Et Europa i oprør mod boligmangel, krisepolitik og krig

En bølge af protestbevægelser med unge og arbejdere som drivkraft fejer hen over Europa. Konturerne af et nyt ’68-oprør tegner sig, men foreløbig i en mere fragmenteret udgave.

Af Revolusjon, Norge

I Tyskland har over 45.000 skoleelever i omkring 100 byer demonstreret mod genindførelsen af værnepligt og tvungen fremmøde ved indkaldelse. Loven om det nye værnepligtsystem trådte i kraft i januar 2026, og protesterne retter sig mod, at unge tvinges ind i et militariseringsprojekt, som de ikke støtter.

I Frankrig har en halv million skoleelever deltaget i strejker og blokader. Protesterne startede på en gymnasieskole i Paris-regionen i midten af september og spredte sig til hele landet. Kravene vedrører ressourceknaphed, lærermangel og forfaldne skolebygninger, men har udviklet sig til et bredt oprør mod offentlige nedskæringer og social ulighed. Politiet har reageret med tåregas, chokgranater og masseanholdelser. Over 6.500 er blevet anholdt, hvoraf omkring 90 procent er mindreårige.

I Portugal har fagforeningen CGTP mobiliseret til nationale demonstrationer og strejker med krav om en generel lønstigning på mindst 15 procent (mindst 150 euro), bedre pensioner og modstand mod arbejdsmarkedspakken »Pacote Laboral«.

I Albanien har unge og studerende i over fire måneder protesteret mod statsminister Edi Rama. »Flamingo«-revolutionen startede som en reaktion mod et luksuriøst resortprojekt finansieret af Jared Kushner – Donald Trumps svigersøn – i et fredet kystområde, men har bredt sig til politiske krav om Ramas afgang, bedre uddannelsesforhold og mod korruption.

Også i Italien breder protesterne sig blandt arbejdere, studerende, landmænd og fiskere. Landet går ind i det, der kaldes »en høst af utilfredshed«.

Boligkrise og højkonjunktur

I Spanien er titusinder af unge gået på gaden i omkring 50 byer, med Madrids Puerta del Sol som epicenter. Protesterne startede, efter at en 87-årig kvinde blev smidt ud af sin bolig i Madrid, da et investeringsfond hævede hendes husleje med 230 procent. For en generation, hvor den gennemsnitlige månedsløn efter skat for 16–29-årige ligger på omkring 1 190 euro, mens månedslejen for en etværelseslejlighed i storbyerne er cirka 1 176 euro – altså 98,7 procent af lønnen – var dette dråben, der fik bægeret til at flyde over.

Kravene er konkrete: 50 procent nedsættelse af huslejen, indførelse af et lejemaksimum og trusler om en kollektiv »huslejestrejke«, hvis regeringen ikke handler.

Protestlejren på Puerta del Sol varede i ugevis, og da Pedro Sánchez’ regering fremlagde to boligdekreter, der skulle dæmpe krisen, nedstemte højrepartierne (PP og Vox) dem i parlamentet – hvilket førte til, at Sánchez udskrev nyvalg den 5. oktober.

Sideløbende med boligprotesterne har der været store strejker i metalindustrien og hos Airbus. Den 14. oktober begyndte en strejke i de offentlige skoler i Madrid-regionen. Ved Complutense-universitetet i Madrid mødte politiet de studerende med ladt våben: mindst to studerende blev såret (den ene med brækket albue), og fem blev anholdt. Strejken retter sig mod lærermangel, forfaldne skolebygninger, urimelige elevtal og en arbejdsbyrde, der gør det stadig sværere at være lærer.

Fælles træk

Spanien følger det samme mønster som resten af Europa: En generation, der oplever, at den relative socioøkonomiske tryghed er ved at forsvinde. I Spanien har boligkrisen været den mest eksplosive udløser – huslejerne er steget med 80 procent på ti år, samtidig med at lønningerne har stået stille. Tilliden til myndighederne er forsvundet.

Det samme ser vi i Frankrig, hvor eleverne strejker mod forfaldne skoler og lærermangel – og i Portugal, hvor arbejdere kræver lønforhøjelser. I Tyskland handler det om tvungen værnepligt og modstand mod krig, og i Albanien om korruption, udenlandsk udplyndring af ressourcer og miljøødelæggelser. Fællesnævneren er erkendelsen af, at de politiske og økonomiske eliter prioriterer militær oprustning og kapitalens interesser frem for de unges fremtid.

