Ved delstatsvalget søndag i Sachsen-Anhalt i Tyskland fik partiet Alternative für Deutscland (AfD) 43,8 procent af stemmerne. Hvilke klasseinteresser står bag dannelsen af partiet og hvis interesser repræsenterer det? Og hvilke kræfter kan gå op imod dets arbejderfjendske politik?

Af Arbeit Zukunft

Ulrich Siegmunds sejr i Sachsen-Anhalt synes uundgåelig, og som en refleks genopliver de borgerligt-liberale kræfter endnu en gang debatten om et forbud mod AfD og diskussionerne om det modstandsdygtige demokrati op igen. Samtidig lancerer Campact en valgkampagne for SPD og De Grønne for at forhindre, at AfD danner en eneparti-regering, ved at sikre, at disse partier kommer ind i delstatsparlamentet. Der er enighed om, at AfD’s fremgang på den ene eller anden måde skal stoppes. Men for at finde den rigtige taktik i kampen mod AfD må man først gøre sig klart, hvem man egentlig har med at gøre.

»Vokset frem af den vesttyske elite«

Netop den tidligere CDU-ministerpræsident i Sachsen-Anhalt, Haseloff, fremhæver et vigtigt punkt i et interview. Selvom Haseloff i interviewet ønsker at lægge vægt på, at AfD ikke er et rent østtysk fænomen, bruger han begrebet »elite« på det rette sted. For i modsætning til det ry som anti-establishment-parti, som AfD gennem årene har givet sig selv, er det et parti for den herskende klasse og er opstået ud af dens midte. Således dannedes gruppen »Wahlalternative 2013« i 2012, som i forbindelse med den såkaldte migrationskrise kritiserede CDU’s kurs under Merkel. En samling af højreorienterede forfattere, professorer, iværksættere og medlemmer af FDP og CDU. Af de 58 første underskrivere, næsten alle fra Vesttyskland, var 28 universitetsprofessorer med diverse rådgivnings- og tilsynsfunktioner i forskellige virksomheder. Blandt dem var også medlemmer af rådgivningsudvalget for Mont Pelerin-selskabet, der har frembragt neoliberalismen og den dag i dag udgør et vigtigt globalt netværk af arbejderfjendske tænketanke.

Ud af denne gruppe skulle AfD kort tid senere opstå med centrale personer som Bernd Lucke, Alexander Gauland, Beatrix von Storch og Hans-Olaf Henkel. Sidstnævnte havde allerede været præsident for Bundesverband der Deutschen Industrie (Forbundet for Tysk Industri) og siddet i bestyrelsen for koncerner som Bayer, Continental og Daimler Luft- und Raumfahrt. Også lobbyorganisationer som Hayek-Gesellschaft og Initiative Neue Soziale Marktwirtschaft (INSM) hørte til de vigtige netværk i opbygningen af partiet. Lobbyorganisationen INSM blev grundlagt af arbejdsgiverforeningen Gesamtmetall og finansieres fortsat af forskellige arbejdsgiverforeninger med det formål at mobilisere mod mindsteløn, formueskat og arbejdstagerrettigheder gennem nye PR-kampagner.

Især i forbindelse med »euro-redningspakken« i begyndelsen af 2010’erne repræsenterede kredsen omkring Lucke den del af det tyske kapital, der primært producerede til det tyske marked og ikke – i modsætning til det eksportorienterede monopolkapital – drog fordel af eurozonen og udnyttelsen af andre europæiske lande. Således blev Lucke for eksempel i 2014 inviteret af arbejdsgiverforeningen »Die Familienunternehmer« til at holde et foredrag om sin opfattelse af euroen. Gennem årene har AfD i stigende grad udviklet sig til et parti, der har skærpet sin nationalistiske og neoliberale kurs.

Hvem drager fordel af AfD?

Selvom medformand Chrupalla betegner sit parti som »det eneste stolte arbejderparti«, og AfD faktisk opnår de højeste meningsmålingstal blandt den arbejdende del af befolkningen, leverer en undersøgelse fra Institut for Forskning i Højreekstremisme endnu en gang bevis for partiets arbejderfjendske linje: »AfD står for en økonomisk og social politik, der økonomisk set vil skade sine egne vælgere mere, end den vil gavne dem.«

