Mod imperialistisk aggression og afståelse af suverænitet – folkemobilisering!

I lyset af de store interimperialistiske modsætninger og kapitalismens generelle krise går den imperialistiske blok, anført af den amerikanske regering, konsekvent frem mod en fascisering, som et middel til at øge udbytningen, forsøge at overvinde sin krise og gå videre til en ny opdeling af verden, hvor den voldelige tilegnelse af andre nationers naturressourcer, markeder og arbejdsstyrke forstærkes.

Af PCMLV’s politiske bureau

Dette er tilfældet med Den Bolivariske Republik Venezuela, hvor Donald Trumps fascistiske og folkemorderiske regering meddelte underskrivelsen af en historisk olieaftale med den siddende regering under ledelse af Delcy Rodríguez.

Lad os huske, at den 3. januar 2026 blev det venezuelanske folk udsat for en militær aggression fra de amerikanske væbnede styrker, hvilket resulterede i bortførelsen af republikkens præsident, Nicolás Maduro Moros og medlemmet af Nationalforsamlingen, Cilia Flores; samt mordet på mere end 100 venezuelanske og cubanske soldater, der på en værdig og modig måde påtog sig forsvaret af præsidenten og det nationale territorium og dermed opfyldte deres pligt, i følge CRBV [Den Bolivariske Republik Venezuelas forfatning] og undtagelseslovgivningen.

Efter disse begivenheder påtvang den fascistiske og folkemorderiske regering i USA en dagsorden, der i vid udstrækning favoriserede landets økonomiske, politiske og geostrategiske interesser i regionen, med fuld og medgørlig medvirken fra den siddende regering, som hver dag i form og indhold i stadig højere grad viser sin underdanige holdning over for USA’s interesser.

Begivenheder som oprettelsen af ambassaderne for den fascistiske og folkemorderiske regering i USA og den morderiske zionistiske regering i Israel, etableringen af CIA og Southern Command, de lovgivningsmæssige reformer, der har til formål at omgå forfatningen for Den Bolivariske Republik Venezuela – såsom dem, der er gennemført i loven om kulbrinter, mineloven samt de reformer, der er under forberedelse, såsom reformen af arbejdsmarkedslovgivningen og retsvæsenets lovgivning – alle disse påtvungne foranstaltninger har til formål at give den amerikanske imperialisme den »retssikkerhed«, som de store transnationale selskaber krævede for at investere i Venezuela.

Den alvorligste begivenhed blev annonceret af den fascistiske morder Donald Trump: en historisk »olieaftale«, der giver den amerikanske imperialisme mulighed for at tilegne sig 65.000 millioner tønder olie fra oliefelterne i Orinoco-oliebæltet og oliefelterne i delstaten Zulia, hvoraf mange var omfattet af kontrakter med andre selskaber.

Der er masser af argumenter og begrundelser for at afsløre ulovligheden i denne olieudplyndring, som den siddende regering har institutionaliseret og endda hyldet som en foranstaltning, der skal redde det venezuelanske folk og føre det mod økonomisk udvikling og velstand for alle.

De forklaringer, som den siddende regering har fremført om denne skammelige handling, der pantsætter fremtiden for endnu ufødte venezuelanere, svømmer i et hav af unøjagtigheder og modsigelser, der er typiske for en imperialismens medløber, der forsøger at retfærdiggøre sit forræderi og, værre endnu, at overbevise det venezuelanske folk om, at det er den eneste mulige politik, der kunne føres.

Ligeledes må vi påpege det ansvar, der påhviler det fascistiske yderste højre, repræsenteret af María Corina Machado og lakajerne i den såkaldte Nationalforsamling fra 2015, som agenter for den amerikanske imperialisme og forrædere mod fædrelandet, der skal stilles for retten for de forbrydelser, de har begået mod det venezuelanske folk.