Baggrunden for alle protesterne er en økonomisk krise, der rammer de unge særligt hårdt. Ifølge Den Europæiske Centralbank var arbejdsløsheden blandt unge i euroområdet 15,1 procent – mere end dobbelt så høj som den generelle arbejdsløshed. Beskæftigelsesvæksten for de unge er nu negativ. Især højtuddannede unge oplever, at der ikke findes passende job til dem. Tendensen er den samme i Norge.

Krisen forstærkes af en oprustningspolitik, der omdirigerer ressourcer væk fra sociale formål og de unges behov. NATO-landenes forsvarsudgifter i Europa og Canada forventes at nå 634 milliarder dollar i 2026, hvilket er mere end en fordobling siden 2020.

NATO har vedtaget at øge forsvarsbudgetterne til 5 procent af BNP inden 2030 – et niveau, der tidligere blev anset for utænkeligt. Velfærdsprogrammer, uddannelse og sundhedsvæsenet må nøjes med stadig mindre for at finansiere oprustningen. Tysklands genindførelse af værnepligt og Frankrigs budgetnedskæringer i uddannelsessektoren er konkrete udtryk for den samme prioritering: Ungdommen og fremtiden ofres til fordel for militær oprustning.

Paralleller til 1968-bevægelsen

Der er slående paralleller til det store ungdomsoprør i 1968. Dengang var Vietnamkrigen samlingspunktet: I Tyskland, Storbritannien og Frankrig protesterede unge i månedsvis mod USA’s krigsførelse i et fjernt land. I dag er det konsekvenserne af krigen i Ukraine, en indenlandsk oprustning og krigspropaganda samt en økonomisk politik, der ofrer de unges fremtid til fordel for militære prioriteringer, der ligger bag protesterne. Sidst, men ikke mindst, reagerer millioner af unge på de europæiske regeringers direkte og indirekte støtte til Israels folkemord i Palæstina.

Begge perioder er præget af en generation, der oplever, at de etablerede partier og institutioner ikke lytter til dem. I 1968 blev protesterne mødt med politivold i lande som USA, Tyskland og Frankrig; i 2026 ser vi tilsvarende politivold mod skoleelever i Frankrig og studerende i Albanien.

Forskellen er, at mens 1968 havde en klar antikrigs- og antiautoritær ideologisk karakter, er dagens bevægelser mere fragmenterede. Kravene koncentrerer sig om løn, uddannelse, bolig og modstand mod korruption, ødelæggelse af naturen og udenlandske spekulanter. Få, om overhovedet nogen, af de etablerede venstrepartier taler om socialisme og et opgør med det kapitalistiske og imperialistiske system, som de nu selv er blevet en integreret del af, især i Norden.

Slutningen af 1960’erne var også slutningen på kapitalismens såkaldte guldalder i Vesteuropa. Økonomisk krise og den kolde krigs politik mobiliserede arbejdere og unge til en kamp for at forsvare deres rettigheder, men også med et optimistisk håb for fremtiden. Fascistiske militærdiktaturer eksisterede stadig i Portugal, Grækenland og Spanien, men i det øvrige Europa var fascismen reduceret til ubetydelige smågrupper og spillede næsten ingen politisk rolle. Det er en meget væsentlig forskel i forhold til i dag, og hænger direkte sammen med svækkelsen af en klassebevidst arbejderbevægelse og de kommunistiske og revolutionære partier i Europa de sidste tredive år.

Kun et revolutionært brud med kapitalismen kan give håb for fremtiden

Dagens protestbevægelser har heller ingen tillid til det politiske system, men er foreløbig ude af stand til at formulere et håb om fremtiden for et andet samfundssystem, der bryder med kapitalismens kvælende rammer. Fraværet af et revolutionært og socialistisk perspektiv på kampen kan – og bliver – udnyttet af fascistiske og højrepopulistiske kræfter.

Også i 1968 herskede der politisk forvirring, men der var samtidig en livlig diskussion om vejen frem mod et andet samfundssystem, hvor forskellige revolutionære, anarkistiske og reformistiske strømninger kæmpede om at vinde politisk hegemoni. Ungdommens og arbejderklassens kamp smeltede i høj grad sammen, især i Frankrig. Den blev efterhånden saboteret af revisionistiske og reformistiske kræfter, men det er en helt anden historie.

Når arbejderklassen og ungdommen forener kræfterne, når de erstatter pessimisme med håb for fremtiden og et klart mål om revolutionær forandring, så har de borgerlige magthavere og krigsmagerne grund til at skælve i deres elitepaladser.