Elefanten er tilbage i Det hvide hus

Den republikanske elefant fejede det demokratiske æsel væk fra præsidentposten, Senatet og Repræsentanternes Hus i Washington DC.

Af E. Holemast, Revolusjon

Meningsmålingerne og massemedierne undervurderede endnu en gang Trump-bølgen fuldstændigt. Efter at Joe Biden endelig trak sig fra valgkampen i sommer, har fortællingen været, at det »friske pust« Kamala Harris ville give Demokraterne vind i sejlene. Problemet er, at almindelige amerikanere ikke så noget nyt ved vicepræsident Harris ud over hendes alder. For dem var og er hun en del af det elitære føderale inventar i Washingtons bureaukratiske saloner, som skaber inflation og spilder skatteydernes penge. Opsvinget i den amerikanske økonomi har de almindelige amerikanere ikke set noget til.

Derfor fik den strafdømte Trump endnu mere massiv støtte, end han gjorde i 2016. Uden at stemmeoplysningerne er tilgængelige, er det rimeligt sikkert, at flere sorte amerikanere og også mange amerikanere med arabisk baggrund vendte Harris og Demokraterne ryggen.

Svingstater som Michigan og Pennsylvania har betydelige muslimske og arabiske befolkninger. Mange af dem stemte på Jill Stein, den jødiske præsidentkandidat for Det Grønne Parti i USA, som er en åbenlys modstander af det zionistiske folkemord på palæstinenserne. Dette på trods af, at Stein ikke havde en chance på føderalt niveau.

Millioner og milliarder bag ham

For at blive »folkevalgt« i det amerikanske demokrati skal man have millioner, helst milliarder, af dollars i ryggen. Ifølge CNN og Open Secrets vil Demokraterne og Republikanerne have brugt i alt 16 milliarder dollars på valgkampen.

Hjemmesiden har løbende offentliggjort statistikker over de største donorer til de respektive præsidentkandidater. De fleste af sponsorerne holder lav profil, men tallene afslører, hvem de især favoriserer.

Våbenindustrien lagde tre gange så mange penge på Kamala Harris (1.410.000 dollars) som på Donald Trump (556.000 dollars). Det modsatte gælder for bilindustrien, som Trump har modtaget 4 millioner dollars fra, mens Harris »kun« har modtaget 2,4 millioner dollars. Den såkaldte vedvarende, »grønne« industrikapital har givet ti gange mere til Harris end til Trump. For mineindustrien er forholdet det modsatte: Trump modtog mere end 20 gange det beløb, som denne industri investerede i Harris. (Ovenstående beløb kan ændre sig og stige, efterhånden som data opdateres).

Vi kunne blive ved og ved. Det, tallene viser, er, hvordan de to præsidentkandidater er favoritter hos forskellige lobbygrupper og fraktioner i det nordamerikanske monopolborgerskab.

Demokrati og krig

Samtidig bekræfter disse astronomiske beløb det borgerlige demokratis undergang. Mange frygter, at Trump helt vil afskaffe resterne af demokratiet, hvilket er en reel fare på lang sigt. På den anden side kan man argumentere for, at USA for længst er blevet et plutokrati, der kontrolleres direkte af landets allerrigeste og af et militærindustrielt kompleks. »Politik er industriens underholdningsafdeling«, var et af musikeren Frank Zappas sande ord.

Utroligt nok er milliardæren Donald Trump i stand til at fremstille sig selv som en oprørsleder mod det plutokrati, han er en del af, en oprydder, der skal få styr på et Washington, der styres af en bureaukratisk elite. Det er ikke umuligt, at han vil give den arbejderfjendtlige teknomagnat Elon Musk en plads i administrationen. På X har Musk ført en intensiv kampagne for Trump, ofte med løgnagtige påstande. Da valgresultatet forelå, røg Teslas aktiekurs i vejret med 14 procent.

På den internationale scene fremmer Biden og Harris to igangværende krige i Ukraine og Mellemøsten samt en potentiel krig mellem USA og Kina om Taiwan. Harris ville kaste mere kul på hendes demente mentors politik, mens Trump – hvis han holder ord – i det mindste vil afslutte krigen i Ukraine.

