Erfaringerne fra det socialistiske Albanien og nutiden

DR’s  podcastserie ”Tyran” udpeger bl.a. Enver Hoxha, leder af det socialistiske Albanien, gennem fem afsnit som en af ondskabens tyranner og diktatorer. Det socialistiske Albanien beskrives som et fængsel og torturkammer for befolkningen. Ikke overraskende er der tale om sort anti-kommunisme med lyd- og dramaeffekter, der skal dække over manglende rod i virkeligheden. Som modvægt bringer vi her en artikel, der sætter sig ind i erfaringerne fra opbygningen af socialismen i Albanien ved at stole på landets og befolkningens egne kræfter i hård kamp mod imperialistisk omringning, angreb og sanktioner.

Bag podcastserien ”Tyran” står medlem i DR’s bestyrelse Anders Eriksen Stegger. Redaktør på serien om Enver Hoxha er Emil Rothstein Christensen med Maria Kudahl Doohan som manusforfatter. De har hver især ydet deres bidrag til den kapitalistiske historieforfalskning, der skal forsøge at afskrække ikke mindst unge fra at nærme sig socialistiske og kommunistiske ideer, og som fuldstændig forfalsker Enver Hoxhas og Albaniens Arbejdets Partis erfaringer og arv til de marxistist-leninistiske partier og revolutionære klassekæmpere.

Det vil uden tvivl gavne de omtalte personers private medievirksomheders indtjeningsmuligheder og deres egne karriereudsigter. 

Som modvægt bringer vi her en artikel, der sætter sig ind i erfaringerne fra opbygningen af socialismen i Albanien ved at stole på landets og befolkningens egne kræfter i hård kamp mod imperialistisk omringning, angreb og sanktioner. Mod den moderne revisionismes forsøg på at tvinge Albanien ind som en lydstat i Comecon-blokken i Østeuropa og mod Kinas forsøg på at tvinge landet til at følge dets taktstok og politik for forsoning med imperialismen og genopbygning af kapitalismen.

Erfaringerne fra det socialistiske Albanien og nutiden

Af Reconstrucción Comunista – Uruguay

Selvom der er gået næsten 35 år siden kontrarevolutionens sejr, der ødelagde revolutionens landvindinger i Albanien, og selvom den borgerlige og revisionistiske propaganda har forsøgt at begrave det albanske folks revolutionære proces historisk, er det for os vigtigt at forstå betydningen af at have denne arv af erfaringer for fremskridt og sætte dens betydning i dag på dagsordenen igen.

Vi siger dette uden noget nostalgisk-folkloristisk formål, men det er nødvendigt at insistere på, at vi skal bruge og knytte historiske erfaringer til vores praksis og lade os inspirere til at forbedre den.

Der er ingen tvivl om, at arven fra AAP (Albaniens Arbejdets Parti) og kammerat Enver Hoxha er noget, der bekymrer mange, især dem, der dag ud og dag ind bestræber sig på at feje historien ind under gulvtæppet, vel vidende at den inkriminerer dem. Dette har mere end én gang ført til fremkomsten af myter og beskyldninger om, at den albanske socialisme var et produkt af sovjetiske lån, løgne om en påstået dogmatisme og i værste fald om principløs pragmatisme eller opportunisme, sådan som det i øjeblikket sker fra maoismens rækker, der er eksperter i altid at se splinten i andres øje.

I lyset heraf er det nødvendigt at gentage og insistere tusind gange: Hvordan opbyggede det albanske folk socialismen, og hvad var dens vigtigste fortjenester og særlige kendetegn? Hvorfor skal vi mere end nogensinde forsvare AAP’s arv og gøre den kendt blandt arbejderne og folkene?

Først og fremmest skal det fremhæves, at opbygningen af socialismen var en hård og langvarig proces med store bedrifter og vanskeligheder, i betragtning af det gamle feudale-borgerlige Albaniens tilbageståenhed, der var nedsunket i ruin og efter år med underkastelse under først imperialisterne og derefter de omfattende skader forårsaget af den nazistisk-fascistiske invasion.

Det var her, at Albaniens Kommunistiske Parti – senere AAP – ledede dannelsen af Den Nationale Befrielsesfront (FLN), en styrke bestående af alle de progressive sektorer i det albanske samfund med det formål at fordrive de fascistiske angribere og afsløre de falske ”patrioter” fra Balli Kombëtar¹ og deres allierede, den første forhindring på vejen mod befrielsen af fædrelandet.