For USA handler det om tilegnelse af råstoffer og superprofitter for at modvirke faldet i profitraten samt om dets geopolitiske herredømme over verdens folk. Denne olieudplyndring styrker den imperialistiske blok under ledelse af den amerikanske regering, så den fortsat har tilstrækkelige ressourcer og kan fortsætte sin politik om tilintetgørelse og udryddelse af verdens befolkninger, som begivenhederne viser i blandt andet Palæstina, Iran, Libyen, Syrien, Cuba og Nicaragua; men den styrker også imperialismens olie-gas- og militærindustrielle kompleks i lyset af udviklingen af alternative energikilder såsom el- og kernekraft.

Dette er ikke en handelsaftale, men et udtryk for neokolonial herredømme og imperialistisk plyndring, som vi ser i Venezuela og i regionen.

For det venezuelanske folk betyder den såkaldte »olieaftale« at overdrage kontrollen med vores vigtigste økonomiske indtægtskilde til udenlandske kræfter; det er et tyveri af den sociale rigdom og et fuldstændigt tab af national suverænitet, en total ændring af landets model, som blev godkendt i forfatningen fra 1999 og ved en folkeafstemning af et absolut flertal af befolkningen; det er et forræderi mod principperne om suverænitet og endogen udvikling, med alvorlige politiske, økonomiske og sociale konsekvenser som følge af tabet af statens uafhængighed og institutionaliseringen af den beskyttede stat som et administrativt udvalg for transnationale interesser; det er en uddybning af råvareeksportmodellen (afhængig udvindingsøkonomi) og en ulige værdioverførsel, der resulterer i større usikkerhed og overudnyttelse af arbejderklassen samt meget dårlige levevilkår for hele proletariatet som helhed.

For befolkningerne i Latinamerika er det et tilbageslag i form af påtvingelse af imperialistisk politik og Monroe-doktrinen, med rekolonisering og en trussel mod regional integration.

I denne forstand er den uforsonlige politiske fordømmelse af imperialistisk aggression og plyndring af olieressourcerne bydende nødvendig; vi må fortsat fremme organiseringen og mobiliseringen af den antiimperialistiske og antifascistiske folkefront samt bevidstgørelsen af arbejderklassen, bønderne, medlemmerne af lokalsamfundene og andre sektorer af proletariatet samt den folkelige og revolutionære bevægelse til forsvar for suverænitet og national befrielse.

Hvor Folkefronten endnu ikke eksisterer, er det presserende at opbygge den for at kæmpe for redningen og nationaliseringen af olieindustrien uden kompensation under arbejdernes kontrol.

Det er vigtigt at tilbagevise de argumenter, der fremføres af både den amerikanske regering og den siddende regering i Venezuela:

– Den såkaldte »gensidige fordel« er fuldstændig falsk: Kapitalen flytter ikke ud af altruisme, men ud fra jagten på superprofitter i periferien.

Vildfarelsen om »bevaret suverænitet«: Staten optræder som en forræderisk kapitalist, når den afstår 55 % og underkaster sig den amerikanske regerings administration.

Illusionen om »finanspolitisk fremskridt«: De 209 milliarder dollar er betinget af og overvåges af den fremmede magt og udgør desuden en meget dårlig almisse i lyset af de transnationale olieselskabers kapitalakkumulering. (Mindre end 5 % af overskuddet)

Afpresningen med den strukturelle krise: Krisen er et produkt af kapitalismens generelle krise og imperialistisk aggression; at fremstille overgivelse som den »eneste udvej« er politisk kapitulation.

NEJ TIL PLYNDRINGEN AF VENEZUELAS OLIE

NEJ TIL AFSTÅELSE AF SUVERÆNITET OG FOR NATIONAL BEFRIELSE

NED MED DE  YANKEE SVINENE OG DERES LAKAJER

LAD OS FREMME DEN ANTI-IMPERIALISTISKE OG ANTI-FASISTISKE FOLKEFRONT MED ENHED MELLEM ARBEJDERE, BØNDER OG LOKALOMRÅDER

Oversat fra
CONTRA LA AGRESIÓN IMPERIALISTA Y LA ENTREGA DE LA SOBERANÍA, MOVILIZACIÓN POPULAR
Buró Político del PCMLV

Venezuelas kommunistiske marxist-leninistiske parti, PCMLV er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML