål at skræmme og afholde især de unge fra at deltage. Netop de unge var særligt udset som mål for ordensmagten. Vidnesbyrdene fra ofrene – fredelige unge, der blev slået med knipler eller såret, nogle alvorligt – er der som bevis.
At dreje debatten over på vold har intet andet formål end at undgå at imødekomme de berettigede krav, som har meget bred opbakning i befolkningen. Ved siden af gymnasieeleverne stod forældre, både fagligt organiserede og uorganiserede. Der var fagforeningsfolk med faner og overtræksveste, og flere arbejdere fra Airbus, organiseret i CGT (Confédération générale du travail – den faglige hovedorganisation), fandt sammen i demonstrationen. De havde insisteret på at være til stede, fordi de rammes af de stigende leveomkostninger og brændstofpriser, som bringer dem i økonomiske vanskeligheder.
De tilstedeværende forældre kan se følgerne af Blanquer-reformen, som har ødelagt systemet med studieretninger og skadet, ja i nogle tilfælde alvorligt beskadiget, deres børns skoleforløb. En mor fortæller: »Min datters skolegang blev ødelagt: Efter at have valgt matematik måtte hun opgive det. Hun havde fem forskellige matematiklærere i løbet af året og mistede fodfæstet.« Nederlaget i hendes skoleforløb fik hende til at vælge et andet fag som nødløsning, uden at det vil give hende nogen fremtidsudsigter. Dertil kommer huller på to timer i skemaet på nogle dage, en frokostpause i kantinen, der er skåret ned til 30 minutter på grund af fuldstændig opsplittede skemaer, og overfyldte skoler: 1.800 elever på et gymnasium beregnet til 1.500! Til det sidste svarer den regionale uddannelsesmyndighed: »Befolkningstallet er faldende!« Det betyder underforstået, at overbelægningen vil fortsætte i årevis! Forældrene kritiserer også Parcoursup, fordi mulighederne for at komme ind på de ønskede uddannelser, fra tiden efter studentereksamen (bac, forkortelse for baccalauréat) til tiden efter bachelorgraden (licence), bliver stærkt forringet eller ligefrem helt ødelagt. Det får nogle forældre til at sende deres barn over i det private uddannelsessystem og pålægge sig selv enorme afsavn for at betale! En pensionist fortæller også: »Selv om jeg langt har overskredet det krævede antal kvartaler med pensionsoptjening – 197 kvartaler! – får jeg kun 1.400 euro! Alene i husleje betaler jeg 650 euro! Desuden truer man med at tvinge mig til at forlade boligen! Når de øvrige faste udgifter er betalt, har jeg ikke meget tilbage. Jeg er meget vred, og jeg kommer for at støtte bevægelsen.«
Parolen »De unge i knibe, de gamle i fattigdom, kvinderne i usikre livsvilkår – det samfund vil vi ikke have! Vi bekæmper det!« får her sin fulde betydning.
Demonstrationen forløb uden sammenstød frem til Saint-Cyprien, hvor der var opstillet materiel til undertrykkelse. Længere henne, ved Arènes, fandt der voldsomme sammenstød sted. En ung mistede sin hånd. Alligevel er myndighederne meget stolte over at kunne meddele, at alt gik godt takket være indsatsen, mens de fortier denne alvorlige skade, der blev påført med krigsvåben!
Lad os fortsætte med at støtte gymnasieeleverne, så de kan få svar på deres krav og løsninger, der imødekommer dem, fortsætte med at fordømme undertrykkelsen og protestere mod de høje leveomkostninger, der tynger de brede befolkningsmasser …
PCOF, Frankrigs arbejderes kommunistiske parti er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML
KOM MED PÅ APK’S NOVEMBERKONFERENCE LØRDAG D. 7. NOVEMBER
Læs også
Mobiliseringen af unge op til den internationale strejke mod oprustning d. 20. november
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