For at give et indtryk var det netop dette land med begrænsede kapitalistiske produktionsforhold og plaget af feudale rester, der led de største skader pr. indbygger efter afslutningen af den anden imperialistiske verdenskrig, uden at dette dog forhindrede den efterfølgende udvikling eller samarbejdet med den verdensomspændende antifascistiske front.

Omsat til tal anslås det, at på trods af de lidt over en million indbyggere, som det lille Albanien havde før krigens begyndelse, gav det albanske folk 28.000 martyrer til kampen for udryddelse af nazifascismen. Hertil kommer, at FLN på trods af de ugunstige forhold kunne samle omkring 70.000 guerillakrigere, som formåede at dræbe 27.000 fascistiske soldater, såre mere end 21.000 og tage 20.800 til fange, hvortil der også skal lægges et betydeligt omfang af materielle skader. Som om dette ikke var nok, mobiliserede FLN, efter at den tyske hærs tilbagetrækning var opnået, 20.000 krigere til den fuldstændige befrielse af Balkan. 

Da de nazistisk-fascistiske angribere var blevet fordrevet, viste repræsentanterne for det lille borgerskabs interesser, allieret med de ”nationalister”, der havde samarbejdet med de invaderende besættelsestropper, deres desperation. Da de så deres klasseinteresser truet, udløste de borgerkrigen, hvilket endnu en gang tvang FLN til at gribe til våben og til at vælge mellem vejen til økonomisk afhængighed og underkastelse under den anglo-amerikanske imperialisme på samme måde, som kong Zog gjorde det med den italienske imperialisme, eller at indlede en hård kamp for etableringen af folkets demokratiske styre.

Men frem for passivt at vente kæmpede de albanske kommunisters ud fra deres faste overbevisning om at forsvare det albanske territorium og de organisere ikke blot modstanden, men også springet mod Folkerepublikken.

Partisanerne med kommunistpartiet i spidsen tøvede ikke et øjeblik, og et tegn på dette var, at den 29. november 1944 blev oprettelsen af den albanske Folkerepublik officielt bekræftet, hvorved man trådte ind på vejen mod arbejder- og bonderevolutionen og opbygningen af socialismen.

Alliancen mellem arbejdere og bønder

Uden at tage nogen pause i udviklingen af den socialistiske revolution blev loven om jordreform straks vedtaget, ledsaget af en ambitiøs plan for industrialisering af landbruget.

Dette var ikke en ubetydelig begivenhed for det albanske folks fremskridt i kampen for sine rettigheder, da jorden for første gang blev fordelt til bønderne, mens store jordbesiddelser og herregårde blev fuldstændig afskaffet.

Dette ville resultere i en hurtig gennemførelse af de demokratisk-borgerlige opgaver og en styrkelse af alliancen mellem arbejdere og bønder, hvilket skabte betingelserne for at bevæge sig mod socialismen i et land med et flertal af bønder.

For at give et indtryk: Før jordreformen trådte i kraft, var 52,4 % af al jord i Albanien ejet af store jordbesiddere, mens kun 18,7 % var fordelt mellem småbønder og staten. Efter reformen blev indført, havde godsejerne kun 16,4 % af det samlede areal, 43,17 % kom i hænderne på småbønder, og 34,6 % blev tildelt de tidligere jordløse bønder. Dette var det første af de store skridt, den nye stat skulle tage på landbrugsområdet.

Samtidig med disse skridt begyndte man i byerne at gennemføre industrialiseringsplanen for den nationale økonomi, der startede med nationaliseringen af de få store industrier, der stadig fandtes i landet.

Denne sektor af økonomien gik fra at udgøre 3 % af det samlede antal i statens hænder før nationaliseringsprocessen til 17 % i 1945 og 89 % i 1946, hvilket var et klart tegn på den store beslutsomhed, hvormed AAP og den albanske stat påtog sig opgaven med at nationalisere og genopbygge den industrielle sektor.

Som forventet blev resultaterne mærkbart synlige næsten med det samme: Allerede i 1945 nåede man op på samme produktionsniveau som før krigen, og i 1948 lykkedes det at fordoble det, hvilket også var et tegn på succesen med strategien for genopbygningen af Albaniens nationale økonomi.