Det betyder, at AfD konsekvent fører politik for den elite, som partiet selv er vokset ud af. I sin skattepolitik ønsker partiet for eksempel at sænke indkomstskatten og modsætter sig arve- og indkomstskatter, mens momsen skal bevares. Kun de velhavende ville drage fordel af denne skattepolitik, og de manglende skatteindtægter i statsbudgettet ville medføre yderligere nedskæringer på det sociale område. Samtidig skal modtagelsesperioden for arbejdsløshedsunderstøttelse forkortes, og der skal indføres en statslig arbejdspligt allerede efter 6 måneders arbejdsløshed. Det Tyske Institut for Økonomisk Forskning (DIW) har således beregnet, at de rigeste 10 % i Tyskland med AfD’s økonomiske politik ville opnå 86 mia. euro mere i overskud om året, mens staten årligt ville mangle 116 mia. euro i skatteindtægter. Også for Sachsen-Anhalt, hvor AfD har de højeste meningsmålingstal på landsplan, går DIW ud fra, at arbejdstagernes årlige indkomst vil falde med 1.600 euro om året.

Selvom AfD kan måle sig med FDP, når det gælder skattelettelser til virksomheder, er der gang på gang røster fra forskellige bestyrelser og arbejdsgiverforeninger, der udpeger AfD som den største trussel mod demokratiet. Det er i denne sammenhæng bemærkelsesværdigt, at kernen i kritikken fra Mercedes-chefen Ola Källenius eller formanden for Den Tyske Arbejdsgiverforenings Sammenslutning (BDA) er, at økonomien vil lide skade, hvis der ikke længere er faglært arbejdskraft fra udlandet eller det europæiske afsætningsmarked. Det handler altså ikke om partiets menneskeforagtende ideologi, men om behovet for billig arbejdskraft fra udlandet og profitten for de eksportorienterede dele af det tyske kapital.

Selvom især CDU fortsat foretrækkes af størstedelen af de tyske koncerner, har AfD tilpasset sit program på centrale punkter, såsom migrations- eller EU-spørgsmålet, til det tyske kapitals og dets monopolers behov og vil i 2027 offentliggøre et nyt principprogram, der i endnu højere grad vil smigre sig ind hos monopolerne. Sandheden er derfor også, at den beskyttende mur mod erhvervslivet gang på gang sættes i tvivl. Senest har den tidligere Siemens-chef Joe Kaeser opfordret CDU til at bryde med koalitionspartneren SPD, hvilket ville kræve et samarbejde mellem AfD og CDU for at opnå flertal i parlamentet. I lyset af de voksende mellemimperialistiske modsætninger og den dermed forbundne udfordring med at forene arbejderklassen bag det tyske kapitals interesser gennem nationalisme og splittelse af samfundet er AfD en kandidat til i stigende grad at komme i kapitalens søgelys.

Alle sammen mod AfD?

Det er naturligvis ikke tilladt at være ligeglad med spørgsmålet om, hvilket parti der regerer. Enhver regering, hvor AfD indgår, vil betyde endnu mere omfattende angreb på demokratiske rettigheder, fagforeningsorganisering eller uddannelse og sundhed. Samtidig må man ikke glemme, hvorfra og under hvilke betingelser AfD har kunnet vokse frem. Når alle partier i øjeblikket, under det tyske kapitals krav om krigsparathed og profitmaksimering, trækker i samme retning for at opruste massivt, angribe pensionsalderen eller skære massivt ned på de sociale udgifter, må man spørge sig selv: I hvilket omfang adskiller den nuværende regerings politik sig fra AfD’s program?

Også her fremhæves det nationale »vi« ved enhver lejlighed, og løgnen om velstand for alle gennem en »stærk tysk økonomi« udbredes – bemærk, at DAX-koncernerne i første kvartal af 2026 opnåede et rekordoverskud og alligevel nedlagde 31.000 stillinger. Når Venstrepartiet i Sachsen-Anhalt overvejer et samarbejde med CDU for at forhindre, at AfD kommer med i regeringen, når Campact ser løsningen i at føre valgkamp for SPD og De Grønne, skabes der et falsk »vi« mod »dem«.

Er vi afhængige af CDU, der kun er en smule mindre racistisk? Er SPD, der i øjeblikket ønsker at udhule 8-timers-dagen, vores redning? Tværtimod: De er brandstifterne, ud af hvis aske AfD først kunne vokse sig stærk, og de er selv en del af den elite, som de udøver politik for.

Det enorme potentiale, som den antifascistiske bevægelse i Tyskland er i stand til at mobilisere, vil kunne lægge de første hindringer i vejen for AfD og højredrejet udvikling, hvis den frigør sig fra de andre borgerlige partiers tilbageholdenhed. Først når vi forstår at forbinde den antifascistiske kamp med kampen for bedre arbejds- og livsvilkår, for flere demokratiske rettigheder og mod krig, vil de egentlige lejre, hvor »vi« og »de« befinder sig, blive afsløret.

Artiklen er oversat fra Arbeit Zukunft