Trump går heller ikke af vejen for krige, men hans speciale er handelsafpresning og trusler – både mod fjender og allierede. Måske vil han forhandle med Kina om Taiwan-spørgsmålet, samtidig med at han lægger endnu mere pres på EU for at få flere handelssanktioner, som skader den europæiske økonomi yderligere. EU’s selvdestruktive »grønne« omstillingspolitik går endnu mørkere tider i møde.

Israel hepper på Trump og vil måske udnytte tiden op til indsættelsen af den næste præsident til at fremtvinge endnu mere ubetinget støtte fra Washington. Det er ikke usandsynligt, at Netanyahu vil bruge tiden frem til januar til at lancere et nyt og større angreb på Iran eller en fuld annektering af Vestbredden og dele af den ødelagte Gazastribe eller begge dele – vel vidende, at Donald Trump vil lægge maksimalt pres på den afgående Joe Biden for at give Israel alt, hvad Netanyahu beder om. Mere tvivlsomt er det, om Trump vil risikere at involvere USA direkte i en krig mod Iran.

EU-skænderier i den norske andedam

I den norske andedam er de politiske partier (med undtagelse af Frp) i gang med at bearbejde sorgen over nederlaget til favoritten Harris. Det varer ikke længe. Jonas Gahr Støre og resten af det politiske miljø vil straks starte en smædekampagne til fordel for Trump og bede ham om ikke at glemme lille Norge.

Efter at have overdraget 12 norske baser til USA og en præsident, som norske politikere har beskrevet som både uberegnelig og farlig, vil de sværge loyalitet og love på æresord, at Norge vil bevæbne sig endnu mere og sende de fartøjer, vi har, derhen, hvor USA har brug for dem.

Den uforudsigelige Trump er ikke mere uforudsigelig, end at han med garanti vil skærpe tonen over for de europæiske stater og endnu en gang kræve, at de »tager ansvar for deres egen sikkerhed«. Meget mere end de allerede har gjort. Det kan være den udløsende faktor for, at Tyskland tager springet og tilslutter sig præsident Emmanuel Macrons drøm om en europæisk hær. På den måde kan de europæiske magter komme USA møde USA, samtidig med at de får spillerum til at opbygge deres strategiske autonomi, dvs. til at opbygge EU som en uafhængig imperialistisk militærmagt med alt, hvad der følger med.

Valgresultatet kan indvarsle en ny EU-kamp

Revolution har tidligere advaret om, at udfaldet af det amerikanske valg kan udløse en ny EU-kamp herhjemme. Årsagen er, at en uforudsigelig præsident, som måske – Gud forbyde det – »svigter Ukraine og NATO«, vil gøre det tvingende nødvendigt for Norge at integrere sig fuldt ud i EU-projektet på det sikkerhedspolitiske område. Og i første omgang hælde milliarder i nye våben til NATO og Ukraine.

Venstre har længe råbt sådanne kampråb. Nu giver denne type argumentation også genlyd i kredse i og omkring SV, AUF og måske endda i dele af Rødt. AUF er officielt imod EU-medlemskab, men har tidligere signaleret, at en ny Trump-periode i Det Hvide Hus kan få ungdomsbevægelsen til at genoverveje. I så fald åbnes sluserne for, at EU-tilhængere i toppen af Arbejderpartiet i samarbejde med de konservative kan beslutte, at tiden er inde til en EU-offensiv. Muligheden for dette er så meget desto større, hvis SV også begynder at vakle, som partiets programkomité allerede har vist ved at fjerne kravet om udtræden af EØS fra sit arbejdsprogram for den næste valgperiode.

USA bliver hverken mere eller mindre imperialistisk i løbet af de næste fire år. Men Trump kan vælge en mere merkantilistisk (protektionistisk) strategi for at forsinke det amerikanske imperiums undergang med fuld fokus på Kina som sin hovedrival. Det vil naturligvis få konsekvenser for et Europa og et Norge, som har lagt deres skæbne i hænderne på den amerikanske imperialisme.