Udviklingen af den nationale økonomi og det materielle grundlag for socialisme

Med disse foranstaltninger begav Folkerepublikken Albanien sig ud på vejen mod opbygningen af socialismen og satte sig for at gå fra en økonomi præget af feudale forhold til en landbrugs- og industribaseret økonomi.

Siden den første kongres for Albaniens Arbejdets Parti var planerne for økonomisk udvikling baseret på følgende principper:

1) Den samtidige og harmoniske udvikling af industrien og landbruget, idet industrien betragtes som den ledende gren af økonomien og landbruget som dens grundlæggende gren.

2) Prioriteret udvikling af tungindustrien, som er kernen i den socialistiske industrialisering.

3) De accelererede udviklingsrater i industrien.

4) Udvikling af industrien i retninger, der sikrer og styrker princippet om at stole på vores egne kræfter.

5) Prioriteret udvikling af tungindustrien, uden at forsømme letindustrien og forbrugsgodeindustrien.

På denne måde begyndte man at lægge det materielle fundament for det nye Albanien, mens man politisk styrkede arbejder- og bonderegeringen, styrkede båndene til de nye folkedemokratiske styrer og til Sovjetunionen, og man afviste chikanerne fra de anglo-amerikanske imperialister og deres marionetter, de græske monarko-fascister, de italienske imperialister og senere Titos Jugoslavien, som ikke tøvede med at forberede sine tropper til at forhindre Albaniens uafhængighed.

Ved at følge denne vej, under ledelse af Albaniens Arbejdets parti, lykkedes det landet, der engang var halvt feudalt med den laveste nationalindkomst i Europa, nedsunket i tilbageståenhed, sult og udnyttelse, at gå ind i 1960’erne med opbygningen af socialismens økonomiske grundlag på plads og begynde at sætte sig for at tage et spring fra en landbrugs-industriel økonomi til en industri-landbrugsøkonomi. Til det formål forbedrede det sin teknik, udviklede sin industri og forbedrede også levevilkårene for sit folk, som på det tidspunkt slet ikke kendte til arbejdsløshed, havde fri adgang til alle uddannelsesniveauer og frem for alt havde produktionsmidlerne og statsmagten i egne hænder.

Som et udtryk for disse resultater blev landbrugets kollektivisering, der begyndte i 1956, fuldført i 1967.

Således steg landbrugsproduktionen fra 201.000 tons i 1950 til 887.000 tons i 1985, hvilket tredoblede udbyttet pr. beplantet hektar, noget der vidner om de store tekniske fremskridt inden for det albanske landbrug, som i 1976 opnåede selvforsyning med brødkorn og dermed sikrede en stor del af sin fødevaresuverænitet.

Hvad angår industriproduktionen, steg den fra 442 millioner leks (valutaen i Den Albanske Folkerepublik) i 1950 til 16.082 millioner i 1985, hvoraf 10.224 millioner stammede fra tungindustrien. Som et bevis på betydningen af disse succeser fremhævede en artikel fra 1981, at den samlede produktion fra før krigen blev nået på blot tre dage.

Således fremhævede professor Papajorgji i en artikel offentliggjort i tidsskriftet Albania Today, at ”de høje udviklingsindeks for de vigtigste industrisektorer illustreres med følgende sammenlignende data: I 1980 steg elproduktionen 14 gange, kuludvindingen 4,5 gange, kromudvindingen 4 gange, kobberudvindingen 25 gange, produktionen i den kemiske industri 50 gange, i maskinindustrien 21 gange osv. i forhold til niveauet i 1960.”

Vi kan med disse eksempler vise de socialistiske opbygnings succeser på det økonomiske område.

Stole på egne kræfter

Der er blot ét punkt, der skal præciseres: Der er ikke få ”kritikere”, der påpeger, at den albanske økonomis succes og socialismens resultater i Albanien skyldtes den hjælp, der først blev ydet af Jugoslavien og senere af Sovjetunionen og Kina. Dette er fuldstændig usandt.

Men skal på ingen måde kan undervurdere den internationalistiske hjælp, som det sovjetiske folk ydede, efter at landet var blevet befriet fra de nazistisk-fascistiske besættere, samt de materielle incitamenter, som de jugoslaviske revisionister ydede, sammen med de fordelagtige handelsaftaler, der blev indgået med Kina. Men det er Albaniens Arbejdets Partis strategiske fortjeneste, at Albanien, når det gjaldt at styrke sine alliancer og bruge den økonomiske hjælp, forstod at udnytte modsætningerne under princippet om taktisk fleksibilitet og principfasthed og hele tiden fastholde det vigtigste: opbygningen af socialismen og opretholdelsen af folkets magt.

I denne forstand, i modsætning til andre lande i COMECON eller Jugoslavien, stolede AAP til enhver tid på sit folks evner og på ressourcerne i sine territorier og holdt sig til marxismens og leninismens grundlæggende love, hvad angår den økonomiske opbygning af socialismen. På trods af udvendig afpresning prioriterede partiet udviklingen af sin tunge industri som drivkraft for økonomien og anvendte loven om produktivkræfternes vedvarende udvikling og udvidelse som den eneste måde at opnå økonomisk og politisk suverænitet på.

Efter at have brudt forbindelserne med Kina i 1978 var den albanske stat et eksempel på selvforsyning og overlevede en voldsom blokade fra de vestlige magter, Sovjetunionen og Kina, ledsaget af interne og eksterne sabotageaktioner fra socialismens fjender.

I hele denne periode viste det lille Albanien, hvordan man kan handle på lige fod med de kapitalistiske lande, hvordan man forsvarer sin suverænitet, og grundlæggende hvordan man udvikler socialismen på basis af egne kræfter, hvilket uden tvivl kunne opnås takket være de rigtige valg og den gode udnyttelse af den økonomiske vækst fra tidligere tider.

Kort sagt er den store arv fra det socialistiske Albanien og Arbejdets Parti netop denne: at stole på og i praksis demonstrere socialismens absolutte overlegenhed som produktionsmåde under forholdene i et lille, bjergrigt, halvfeudalt og afsidesliggende land på Balkan, som på mindre end 50 år forvandlede sig fra et halvfeudalt land til et højtudviklet land, hvor folket selv bestemte over sin skæbne.

I historiens lys ser vi, hvordan Folkerepublikken Albanien hverken vaklede eller søgte tilflugt i undskyldninger, da det gjaldt om først at forene, organisere og bevæbne sit folk mod besætterne, derefter mod den interne reaktion og de permanente angreb fra den imperialistisk-revisionistiske omringning.

På trods af sin lille territoriale udstrækning og de ringe udviklede produktivkræfter var den også i stand til at gå videre og overskride grænserne for den folkelige demokratiske revolution og ikke blive stående på halvvejen og dermed ødelægge kampen, som det skete med andre folkerepublikker, der aldrig overvejede opbygningen af det socialistiske samfund² .

Kort sagt viser denne erfaring os og tjener som eksempel på, hvordan et folk og dets marxistisk-leninistiske parti gennem en korrekt tilegnelse og anvendelse af marxismens og leninismens grundlæggende love kan overvinde de geografiske begrænsninger (Albaniens areal kan sammenlignes med Galicien og Catalonien i Spanien, provinserne Misiones og Tucumán i Argentina eller en sjettedel af et lille land som Uruguay), en fattig økonomisk arv og en yderst fjendtlig imperialistisk-revisionistisk omringning.

Dette lærer os i dag, at det i de værste vanskeligheder er nødvendigt at stole på folket, at forene sig og dermed kunne gøre fremskridt mod den socialistiske revolutions mål.

Det socialistiske Albanien gav ikke op over for nazifascisternes numeriske og økonomiske overlegenhed, det opbyggede socialismens økonomiske grundlag trods presset fra den sovjetiske socialimperialisme og opnåede sin økonomiske uafhængighed trods de kinesiske revisionisters krav.

Det albanske folks stærke kamp var også et forbilled for tusinder og atter tusinder af revolutionære, der kæmpede mod imperialismen og borgerskabet gennem det 20. århundrede, og en vejleder for de nye marxistisk-leninistiske partier, der blev dannet i den periode.

Det er også værd at nævne meget kort, at den teoretiske arv, som AAP og kammerat Enver Hoxha formulerede under denne erfaring, også er uvurderlig.

Ser man på både Enver Hoxhas og de forskellige AAP-kadrers værker i deres helhed, kan vi se, at Albanien ikke var den ”oprørske og isolerede socialistiske stat”, og at Hoxha ikke var ham, der fulgte Khrusjtjovs overgang til den moderne revisionisme.

I løbet af mere end 40 år har AAP efterladt en uvurderlig teoretisk arv til nutidens marxistisk-leninistiske partier, idet denne arv spænder fra de første skridt i opbygningen af det marxistisk-leninistiske parti, dets revolutioneringsproces og kampen mod bureaukratiet; alt, hvad der vedrører partiets og arbejderklassens enhed med de øvrige klasser, det mere end bemærkelsesværdige bidrag, som skrifterne udgør om forholdet mellem partiet og masserne, kadrernes rolle og ungdomsarbejdet, der især kom til udtryk i de interne kampe i 1970’erne; veje til at overvinde modsætningen mellem land og by og mellem intellektuelt arbejde og manuelt arbejde; og for slet ikke at tale om alt, hvad der vedrører kampen mod revisionismen og for den økonomiske opbygning af socialismen.

Det er klart, at ovenstående kun er nævnt i forbifarten, og at hele den teoretiske og politiske arv kunne fylde et helt værk, men uden nogen som helst tvivl kan man tusind gange bekræfte, at AAP’s værk ikke står tilbage for noget som helst og stadig er særdeles aktuelt i dag.

Hvor fjerne de end måtte synes, skal de succeser, som den albanske arbejderklasse og dets parti har opnået, langt fra at være en nostalgisk påmindelse være et konstant fyrtårn, en mere end relevant retningslinje for nutidens marxistisk-leninistiske partier.

Dette viser os, hvilken stor evne folket har til at overvinde de hårdeste vanskeligheder, så længe det ledes af et kommunistisk parti, der er styret af marxismen-leninismen.

Der er nemlig ingen geografiske eller økonomisk udviklingsmæssige begrænsninger, der forhindrer arbejderklassen i at tage magten og forme sin egen fremtid.

I dag, hvor fortolkninger, der reducerer arbejdernes og folkenes problemer til individuel tilpasning og udvander perspektivet om social transformation, dominerer, rejser den socialistiske albanske erfaring igen et centralt tema: nemlig den konkrete mulighed for at opbygge socialismen under ugunstige forhold ved at støtte sig til arbejderklassens bevidste organisering og ledelsen af dens marxistisk-leninistiske parti.

Langt fra at være en anekdote fra fortiden eller en rent historisk reference viser den udvikling, der blev drevet frem af Albaniens Arbejdets Parti, at den socialistiske opbygning ikke er en abstraktion, men en reel proces med verificerbare resultater i form af en forandring af samfundets materielle forhold.

I denne forstand indebærer forsvaret af dets arv ikke en formel påstand eller gentagelse af slagord, men en genopdagelse af en konkret erfaring, der gør det muligt at sætte spørgsmålet om opbygningen af socialismen tilbage i centrum som et praktisk og aktuelt problem.

April 2026

Oversat fra Unity & Struggle nr. 52, 2026, tidsskrift for Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML

Noter:

1 Balli Kombëtar var en borgerlig ”nationalistisk” organisation, der blev oprettet i 1942 som en påstået republikansk modstandsbevægelse, men med et markant antikommunistisk profil. Under Anden Verdenskrig samarbejdede de med den tyske nazistiske besættelsesmagt i kampen mod den partisanbevægelse, der blev ledet af Albaniens Arbejdets Parti. Deres program kombinerede territorial nationalisme (herunder ideen om et ”Stor-Albanien”) med forsvaret af privat ejendomsret, hvilket objektivt placerede dem i det kontrarevolutionære lejr over for den fremadskridende kamp fra Befrielsesfronten, der blev ledet af AAP.

2 Det fortjener en artikel for sig, men studiet af folkerepublikkerne er et meget klart eksempel på, hvordan folkemassernes magtovertagelse kun er det første skridt. Man må erkende, hvordan folkerepublikkerne i Østeuropa hurtigt vaklede under presset fra den interne og eksterne reaktion uden at kunne tage springet fra folkerepublik til socialistisk republik. Den revisionistiske historiografi giver altid reaktionen skylden for degenereringen af de revolutionære processer (især i Ungarn og Tjekkoslovakiet) og nedtoner de konstante forsøg på at dæmpe klassekampen. Det socialistiske Albaniens konsekvens og vedholdenhed på den revolutionære vej er ikke andet end et resultat af de utallige udrensninger, som AAP og især Enver Hoxha kritiseres så meget for.

Artiklen har været bragt i APK’s marxistisk-leninistiske magasin Enhed og Kamp. Se Enhed og Kamp nr. 3,2026